onsdag den 23. marts 2011

Zambrano

Foto: Daniel Andres Forero, Colombia

Mens Pind & Rønn mobber hinanden på Facebook og i Berlingeren, kunne det nok være interessant at kigge på hvad det er ham Zambrano har fået medhold i ved EU-domstolen.

Sagen handler om colombianeren Gerardo Ruiz Zambrano som for tolv år siden kom til Belgien med kone og barn og søgte asyl.

I Belgien fik parret endnu to børn, som i overensstemmelse med den daværende nationale lovgivning erhvervede belgisk statsborgerskab ved fødslen.

Der blev givet afslag på både asyl og opholdstilladelse, men Zambrano fik alligevel fast arbejde på en fabrik i Bruxelles. Der arbejdede han fra 2001 og frem til 2006, hvor han blev fyret fordi han ikke havde opholds- og arbejdstilladelse.

Arbejdsunderstøttelse blev der ikke noget af. Belgien ville udvise Zambrano, men han var jo far til to belgiske statsborgere, og skulle jo nok på den baggrund have lov til at bo i Belgien. Så han gik til EU-domstolen.

Thi kendes for ret: Zambrano har med EU-dommen fået sin opholds- og arbejdstilladelse. Familien kan ikke udvises. Der er jo to børn, som nu er seks og otte år gamle og qua deres pas har unionsborgerskab.

Jeg har læst de indlæg som den danske regering er kommet med i retssagen. Det er tung læsning, både det 9 sider skriftlige indlæg fra 11. maj 2009 og det lidt mere overskuelige, mundtlige fra 26. januar 2010.

Juristeriet cirkler om at regeringen finder at sagen vedrører rent interne forhold. De to børn har på intet tidspunkt opholdt sig i andre EU-medlemsstater end Belgien. Derfor kredser regeringens indlæg hele tiden om den fri bevægelighed, som knytter sig til Traktatens regler om unionsborgerskab.

Artikel 8 om retten til familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention finder regeringen heller ikke kan give Zambrano en afledt ret til ophold, fordi de to børn blev født 3 og 5 år efter at parret havde fået afslag på asyl.

Men EU-domstolen har talt. Når et barn er EU-borger, kan staten ikke udvise hverken far eller mor, heller ikke selv om deres opholdsgrundlag ikke var i orden, da barnet blev født.

Birthe Rønn Hornbech siger at EU-retten truer den danske velfærd. Søren Pind afviser, at de efterhånden mange EU-domme om familiesammenføring giver Danmark problemer. Ingen af dem har ret.

Familiens enhed er sikret. Det er Opholdsdirektivet der gælder. Det må Danmark acceptere og rette den danske udlændingelov ind efter.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar