Cool frimærke

Onkel Bent har sendt os et postkort fra London, med en lille hilsen om dobbeltdækkerne, Big Ben(t), kronjuvelerne i Tower og teaterstykket Lion King.

Det kommer op at hænge på køleskabet med en magnet, men inden da synes jeg lige I skal se frimærket. Er det ikke smart?

Dronning Elizabeths profil fortæller at mærket er engelsk, og borten i blå og rød siger luftpost. Værs’go’ – sådan designer Royal Mail smukt og enkelt porto til postkort som skal ud i verden. Et cool frimærke helt uden tal og landenavn, kun med de to ord postcard og worldwide – og så er det endda selvklæbende!

Tænk hvor besværligt det egentlig er at sende et postkort fra København til udlandet:

En turist har kradset en hilsen ned på et postkort af en linje 6 på Rådhuspladsen, og skal nu have Post Danmark til at komme det i en postsæk…

Først skal der frimærker på. Etaten betragter postkortet som et standardbrev under 50 gram, og vil først vide om det skal til 1) Færøerne eller Grønland, 2) et EU-land, 3) Europa udenfor EU, eller 4) det øvrige udland? Og så vil etaten gerne vide om postkortet skal sendes som A Prioritaire eller B Economique?

Vi siger at postkortet er til John Joe i London, og at han skal modtage det med postomdeling i klasse A. Det takserer Post Danmark til 7,75 kr, hvilket kræver minimum tre frimærker. To af de gammelkendte i ældre grafisk stil med løver, kongekrone, Danmark i fed skrifttype, bølger og oval med hhv 25 og 50 øre i værdi. Og så et violet portræt af vores dronning til syv kroner. Værs’go’ og slik.

Det er da bare så utjekket. Og når nu 25-øren forsvinder, kan turisten betale med en tier og få to kroner og et fedtet 25-øres frimærke tilbage…

Ville det ikke være rimelig cool hvis også vores turister kunne gøre som i Storbritannien?

Sne sov over sig

– Vinteren har sovet over sig, siger Jeremy.
– A’hva, siger du?
– Ja, det er lissom hvis jeg kommer for sent i skole, så skal jeg også skynde mig at skrive eller regne eller noget, for at nå det hele inden det ringer ud. Sådan er det også med vejret…

Knægten har jo ret. Selv om hans analyse af klimaets adfærd i dagens Danmark næppe klarer frisag i mødet med meteorologisk grundforskning hos DMI, så viser påskens foto fra farmors baghave i Lunderskov at hans observationer – som sædvanlig – er værd at lægge mærke til.

Jo, kong Vinter har forsovet sig, som man siger på jysk. Man kan ligefrem se, hvordan det kun er hans hovedhår, der stikker op over dynen. Han ligger sgu stadig og sover, den filur. Han når fanme ikke at præstere noget nævneværdigt i år. Vi går jo over til sommertid allerede i den kommende weekend…

Ud af det blå…

Foto: Steve Woods, Storbritannien

Pludselig en dag havde Peerplus slettet hele sin profil, med alle dens dybt begavede og hylemorsomme bredsider mod Pia Kjærsgaard. Han var helt væk. Mingler havde mistet en fremragende blogger, og ingen vidste rigtigt hvorfor.

Jeg fandt efter en tid årsagen: Peerplus havde modtaget en invitation til gruppen Dansk Folkeparti, og den var bestemt ikke venligt ment. Den anonyme afsender havde skrevet Peers fulde navn, inklusiv et mellemnavn kun få kender, hans adresse, telefonnummer, alt!, sågar også hans cpr-nummer! Beskeden var klar: Vi ved hvor du bor! Hold din kæft og forsvind! Derfor forlod han Mingler, og det var der mange der begræd herinde.

Sagen fik mig til at tænke mange år tilbage, hvor jeg selv blev udsat for noget lignende. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Og jeg reagerede ved at skrive en artikel, som jeg nu har gravet frem af gemmerne: Den er fjorten år gammel og starter med spørgsmålet: Hvad er en dårlig dansker? Den blev bragt i Information, og her er hvad jeg skrev:

Hvad gør man, når man pludselig kommer under vejr med, at ens navn figurerer på en liste over dårlige danskere i Nationalpartiet Danmarks telefonavis? Oven i købet som det første!
En journalist har netop ringet til mig og fortalt, at jeg for et par uger siden var nævnt på listen – og han ville gerne høre, om jeg havde været udsat for chikane eller trusler af den ene eller anden art.
Det har jeg ikke, i så fald er det forbigået min opmærksomhed. Det overraskede journalisten. Og jeg kunne ikke engang komme med en mulig grund til at jeg er på listen.
Journalisten spurgte, om jeg evt. havde skrevet et læserbrev med en fremmedvenlig mening. Det har jeg – jeg skrev engang nogle læserbreve i Jyllands-Posten, hvor jeg var imod en udvisning af en filippinsk kvinde. Men det er tolv år siden. Jeg var 20 år gammel. Jeg kan dårligt se, at dét skulle gøre mig fortjent til en plads på listen.
Jeg har faktisk ikke gjort mig særlig bemærket de sidste par år. Jeg er arbejdsløs og på dagpenge. Jeg er ikke medlem af noget politisk parti eller nogen organisation. Jeg læser Information og Politiken om søndagen. Jeg er ikke autonom eller rabiat eller sårn. Jeg synes ikke rigtig, der er noget ved mig, som kan genere de stærkt højreorienterede i Nationalpartiet Danmark.
Derfor har jeg nu sat mig til computeren. Måske er der nogen blandt læserne, der kan komme med en forklaring: Hvem eller hvad har bragt mig på listen over uønskede danskere?
Det er ikke fordi jeg er paranoid eller nervøst anlagt. Men jeg har et stort behov for at vide noget mere. Det er bestemt ikke rart at være "uønsket" af en automatisk telefon hos et yderligtgående politisk parti. Det ville være rart med et ansigt, et navn eller noget i den retning.
Noget, der kan forklare, hvad jeg skal på den liste. Havde jeg så bare stukket snuden frem i den offentlige debat. Men jeg har jo ikke gjort noget. Og det sætter desværre en mængde skøre spekulationer igang. Hvad er det, der har gjort mig til en slags skydeskive for Nationalpartiet Danmark?
Er det det, at jeg har været gift med en polak i fire år? – Men der er jo ikke noget usædvanligt i amourøse sympatier og alliancer på tværs af grænserne!
Er det fordi mit efternavn er lidt udansk? – Men vi kan jo ikke allesammen hedde Hansen eller Olsen. Og forresten har familien Wilson været dansk i mange generationer. Der er sågar et par stykker i familien, der har været gardere på Amalienborg, bl.a. min farbror Freddy – og en mere flagglad royalist end ham skal man lede længe efter!
Er det måske fordi jeg har lejet et par værelser ud til en ukrainer og en ‘dansker’ med fremmedpas? Er det fordi jeg ikke har noget imod muslimerne, bare jeg fortsat får lov til at spise mine flæskesvær? Eller er det fordi jeg er gode venner med en neger, der arbejder på Svanemølleværket?
Hvis det vitterligt er sådan noget, der kan bringe én på kant med nationalismen her i landet, så er vi vel en hel del danskere, der skal til at passe lidt på…

Så vidt jeg husker, blev det en rimelig stor sag dengang. Dødslisten, døbte medierne telefonavisen, og nogle mere kendte navne blev interviewet til tv-avisen om hvad de følte ved at have deres navn på den.

Selv nåede jeg frem til, at det perfide nationalistiske angreb på ytringsfriheden lige så vel var rettet mod alle de danskere der ikke stod på dødslisten. Og derfor var der nok i virkeligheden ikke så forfærdelig meget at være bange for.

Måske er Peerplus nået frem til en lignende konklusion? I hvert fald kan jeg med glæde fortælle, at han efter at have forpuppet sig nogle uger, nu igen skriver på Mingler. Under et nyt navn, og et anonymt profilbillede. Men stemmen – den er den samme! Så der er god grund til at kippe med flaget og sende Peer et stort smil.

Stille dage i Lunderskov

Farmors bornholmerur tikker sagte. Udenfor skinner solen i frostvejr. Persiennerne gør udsigten skiveskåret. Vi kan se ud over forhaven, Kirkevejen og markerne bag husene på den anden side.

Der sker ikke meget disse påskedage i Lunderskov. Det gør der sådan set heller ikke til hverdag. Og det er faktisk okay. Det er ikke så tosset med nogle fridage uden netforbindelse.

Amagerhylden giver plads til pynteklokker og små figurer. Kaffen er varm nok til at dampe lidt og sammen med stearinlysene være med til at sætte tiden lidt i stå.

Jeremy keder sig lidt, men har så fundet en sommerfugl i vindueskarmen ovenpå. Den må have ligget der og samlet støv siden sensommer.

Det er vist en admiral, siger farmor til sit barnebarn, som synes jeg skal fotografere den, mens han tænder farmors fjernsyn. Der er formel 1 i Malaysia…

Kattespin

Katten spinder af kælenskab, står der i ordbogen, som eksempel på hvordan ordet med egen doktor kan bruges. Staver man det uden d, som i overskriften, er det ikke autoriseret af Dansk Sprognævn.

Jeg kan nu alligevel bedst lide spin uden d. Måske fordi jeg også holder mere af spil end spild?

Der er et særligt spin af tid over det dejlige katteportræt. Den har fine hvide poter og en pels så blød…

Fotoet er © Svend Erik Sokkelund, som har sagt ok til at jeg bringer det her på bloggen. Hans pr-orienterede viv Karen tilføjer, at jeg også gerne må linke til deres fælles hjemmeside, sokkelund.net

Vores planet

Foto: Milo Burcham

Ugens højdepunkt foran flimmeren er timen mellem otte og ni mandag aften, hvor DR1 sender en omgang BBC dokumentar om den klode vi lever på. I aftes handlede det om de store vidder, hvor græsset sætter dagsordenen.

En fjerdedel af al landjord er dækket af græs i alle afskygninger. Det tåler frost, steppebrand, oversvømmelse og tørke. Altid kommer græsset igen, i løbet af ingen tid. Og dyrene lever af det.

Denne tibetanske ræv lever også af græs. Indirekte, altså. Dens livret er nemlig fede pibeharer på højsletten nord for Himalaya bjergene. Rævens specielle kropsbygning gør, at den kan snige sig ind på de nuttede græsædere, og haps!

Jo, jeg er med hver mandag aften. Også på grund af den storslåede musik, – og fortællerstemmen! Den kommer fra en kvinde, som giver udsendelserne en særlig glød. Hun taler i et meget smukt leje, og hendes formuleringer sidder lige i skabet. Hun gør både vores planet, og vores sprog mere levende. Og i dag holdt jeg øje med rulleteksterne:

Hendes navn er Grete Tulinius. Tusind tak til hende.

Det elvte klip

De gule automater har kun nippet småbidder af mit kort på det seneste. Jeg opdager det idag efter at jeg på Greve station er steget ombord på S-toget til Københavns Hovedbanegård. Der er klippet elleve gange i mit 10-turskort. En effektiv udnyttelse af min rejsehjemmel på 110 %!

Der blev ikke tjekket billetter på turen. Men hvad ville der egentlig være sket, hvis en kontrollør efter mere end de første tre byzoner havde opdaget det ekstra stempel? Havde jeg så fået en bøde for at kortet var for langt? Eller gælder det elvte klip på et gult klippekort fra DSB?

Nogen må vide om et ekstra klip i kortet… også giver et økonomisk hak i tuden?

Farfars krig

Foto: Paal Gladso, Norge

Den dag da Danmark blev besat af tyskerne, var der mange familier på cykler, som trampede alt hvad de kunne for at komme ud af byen. Prustende og helt røde i kammen halsede de op over Valby bakke og væk fra hovedstaden. Som om en gentagelse af bombardementet i 1807 var lige op over.

Farfar har nok set det fra et mælkeudsalg han havde på Roskildevej 320. – Så slap dog af, folkens!, har han måske sagt og rystet på hovedet. For vel var det noget lort, at Danmark lige var blevet besat af Tyskland, men derfor var der sgu ingen grund til flygte i vild panik. Nazisterne var jo ikke kommet til København for at brænde byen af, for helvede.

Og da panikken havde lagt sig, cyklede de samme familier så også i ly af mørket hjem igen.

…

En dag under krigen blev en slagter afsløret som stikker. Rasende københavnere hev forretningens inventar ud på gaden og satte ild til det. Det var jo sådan set rimeligt nok.

Men da folk også smed varelageret på bålet, blev farfar stiktosset. Han møvede sig, stor som han var, hen til bålet, flåede med sin store næve en kæmpe skinke ud af ilden og brølede arrigt til folk: Man brænder ikke fødevarer!!
Skinken tog han med hjem i taxaen. Der var mad til hele familien i det meste af en uge.

…

De hvide busser kørte til kz-lejrene og hentede tusindvis af danskere og nordmænd, som Folke Bernadotte havde forhandlet fri, hjem i sikkerhed.

Der fandtes også nogle helt almindelige busser, for det siger sig selv, at mange tyskere for alt i verden også ønskede sig nordpå og i sikkerhed for de allieredes bombefly. En af disse busser havde farfar som chauffør.

Hyren har sikkert været god, for det var ikke noget ufarligt job. Farfar kørte hele dagen, og henad aften i Tyskland holdt han ind ved et hotel for at sove. Personalet anbefalede ham indtrængende at sove i det nærliggende beskyttelsesrum. Men farfar ville fanme ikke ned i et klamt og surt hul i jorden – han havde brug for frisk luft, når han skulle sove.

Sådan blev det. Som eneste gæst på hotellet den nat, fandt han et dejligt hjørneværelse på første sal, åbnede et vindue, og lagde sig til at sove i den store seng.

Og ganske som frygtet blev hotellet ramt af en bombe fra en af nattehimlens mange Lancastere. Hele hotellet blev lagt i ruiner, på nær det hjørne, farfar havde indlogeret sig i. Lettere rystet kravlede farfar ned i gadeplan, fandt sin bus i god behold, og kørte videre for at hente sin last af tyske flygtninge …


Der bliver ved med at poppe historier op om min farfar. Nu er han oppe på seks blogs. Det er som om han følger med fra "den anden side" og prøver at holde gryden i kog. Disse tre små historier fra krigens tid kom til mig efter sidste episode i tv-serien Foyle’s War. I forlængelse af historien om det bombede hotel burde der nok være en morale om at det er sikrest at sove i et beskyttelsesrum – men det er som om farfar bare synes jeg skal skrive:

Der er sgu aldrig nogen der har taget skade af lidt frisk luft.

Hos fotografen

Foto: Christian Grønne

I en tid hvor Nikon, Leica og Hasselblad er trængt i baggrunden af Nokia og Sony Ericsson mobilers indbyggede kameraer, er der efterhånden næsten ingen fotoatelierer, med fotolamper, baggrunde og store apparater på stativ tilbage. Men de findes! Og jeg har været model for fotograf Christian Grønne, i hans lejlighed i Tibirkegade. Om ikke så lang tid åbner han nyt fotoatelier tæt på Grøndal Torv i Brønshøj, men indtil det kommer på plads, bruger han den ene af sine to stuer på Nørrebro.

– Hvorfor var det lige mig, du ville fotografere til dit projekt?
Christian svarer henkastet, at jeg har et karakteristisk ansigt. Men først skal vi have en kop kaffe. Et portræt er ikke noget, man bare sådan lige ta’r. Først skal vi snakke lidt, og meget naturligt kommer det til at dreje sig om fotografer. Qua mit arbejde kender jeg en del, og alle har noget, de er specielt dygtige til. Nogen er suveræne til naturbilleder, andre til packshots, og andre igen til f.eks. nøgenstudier.

Christian er kort sagt god til mennesker. Han er kreativ, humanist, kristen og kunstner. Mens vi drikker kaffen, bladrer vi i nogle af de mange fotobøger der står i hans reol. En af dem er med Tove Kurtsweil, en af dansk fotografis markante portrætfotografer. Hun har for nylig sagt til Christian, at nu skal han se og finde ud af, hvilken slags billeder han vil lave…

Og nu sidder jeg så på en stol hos ham, og får lagt lys på.
– Det her er solen, siger Christian og tænder en stor lampe til højre for mig. Vi snakker videre, mens han stiller skarpt og napper et par prøveskud, for lige at checke indstillingerne på udstyret. Jo, det er iorden. Vi kan godt begynde.

Det er lidt mærkeligt. Skal en fotograf ikke stå bag kameraet? Plejer man ikke at få at vide, hvor man skal kigge hen? Og hvordan man skal sidde?

Christians kamera er fjernbetjent, og jeg skal bare prøve at finde min egen positur. Det her skal være et portræt af mig – ikke bare et Kehlet foto, hvor man smiler pænt til fotografen. Christian er på jagt efter noget andet, og mere.

Blitzen puffer og puffer, mens vi snakker om bl.a. Helmut Newton – en af mine helte. Det gør jo heller ikke noget, at Helmut mest af alt holdt af at fotografere smukke kvinder. Christian husker et foto, hvor en smuk kvindekrop bliver slugt af en krokodille. Et af fotografens mest berømte.

Vi snakker også om Richard Avedon, som har taget det måske bedste skud af Marilyn Monroe. Den pragtfulde Hollywood stjerne, som altid så så fantastisk ud på billeder. Men her er hun måske mere end nogensinde, sig selv.

Selve fotoseancen forvirrer mig lidt. Jeg tænker at alle billederne må være ens…
– Nu har du vist 50 helt ens billeder af mig, Christian.
– Tror du det?, griner han. Vi tager en pause og han ‘hælder’ dem over på sin computer. Jeg er næsten chokeret over så forskellige de er.

Han vælger et par stykker ud, og tager dem ind i PhotoShop. Skifter til sort/hvid og gør dem endnu bedre. Christian er også en haj til billedbehandling.

– Hvad er egentlig det bedste foto, du har taget?
– Det må være det af den gamle soldat med svanerne. Det er perfekt. På mange måder.

Vi tager en ny seance, og denne gang leger vi. Christian har for nogle nætter siden været i byen og spille poker, og på vej hjem har han fundet et lårben fra et skoleskelet.
– Gør lige et eller andet med det her.
– Skal jeg slå med det? Bide i det?
Puf, puf, puf…

Det er faktisk sjovt at være model. Jeg vist oven i købet god til det. Men tiden løber. Jeg skal snart hente Jeremy i fritten. Men vi kan lige nå endnu en serie. Og nu går Christian tæt på. Der er allerede mange virkelig gode skud på harddisken, men det bedste er ikke taget endnu.

Jeg er nødt til at løbe. De sidste billeder når jeg ikke selv at se, men Christian mailer efterfølgende et par af dem. De sidder lige i skabet.

– Kan jeg ikke få et i farver?
– Det er jo imod mit koncept, Kenneth. Når jeg arbejder i sort/hvis, så flyttes fokus fra farverne og over på personen. Jeg har ikke noget imod farver, men de skal tilføre billedet noget andet end bare farve. Et godt sort/hvidt foto forstærker træk i den portrætterede, giver billedet karakter og personlighed.

– Er det ikke lidt gammeldags, uden farver?
– Ikke for mig. Det er bare en måde man kan udtrykke det du vil sige, på en enklere og dermed også stærkere måde.
Jeg kan vist bedst lide det her med hånden. Det andet er taget lidt mere fra siden, så det kan fint bruges som nyt profilfoto.

Farfars skibbrud

Foto: B. Hsieh, USA

Farfar var sømand da han var ung, men han har ikke fortalt så meget fra den tid. Alligevel husker jeg en historie, som er svær at greje:

Han fortalte om engang han sejlede med en dhow i det Kinesiske Hav. Pludselig blæste det op til storm, og himmel og hav gik i ét. Det blev værre og værre, og snart befandt skibet sig midt i en voldsom orkan. Masten knækkede som en tændstik, og besætningen var for alvor i havsnød.

Skibet tog vand ind, var stort set umuligt at manøvrere, og situationen så virkelig sort ud.

Halvdelen af søfolkene kastede sig ned på dækket og tryglede og bad for deres liv, mens farfar sammen med den anden halvdel kæmpede alt hvad de havde lært. Hev og flåede i sejlene, surrede løsrevne dele fast, tætnede hvor der var sprunget læk.

Mirakuløst lykkedes det at få skibet i havn. Farfar og hans kammerater reddede livet. Mod alle odds.

Farfar spurgte så sit barnebarn, hvem jeg mente havde gjort det rigtige. Dem der bad for deres liv, eller dem der fór rundt og fik skibet flot?

Jeg har sådan set aldrig været i tvivl om, at det er mennesker der tager ansvar og gør deres bedste, som er afgørende for om noget lykkes eller ej. Men farfar gav ikke selv noget direkte svar på sit spørgsmål.

Han sagde bare, at uden Guds hjælp var det sgu aldrig gået…

Farfars plejebørn

Her er tre små fotos fra Nokken. De er uskarpe, men giver alligevel en fornemmelse af hvordan der har set ud på det yderste af Islands Brygge i maj 1950. Det er min far, der som stor knægt har taget billederne.

Nokken er i dag noget helt andet end dengang, hvor det meste var brakjord og losseplads. På fotoet til venstre ses ‘Soyakagen’ i baggrunden. På fotoet til højre ses udsigten til Ørstedsværket. Og på fotoet midt i sidder farfar foran huset han selv har bygget. Tilsammen med et skur bagved har der været ialt 20 m2 – og der var hverken indlagt vand, lys eller gas. Alligevel har det i nogle år været hjem for min farmor og farfar og deres syv børn!

Det har været en styg tid. Farfar var gået bankerot med sin vognmandsforretning på Orø, og Dora husker, hvordan købmanden stod på kajen og viftede rasende med de ubetalte regninger, da familien Wilson ombord på færgen sejlede ud af havnen.

Der var ikke rigtig noget der hed socialhjælp dengang, og kommunen kunne ikke anvise familien Wilson et sted at bo. Derfor byggede farfar det lille hus på Nokken, ikke langt fra Soyakagefabrikken, hvor farmor arbejdede.

Min far kunne huske at der udenfor huset stod en zinkbalje med vand. Farfar havde en økse, som han om vinteren brugte til at slå hul på isen, så børnene kunne få et bad inden de løb i skole.

Så var det farmor fik kræft. Farfar læste alt hvad han kunne komme i nærheden af om den modbydelige sygdom, og vidste snart ligeså meget som lægerne på sygehuset. Han var rædselslagen ved udsigten til at hans Karen skulle dø.

Min far har fortalt, hvordan hans mor lå i sengen og var ved at sove ind. Man kunne lissom høre, hvordan hendes åndedræt gav efter for kræften. Farfor kom hjem, så det, og fór hen til sengen. Flåede hende op, ruskede hende voldsomt og skreg alt hvad han kunne: Karen! KAREN! KAREN!! Så plirrede farmor med øjnene, og levede endnu en måneds tid…

Min far kom ud og sejle, og huskede at han var søsyg hele vejen til New York, hvor han den 31. januar fik telegram om at hans mor var død. Karen Wilson blev kun 42 år. Min far kom sig aldrig over sin mors død. Selv jeg kan huske han har grædt over tabet. Og jeg blev immervæk først født elleve år senere…

Nå, men dér sad farfar, enkemand på Nokken, far til syv moderløse børn. Dora var kommet over til moster Anna og moster Kirsten i Viborg, og min far Gilbert var kommet ud at sejle. Resten af børneflokken skulle også væk fra Nokken, og farfar havde to krav: De skulle vokse op i gode, kristne hjem, og farfar ville beholde forældremyndigheden. Han indrykkede en annonce i Kristeligt Dagblad og søgte kristne plejefamilier til Herbert, John, Freddy, Vera og Aase.

Freddy var først kommet i pleje i Klovby Købmandsforretning ved Kalundborg, men blev behandlet som skidt. Han fik stedets stuepige til i hemmelighed at sende et nødråb afsted til farfar. Da han fik beskeden fra Freddy, tog han resolut sin bil og hentede sin søn hjem igen. Og Freddy fik snart en ny plejemor, der hed Helga.

Herbert, der idag er sognepræst i Lovns, har fundet nogle erindringer, som hans plejefar Gert Poulsen meget fornuftigt nedskrev som 80-årig. De ligger nu på Engesvang lokalhistoriske arkivs hjemmeside.

Skolelærer Gert Poulsen var gift med Signe, og de havde en dreng fra Thyborøn, der hed Jens Kristian. Drengen savnede en bror eller søster han kunne snakke og lege med hjemme, og derfor havde de talt om at få et plejebarn:

En dag, jeg kom ind i stuen i et frikvarter, sad Signe og læste i Kristelig Dagblad, vores post Skovfoged, der udgik fra brevsamlingsstedet i Vrinners, havde lige været der. Det første Signe sagde, da jeg kom ind, var: ”Nu kan du og Jens Kristian få jeres ønske opfyldt, her er en annonce, hvor en enlig far søger en plejeplads til en femårig dreng”. Vi drøftede sagen med hinanden alle tre og blev enige om, at jeg skulle skrive til vedkommende far og tilbyde at tage imod hans dreng. Det var gennem Kr. Dagblad under: Billet mærket. Der gik kun få dage, så kom der et brev fra manden.

Han hed Robert Wilson og var Chauffør i København, vi kunne godt få hans dreng i pleje, men vi kunne ikke adoptere ham, han ville bevare forældremyndigheden over ham. Drengen hed Herbert og var den yngste af en flok på otte. Hans mor var død af kræft, og nu havde faderen ikke noget hjem til sine børn. De havde boet i et lille utæt hus ude på lossepladsen, og det skulle rives ned og fjernes, da det var uegnet til beboelse. Faderen havde selv bygget det, da de var blevet sagt op i den lejlighed, de boede i på grund af, at han ikke havde fået huslejen betalt i rette tid.

Den ældste søn Gilbert, der var konfirmeret sejlede som skibsdreng, og senere som matros. Vera, der også var konfirmeret var i huset hos lærer Ebbesen ved Haslev Højskole. Forstander Thorlø også Haslev højskole havde taget to Aase og John. Dora, den næstældste af pigerne, var hos en moster i Viborg, der hed Anna Villadsen, og som også havde sin gamle mor boende hos sig. En dreng der hed Freddy, var hos en gårdejer i Tisvilde, han var et par år ældre end Herbert. Herbert var blevet anbragt hos en købmand, men konen havde dårlige nerver, så det kunne ikke gå, nu var han midlertidig hos Thorlø. Der blev udvekslet et par breve, og så kom Robert Wilson med sin femårige dreng, der virkede meget forskræmt og tøjet han var i, var alt for stort. Han ville heller ikke sige ret meget, men så sagde faderen til gengæld det mere, jeg hentede dem i Vrinners, Signe var inde hos børnene så længe.

Wilson lod til at være meget kirkelig indstillet, han fortalte, at han havde været elev på Haslev Højskole og i København havde det været Elisakirken på Vesterbro, der havde været deres sognekirke, der var deres børn blevet døbt. Da hans hustru var død, og han stod alene med 7 børn og ingen steder at bo, havde han indrykket en annonce i Kristelig Dagblad, om ikke der var nogle kristne mennesker, der ville tage sig af disse 7 moderløse børn. Denne annonce havde Thorlø læst og da han kunne huske Robert fra hans tid som elev på skolen, kørte han i sin bil straks ind til København og fandt frem til skuret på lossepladsen. Da han havde set den nød og elendighed, der herskede der, tog han alle børnene med hjem til højskolen, hvor de kom i bad og fik rent tøj på, og så fik han dem anbragt, som jeg allerede har fortalt.

Han fortalte også, at han havde fået flere tilbud angående Herbert, og da havde han gjort som kong Esakias i sin tid havde gjort, da han havde modtaget brevet fra kong Sankereb i Aassyrien han havde bredt det ud for Herrens åsyn, og så havde han bedt. Robert havde bredt disse breve ud på sin seng, og så havde han knælet ned og bedt Gud hjælpe ham med at finde frem til det rette, og så havde han rakt hånden ud og taget et brev, og der var der fra os, og så var han sikker på, at det var det rette, og da Thorlø havde set det, gav han ham ret.

Herbert havde været ked af, at skulle bort fra sine to søskende Aase og John, men så havde hans far lovet ham, at når de kom ned i byen, skulle han få et par nye fine bukser og et flag. Efter skoletid kørte jeg Wilson ned til Vrinners, så han kunne nå hjem til København samme aften. Da vi skulle køre, græd Herbert og klyngede sig til sin far, men så kom Jens Kristian, han tog Herbert ved hånden og sagde: ”Herbert kom med ind og se alle mine biler”. Så gik de med hinanden, og vi kunne køre. På vejen til Vrinners fortalte han mig, at han efter sin kones død fik udbetalt børnepenge til Herbert, og nu ville han sørge for at disse penge, der blev udbetalt 4 gange om året, blev sendt direkte til mig. Det skete også pengene kom, og hver gang blev de indsat på en sparekassebog, der var forsynet med Herberts navn. To gange, i de år vi boede i Agri, standsede udbetalingen. Wilson var gået op i Magistraten og havde udtalt, at han ikke længere ønskede, at disse penge skulle udbetales. Hvorfor gjorde han det?

Engang imellem kom han på besøg hos os. Altid blev han godt modtaget, selvom vi ikke altid var så glade for hans besøg. Det var, som om han ikke kunne tåle at se, at Herbert befandt sig så godt og havde sluttet sig så tæt til os, at han ligesom ikke regnede sin far, han var kommet i anden række. Han prøvede et par gange på at påvirke Herbert til at sætte sig op imod os og være ulydig. Og når det ikke lykkedes, tog han halv–vred af sted, og så var det at han lukkede af for pengene.

Jeg måtte så skrive til ham og lade ham vide, at han på en måde stjal pengene fra sin dreng, da disse penge blev sat ind på en bog lydende på Herberts navn, og de skulle bruges til hans skolegang og uddannelse. Ligeledes skrev jeg, at jeg, hvis han ikke fik sagen bragt i orden omgående, ville jeg skrive til Thorlø i Haslev og fortælle, hvordan han bar sig ad. Hver gang fik han det ret hurtig ordnet. På vejen ned til Vrinners fortalte han mig også, at han spekulerede på at blive ansat som missionær blandt chaufførerne i København, eller melde sig som medarbejder i Kirkens korshær. Det lød jo alt sammen meget godt, men efter at havde lært ham at kende, blev vi klar over, at det kun var mundsvejr.

Herbert gav i begyndelsen Signe meget ekstra arbejde, der skulle sys nyt tøj til ham, han havde ikke andet end det, han havde på, da han kom, og så var han ikke renlig, han lavede i bukserne og tissede i sengen om natten, men det gik heldigvis over, da han var faldet ind i hjemmets rytme og følte sig tryg hos os. Han var en lille køn dreng, der var flink og medgørlig, og han følte sig snart hjemme hos os. Han var legesyg, og blev meget glad, når Jens Kristian ville lege med ham med bilerne. Efter som årene gik, fik han selv en stor samling af biler.

At han var glad og tilfreds med sin tilværelse, kunne vi tydelig forstå deraf, at han hver aften, når Signe havde puttet ham, gav sig til at synge, han sang smukt og rent, og kunne huske mange gode sange, som hans mor og store søskende havde lært ham. Denne hans måde at slutte dagen på, var til megen glæde for os. Alle hans søskende kom på besøg hos os, disse besøg var vi alle glade for, det var pæne og flinke unge mennesker.

Jeg synes det er sjovt at læse om hvordan det gik mine fastre og onkler i starten af 1950erne, og håber at man ved at læse mine farfar-blogs kan reflektere til sin egen slægtshistorie. Selv kan jeg læse meget mere i en stak gamle kladdehæfter, som farfar kaldte Wilsonbåndet, og som med postens hjælp cirkulerede rundt mellem ham og hans børn, hvor de nu var i pleje.