Guldlok planeten

Foto: European Southern Observatory /L. Calçada

Det er fantastisk. Astronomerne har 20 lysår ude i verdensrummet fundet noget, der ligner vores egen jord. De kalder det en Guldlok planet, for den er hverken for kold eller for varm, for stor eller for lille, men lige tilpas til at den kan huse liv.

Den hedder Gliese 581g og skulle se nogenlunde ud som på illustrationen. Sådan lidt jordagtig, cirklende omkring en dobbelt-sol. Kan det tænkes at der også på denne lille fjerne klode er opstået liv, med dinoer, græsser, træer, fisk og fugle? Kan det endda tænkes, at Gliese ligefrem beboes af aber på to ben som os selv?

Hvad der for ikke så længe siden var fuldstædig utænkeligt, er idag nærmest en naturlov. En nødvendighed, sgu. Er der en 'Goldilocks'-klode derude, så er der sandsynligvis også opstået liv, startet som bakterier, dna, og måske udviklet til intelligente væsner. Kanske klogere end os selv…

Livet synes at have sin egen urkraft. Religiøse mennesker kan godt se, at Det Gamle Testamentes historie om at verden er 6000 år gammel og kreeret på blot en uge, inklusiv hviledag, ikke holder vand. Men så må Livet være "trukket op" af Gud. Men spørgsmålet er, om ikke skaberværket har selvoptræk…

Der er grundstoffer som kulstof, C, brint, H, ilt, O, kvælstof, N, svovl, S, og fosfor, P i hele mælkevejen. Det behøver ikke inkludere en hvidskægget mand med glorie for at føre til liv i en eller anden form. Men vi har måske brug for ham for at forstå det?

Satans sol

Foto: Dansk Tagteknik A/S

På en dag hvor amerikanerne advares mod at rejse til Europa på grund af terrortruslen, Lors Doukaev sætter sit ben bag lukkede døre og Lene Espersen pønser på at undskylde Folketinget – er det noget helt andet der fylder mest denne morgen i TV2 Nyhederne.

Idag falder der dom i en retssag mellem to naboer om et blanksort tegltag. En rapporter er på stedet og ærgrer sig lidt over at det overskyede vejr. Men heldigvis er der arkiv optagelser som viser hvordan det sorte tag reflekterer solskinnet så det skærer i øjnene. Skadeslidte nabo får masser af mikrofon-tid til at beklage sig, for modparten som ejer taget vil ikke udtale sig til TV2.

Det står hen i det uvisse, hvordan det er lykkedes Pia og Hans Henrik Schjerbeck i Lystrup at bringe sagen for en dommer, (og TV2 Nyhederne) men jeg har hørt at det i USA i en tilsvarende sag er lykkedes at udfærdige et anklageskrift mod selveste Gud.

Det er jo ikke kun i Lystrup man kender til problemet. Selv er jeg hårdt ramt hver morgen, især i denne tid hvor morgensolen står lavt. Lyset banker helt vildt ind i vores stue. Ikke via et tag med glaserede teglsten, men direkte fra solen selv! Skærmbilledet på min computer er på randen af default, og jeg er tvunget til at skrive denne blog for nedrullede gardiner!

Men er der måske nogen retfærdighed til? Næppe. Gud vil sikkert henholde sig til at det er hans (eller hendes) soleklare ret at dele døgnet op i nat og dag, og at der efter millioner års praksis må siges at være vundet hævd på den måde det foregår.

Og hvis anklagen i virkeligheden handler om forbandet solskin, så kan Gud jo sige at der i stedet skal sagsøges hos hans nabo, den øverste chef i dæmonernes rangorden, Satan.

Hængepat

Foto: "Tearboi", en teenager i London

En ven har tippet mig om noget pudseløjerligt og foreslået det som afsæt til en fængslende blog.

Sagen er, at når han cykler over Bryggebroen i København kan han se at der på wirerne hænger nogle hængelåse med navne på. Hvad mon meningen kan være? Det kan jo næppe være for at sikre broen mod tyveri…

Well, lige dem på gang- og cykelbroen ved Islands Brygge har bloggeren Christoffer Grann lavet en blog om. Og det kan meget vel være nogle af Danmarks første love padlocks der dér er dukket op i april 2010.

Fænomenet kan nu ses på mange broer i verden. For eksempel er der på Flickr et foto fra Riga i Letland, hvor et nygift par har smækket endnu en hængelås fast til broens overlæssede gelænder og nu sammen smider nøglen i vandet.

De forelskede må jo tænke på broen som et symbol på deres kærlighed, og så er det de bogstavelig talt låser hinanden fast på aldrig at bryde forbindelsen.

Men ærligt talt synes jeg det er noget pjat, at millioner og atter millioner i troen på den eneste ene belaster alverdens broer med hængelåse og havet med nøgler. Symbolikken halter da også hen af vejen, for hvad med ordsproget Ægte kærlighed ruster aldrig?

Det kan man da tydeligt se den gør på fotoet af Annas hængepat.

Det erotiske menneske

Foto: Sofia Henriques, Portugal

Jørgen Leth havde egentlig droppet sin film efter han blev persona non grata da det kom frem at han havde sex med kokkens datter i bogen Det uperfekte menneske. Så var det slut med titlen som dansk konsul og kommentatorjobbet i Tour de France karavanen.

Det erotiske menneske så altså ikke ud til at blive til noget, men heldigvis fik venner pustet så meget til hans forfængelighed, at han alligevel fik gjort sin længe ventede film færdig. Den har danmarkspremiere på CPH:DOX festivalen.

Men allerede nu kan du se små bidder på internettet. Og uanset om man kan lide Leth eller ej, så kommer man ikke udenom at han er han en formidabel iagttager.

Tag et klik ind på Nyhederne.tv2 og vælg Klip 1. Det er en smuk og enkel sekvens med en kvinde i bevægelse. Og Jørgen Leths speak indover:

Her er en senegalesisk kvinde
Hun er på vej
Hun går
Hendes gang er et sprog
Tænker hun at hun er verdens smukkeste kvinde?
Se hende!
Kvinden på fotoet er også en senegalesisk kvinde. Fotografen fortæller at hun bare slapper af. Men jeg kan se at der også er erotik i luften. – Er der forresten ikke altid det? Her, der og alle vegne…

Røvgevir

Foto: Patryk Choiński, Polen

Det er som om det ikke længere er tilstrækkeligt med brusebad, barbering, negleklipning og en kam gennem håret. Nu skal der mere til. Det er ikke nok at pleje sit ydre. Man skal ændre sit udseende.

Derfor kommer flere og flere under tatovørens nål og får dekoreret det bare skind med tusch der i en meget smertelig proces stikkes ind i huden. En udbredt variant er den såkaldte Amager nummerplade. Sådan en ordentlig omgang ornamentik henover lænden.

Tja, hvad skal man sige til sådan en krusedulle? Er det frækt og rasende flot? Eller er det bare for meget?

Noget man, ifølge en af mine venner, i hvert fald ikke skal sige til en sådan tatoveret dame, mens man er i færd med at duske hende bagfra, er:

– Nå, jeg kan se her har været nogen før mig, der også har stået og kedet sig…

Hilsen fra Norge

Igår begik jeg en blog om overgangen til det mørkere halvår og fandt på SXC et pragtfuldt foto af vintersolen til den. Og så sendte jeg en kort hilsen til fotografen med link til bloggen.

Sådan gør jeg tit, og som regel får jeg en tak retur, for fotografer kan godt lide at høre når deres billeder bliver brugt. Thanks for letting me know. Cheers :-). Sådan vil tilbagemeldingen ofte lyde.

Men idag har jeg fået en meget rørende og usædvanlig respons, som jeg synes også skal lægges på bloggen, sammen med endnu et pragtfuldt foto fra den norske fotograf.

Hun har sikkert ikke tænkt at hendes hilsen skulle læses af andre end mig personligt, men omvendt kan jeg ikke tro hun har noget imod det. Og jeg synes hun skriver så smukt om at vi aldrig skal skamme os over vores familiære ophav.

Der er ingen grund til at skamme sig, selvom der kan vise sig mørke sider, som moralvogtere gerne vil pirke i. Alle har noget ufint i familien, – men det er fint nok!

Her er den norske hilsen:


Tusen takk for at du har funnet ett av mine fotografier verdig til å brukes på din utmerkede blogg. Jeg har nå lagt den inn under "Favoritter", her vil jeg følge med. Du skriver godt, originalt og ettertenksomt.
Særlig gjorde ditt innlegg om farfar inntrykk. Ikke på grunn av bildet av ham 'in natura', men p.g.a din tekst.  Små og store mysterier og paradokser i egen bakgrunn -- vi har vel alle det enten vi vil innrømme det eller ikke.

Her er en liten paradoksal historie fra undertegnede: Adoptert som spebarn, vokst opp hos svært gode adoptivforeldre i Fredrikstad sørøst i Norge. (Adoptiv)mamma og pappa var begge født på Østlandet og begge hadde fedre som hadde flyttet fra små gårdsbruk det fattigere Vest-Norge for å kunne få et utkomme de klarte å leve av. Mamma og pappa opplevde begge matmangel, krig og okkupasjon med tyske jernhæler i gatene. Jeg vokste opp som enebarn med mor og far i leilighet med  to rom og kjøkken over et bakeri i en middelstor norsk by -- med kulehull fra et tysk maskingevær i vedskjulet -- og manglet intet. Jeg husker atomtruselen, Cubakrisen, Den kalde Krigen, mordet på Kennedy'ene og Martin Luther King som de beksvarte skyggene i min oppvekst.  Jeg flyttet etterhvert til Oslo p.g.a skolegang og begynte å arbeide i IBM Norge etter avsluttet utdanning ved Universitetet i Oslo. Jeg arbeidet meg etterhvert ihjel, helsa fikk en alvorlig knekk og jeg ble mot min vilje uførepensjonist som 34-åring. Jeg giftet meg, fikk to fine barn og arbeider idag 25% som datakonsulent, webmaster og redaktør med hjemmekontor. Familien flyttet noen mil nordover fra Oslo til Gran i Oppland fylke i 1997 -- og omsider trives jeg her i innlandet. Jeg savner ennå lukten av salt sjø og støv fra byens asfalt om våren -- men jeg er vel omsider hjemme nå.

Jeg forsto også såpass at historien rundt mine biologiske foreldre måtte være en uheldig miks av tilfeldigheter, impuls og skam -- for mappen som fulgte med adopsjonen var svært tynn og mine adoptivforeldre var svært åpne om hele prosessen. Derfor skammer og skammet jeg meg aldri, og kommer heller aldri til å gjøre det.

I godt voksen alder har jeg rullet opp litt av de biologiske foreldrenes historie, og den var mer eksotisk og kanskje mer brutal enn jeg hadde regnet med: Jeg var resultatet av en one night stand mellom en kvinne fra Sørlandet (Grimstad) og en sjømann fra Nord-Norge (Tysfjord i Nordland fylke). Ingen av de impliserte var interessert i barn.

Barnefar gikk også så langt som å nekte farskap og å bli dratt for retten inntil en Lagmannsrettdom falt. Ikke fordi han skammet seg iver å ha en lausunge, men han ville ikke betale pengene han skyldte den norske stat for mitt opphold på spebarnshjem fra fødselen inntil adopsjonen hadde funnet sted. Han ville ha ny båt i stedet.   Han giftet seg det året jeg ble født med en dame fra hjemtraktene og fikk etterhvert fire barn med henne. I 1972 forlangte hans kone skilsmisse p.g.a mange år med mishandling og alkoholmisbruk. Han døde av hjerteslag i 1976, 46 år gammel.  Han hadde interessant etnisk bakgrunn: Hans mor var 100% samisk. Tysfjordområdet er en av kjerneområdene i Norge for undergruppen av samer som kalles Lulesamer.

Så til min biologiske mor: Hun hadde vært gift og skilt, og hennes to barn ble oppdratt av hennes mor på Sørlandet. Så ble hun gravid med meg -- og  turde ikke dra hjem til sine strengt religiøse foreldre med dette tredje barnet. Kort tid etter jeg var født, møtte hun en mann hun senere giftet seg med. Hun fortalte ham alt. Han ville de skulle prøve å få tak i dette tredje barnet og oppdra det som sitt eget, men det lot seg ikke gjøre ettersom adopsjon da allerede hadde funnet sted.  De fikk etterhvert fire døtre, og hadde et godt ekteskap inntil han døde for to år siden. Så kommer det tragiske: Min biologiske mor har ikke fortalt sine fire yngste døtre om de tre barna hun fikk før dem, hun frykter for sitt rykte som 'perfekt mor' dersom dette skulle bli kjent for dem. Mon hvordan det gikk med hennes to eldste barn? Jeg vet det ikke.

Min biologiske mor hadde også enn litt spennende etnisk bakgrunn: Hennes mor kom fra et lite sted i Telemark -- og hun var av islandsk familie. Hennes far var tysk og etterhvert norsk statsborger. Han ble arrestert av Gestapo i 1942 for deltakelse i sabotasje, satt 8 måneder i forhør på Grini utenfor Oslo og ble deretter skipet til Auschwitz-Birkenau. Altså en tysk ikke-jøde i Auschwitz....Det er av sine egne man skal ha det. Han overlevde så vidt -- han veide under 40 kilo og alle negler og fingertupper var borte var  da de Hvite Bussene kom hentet ham våren 1945. Han døde i 1953, helsa var alvorlig svekket etter oppholdet i en Nacht und Nebel-leir.

Mine og dine historier er ikke unike -- det er slike historier i alle familier. Spørsmålet er om man tør å fortelle og å reflektere rundt dem -- selvsagt sett i lys av egen tid og opplevelser. Nei, de døde kan ikke forsvare seg, men de forsvarte heller ikke nødvendigvis sine mens de levde. De var likevel unike, noen som på en eller annen måte betydde noe for oss  - på godt og vondt. De forteller om individer, holdninger, liv og levned, tråder i den større veven som utgjør den nære historie i et lite land. Som sådanne bør de fortelles, og uten skam -- slik du gjorde det på din blogg.

Foto (og norsk hilsen): Grethe Bøe

17.09

Foto: Grethe Boe, Norge

Plus nogle sekunder, velsagtens – så sker det: Du får vintersol! Ni minutter over fem i dag passerer solen ækvatorplanet, og så går vi officielt ind i vinterhalvåret.

Og om tre måneder er det juleaften!

Og om yderligere tre måneder går vi ind i sommerhalvåret, når ækvatorplanet igen har skæringsdato og det er slut med det lyse halvår på den sydlige halvkugle.

Tænk, at vi kan se så klart at vi forlængst har kortlagt universets gang og præcist fastslået at netop nu, om otte timers tid, tilgodeser solen så småt mere mennesker på den anden side jordens midterlinie.

Eller er alt mon i virkeligheden kaos? Målt over millioner milliarder år minder planeten måske mere om en flue der svirrer omkring en natlampe…