Foto: Tijmen van Dobbenburgh, Holland |
En af Danmarks mest besøgte hjemmesider er euroinvestor.dk. Den har været på nettet siden 1997, hvor brødrene Jens og Søren Alminde lancerede den som "Mødestedet for danske private investorer".
Der er mange som godt kan lide euroinvestor.dk. Men for mig ligner hjemmesiden faktisk et poker-site. Der er alt for meget tingeltangel. Valutakurserne blinker blåt, rødt og grønt hver gang de rykker sig en brøkdel af en millimeter.
Der er også reklamer for Eurotrader, hvor man kan handle aktier billigt og enkelt. Det kan man som bekendt også i de fleste bankers netbank. Men her kan du gøre det i brødrene Almindes butik, hvor aktierne er i realtidskurser og ikke et kvarter gamle..
Der er også reklamer for Boliga, som brødrene iøvrigt selv ejer det halve af. Og så er der lister med luksusboliger. For eksempel en 22 værelsers villa til 24 millioner kroner.
Noget der virkelig kan lokke ludomaner til, er pengemaskinens historik. Jamen, det kalder de selv denne liste over aktier med mest opgang i. Angiveligt er Royal Unibrew aktien på 27 dage steget 59,17 %. Så hvis du for en måneds tid siden havde købt for 40 millioner kroner bryggeripapirer, og solgt dem idag, så kunne du score den førnævnte mega villa i Sandbjerg.
Det tiltaler jo enhver ludoman med penge på lommen. Og det tiltaler også bankfolk, tro mig. Mange bankrådgivere har sgu euroinvestor som startside på deres pc.
Bankrådgiver er iøvrigt en misvisende titel. Der burde istedet stå bankør på visitkortet. Eller croupier, hvis det skal lyde lidt smart. Bankerne er gennemsyret af spillelidenskab.
Kig engang på hvormange af de danske aktier, der er produktionsvirksomheder. De er klart i undertal i forhold til banker og beslægtede selskaber indenfor formuepleje, forsikring og pension.
Det er den rene pengegalop, hvor værditilvæksten er baseret på spekulation i valutaer, obligationer, o.s.v. Fremtiden spås i kaffegrums og ris – som der også spekuleres i. Frugt som pærer og hindbær kan der også presses penge ud af. Folk må verden over betale ekstra for deres fødevarer, fordi der skal være gevinster og høj løn til de tradere, der har forudset at kaffen, øllet, juicen ville stige.
Olie er også et yndet fluidum blandt spekulanter. Det er nærmest en slags finansiel glidecreme.
Jeg er bange for at man ikke har lært noget af for eksempel Amagerbankens deroute. Det er jo ikke egne penge, bankøren spiller for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar