onsdag den 29. oktober 2008

Bløde balder


Foto: Irum Shahid, Holland

Her i Zürich er der en gratisavis som på bagsiden har en pudsig overskrift: Sattel für Weicheier. Det må betyde noget i retning af Saddel til bløde æg.
I hvert fald handler artiklen om noget cykelpiger og -drenge længe har ventet på; En saddel, man ikke får ondt i røven af.

Desværre er der ikke noget ordentligt pressefoto af vidunderet, men der er dog mere information at hente på www.moonsaddle.com – og særligt interesserede kan nok også finde en lille film på YouTube.

Jeg skal ikke lave reklame for "månesadlen", for jeg har ikke prøvet den – men som idé kan jeg godt li’ den. Mange har forsøgt at lave en ny og bedre "endestation" til os cyklister, men udgangspunktet har hver gang været den velkendte cykelsaddel-form, og så er bestræbelserne på at gøre den bedre gået i retning af nye materialer, bedre fjedre, o.s.v.

Innovation og grundlæggende kreativitet overstås tilsyneladende oftest på et minut eller to, og så bliver resultatet som regel derefter.

Her har designeren givet sig god til til rent faktisk at få en ny idé. Måske har han eller hun set et aftryk af et par balder i sand som på billedet, og undret sig over hvorfor over 99 % af alle cykelsadler har en "næse"?

søndag den 26. oktober 2008

Dagens navn


Foto: Matthias Engel, Tyskland

Et sted i Italien er et par kommet i clinch med myndighederne. Parret har fået et barn, som de insisterer på at kalde Fredag. Hvorfor, melder historien ikke rigtig noget om.

Myndighederne nægter at goutere navnet, fordi barnet senere hen kan blive mobbet p.g.a. sit usædvanlige navn. Og nu er domstolen blevet indblandet.

Italiensk lov forbyder nemlig at man giver sit barn et navn der kan medføre at han eller hun bliver til grin. Så domstolen kræver, at barnet i stedet får navnet Gregorio efter den helgen, på hvis dag drengen er født.

Men forældrene mener det jo er deres barn, og at de har ret til at kalde det hvad de vil. Ligesom italienske berømtheder har børn der hedder Oceano og Chanel. De overvejer at kalde deres næste barn for Onsdag, som jo også er en dejlig dag.

Jeg synes det er et lidt spøjst problem. I Ghana bliver de fleste børn faktisk navngivet efter hvilken ugedag de er kommet til verden. Således er Kofi Annan født på, ja – en fredag.

Er Fredag forresten ikke et pigenavn? Ligesom Frida…

fredag den 24. oktober 2008

Allertiders skrift



Du ser her Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles skrifttype, designet af Dalton Maag i London, med Henrik Birkvig fra Emdrupvej 72 som art director. Aller Sans er navnet, for det er Aller som har sponsoreret. 

Skriften er en fix og færdig OpenType, som gratis kan downloades her

onsdag den 22. oktober 2008

Verdens farligste fugl



Se hvor den spankulerer rundt i sin indhegning i Walsrode. Denne fugl kan dræbe et menneske. Derfor fotograferer jeg på sikker afstand, på den anden side vandgraven.

Det er en kasuar. En fugl der har levet på jorden i millioner af år, men som nu er lige så sjælden som den er farlig. Mindre end tusind findes i Australien, og der er heller ikke for mange tilbage i Ny Guinea.

Den går rundt som en løve, og er stor som en struds. Det er første gang jeg ser den, og den fjerner enhver tvivl om at fuglene nedstammer fra dinosaurerne. Dens tre kløer sætter spor som fortidens kæmper, og den inderste klo er dødbringende. En trekantet, lang daggert, som med stor kraft kan sprætte min brystkasse op.

Lutter komiske fugle, reklamerer fugleparken med. Og på hjemmesiden er der først og fremmest fokus på al det sjov børn kan ha’ her mellem Hamburg og Hannover.

Men Vogel Park Walsrode er først og fremmest et eldorado for fugleelskere. Det er intet mindre end verdens største af sin art, og især det gigantiske voliere med autentiske kulisser fra Indonesien kan tage pippet fra enhver. Entréen er lidt pebret, men så er der også chance for at se paradisfuglen.

tirsdag den 21. oktober 2008

Fantastiske fugle


Foto: Marja Flick-Buijs, Holland

Garntrisse og jeg, hendes datter Naja og min søn Jeremy har brugt en dag i efterårsferien til et besøg i Vogel Park Walsrode. Og det har været en stor oplevelse.

Næsehornsfugl, påfugl, pelikan, tukan, kondor, pingvin, flamingo, måge, fasan, kolibri. Fugle er meget forskellige, man ser dem for sig.

Man kan ikke kalde mig ekspert i fjerkræ, som en ordentlig tolog, men jeg synes fugle er spændende. Det er da heller ikke første gang jeg blogger om de vingede væsner. Bare se her, her og her.

Jeg kan dog godt genkende den sjældne Congofasan, og det er blot en af mange ekstremt sjældne fugle i Walsrode. Fem safir fugle havde fået ophold i tropehuset, efter at være blevet konfiskeret i tolden, hvor de var forsøgt smuglet ind. Om jeg fatter hvad der får samlere til at gøre sådan noget. Der er kun en snes par tilbage i naturen!

Ved hver art er der små skilte med fuglenes navn på tysk, og et kort med rød staffage over det område hvor de har deres habitat. Hos mange er det blot en prik, og i fremtiden bliver den prik måske vist på et kort over Nordtyskland… Desværre.

Naturen kan jo ikke i længden reddes ved at samle den op i volierer, terrarier, drivhuse og indhegninger rundt omkring i verden. Naturen hører naturligvis hjemme i den fri natur. Men mange af fuglene her er mere sjældne end pandaen.

En af dem er kasuaren. Mere om den i min næste blog.

mandag den 20. oktober 2008

Armhulehår



Det sete afhænger som bekendt af øjnene der ser. Billedet her er et godt eksempel. Hvor voksne bare ser noget at tage hul på en flaske vin med, har børn øjnene med sig på en helt anden måde.

Den normale betegnelse er ganske vist en vingeproptrækker, men for det trænede øje er det en mand. Øloplukkeren er hans hovede, og vingerne hans arme.

Jeg har fotograferet ham på plænen foran vores mobilhome på Südsee Camp, men det er Naja der har set at takkerne er armhulehår.

Det er da nemt at se, når man bare lige ved det.

tirsdag den 14. oktober 2008

Dagens horoskop



Hvis jeg skulle skrive den del af avisen, så ville jeg først kigge op på stjernehimlen et halvt minuts tid – og så nedfælde tolv små tekster med hvad der lige faldt mig ind.

Men Charlotte Duncan er nok lidt mere seriøs med horoskoperne. I hvert fald passede min dag igår usædvanlig fint med skyttens forudsigelser.

Jeg og min fiskepige har netop helt spontant lejet et mobilhome med terrasse og grill på Lüneburger heide, så vi sammen med Naja og Jeremy kan få en anderledes efterårsferie.

Hvis der er netværk dernede, så kommer der en naturblog fra Tyskland.

søndag den 12. oktober 2008

Åh æble


Foto: Arjun Kartha, Indien

Solen skinner og vi cykler en tur. Min kæreste kender et sted med friske æbler. Vi skal bare ud ad Kildebrønde landevej og svinge ind til højre ved skiltet med pluk-selv.

Hånd i hånd går vi rundt i plantagen og forundres over at så små træer kan bære så mange og så store æbler. De hænger tæt på grenene, og så er der endda masser af nedfaldsfrugt på jorden under.

Min skat er en kender. Vi plukker smagsprøver hist og pist. Elstar og Cox orange. Store grønne Mutsu. Madæblet Belle boskoop. Og gnasker til lyden af vinden i poplerne.

Det bedste æble er også det første vi har sat tænderne i. Jonagold. Sødme, saft og smag samlet under stilken. Vi plukker de fineste og rødeste. Snehvideæbler, siger hun med et dejligt glimt i øjet.

Vi triller hjem i landskabets smukke efterårsfarver. Kigger på hinanden og bliver lækkersøvnige. Elsker og falder sammen i søvn med søde æblesmil.

lørdag den 11. oktober 2008

Bare en idé



Chefanalytiker hos Jyske Bank, Per Hansen foreslår at man simpelthen lukker alverdens børser for at få ro på finanskrisen.

Jeg har tænkt noget lignende: Hvorfor er der ikke som i professionel fodbold begrænsede perioder hvor der kan handles spillere? I den verden er der et såkaldt åbent transfer vindue åbent to gange årligt, om sommeren og om vinteren.

I finansverdenen er der derimod run på børserne alle hverdage fra ni til fem. Og aktiemarkedet synes at være styret af day-tradere, eller hysteriske kællinger, om man vil. Kurserne sættes mest efter forventninger, vonhörensagen, rygter og sure mavefornemmelser.

Investorerne burde have tid til at læse virksomhedernes års- og kvartalsregnskaber. Så hvorfor ikke lukke børserne f.eks. en måned fire gange om året, op til kvartalsregnskaberne?

Det vil give virksomhederne en mere stabil aktionærkreds. Det vil endda mindske muligheden for insider handel. Og med sådan en pauseknap vil der nok kunne falde lidt ro over aktiernes evindelige rutsjeture.

Iøvrigt tak til min ven Rolf for en mail med den sjove tegning fra Baltimore Sun.

torsdag den 9. oktober 2008

Robert Svendsen



Siger navnet dig noget?

Jeg havde heller ikke hørt om ham, før jeg tilfældigt kom forbi denne sten lidt udenfor København M. Som mange kalder byen.

Der er dejligt i Malmø, hvor Turning Torso snor sig op i skyerne. Mærkeligt at tænke på det kun er små hundrede år siden Robert Svendsen blev tiljublet efter som den første i verden at have fløjet over Øresund.

Som der står på stenens irgrønne mindeplade: Den danske flygaren Robert Svendsen landade här den 17.7 1910 kl 4.34 på morgonen med sitt Viosinbiplan och fullbordade därmed den första flygningen över Öresund.

Robert Storm Petersen



Vi kender alle hans tegninger og spøjse fortællinger. Storm P. er nærmest nationalhelt. Og så viser det sig, at han var nazist!

Vi skal til at se anderledes på mandens underfundige tegninger. Her er en detalje fra Berlingske Tidendes Søndags Tillæg den 9. april 1939.

Vi har troet Storm P. tegnede sine panserbasser med prøjserhjelme for sjov. Noget vi kunne grine af. Ligesom det kaldte smilet frem når han tegnede folk med store næser og løjerlige merskumspiber.

Sandheden er at Storm P. holdt meget af sine piber – og nazismen.

Det er sørgeligt – men det skal siges: Storm P. var et kvaj.

Vand uden vid


Foto: Brian Lary, USA

Fald er smukt i vand. Når det flyder og med plaskelyde finder nye lavpunkter. Uden at vandet bliver mindre værd.

Aktiefald er derimod ikke smukt. Men forbindelsen er ellers klar nok. På TV 2 Finans er der sket en ændring i grafikken: Værdipapirerne er nu rubriceret som Likvide Aktier, og de største i C20 som Ultra Likvide.

Det er et sært ordvalg når det handler om penge. Likvide penge er jo ubundne, men når de er placeret i en aktie, er de jo netop bundet i virksomheden. Fondsbørsen må mene, at A.P. Møller – Mærsk er ultra likvid, fordi vores allerstørste virksomhed har super mange penge i tanken.

Likvid betyder egentlig klar og flydende – som vand. Det kan mærkes i meget af det der fortælles her midt i finanskrisen: Nationalbanken har sat renten op for at dæmme op for pengestrømmen ud af landet. Boligejerne er ude på dybt vand. Alt flyder! Der postes milliarder i verdensmarkedet for at slukke investorernes brandudsalg.

Hvis panikken og aktiernes styrtdyk skal stoppes, så skal pengene måske fastfryses? Det gælder om at have is i maven.



onsdag den 8. oktober 2008

Tændstikmanden Tordenskjold


Kulturnatten nærmer sig, og i Dansk Forfatterforening sker det med Peter Wessel Tordenskjold i spidsen. Ham som er udødeliggjort i en berømt børnesang, og har sit kontrafej på millioner af tændstikæsker.

Foreningen har nemlig til huse i Strandgade, hvor Tordenskjold boede den sidste tid af sit liv – og hvorfor så ikke vise lokalerne frem på kulturnatten, og lade den gamle kriger være centrum i festlig oplæsnings- og showaften?

Selv glæder jeg mig til at høre hvad Bente Scavenius vil fortælle om mandens portræt på tændstikæskerne. Illustrationen er blevet justeret mange gange, og ligner ham faktisk slet ikke!

I bogen "Tordenskjolds Tempo" af Carsten Overskov er der et fint afsnit om lige præcis det emne. Portrættet i farver er en affotografering af et maleri fra 1719. Peter Wessel sad selv model, men maleren Balthasar Denner har pyntet meget på hans udseende. Væk er dobbelthagerne, næsen er gjort lige, og de noget udstående øjne er gjort mindre og lagt længere ind i hovedet.

Det er i dén grad et hyldest-portræt, lavet tre år efter hans opsigtsvækkende sejr over svensken ved Dynekil.

Alle med kulturbadge (eller Forfatterforeningens medlemskort) er velkomne fredag den 10. oktober, fra kl. 18, til afslutning med kanoner, krudt og fakler omkring midnat.


Sort svane


Foto: Rodolfo Belloli, Italien

I gamle dage var den en metafor for usandheder. Noget der ganske enkelt ikke passede. Hvis en eller anden ikke kunne gennemskue en lodret løgn, så kunne man sige at han eller hun troede på sorte svaner. Enhver vidste jo at svaner var hvide.

Men for cirka trehundrede år siden opdagede man at der i Australien faktisk fandtes sorte svaner. Og så var man nødt til at give metaforen en anden betydning. Så nu er den et billede på noget helt utænkeligt der alligevel sker.

Mandag aften var jeg til investormøde i det Ny Teater. Min ven Bent havde skaffet to adgangskort. Sydinvest lokkede med fin buffet, vin, øl og underholdning med Eddie Skoller. Det kan vi jo ikke sige nej til.

Investeringsforeningens pay-off "Et rigere liv" ligger det lidt tungt med for tiden. Finanskrisen er slem, og mange må se millionformuer få vinger og forsvinde ud i det blå, selv om de troede deres investering var stensikker.

Sydinvest klarer sig alligevel nogenlunde, men det er svært at sige hvornår krisen vender. Alt kan ske, og den sorte svane blev flere gange nævnt af investeringsrådgiverne fra Aabenraa.

Nogen vil nok sige, at den sorte svane er en ulykkesfugl. Det går ærlig talt ad helvede til med alt hvad jeg – og mange andre mennesker – ejer og har.

Alligevel synes jeg den sorte svane er meget, meget smuk.

tirsdag den 7. oktober 2008

Klog kvinde

Foto: Joseph Hoban, Irland

Kvinden var træt af at blive forstyrret af familien hele tiden, så hun tog båden, sejlede langt ud på søen, kastede anker og gav sig til at læse en god bog, mens hun nød freden ude på søen.

Inden længe trak en båd fra parkstyrelsen op langs siden af hendes båd.

'Goddag frue', sagde betjenten, 'Hvad laver De helt herude?'

'Jeg læser en bog', svarede hun, og tænkte at det burde være indlysende for selv en idiot.

'De befinder Dem i et område, hvor fiskeri er forbudt', påpegede betjenten.


'Ja, men jeg fisker ikke, jeg læser', svarede hun igen.

'Ja, men De har udstyr til fiskeri ombord, og jeg ved jo ikke om De ikke bare går i gang med at fiske, så snart jeg vender ryggen til. 
Derfor må jeg bede Dem om, at følge med mig i land, for jeg bliver nødt til at udstede en advarsel og tilhørende bøde'.

'Hvis De gør det, så bliver jeg nødt til at anklage Dem for voldtægt' gav hun igen.

'Voldtægt', spruttede han. 'Jeg har ikke engang rørt ved Dem'.

'Rigtigt', svarede kvinden, 'men De har jo udstyret til det, og jeg ved jo ikke om De måske begynder på det, så snart jeg vender ryggen til'.
Betjenten tyggede lidt på dette. 
'Jamen, farvel frue, og hav en god dag' svarede han og sejlede af sted.



Tak til Rolf Thomassen for denne historie.


søndag den 5. oktober 2008

Sort kastanje



Det er sjovt at undre sig. Finde noget der er underligt, og så lege med tanken om hvorfor. Og lade venner og bekendte lege med…

For et par uger siden fandt jeg en sort kastanje. Helt sort, over det hele. Men stadig føles den fin og dejlig som en kastanje.

Den lå i strandkanten ved Greve. Så mon det er Øresunds salt der i en kemisk proces har gjort den mere sort end ibenholt?

Der er også sket noget andet. Den sorte kastanje vejer under det halve af en almindelig i samme størrelse. Hvorfor nu det?

Er der en botaniker, en kemiker, en fysiker, eller måske ligefrem en langhåret kastanjeekspert til stede?

Nogen siger det er sket ved osmotisk tryk, og at min flotte sorte kastanje er i første stadium af en begyndende forstening.

Hvem ved?

fredag den 3. oktober 2008

Breaking news



En dagstur til Malmø er nok til at opfylde kravene til familiesammenføring efter EU-retten.

Jeg har tidligere blogget om Hovedstads-løsningen, og nu er den  blevet breaking news!

Mens jeg var i biffen med min søn, tog min ven og mandatar Torben Wilken til TV2 NEWS studiet, så vores fælles løsning for dansk-udenlandske ægtepar kunne blive præsenteret ordentligt på skærmen.

På torsdag kører vi igen den ugentlige bustur til den svenske arbejdsformidling, hvor den danske statsborger lader sig registrere som arbejdssøgende i Malmø – og dermed får en kvittering der gør at han eller hun kan tage tilbage til København og indlevere en ansøgning om familiesammenføring efter EU-reglerne. Kvitteringen fra Arbetförmedlingen fjerner enhver tvivl om hvorvidt man har opholdt sig i et andet EU-land eller ej.

Torben Wilken er formand i Dansk-Nordisk Modstandsbevægelse. Og nyheden som nu kører på TV2 NEWS kalder vi Wilson & Wilken modellen.

torsdag den 2. oktober 2008

Kattekilling



– Kan vi beholde den?, spørger Naja.

Det er et godt spørgsmål. Vi taler om en killing, der er kommet af sig selv. En sen aften står den og mjaver ved havedøren, og blød om hjertet lukker min kæreste den indenfor til lidt varme, vand og leverpostej.

Og så er den altså blevet. Nu er der gået nogle dage, og killingen læner sig kraftigt op ad et navn. Den har ikke noget halsbånd eller andet der kan spore den tilbage til hvor den kom fra. Og når vi tjekker nettet for efterlyste katte, er der ikke nogen der savner en som den. Der er heller ingen sedler sat op i området.

Naja synes den skal hedde Herkules. Men er det en hankat? Måske skal den i stedet hedde Frukules?

Den er kælen og sød, og Najas storesøsters kæreste, som er fra landet, fastslår at vi taler om en hankat. Som indtil videre bliver kaldt Bølle.

Døren står åben, og Bølle går ud og skider i blomsterbedet. Og så går den ind igen og lægger sig i sofaen og spinder af kælenskab.

Spørgsmålet er måske ligegyldigt. Det er ikke familien der vælger sin mis, det er missen der vælger sin familie.