onsdag den 22. oktober 2008
Verdens farligste fugl
Se hvor den spankulerer rundt i sin indhegning i Walsrode. Denne fugl kan dræbe et menneske. Derfor fotograferer jeg på sikker afstand, på den anden side vandgraven.
Det er en kasuar. En fugl der har levet på jorden i millioner af år, men som nu er lige så sjælden som den er farlig. Mindre end tusind findes i Australien, og der er heller ikke for mange tilbage i Ny Guinea.
Den går rundt som en løve, og er stor som en struds. Det er første gang jeg ser den, og den fjerner enhver tvivl om at fuglene nedstammer fra dinosaurerne. Dens tre kløer sætter spor som fortidens kæmper, og den inderste klo er dødbringende. En trekantet, lang daggert, som med stor kraft kan sprætte min brystkasse op.
Lutter komiske fugle, reklamerer fugleparken med. Og på hjemmesiden er der først og fremmest fokus på al det sjov børn kan ha’ her mellem Hamburg og Hannover.
Men Vogel Park Walsrode er først og fremmest et eldorado for fugleelskere. Det er intet mindre end verdens største af sin art, og især det gigantiske voliere med autentiske kulisser fra Indonesien kan tage pippet fra enhver. Entréen er lidt pebret, men så er der også chance for at se paradisfuglen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar