søndag den 24. oktober 2010

Oppe i Paris


Eiffeltårnet er en 324 meter høj turistkonstruktion som har stået og promoveret Paris lige siden verdensudstillingen i 1889.

Henved seks millioner mennesker besøger det hvert år. Vi gjorde i forgårs. Naja og Jeremy ville gerne helt til tops, men vi voksne har ikke lyst til at stå i kø yderligere tre kvarter på anden sal.

Det er slemt nok med ventetiden ved tårnets fod. Vi står i kø for at komme med elevator op inden solen går ned. Og jeg må betale 8,10 € for en flot billet med arkitekturen og www.tour-eiffel.fr adressen på. Mit EU pressekort som tidligere på dagen gav gratis adgang til Catacomberne var helt uden virkning her.

Oppefra ser vi klart at Paris er en stor og smuk by. Månen kommer frem og i den sidste rest solskin kaster den verdensberømte silhuet sin skygge østover byen.

Jo, det var en dejlig dag i universet.

Nede i Paris


Catacomberne er en dødflot turistattraktion en masse trappetrin nede under jorden, hvor pariserne i 1700-tallet hentede limsten til den hastigt voksende byernes by.

Og med liv kommer død. Og endnu mere pladsmangel. Med ægte fransk sans for smartness sløjfedes mange af de overfyldte og sundhedsfarlige kirkegårde som lå i vejen, og knoglerne blev flyttet ned i de nedlagte stenbrud.

Her ligger kranier og alt til skelettet hørende og pynter i Dødens rige. Seks millioner ben-puzzlespil, mener man. Mange vil nok finde det makabert sådan at vade rundt i en snørklet krypt her nede under Paris, men så slemt er det vel heller ikke?

Når jeg engang er død, og måske kommer til at ligge i en catacomb og kukkelure som ham eller hende her på billedet, så kom bare forbi. For min skyld behøver du ikke at følge formaningerne om flash interdit og pietetsfølelse overfor de døde. Bare snak løs og blitz så meget du lyster.

Til den tid vil jeg alligevel synes her er alt for stille og mørkt.

lørdag den 16. oktober 2010

Den nye verden


Japanske skolebørn ser på dette verdenskort i geografi-timerne. For sådan ser verden ud på den anden side af jorden.

Glem Greenwich. Det er Tokio der tæller. Nu er det landene omkring Stillehavet som kører med klatten.

Vi taler måske stadig om Fjernøsten, men i virkeligheden er vi selv et lillebitte putteland i Fjernvesten. Når vi taler om Udkantsdanmark, så må vi belave os på at tale om hele kongeriget Danmark. Vi er bare så meget langt fra centrum.

Japan er derimod inde i varmen. Deres flag er klar bullseye. Solen i den store hvide verden. Og Kina hedder rent faktisk Riget i Midten.

Verdens centrum er rykket en halv omgang. Danmark er eksotisk og godt på vej bagud af dansen.

Det er sgu ikke her det sner.

tirsdag den 12. oktober 2010

Spejlbillede

Foto: … – jeg har desværre glemt hans navn.

Jeg skrev for et par måneder siden en blog om en usoigneret fotograf, der spiste pistacienødder. Og til slut i historien fik jeg tastet sætningen "Men jeg har vist stadig hans foto et eller andet sted".

Nu har jeg fundet det.

mandag den 11. oktober 2010

Gylp

Foto: "son.delorian", Flickr.com

Mads Christensen står op og tisser. Hans indre blærerøv skal sgu ikke ned og sidde.

Det bliver slået fast med syvtommersøm på Nationens vegne i Ekstra Bladet. Med afsæt i en sag fra Brorsonskolen i Varde, fyrer manden kanonen af, for han ser opfordringen til at drengene følger pigernes eksempel og sætter sig ned når de skal pisse, som et ondt angreb på hele mandekønnet.   

Kællingerne sætter dagsordenen, og alt for mange ynkelige mandslinger og underkuede forældre nikker samstemmende. At bede drenge sidde ned, når de tisser, er endnu en af uendeligt mange systematiske undertrykkelser af maskuline drifter, skriver han blandt meget andet i sit indlæg.

Han trækker endda en pendant til den siddende regerings lovsjusk som har illegaliseret helt almindelig brug af hobby- og cowboyknive.

Det er simpelthen for meget for denne blogger! Nu er Invita køkkensælgeren sgu blevet for hysterisk at høre på. Det er ikke spor tøset at sidde ned og tisse, det er derimod et udtryk for frihed, sikkerhed og sund fornuft.

Herretrusser er nemme at kende på gylpen, men anden funktion har den ikke for en ordentlig mand der lader sit vand mageligt siddende på brættet uden at holde.

Rigtige mænd, som for eksempel undertegnede, gider ikke rode med underbuksernes flip for at fiske rotten ud af hullet. Vi løsner bæltet og trækker frejdigt samtlige benklæder ned i en ruf og sætter os! – Ikke noget med at skulle manøvrere anakondaen og sigte efter kummen. Vi har istedet hænderne fri til læse Motor eller Euroman mens vores urin farver vandet gulligt, helt uden risiko for at vådte hverken gulv eller bræt.

Det vestlige toiletmøbel hvor man(d) kan tisse i siddende position er uden diskussion det mest praktiske og behagelige. Gustavsberg-tronen har forlængst vundet indpas, også hos Østens vise mænd, som ellers må ned på hug.

Jeg synes Blærerøven ligner en stående vittighed i denne sag. Han kan for min skyld pisse i køkkenvasken, hvis det er i bedre harmoni med hans forfængelighed. Men det er noget gylp at påstå det skulle være helt vildt maskulint – når det objektivt set bare er noget svineri.

Stå op og tisse kan en rigtig mænd gøre i et vinterlandskab – når han med strålen tegner hjerte, pil og initialer i sneen og hans hengivne kæreste ser på, at hendes herre således pisser sit territorium af.

Ovenpå køkkensælgerens kvababbelser må det være på sin plads at finde et billede af alle tiders mest maskuline mand frem: Sitting Bull. Selvfølgelig!

lørdag den 9. oktober 2010

500 euro

Foto: Miroslav Sárička, Slovakiet

Netbank er godt. Jeg ordne de fleste pengesager hjemmefra, eller hvorfra jeg nu befinder mig. Men når det handler om at få nogle euro i hånden, så må jeg rent fysisk ned til min Sydbank.

Det er en såkaldt pengeløs bank, så valuta skal bestilles i forvejen. Så kan jeg hente dem nogle dage senere, når pengetransporten har været forbi afdelingen.

Kunderådgiveren spørger hvormange euro jeg skal bruge og hvornår. 500 og på tirsdag, siger jeg. Ups, han kan først have dem på onsdag.

Det er ikke godt nok. Jeg skal afsted til Wien onsdag morgen med fly. Men så kan jeg jo tage til København og hente dem i Sydbanken ved siden Codan bygningen. Den er ikke pengeløs.

Jeg skal alligevel til København, så jeg daffer ind i Frederiksberg afdelingen. En bank der ligger inde med kontanter i mange farver og møntfødder.

Men banken er tyveri-sikret, så jeg skal vente et stykke tid, inden personalet kan få mine euro ud af pengetanken. Hvor længe skal jeg vente? Årh, ikke så længe. Vi kan jo sætte bestillingen over med det samme, mens vi snakker, siger damen bag disken. Det lyder som om det vil tage cirka samme tid som at bringe en kedel vand i kog.

Men jeg gider ikke al den snak og ventetid. Så jeg vil lige smutte ind i X-change på Hovedbanegården og hæve 500 bananer til brug i Østrig.

Sydbankdamen synes det er sært jeg ikke lige vil vente. Jeg har jo aktionærkonto og kan altså kunne veksle uden at betale gebyr. Men der er skam heller ikke noget vekselgebyr hos X-change, fortæller jeg hende. Fee, commission, adjustment og guarantee udgør tilsammen 0,00.

Jeg ved så ikke om kursen er højest hos Sydbank eller X-change. Den svinger jo hele tiden. Men da jeg var på Hovedbanegården kunne jeg købe til kurs 7,5806 og da jeg en time senere var i Sydbank kunne jeg købe til kurs 7,5911.

Det så altså ikke ud til at være dyrere at handle valuta straks end med ventetid. Tværtimod har jeg måske endda sparet en øre. I mit tilfælde faktisk en hel femmer!

torsdag den 7. oktober 2010

Åh, læber


Kvinder kan ikke få dem store og røde nok. Og dagens morgen-tv havde med vanlig sans for hvad seerne interesserer sig for, inviteret en skønhedsekspert i studiet. Hun hedder Silke Grane og havde medtaget et hav af remedier til fremhævelse af for eksempel studieværtinden Katrine Hertz Mortensens mundtøj.

Indslaget fik mig til at tænke et års tid tilbage, hvor jeg var i Bruxelles i forbindelse med et FEIEA møde. I en pause måtte Østrigs executive member Doris Ladevig simpelthen bare fortælle om sit nyeste indkøb. En Lip Maximizer fra Dior. Vi var velkommen til at prøve.
– Pump up the volume!, udbrød damen begejstret.

Damen var så positivt stemt, at jeg på vej hjem i lufthavnen gjorde jeg noget, der ellers ligger mig fjernt. Jeg gik frivilligt ind i et parfumeri. For sådan en tingest skulle jeg da have med hjem til Garntrisse. Og så kunne jeg samtidig få brændt nogle og tyve euro af.

Hør her hvad man får for pengene: … en kølende og forfriskende gloss, der med indhold af aktivt kollagen giver læberne ekstra fylde, mens fugtgivende hyaluron sørger for velplejet smidighed. Kan bruges alene eller ovenpå læbestiften.

Den havde vi meget sjov med, for man kunne virkelig mærke at ens læber voksede. Jeg husker min kæreste meget frækt og sexet spurgte, om den mon også virkede svulmende andre steder også… – og at jeg straks blev spændt på hvad hun konkret tænkte på, og hvor og hvordan hun ville påføre den magiske trylle-glans…

Men altså – det naturlige og usminkede er alligevel det rareste. Så tryllestaven fra Dior er så langt fra tømt endnu. Jeg kan iøvrigt fortælle, at den smager lidt hen ad After Eight chokolade, hvorfor fotoet til denne blog bliver nogle chokolader jeg har købt i Barcelona.