onsdag den 29. oktober 2008

Bløde balder


Foto: Irum Shahid, Holland

Her i Zürich er der en gratisavis som på bagsiden har en pudsig overskrift: Sattel für Weicheier. Det må betyde noget i retning af Saddel til bløde æg.
I hvert fald handler artiklen om noget cykelpiger og -drenge længe har ventet på; En saddel, man ikke får ondt i røven af.

Desværre er der ikke noget ordentligt pressefoto af vidunderet, men der er dog mere information at hente på www.moonsaddle.com – og særligt interesserede kan nok også finde en lille film på YouTube.

Jeg skal ikke lave reklame for "månesadlen", for jeg har ikke prøvet den – men som idé kan jeg godt li’ den. Mange har forsøgt at lave en ny og bedre "endestation" til os cyklister, men udgangspunktet har hver gang været den velkendte cykelsaddel-form, og så er bestræbelserne på at gøre den bedre gået i retning af nye materialer, bedre fjedre, o.s.v.

Innovation og grundlæggende kreativitet overstås tilsyneladende oftest på et minut eller to, og så bliver resultatet som regel derefter.

Her har designeren givet sig god til til rent faktisk at få en ny idé. Måske har han eller hun set et aftryk af et par balder i sand som på billedet, og undret sig over hvorfor over 99 % af alle cykelsadler har en "næse"?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar