Farfars lyse side

Farfars mørke side er måske min mest læste og kommenterede blog til dato. Mange synes jeg er gået for langt, og føler jeg hænger min farfar ud, når jeg viser ham splitternøgen og fremhæver hans dårlige sider.

Jeg kunne selvfølgelig have nøjedes med at vise hans kørekort, som det "uartige" foto lå i – men det er ikke sådan man skriver gode historier.

Omvendt kan et menneske jo ikke have en mørk side, uden også at have en lys. Det havde min farfar også, og det har jeg faktisk også fortalt. Han var charmerende, han var en eminent taxachauffør, og man kan jo også se på det famøse billede, at han var i fin form. Han startede altid dagen med lidt morgengymnastik, og drak gerne et glas snaps til gavn for blodcirkulationen.

Over for os børnebørn var han kun truende for sjov. Han kunne fx sige: Hvis du ikke opfører dig ordentligt, river jeg en arm af dig, og tørrer dig i hovedet med den våde ende! Og så grinte han. Det er vist også min farfar der er ophavsmand til denne bemærkning: Hvis du bliver for fræk, slår jeg dig otte dage ind i næste uge!

Det hører måske også med til historien, at farfar som regel havde en lille blikdåse i sin lomme, med små, syrlige drops med citronsmag, hvis man var interesseret. Sådan nogen farfar-ting kunne han skam godt finde ud af. Han kunne også fortælle spændende historier fra det virkelige liv, når det stak ham.

Om jeg med min farfar-blog har overtrådt grænserne for hvad man kan tillade sig på Mingler? Det synes jeg ikke selv. Min farfar døde jo for mange år siden, og iøvrigt er det mig selv der nu har ejerskabet til fotoet.

Jeg har iøvrigt fået en mail fra den svenske forfatter Ingegerd Blomstrand fra Lund. Hun har læst mine blogs om både min morfar og min farfar, og skriver:

Din morfar och din farfar var tydligen väldigt olika men ändå båda två intressanta människor.

Det kan vara viktigt att lära känna sina anförvanter och att tänka igenom deras livssituationer. I vår tid lever vi ju på ett annat sätt, men ändå är mycket mänskligt allmängiltigt och något som överförs från en generation till en annan.
Det er dejligt at få en sådan respons ovenpå beskyldninger om injurier og manglende respekt for min familie. Ingegerd skriver selv om slægtsbreve, og man kan formodentlig google sig frem til noget af det hun har skrevet, på websitet som Sveriges Televison har produceret, sideløbende med TV-programmet din Släktsaga.

Farfars mørke side

 
Hvem går rundt med et nøgenfoto af sig selv? – Nej, vel? Men min farfar gjorde! Han har tydeligvis haft det fremme mange gange og kigget på det. Måske vist det til sine damebekendtskaber…

Det er ikke særlig rart at finde et foto af sin nøgne farfar med stor pik og håret tilbage. Det føles faktisk lidt halvperverst, at han åbenbart har været så glad for det billede. Jeg må nok give de folk ret, som sagde at han havde psykopatiske træk.

Men billedet er vel også følsomt. Farfar er her alene, i sin egen verden, helt afslappet, som han sidder dér i solen. Nærmest lykkelig…

Hvorfor så al den noia, og de evindelige optræk til konflikt? Hvorfor tævede han sin kone og sine børn? Som om det ikke var slemt nok, at de levede i dyb armod i et skur på det yderste af Islands Brygge…

Hvad var egentlig hans baggrund? Var han hittebarn, fundet i en papkasse, uden fortid? På min mors side har vi stamtavler tilbage til Gorm den Gamle og Harald Hårfager, men på min fars side er det som alt slutter med farfar. Alt før ham er mørkelagt…

Som teenager skrev jeg i 1982 et julebrev til ham og håbede han ville fortælle noget mere om familien Wilsons aner. Han svarede ikke. Troede jeg. Men efter hans død fik jeg et brev han aldrig havde sendt:

Kære Sønnesøn Kenneth! Ih, hvor det glædede mig at høre fra dig skriftligt, det var lige noget jeg kunne glæde mig over… Hans håndskrift er stadig flot, men man kan godt se, det er en gammel mand der fører blyanten. Og så kommer der noget om hans barndom:

Jeg blev født i Møllegade 8, 4.sal den 16. juni 1903 i Valby, København. Wilson er så vidt jeg fik at vide én sømand der gik i land i Aarhus og derfra stammer slægten. Jeg har jo også onkler i Aarhus, men de er jo nok døde. Min opvækst blev på Tvedes Bryggeri, Vesterbrogade 142… Tvedes Bryggeri var engang en meget stor virksomhed – det kan man læse på tvedesbryggeri.dk som idag er en andelsboligforening.

Jeg gik i skole i Mathæusgade betalingsskole og var (en af) de dygtige drenge. Jeg gik otte år i skole, og det var meget fint at komme op i 8. Klasse. Min Mor døde da jeg var fire år. Min Far var første maskinmester på Bryggeriet Rahbek, et hvidtølsbryggeri. Min far var meget dygtig og afholdt og vi boede i en 6-værelses Lejlighed på Tvedes Bryggeri…
Robert Andreas Wilson døde den 25. maj 1984. Min kusine Karin har efter hans død fundet navnet på hans mor: Laura Cathrine, født Petersen, om hvem vi kun ved at hun var svagelig og fra København. Og til sin store overraskelse opdagede kusine Karin også at farfar havde haft en storesøster, Amalie Ellen Marie Wilson, der døde som 17-årig.

Mon ikke denne storesøster på sæt og vis har overtaget ansvaret for sine mindre søskende. Og da hun så også dør, mister farfar for anden gang sin elskede Moder. Jeg tror det hænger sådan sammen. Ikke at det undskylder farfars voldelige og perfide adfærd, men det kan jo godt forklare en del…

Farfars fotoalbum

Robert Andreas Wilson blev født i København, i Jesuskirken Sogn, den 16. juni 1903. Det fremgår af hans søfartsbog fra 1919, hvor han 16 år gammel påmønstrer dampskibet Kentucky som hovmestermath og sejler til Sydamerika udenfor indskrænket fart…

Jeg studser lidt, da jeg læser første side i farfars søfartsbog. Haarets Farve: Blond. Øjnenes Farve: Graablaa. Legemsbygning: Almindelig. Særlige Kendemærker: Ingen…

Os der har kendt ham ved, at han var alt andet end almindelig. Hans egenhændige Underskrift er kraftfuld, nærmest prangende i sit udtryk. En grafolog vil nok kunne se, at her er tale om en mand med muligheder. Det skulle snart vise sig, at farfar også havde masser af kapow til at ødelægge det hele for sig selv.

Påtegninger i søfartsbogen viser, at han flere gange er Tiltalt efter Loven, Straffet og Rømt. Jeg kan også se, at han hyppigt skifter adresse op gennem 1930erne. De har sikkert haft deres hyr med ham herhjemme og på diverse skibe i Amerika og Østasien.

Han var en stor kleppert, og meget dårligt kan man sige om ham. Men han viste sig at være en fremragende chauffør. Charmerende, kendte byen ud og ind, og var sikkerheden selv bag et rat. I sine mange år som taxichauffør i Lillebilen gik han under navnet "Præsidenten". Dels, selvfølgelig, fordi han jo delte efternavn med præsident Woodrow Wilson, men nok mest på grund af sit store ego, og fordi han fanme nok skulle fortælle, hvad der var op og ned i denne verden.

Hans mørkeblå fotoalbum med brune sider er noget rod. Der er ingen kronologi, ingen logik. Et farvefoto af rhododendroner og lille mig er klæbet ind lige under et falmet ungdomsbillede af farfars bror Valdemar. Mange fotos er klippet ud igen, nok fordi han er blevet uvenner med dem på billederne. Og nogle er så tapet ind igen.

Og så er der det besynderlige ved fotoalbummet, at han med sin meget flotte håndskrift konsekvent omtaler sig selv i tredje person. Under dette billede af sig selv skriver han:
Far som Taxichauffør 60 Aar, Mercedes 190 D.

Far som Ismand i Aarhus 1938. Fars Rutebil på Ørø 1950. Far med sin Bil i Liseleje. Fars Bil i mørke med reflekser. Far i godt selskab… Og til sidst i albummet, under et farvefoto af sig selv i liggestol ved et lille sommerhus: Far Wilson på sit landsted i Karrebæksminde 1961, med sin bil og med trang og mægtig brug for solskin.

Ét foto har aldrig været i hans fotoalbum. Jeg fandt det, godt gemt inde i omslaget til hans kørekort. Det er wierd, slidt og utugtigt…

Læs videre om min farfars mørke side imorgen, her på bloggen.

Fotografi og historie

Der var engang, for ikke så længe siden, hvor familien Danmark regelmæssigt gik til fotograf. Som her, hvor min far og mor har givet mig og mine brødre pænt tøj på og taget os med hen til Kehlet Foto på Istedgade.

Hvorfor gør man ikke den slags længere? Altså tager det pæne tøj på og går til en fotograf, der kan kunsten med lyssætning, tid og blænde – og den helt rigtige atmosfære…

Den er en af tankerne bag et nyt firma, som Christian og hans partner Hanne starter op i nogle lokaler på Vendsysselvej, tæt på Grøndal Torv ved Godthåbsvej her i København.

Jeg skal ud til Christian og portrætteres imorgen fredag. Han kan udstille fotoet og have det i sit portfolio, og jeg kan fx bruge det som nyt profilfoto her på Mingler.

Idag har de fleste med en mobiltelefon også et skudklart kamera på sig, og det er smart. Men udviklingen går hårdt ud over det gode, gedigne fagmandsfoto.

Se bare mit foto af fotoet. Mit kamera spejler sig i glasset, tsk-tsk. Den slags fejl laver en professionel fotograf som Christian ikke.

Verden ifølge barn

Foto: Saša Gligorov, Serbien

Børn kan spørge om de mest besynderlige ting.
Hvad hedder elefant på fransk? Er skak et egenavn? – for lige at nævne et par af min egen søns underlige spørgsmål.

Men engang imellem kommer der et spørgsmål, som bliver hængende længe i luften.
I flere år, måske…

Som dengang Berit i Gudhjem var skolelærer og i en af de små klasser fik dette spørgsmål:

Hvorfor er der fire verdens-hjørner, hvis jorden er rund?

Vokse mod lyset

Foto: Dan Shirley, Storbritannien

Morbror Harald er blevet 78 år og bliver ikke mere.

Harald har været præst, for det havde Gud fortalt min morfar, at han skulle være. Havde han selv kunnet bestemme, havde han været skovfoged. Ikke for det, Harald var skam en rigtig god præst – bortset fra de lange perioder hvor dyb depression gjorde ham ukampdygtig – han kunne fylde kirken på en helt almindelig søndag!

Men dybest set tror jeg han mere var naturens mand end kirkens mand. Det skinner smukt og underfundigt igennem en tekst fra 1970, som indgår i hans bog En bonde i gudernes skakspil.

Den handler om, at han sidder på en træstub i skoven, og tæller hvormange år træet, der stod dér hvor han nu selv sidder, er blevet. Med en blyant tegner han en ring for 1920, Genforeningen. Og efter den en ring for 1864, et tungt år for de danske i landsdelen. Han tegner også den ring op, som egen har markeret i 1861, og skriver Grundloven. Der skal da også være en blyantstreg i den nyere del af egen, da Harald blev indsat som præst i Rødding den 3. oktober 1965, og teksten var beretningen om, hvordan Jesus opvakte enkens søn i Nain fra de døde.

Det er nu ikke så ligetil at tælle ringene. Motorsaven har været grådig i skæret. Men Harald når frem til, at de to første kimblade har set dagens lys i svenskekrigene. Måske er træet blevet så kroget, fordi krigsfolkenes heste havde bidt toppen af den?

Det er mærkeligt, at træet med sine årringe kan trække historier og minder frem – for selv er det bare vokset, har lagt vedlag til vedlag, uden at ænse om det groede i tysk eller dansk jord, eller hvad der iøvrigt skete i samfundet omkring det.

Egen har ikke på dén måde registreret begivenhederne. Det har blot vokset mod lyset. Indtil det fornylig blev fældet.

Nu ligger egen i skovbunden. En konge har forladt sin trone, men jagtens gudinde vil, at der skal skydes salut for den faldne kæmpe.

Ræven kommer luntende. Den søger mus. – Et øredøvende brag, og mens lidt røg siver ud af bøssepiben og forsvinder sammen med lugten af krudt, breder et sekunds tavshed som graven sig i skoven.

Mikkel slår en koldbøtte, søger at komme op igen, men synker sammen, mens en skovskade skræpper op – denne skovens sladdermadamme, der altid skal skræppe op, mens den pynter sig med svingfjer, lånt fra sydens spraglede fugle.

Den kunne nu godt have vist så megen takt, at holde mund nu, da jagtens gudinde lod skyde salut for den gamle eg.

Min morfar hed Mikkel til mellemnavn, og måske var det også ham, han tænkte på, da højre løb slukkede lyset for ræven.

Når man bliver filosof, kan man glemme de nære ting.

For mange er livet som sammenfiltrede brombærranker i hegnet. Man kan hverken komme frem eller tilbage. Aviserne er der ikke meget lys i, højst lidt falske forhåbninger. Tryksværten er intet værd i morgen. Man kan pakke våde uldtrøjer ind i nyhederne om mennesker i nød.

Men morbror Harald har sammenfattet det hele i en fin overskrift: At gøre sin pligt, at vokse imod lyset.

Harald Filtenborg, født den 24. september 1929, død den 11. februar 2008. Begravelse idag i Askov kirke, med efterfølgende gravøl i Skibelund krat.

Døndal

Der er ikke noget så naturligt smukt som natur. Døndal er et godt eksempel.

Vandfald, står der på et træskilt – dén vej skal jeg og Jeremy. Ind i skoven, langs Døndal å. Indtil vi både hører og ser vandfaldet. Ikke helt så brusende og vildt som efter kraftig regn, men alligevel ganske imponerende, efter danske forhold.

Vi nyder synet en stund, inden vi begynder turen hjem til Gudhjem, forbi Bornholms kunstmuseum, og videre ned mod Helligdomsklipperne, og til højre ad strandstien. Den fører os forbi det ene storslåede sceneri efter det andet.

Knægten får en slurk fanta engang imellem, og han klarer hele turen på cirka syv kilometer i det stærkt kuperede terræn, uden at kny – næsten. Det belønnes med en omgang fritter og fiskefileter med remoulade, – og med bornholmsk sennep, tak. Det er godt at give frokosten et lokalt pift.

Selv nyder jeg et par saltstegte sild med rugbrød og rødbeder, og lidt mere af den bornholmske sennep. Den er stærk, men også lidt sød. Solskinsøens folk rynker selv de gule og brune sennepsfrø, får jeg at vide. – Rynker?… Det hedder det vist kun på bornholmsk.

Vi køber en dunk af den særlige delikatesse inden vi tager med færge og bus hjem til København.

Gråmyr

På kortet over Gudhjem i gratisbladet Denne Uges Bornholm, er der et sted med det mærkelige navn Gråmyr. Ved noget der mest af alt ligner en mislykket tegning af et lille gråt riskorn.

Man kommer dertil ved at gå opad. I Gudhjem er der faktisk tale om ægte bjergvandring. Og jeg har lokket knægten med ved at bilde ham ind, at tegningen forestiller en mega gigant forstenet grå myre, der levede engang for mange millioner år siden.

Faktisk er det lidt sandt. I hvert fald er der noget myreformet granit som skråner ned mod søen. Den sø, som de lokale kalder Gråmyr.

Her er smukt. Vi tager et billede, og fortsætter vores tur rundt i naturen.

Damer og herrer

Foto: Radek Siechowicz, Sverige

Piger og drenge, mænd og kvinder, ladies og gents, ♂ og ♀ – som regel er der ingen grund til spekulationer, når vi skal på toilettet. Der er næsten altid en klar og logisk angivelse af, hvilken dør der er den rigtige i forhold til det køn man repræsenterer.

Oftest er det endda ikke nødvendigt at kunne læse, for dørene er forsynet med fine messingfigurer af hyrdinder og skorstensfejere, pictogrammer af hr og fru wc-gæst, skikkelser med hhv strutkjole og kakkelovnshat, eller anden visuel fremstilling.

Alligevel har jeg engang valgt den forkerte latrindør: Det var første gang jeg var i Polen. I nogle timer havde min krop udskilt vandet fra vodkaen, og min selskabsblære signalerede, at nu ville den gerne tømmes. Og så er det jeg møder ringen og trekanten!

Hvad er hvad? Hidtil havde jeg på et splitsekund kunnet afkode skiltningen, men nu stod jeg et sted i Centraleuropa og var i tvivl. Og det hastede med at fatte døren til pissoiret.

Påvirket af alkohol ræsonnerede jeg, at trekanten måtte være en noget grov grafisk gengivelse af de kvindelige genitalier, og så bragede jeg istedet ind af døren med den fuldendte geometriske form, cirklen.

En vred dame kylede mig straks ud igen, og således lærte jeg dagens lektie: Kvinder er runde, og mænd er trekantede. Husk det, hvis du står ved en retirade som den på billedet, og skal: Kvinder er runde. Mænd er trekantede.

Dagens vits

Foto: Christian Grønne

Fem tyskere i en Audi Quattro ankommer til den italienske grænse.

Den italienske mandlige grænsevagt stopper dem og siger:
"It'sa illegala to putta 5 people in af Quattro"

                                               "Vot do you mean et'z illegal ?"
                                               spørger den tyske fører af bilen.

"Quattro meansa four"
svarer den italienske mandlige grænsevagt.


                                               "Quattro is just ze name of ze automobile"
                                               siger den kvindelige tysker uforstående.
                                               "Look at ze papers: zis car is disignt
                                                 to kerry 5 persons".

"You can'ta pulla thata one on me"
svarer italieneren. "Quattro meanse four.
You have five a people ina your car
and you are therforea breaking the low".


                                                        Den tyske fører mister tålmodigheden:
                                                        "You idiot! Call your zupervisor over,
                                                          I vant to speak to somevone
                                                          viz more intelligence."

"Sorry" svarer italieneren.
"He can'ta come. He'sa busy witha 2 guys in a Fiat Uno"



Tak til Jan Winkler for vitsen.

Ords fotos

Foto: Kiel Latham, Australien

Tags og billeder: Gode afsæt til aha-oplevelser og inspirerende eftertanke, her på Mingler, og på verdensvævet i det hele taget.

Find på et søgeord, som du ikke rigtig kan se for dig. Og søg så på billeder. Der lurer måske en snedig iagttagelse lige om hjørnet.

Communication – hvilke fotografer har tagget billeder med dét ord, og hvad har de så taget? Tja, de fleste forestiller computere, kabler og mobiler. Kun få har fotograferet noget så enkelt som ord…

Love – er det mon fotograferet? Prøv og søg, og du får et hav af blomster og plastik-hjerter. Og så det ret så kreative bud her fra down under: Hjerter syv, dame, es og tre, plus lidt snyd i Photoshop. Vendt på hovedet, er ordet hjemme, og associationerne skudt i flere retninger. Som et spørgsmål om tilfældigheder? Et spil der helst skal kikse, før der er held i kærlighed?

Fotografen tænker ord anderledes. Krøller dem i sin hjerne. Kommer på noget både enkelt og uventet. I sin profil på sxc.hu skriver han i sin equipment rubrik – ikke Nikon, Canon, eller Pentax nummer dittendatten, men – My Eyes, My Camera.

Smukt sagt. Og godt set.

Exit skillemønt

Foto: Nationalbanken

Så får vi ikke mere for den 25-øre skriver Nyhedsavisen. Men jeg vil nu gerne give den en blog med på vejen ud af cirkulation.

Historien – som bare er en notits i Samvirke – er, at Hans Denkov, chef for Den Kgl. Mønt, har spurgt sig for i detailhandlen og pengeinstitutterne, om der er nogen der ville savne den lille skillemønt, hvis den forsvandt. Og det er der tilsyneladende ikke.

Så kan Nationalbanken med sindsro lægge op til 25-ørens afvikling, og økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen sætte sin klo på beslutningen. Og så går det som det plejer.

1. april 1973 blev vores 1- og 2-øre gjort ugyldige, og tre måneder senere udløb fristen for indløsning af de små grå.

1. juli 1989 blev også 5- og 10-øren gjort ugyldige, og sidste frist for indløsning faldt tre år senere.

Og nu er tiden så kommet til vores 25-øre. Den er ellers så smuk, synes jeg.

Den kom til verden sammen med møntreformen 1989-1993. Jeg husker, der var en hel del kritik af den ny møntserie. Designet faldt ikke i god jord, og mange syntes bl.a. det var forstyrrende med huller i 1-, 2- og 5-kronerne.

Men jeg syntes de var flotte. Det var sammenhæng mellem mønternes størrelse, farve og værdi. Guld til de dyreste, sølv til dem på andenpladserne, og bronze til de mindste. Og så bar pengene ikke længere så meget præg af industrialiseringen, men havde istedet et mere rundt og historisk udtryk. De var næsten lidt vikingeagtige med deres ornamentik.

En rigtig smuk møntserie, som dog tabte lidt da dronningen fik nyt fjæs. Det ligner en ond karikatur, synes jeg. Serien mister også noget når 25-øren går af. Så er der kun en enkelt kobberfarvet bronzemønt tilbage.

Der er for 198 mio kr. 25-øre i omløb. Det er en absolut interessant oplysning for de velgørende organisationer, som traditionen tro vil samle udskilte skillinger ind til gode formål.

Den smukke 25-øre er forsynet med et lille hjerte. Derfor kommer mine tiloversblevne småmønter nok i en bøtte fra Hjerteforeningen, når vi ikke længere kan købe noget for dem.