Foto: Dora Mitsonia, Grækenland |
Mingler er gået død. Her sker ikke en skid.
Postulater af den slags underbygges med påstande om at der reelt kun er under hundrede profiler med liv i, og at resten af de 100.599 medlemmer er enten fake eller inaktive.
Det siges, at Minglers ledelse har mistet al interesse for sagen, at sitet kører på forældet hard- og software, som ikke vedligeholdes endsige videreudvikles, og at manglen på support viser, at man reelt har vendt ryggen til community-delen på 24timer.
Well, det kan godt være det føles sådan. Men siden 1. december og til idag er jeg gået fra 500.000 til 600.000 hits. Det tyder da på noget mere aktivitet end forventeligt hos en patient i terminalfasen.
Jeg skal ikke kunne sige, om der i html-koderne er noget der halter, men mit indtryk er at Mingler faktisk kører, omend ikke fuldstændig upåklageligt.
Netredaktionen poster kun 8-9 blogs om året, men det synes jeg er ok. Når den endelig giver lyd fra sig, handler det jo mest om nedetid og tekniske problemer som bliver løst. Den seneste blog handler dog om æreskrænkelser af personer og virksomheder.
Til gengæld får vi hver mandag morgen et nyhedsbrev med personlig statistik, info om debatten og links til særligt læseværdige blogs. Hvis nogen af læserne ikke får nyhedsbrevet, er det bare fordi de mangler et flueben under Min side > Mail > Servicemails.
600.000 visninger. Det er immervæk en sjat. Det er hermed markeret med min blog nummer 802 – hvis jeg har talt rigtigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar