Foto: "Ddrccl", Canada |
Dansk politi er kommet i modvind, fordi politiet vil se pas, når de i toget fra Malmø møder svenskere hvis teint er lidt mørkere end de fleste skandinavers.
Venstre og Dansk Folkeparti synes det er helt fint, men jeg kan godt forstå at anderledes udseende svenskerne bliver sure.
Vores politi skal altid opføre sig fuldstændig korrekt. Betjentene er jo immervæk bevæbnede, og det er vigtigt at reglerne bliver fulgt til punkt og prikke.
Fakta er, at Danmark er del af Den Nordiske Pasunion, og så skal svenskere ikke vise pas. Det er godt at Konservative kræver pasunionen overholdt, men partiets integrationsordfører Naser Khader fedter sig alligevel ud på et sidespor, når han siger politiet istedet kan kræve anden billedlegitimation som for eksempel kørekort.
Sagen er, at svenskere ikke behøver at vise noget som helst! De kan frit rejse ind i Danmark, og det betyder ikke noget hvordan de ser ud.
Se på billedet. Lad os antage at denne person er svensker. Så er der ingen problemer, hun skal være velkommen. Danmark behøver ikke vide mere.
Men fordi hun ser ud som hun gør, vil politiet altså gerne vide, om hun er illegal indvandrer eller terrorist. Hun ser "usvensk" ud, og skal ergo have pas med til Danmark. Som om det er noget, man kan sige noget om udfra udseendet!
Må jeg stilfærdigt minde om, at 1800-tallets teorier om at man ud fra udseende og opmåling af kraniet kan fastslå, om et menneske er okay eller homo criminalis, forlængst er arkiveret lodret.
Der skal ikke vises svensk pas i toget fra København M, basta! Hvis politiet ikke er enig, så kan det være, at hun vil være så elskværdig at udtale sætningen i overskriften på letforståeligt svensk – så har politiet fået mere end rigelig dokumentation for at den farvede svensker kan fortsætte sin togrejse videre ind mod Hovedbanegården.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar