Et foredrag på fem minutter

Jeg følger et 2-dages kursus i Dansk Forfatterforening. Det ledes af Hanne Bistrup, som har været psykolog i 20 år, og hun har kaldt kurset Kunsten at holde et godt foredrag.

Vi er cirka 15 kursister, og i morgen formiddag skal vi så holde 5 minutters foredrag om emner, vi hver især tilfældigt har trukket op af en lille æske. Én skal sige noget om søvnløshed, en anden skal foredrage jordbær, en tredie om tømmermænd, osv.

Jeg har trukket et emne, som jeg ikke ved mere om end så mange andre. Nu sidder jeg så i denne sene nattetime og forbereder mig – og her er hvad jeg tror jeg vil sige:

Jeg har engang været korttegner.

Så sidder man dér, foran en computer, i Illustrator og tegner Beciér-kurver i lag, farvelægger og taster by- og gadenavne ind. Markérer kirker og seværdigheder, og plotter Shell logoer på, hvor der er benzin at hente.

Men man kommer ikke selv ud AT REJSE

Jeg har digitaliseret hele Stockholm, men aldrig sat mine ben i Gamla Stan. Jeg har lavet et særkort over Ven i Øresund, men aldrig selv været på øen!

Men i 2005 ville min ven Bent til Sicilien. Han var fritstillet fra sit direktørjob, og havde både firmabil og Shellkort i opsigelsesperioden. Og jeg skulle med, for jeg vidste jo hvor benzinstationerne lå.

Vi kørte ad motorvejene ned gennem Europa, mens foråret kom blæsende imod os med 130 km i timen. Og Bent fortalte, at nu ville han starte et forlag. Så jeg skulle skrive en bog!

Det blev til den autentiske "En sømands dagbog" , og den handler også om at rejse. Så jeg tror jeg vil læse lidt op. Vi skal tilbage til tirsdag den 27. marts 1951. Sømanden er min far, han er 18 år gammel, og hans skib "Malacca" er kommet fra Bretagne til Antwerpen, og skal nu videre til Rotterdam.
Det kommer nok til at passe med tiden. Er der tid tilovers, læser jeg en dag eller to mere, indtil de fem minutter er gået, og jeg bliver reddet af gong-gongen.

Billedet viser et udsnit af sømandens verdenskort fra dengang, med alle de steder han har sejlet tegnet på med kuglepen.

Det store intet

Lawrence Rudnick, Shea Brown og Liliya Williams, fra Department of Astronomy på University of Minnesota, har fundet noget meget spændende. De har fundet… ingenting! Ingen ting over hovedet!

De har fundet et gigantisk hul, der strækker sig over mere end en milliard lysår. Et stort intet, hvor der hverken er stjerner, planeter, meteorer, gasser eller sort stof. Der er bare nul og nix. Og det har selvfølgelig affødt en mega pressemeddelse, som journalister nu omsætter til både små og store artikler i alverdens medier. (F.eks. hos DR Nyheder på verdensvævet)

Her burde jo være galakser en masse, men der er helt tomt. Astronomisatellitten Wilkinson Microwave Anisotropy Probe (WMAP) er tunet ind på det store intet, og som vi ser, er det tydeligt at der lissom mangler noget. En stor håndfuld galakser ville være helt naturligt, men alt er pist væk!

Meget mystisk, meget mærkeligt – og meget interessant.

Ny skibsmønt

Den 10. september kommer en ny tyver med skibsmotiv i omløb. Prøv og se hvor flot den ser ud: En fuldrigget tremaster i åbent hav, smukt gengivet som relief i den gule metallegering. Nydelig mumismatisk kunsthåndværk, og så står det endda godt til det efter min mening alt for karikerede dronningeportræt på den anden side mønten.

Skibet, Fregatten Jylland, ligger i dag i dok i Ebeltoft som museum, smukt restaureret for 120 millioner kroner. Faktisk mere end det firdobbelte af det beløb de tyvere med skibet på repræsenterer. Den Kongelige Mønt vil sende 1,2 millioner eksemplarer i omløb.

Skibet bliver bygget på Orlogsværftet, søsættes i 1860, og deltager fire år senere med succes i Slaget ved Helgoland. Besætningen er på 390 mand, og der er 44 kanoner ombord. "Jylland" er en såkaldt skruefregat, udstyret med en 2-cylindret dampmaskine som kan give en fart på 12 knob, det samme som sejlene giver i medvind.

Det er faktisk utroligt at "Jylland" eksisterer i dag. For efter en glorværdig tid som krigsskib, kongeskib for Christian IX, eksercerskib, kaserneskib, og masser af togter, bl.a. fem til Dansk Vestindien, i sit kølvand, bliver det i 1908 solgt til ophugning i Tyskland.

Men det bliver købt hjem igen for 48.105 kr. af et konsortium, der har planer om at omdanne det til skoleskib. Det bliver dog aldrig til noget, og skibet er kølsprængt og egentlig kun en skygge af sig selv, da det i 1960 kommer til Ebeltoft. Her kan det besøges den dag i dag, som verdens største træskib.

Lige fra hoften

Hele hendes arsenal af sakse, kamme og hårklemmer er der plads til i skuldertasken. For Daniella klipper folk uden det spejl og tilhørende aflægningsplads, som der normalt er i en frisørsalon.

Jeg bliver klippet siddende på en stol i Daniellas stue på 2. sal. Etageklip, hedder det vel så. Og kvinden med højeste rang i Avisklubben er rigtig ferm med sit frisørgrej.

Imens der klippes, drikker jeg endnu en kop af Daniellas gode håndlavede kaffe. Hun fortæller at denne klipning faktisk er en opvarmning til et arrangement, hvor hun skal være frisør ved et velgørenhedsarrangement for kræftsyge børn i Ronald McDonald Hus.

Daniella er ikke uddannet frisør, men både grejet og rutinen er ikke til at tage fejl af. Hun klipper både mænd og kvinder. Engang syntes hun mænd var vanskelige at klippe, men nu er alle – unge som gamle – lige nemme. Og Daniella møder alle slags mennesker – og hår – når hun tilbyder sig som frisør i Sidegadeprojektet i Saxogade.

Jo, Daniella skyder ikke kun med skarpt i diskussionsgrupperne her på Mingler. Hun klipper også fra hoften. Og resultatet af hendes indsats på mit hoved er helt i top.

Tak, Daniella.

Mit maleri

Det har stået bagved klædeskabet i nogle år og er derfor godt støvet, nu hvor det igen kommer frem i lyset. Så jeg sætter Miele’n på lavt blus og støvsuger forsigtigt lærredet for skidt og fnul. Leger konservator, og får stille og roligt renset maleriet op.

Kunstneren forærer mig det i 1989. Det er et afgangsmaleri fra kunstakademiet i Poznan i Polen. Vi bliver gift, og hun flytter til Danmark sammen med sin lille søn Filip, som jeg bliver papfar for. Ægteskabet holder i syv år.

På bagsiden står der: Barbara Domagała, Olej, 1988, Moje Malowanie. Altså et oliemaleri med titlen "Mit maleri"

Hun har det med, da hun ankommer med med Polensfærgen hin aften ved Toldboderne. Tolderen vil gerne se det, så det bliver befriet for sit brune indpakningspapir. Han bliver lidt skuffet, for han kan ikke rigtig se, hvad det forestiller. Men sådan er det jo med abstrakt kunst.

Vi har ikke rigtig haft kontakt siden skilsmissen. Kun lidt, som da hendes bror ringer for at få hendes telefonnummer. Og da min faster fortæller hun har været til en fernisering, og snakket med en høj, flot, mørkhåret, ung mand. Han kunne ikke genkende hende, men så er det hun siger, hun er Kenneths faster – og Filip lyser op i et stort smil.

Og så har jeg naturligvis lagt mærke til hende i medierne. På et tidspunkt ser jeg i DR tv et teaterdrama med Tommy Kenter. Den blinde maler, hedder det. Og jeg fanger med det samme, hvem der har malet kulisserne. Min polske eks.

Sammen med Suzanne Brøgger laver hun projektet Timebog, som får masser af presse. Og hendes hjemmeside er flot og professionel.

Min kusine fortæller, at Barbara D. Wilson koster kassen idag. Tina ville have købt et maleri, men det var sgu for dyrt for en almindelig århusiansk tandlægeindtægt.

Jeg tror, jeg vover at sende min første eks en mail. Hvis hun en dag vil lave en retrospektiv udstilling, så er hun velkommen til at låne Mit maleri. Hun må også meget gerne hilse Filip. Det var en fin oplevelse at være hans far, sålænge det varede.

Brombær

Foto: Dyana By, Italien

Der er masser af dem. I hvert fald midt på Vesterbro her i København. Nærmere betegnet omkring "Kineserbyen" på den anden side jernbaneterrænet. Her vrimler det med store solmodne bær.

Blackberry hedder de på engelsk, men på dansk har de havn efter det oldhøjtyske ord bramo, som betyder tornebusk. Og de skal ganske rigtigt plukkes med forsigtighed, så man ikke stikker sig. Man skal være omhyggelig, kun tage de rigtigt sorte og undgå revl og krat.

Jeremy og jeg har været en tur omkring Otto Busses Vej  og plukket en hel Margretheskål fuld. Saftige, søde brombær som vi spiser au naturel som aftenslik.

System X

Vi har fået nyt lys i loftet. Vores mødelokale ved Vesterbros Torv har hidtil været belyst med fire ordinære lysstofrør, men det går jo ikke i længden i et reklamebureau som Clips.dk

Så nu har vi hængt System X op. Lysstofrør der krydser og ser smarte ud – det er naturligvis en meget bedre og inspirerende belysning til et kreativt miljø.

Jeg elsker den slags idéer: Når en designer eller arkitekt giver fingeren til gamle forestillinger, og genopfinder en ting på en helt ny måde, flintrende ligeglad med, at næsten alle siger det er umuligt og ikke kan lade sig gøre.

Som f.eks. det snoede højhus  – og nu, det exede lysstofrør. Seriøse brud på vedtagne normer om hvordan den slags nu engang skal se ud.

Designeren har bestemt ikke gjort det nemt for sig selv. Inde i et lysstofrør forventer man jo bare at finde en glimttænder, en kondensator og en spole. Men inde i disse er der temmelig mange flere komponenter. Det har vi fundet ud af, fordi vi har været nødt til at skille Xerne ad og vende lidt rundt på kredsløbet for at få dannet en mosaik af vores fem units.

Vi har forresten fået dem ganske gratis. En af bureauets venner kom en dag og spurgte om det var noget vi kunne bruge. Ellers ville de ryge i en container…

Designeren hedder Ross Lovegrove, og hans krøllede idé kan købes for en hel masse yen i det dyre og smarte boligcenter Yamagiwa i Japan.

Halmruller

 

Foto: Fabrizio Turco, Italien

Vi er på vej op gennem Tyskland. Inde på markerne ligger der runde halmballer som den på billedet.

Vi kører i Georgis hvide Ford Escort Stationcar. Georgi selv ligger og sover på bagsædet. Han har stort set kørt lige siden vi om aftenen forlod Varna ved Sortehavet. Hele natten gennem Bulgarien, videre gennem Serbien, og ind i Ungarn – hvor jeg første gang overtog rattet og gennede de 90 heste til den østrigske grænse.

Mit kørekort er fra 1984, og det er sjældent jeg bruger det. Jeg er ikke nervøs, men ret koncentreret. Det er lidt som at styre en lille flyvemaskine. Jeg checker benzinmåler, lys, olie – og flaps. De er slået ned, for at skærme mod den lave aftensol.

Jeg flyver lavt med 120 i timen. Smutter udenom busser og lastvogne, men holder mig ellers pænt inde til højre, i ly for jetjagerne. De er typisk sorte, med Mercedes sigtekorn og faste pladser i yderste kørebane. Det giver et lille ryk i Escorten, når de pisker forbi med 200 eller deromkring.

Nu er de tyske betonstier ved at være tilendebragt. Efter færgelejet i Puttgarten er der kun lidt paradekørsel på ‘Fladster’ og Sjælland, og så er vi hjemme. Alt i alt tager det 37 timer, og vi holder os vågne på cola, red bull, chokolade croissanter og solsikkefrø.

Kodesprog

Et kort over… – Ja, hvilken by? Uden kendskab til det kyrilliske alfabet har jeg fået mig en lille rebus-opgave.

Bogstavet C er altid lidt drilsk. På dansk udtaler vi det mest som et k, som i Anders And & Co. Men her har det mere karakter af et s, som i centrum. Og et o er et o. Det går man sjældent fejl af. 0 kan man altid regne med.

Så er der bogstavet i midten. Det ligner jo et helt monogram. Det ses på kaffebarer, som tredje bogstav på skilte der begynder med Ka og slutter med e. Og som første bogstav på skilte ved butikker, der sælger kameraer, efterfulgt af oto. Bogstavet i midten er et f.

Det spejlvendte N er et i. Spørg mig ikke hvorfor, men sådan er det bare… Og det spejlvendte R er faktisk en sammenslyngning af et j og et a. Det ses tydeligt, når slaverne – de græskortodokse – skriver det i hånden.

Det er altså løsningen: Jeg holder et kort i lommeformat over den bulgarske hovedstad Sofia, og det er forresten Sortehavet der ses i baggrunden.

På vejskilte i Bulgarien er der ofte taget højde for vesterlændinges besvær med at læse de lidt kryptiske bogstaver, så løsningen på kodeordet står lige nedenunder. Men det er langt fra altid. Tit støder man på et kodeord uden en forklaring på god latin – som her på kortet.