Foto: Rodolfo Belloli, Italien |
I gamle dage var den en metafor for usandheder. Noget der ganske enkelt ikke passede. Hvis en eller anden ikke kunne gennemskue en lodret løgn, så kunne man sige at han eller hun troede på sorte svaner. Enhver vidste jo at svaner var hvide.
Men for cirka trehundrede år siden opdagede man at der i Australien faktisk fandtes sorte svaner. Og så var man nødt til at give metaforen en anden betydning. Så nu er den et billede på noget helt utænkeligt der alligevel sker.
Mandag aften var jeg til investormøde i det Ny Teater. Min ven Bent havde skaffet to adgangskort. Sydinvest lokkede med fin buffet, vin, øl og underholdning med Eddie Skoller. Det kan vi jo ikke sige nej til.
Investeringsforeningens pay-off "Et rigere liv" ligger det lidt tungt med for tiden. Finanskrisen er slem, og mange må se millionformuer få vinger og forsvinde ud i det blå, selv om de troede deres investering var stensikker.
Sydinvest klarer sig alligevel nogenlunde, men det er svært at sige hvornår krisen vender. Alt kan ske, og den sorte svane blev flere gange nævnt af investeringsrådgiverne fra Aabenraa.
Nogen vil nok sige, at den sorte svane er en ulykkesfugl. Det går ærlig talt ad helvede til med alt hvad jeg – og mange andre mennesker – ejer og har.
Alligevel synes jeg den sorte svane er meget, meget smuk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar