Det erotiske menneske

Foto: Sofia Henriques, Portugal

Jørgen Leth havde egentlig droppet sin film efter han blev persona non grata da det kom frem at han havde sex med kokkens datter i bogen Det uperfekte menneske. Så var det slut med titlen som dansk konsul og kommentatorjobbet i Tour de France karavanen.

Det erotiske menneske så altså ikke ud til at blive til noget, men heldigvis fik venner pustet så meget til hans forfængelighed, at han alligevel fik gjort sin længe ventede film færdig. Den har danmarkspremiere på CPH:DOX festivalen.

Men allerede nu kan du se små bidder på internettet. Og uanset om man kan lide Leth eller ej, så kommer man ikke udenom at han er han en formidabel iagttager.

Tag et klik ind på Nyhederne.tv2 og vælg Klip 1. Det er en smuk og enkel sekvens med en kvinde i bevægelse. Og Jørgen Leths speak indover:

Her er en senegalesisk kvinde
Hun er på vej
Hun går
Hendes gang er et sprog
Tænker hun at hun er verdens smukkeste kvinde?
Se hende!
Kvinden på fotoet er også en senegalesisk kvinde. Fotografen fortæller at hun bare slapper af. Men jeg kan se at der også er erotik i luften. – Er der forresten ikke altid det? Her, der og alle vegne…

Røvgevir

Foto: Patryk Choiński, Polen

Det er som om det ikke længere er tilstrækkeligt med brusebad, barbering, negleklipning og en kam gennem håret. Nu skal der mere til. Det er ikke nok at pleje sit ydre. Man skal ændre sit udseende.

Derfor kommer flere og flere under tatovørens nål og får dekoreret det bare skind med tusch der i en meget smertelig proces stikkes ind i huden. En udbredt variant er den såkaldte Amager nummerplade. Sådan en ordentlig omgang ornamentik henover lænden.

Tja, hvad skal man sige til sådan en krusedulle? Er det frækt og rasende flot? Eller er det bare for meget?

Noget man, ifølge en af mine venner, i hvert fald ikke skal sige til en sådan tatoveret dame, mens man er i færd med at duske hende bagfra, er:

– Nå, jeg kan se her har været nogen før mig, der også har stået og kedet sig…

Hilsen fra Norge

Igår begik jeg en blog om overgangen til det mørkere halvår og fandt på SXC et pragtfuldt foto af vintersolen til den. Og så sendte jeg en kort hilsen til fotografen med link til bloggen.

Sådan gør jeg tit, og som regel får jeg en tak retur, for fotografer kan godt lide at høre når deres billeder bliver brugt. Thanks for letting me know. Cheers :-). Sådan vil tilbagemeldingen ofte lyde.

Men idag har jeg fået en meget rørende og usædvanlig respons, som jeg synes også skal lægges på bloggen, sammen med endnu et pragtfuldt foto fra den norske fotograf.

Hun har sikkert ikke tænkt at hendes hilsen skulle læses af andre end mig personligt, men omvendt kan jeg ikke tro hun har noget imod det. Og jeg synes hun skriver så smukt om at vi aldrig skal skamme os over vores familiære ophav.

Der er ingen grund til at skamme sig, selvom der kan vise sig mørke sider, som moralvogtere gerne vil pirke i. Alle har noget ufint i familien, – men det er fint nok!

Her er den norske hilsen:


Tusen takk for at du har funnet ett av mine fotografier verdig til å brukes på din utmerkede blogg. Jeg har nå lagt den inn under "Favoritter", her vil jeg følge med. Du skriver godt, originalt og ettertenksomt.
Særlig gjorde ditt innlegg om farfar inntrykk. Ikke på grunn av bildet av ham 'in natura', men p.g.a din tekst.  Små og store mysterier og paradokser i egen bakgrunn -- vi har vel alle det enten vi vil innrømme det eller ikke.

Her er en liten paradoksal historie fra undertegnede: Adoptert som spebarn, vokst opp hos svært gode adoptivforeldre i Fredrikstad sørøst i Norge. (Adoptiv)mamma og pappa var begge født på Østlandet og begge hadde fedre som hadde flyttet fra små gårdsbruk det fattigere Vest-Norge for å kunne få et utkomme de klarte å leve av. Mamma og pappa opplevde begge matmangel, krig og okkupasjon med tyske jernhæler i gatene. Jeg vokste opp som enebarn med mor og far i leilighet med  to rom og kjøkken over et bakeri i en middelstor norsk by -- med kulehull fra et tysk maskingevær i vedskjulet -- og manglet intet. Jeg husker atomtruselen, Cubakrisen, Den kalde Krigen, mordet på Kennedy'ene og Martin Luther King som de beksvarte skyggene i min oppvekst.  Jeg flyttet etterhvert til Oslo p.g.a skolegang og begynte å arbeide i IBM Norge etter avsluttet utdanning ved Universitetet i Oslo. Jeg arbeidet meg etterhvert ihjel, helsa fikk en alvorlig knekk og jeg ble mot min vilje uførepensjonist som 34-åring. Jeg giftet meg, fikk to fine barn og arbeider idag 25% som datakonsulent, webmaster og redaktør med hjemmekontor. Familien flyttet noen mil nordover fra Oslo til Gran i Oppland fylke i 1997 -- og omsider trives jeg her i innlandet. Jeg savner ennå lukten av salt sjø og støv fra byens asfalt om våren -- men jeg er vel omsider hjemme nå.

Jeg forsto også såpass at historien rundt mine biologiske foreldre måtte være en uheldig miks av tilfeldigheter, impuls og skam -- for mappen som fulgte med adopsjonen var svært tynn og mine adoptivforeldre var svært åpne om hele prosessen. Derfor skammer og skammet jeg meg aldri, og kommer heller aldri til å gjøre det.

I godt voksen alder har jeg rullet opp litt av de biologiske foreldrenes historie, og den var mer eksotisk og kanskje mer brutal enn jeg hadde regnet med: Jeg var resultatet av en one night stand mellom en kvinne fra Sørlandet (Grimstad) og en sjømann fra Nord-Norge (Tysfjord i Nordland fylke). Ingen av de impliserte var interessert i barn.

Barnefar gikk også så langt som å nekte farskap og å bli dratt for retten inntil en Lagmannsrettdom falt. Ikke fordi han skammet seg iver å ha en lausunge, men han ville ikke betale pengene han skyldte den norske stat for mitt opphold på spebarnshjem fra fødselen inntil adopsjonen hadde funnet sted. Han ville ha ny båt i stedet.   Han giftet seg det året jeg ble født med en dame fra hjemtraktene og fikk etterhvert fire barn med henne. I 1972 forlangte hans kone skilsmisse p.g.a mange år med mishandling og alkoholmisbruk. Han døde av hjerteslag i 1976, 46 år gammel.  Han hadde interessant etnisk bakgrunn: Hans mor var 100% samisk. Tysfjordområdet er en av kjerneområdene i Norge for undergruppen av samer som kalles Lulesamer.

Så til min biologiske mor: Hun hadde vært gift og skilt, og hennes to barn ble oppdratt av hennes mor på Sørlandet. Så ble hun gravid med meg -- og  turde ikke dra hjem til sine strengt religiøse foreldre med dette tredje barnet. Kort tid etter jeg var født, møtte hun en mann hun senere giftet seg med. Hun fortalte ham alt. Han ville de skulle prøve å få tak i dette tredje barnet og oppdra det som sitt eget, men det lot seg ikke gjøre ettersom adopsjon da allerede hadde funnet sted.  De fikk etterhvert fire døtre, og hadde et godt ekteskap inntil han døde for to år siden. Så kommer det tragiske: Min biologiske mor har ikke fortalt sine fire yngste døtre om de tre barna hun fikk før dem, hun frykter for sitt rykte som 'perfekt mor' dersom dette skulle bli kjent for dem. Mon hvordan det gikk med hennes to eldste barn? Jeg vet det ikke.

Min biologiske mor hadde også enn litt spennende etnisk bakgrunn: Hennes mor kom fra et lite sted i Telemark -- og hun var av islandsk familie. Hennes far var tysk og etterhvert norsk statsborger. Han ble arrestert av Gestapo i 1942 for deltakelse i sabotasje, satt 8 måneder i forhør på Grini utenfor Oslo og ble deretter skipet til Auschwitz-Birkenau. Altså en tysk ikke-jøde i Auschwitz....Det er av sine egne man skal ha det. Han overlevde så vidt -- han veide under 40 kilo og alle negler og fingertupper var borte var  da de Hvite Bussene kom hentet ham våren 1945. Han døde i 1953, helsa var alvorlig svekket etter oppholdet i en Nacht und Nebel-leir.

Mine og dine historier er ikke unike -- det er slike historier i alle familier. Spørsmålet er om man tør å fortelle og å reflektere rundt dem -- selvsagt sett i lys av egen tid og opplevelser. Nei, de døde kan ikke forsvare seg, men de forsvarte heller ikke nødvendigvis sine mens de levde. De var likevel unike, noen som på en eller annen måte betydde noe for oss  - på godt og vondt. De forteller om individer, holdninger, liv og levned, tråder i den større veven som utgjør den nære historie i et lite land. Som sådanne bør de fortelles, og uten skam -- slik du gjorde det på din blogg.

Foto (og norsk hilsen): Grethe Bøe

17.09

Foto: Grethe Boe, Norge

Plus nogle sekunder, velsagtens – så sker det: Du får vintersol! Ni minutter over fem i dag passerer solen ækvatorplanet, og så går vi officielt ind i vinterhalvåret.

Og om tre måneder er det juleaften!

Og om yderligere tre måneder går vi ind i sommerhalvåret, når ækvatorplanet igen har skæringsdato og det er slut med det lyse halvår på den sydlige halvkugle.

Tænk, at vi kan se så klart at vi forlængst har kortlagt universets gang og præcist fastslået at netop nu, om otte timers tid, tilgodeser solen så småt mere mennesker på den anden side jordens midterlinie.

Eller er alt mon i virkeligheden kaos? Målt over millioner milliarder år minder planeten måske mere om en flue der svirrer omkring en natlampe…

Fede løgne

Foto: Hans Thoursie, Sverige

Det var en fed løgn da Pia Kjærsgaard tilkendegav at hun ikke ville kalde Sverigedemokraterne et søsterparti, for som hun sagde: Så godt kender vi ikke hinanden endnu.

Faktum er imidlertid at Dansk Folkeparti i årevis har rådgivet og hjulpet Sverigedemokraterne til at fremstå bedre overfor vælgerne, på trods af SDs nynazistiske ophav. Partiets udenrigsordfører Søren Espersen bekræfter historien overfor Politiken: Højreradikalt parti fik opskrift fra Dansk Folkeparti

Det er også en fed løgn, at det svenske valgsystem er udemokratisk. De svenske og danske systemer ligner hinanden til forveksling, med tillægsmandater, kredsmandater osv. Eneste reelle forskel er, at hvor man i Danmark skal samle 20.000 underskrifter for at blive opstillingsberettiget, kan man i Sverige uden videre melde sig klar til valg. Og så kan man i Sverige nøjes med at tage en stemmeseddel fra sit foretrukne parti i stedet for en alenlang en med samtlige kandidater på, eller man kan tage en blank stemmeseddel i stemmelokalet og på den i boksen skrive hvem man stemmer på.

Det er også en fed løgn at en ung Sverigedemokrat blev overfaldet i sit hjem af to personer med "et arabiskklingende sprog" som havde ridset et hagekors i hans pande. Politiets retsmedicinere har fastslået at manden selv snittede sig med en hobbykniv. Det kan man også læse i Politiken: Sverigesdemokrat skar selv hagekors i panden

Men nu er det for sent. Sandheden om Sverigedemokraterne kom ikke frem i tide, og nu har de tiltusket sig 20 sæder i Riksdagen. Fremmedfjendske og ubrugelige kan SD nu sidde og fede den, som små kloner af DF.

Der bores

Illustration: Ivan Vicencio, Chile

De 33 minearbejdere i Chile skal medietrænes. De virker sært indesluttede og isolerede, og har svært ved at komme ud over stepperne. Og det dur ikke, når der for alvor kommer hul igennem til verdenspressen.

Mændene blev fanget af et minekollaps den 5. august og har siden da trillet tommelfingre 600 meter under jordoverfladen. Det kan de roligt gøre mange dage endnu, for det tager tid at bore en flugttunnel og befri minearbejderne.

Heldigvis kommer de hjem inden jul. Og journalisterne venter utålmodigt på at høre hvad gutterne har oplevet dernede. Både radio, tv, aviser og kulørte blade vil være massivt tilstede.

Derfor har mændene fået barbergrej og nye sko hejst ned gennem luftkanalen. Det er sådan de skal møde op til mediernes ventende mikrofoner; Glatbarberede og i ordentligt fodtøj. Så er man klar til at tackle verden. Det står på første side i "Medietræning for dummies".  

Det kan Osama bin Laden også lære noget af, når han engang er klar til at komme ud af sit bjerg. Han skal bare smide skægget og udskifte sandalerne med lækre latinamerikanske dansesko. Så skal det nok gå glat, altsammen.

Velkommen på forsiden

Åh, hvor ville det være dejligt, hvis Ekstra Bladet / B.T. turde gøre som Expressen i Sverige. Bladet giver ikke en snus for SD (på dansk: DF) og har smidt dem på forsiden, og i rendestenen. Så kan de lære det!

Herhjemme pleaser pressen DF og refererer skyldigst ethvert forslag fra Pia Kjærsgaard og hendes kumpaner. Undtagen, når der kommer grus i maskineriet. Så er det kun mindre og modige medier som Information, der kommer til tasterne og fortæller hvordan DFerne fik skæld-ud af selveste Ayaan Hirsi Ali. Den episode er helt udeladt i Politikens dækning af DF-årsmødet. Politiken har derimod logrende taget regeringspartnerens ordgejl til sig og bragt valgobservatører med sig til det svenske valg i Malmø. Øv, siger jeg bare.

Danmark står som skrækscenariet for de fleste svenskere, og derfor vil ingen ordentlige politikere samarbejde med SD. Men herhjemme er det lige omvendt. Alle taler gerne med gimpen, og sådan har det været i mange år.

Venstre er kommet med et forslag, som viser at regeringspartiet er smittet af DF efter de mange års samarbejde. Man skal ikke have lov til at få familiesammenføring hvis man bor i en ghetto, siger Venstre ifølge DR Nyheder.

Nu kunne jeg så godt tænke mig nogle journalister som i stedet for blot at referere Venstres forslag krøllede det sammen og smed det i rendestenen. Det er jo åbenlyst at forslaget ikke holder vand. Det ville jo være et klart brud med Grundloven, internationale konventioner og EUs Opholdsdirektiv.

Fornylig var der ros til B.T. fordi de fandt frem til den etbenede bombemands navn og historie i Liège. Tabloidavisen kunne jo godt genkende en bokser-tud, og så gribe knoglen og få sat tingene på plads.

Forhåbentlig kan journalisterne også snart genkende en mokke-tryne, og på samme vis gå i action og producere ordentligt politisk stof i vores aviser. Jeg er træt af det evindelige mikrofonholderi og copy-paste fra Ritzau.

Jeg gider ikke høre mere om DF og SD. Kyl dem dog ned i kloakken og sæt i gear.