Foto: Lars Sundstrom, Sverige |
Kære Birthe Johanne Sparrevohn Rønn Hornbech
Danmark skal hermed meddele, at Deres ansøgning om forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Integrationsministeriet ikke kan imødekommes. De skal dags dato pakke nelliker, sydfrugter og andre Dem tilhørende ejendele og forlade ministerkontoret. Nøglen kan umiddelbart afleveres hos hans kongelige pedel Frede på Amalienborg.
Deres 37 sider lange ansøgning savner begrundelse og Danmark kan ikke tilslutte sig Deres ønske om status som politisk forfulgt. Status som konventionsflygtning kan selvsagt heller ikke komme på tale. Overhovedet ikke!
Tværtimod har Deres redegørelse kun bestyrket Danmarks statsminister i hans beslutning om at give Dem sparket på gråt papir. Samtidig inddrages Deres relikvier i Kirkeministeriet, herunder luksusbil med chauffør og visitkort. Status som hellig ko gives ikke.
Som stat(u)sløs skal De dog ikke udvises af Folketinget. I forbindelse med den snarlige renovering på Borgen vil der blive indrettet en særlig skammekrog til Deres røv. Præcis hvor bliver afgjort efter Venstres valgnederlag. Men ministerpensionen bliver der ikke rørt ved. Ydelsen indgår ikke i de politiske overvejelser om afskaffelse af efterløn og folkepension.
Hvis De har nogen kommentarer til statsministerens beslutning om fyring og uvildig undersøgelse… Nå, ikke?! Ingen kommentarer? De virrer på hovedet?
Jamen, så siger vi farvel og tak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar