fredag den 13. april 2012

Sexede reklamer

Foto: Sloggi.com

Reklamer skal være anstændige og udformet med social ansvarsfølelse, siger Ombudsmanden. Men jeg er ikke helt enig! Reklamer skal først og fremmest sælge. Og der findes næppe noget stærkere middel end sex til det formål.

Ja, det er nærmest umuligt at komme udenom sex, når det gælder reklame. Bare tryk på linket til Politikens artikel Nye regler skal forhindre sexistiske reklamer

Artiklen er illustreret med netop en af de reklamer, der ifølge interesseorganisationer er gået over stregen. Så indtil videre har omtalen de nye regler kun øget det i forvejen store antal visninger af den “forbudte” reklame for JBS underhylere.

Og JBS er ikke det eneste undertøjsfirma der har været i mediemaskinen for sine “uanstændige” reklamer. Sloggi fik også klø for billboard reklamen “It’s string time” da den for otte år siden dukkede op i bybilledet i bl.a. London.

Tænk hvis den var kommet op at hænge på Rådhuspladsen i København! Sikken ballade der ville blive, for den overskrider klart de nye regler. Reklamefolkene må ikke spille på mænds eller kvinders fantasi om sex i en arbejdsmæssig sammenhæng – der er jo ingen tvivl om at kvinden der letter ben arbejder som anlægsgartner her, hvor vi stakkels forbrugere får ødelagt vores gode forårshumør…

Sludder og vrøvl. Reklamen er sød og fræk, og endda med en sjovt ordspil. Jeg forstår iøvrigt ikke, hvorfor det skal være så forbudt med sex i reklamer. Skal vi så også overveje at trække frigivelsen af billedpornografi tilbage?

Vi var som bekendt foregangsland dengang i 1969, og det skal vi da holde fast i. Det er jo en smaddergod historie, lige til en coffeetablebook. Informations artikel Pornolandet for længe siden kan anbefales.

Og så har jeg forresten lige hygget mig med at finde et par reklamefilm på nettet, som “desværre” ikke overholder ombudsmandens regler for god markedsføring. Især denne var jeg ved at flække af grin over, da jeg første gang så den i tv-programmet Rablende Reklamer engang i 1980erne…


https://www.youtube.com/watch?v=SU-CPkKw5lY

torsdag den 12. april 2012

Cyklisk samling


Ikea er som bekendt noget med møbler man selv skal samle med umbraco-nøgle og brugsanvisning. Og det succesfulde koncept har forlængst spredt sig til andre firmaer. Virksomhederne sparer tid og lagerplads når de kan sælge tingene som samlesæt i papkasser, og vi forbrugere skal så heller ikke betale så meget, og får endda lidt selvbyggerglæde gratis med i købet.

Her i huset er der således indkøbt to nye voksencykler “i løs vægt”. De er inde i hver sin papkasse, og kæresten smiler til mig, spændt på mine evner som cykelsamler. Jeg har tidligere samlet Ikea møbler uden der blev noget tilovers – men vil mine kompetencer udi i montering også række til en SCO Comfort og en ditto Ballet fra Bilka?

Det er vigtigt ikke at blande cykler sammen. Så smart som jeg jo er, nøjes jeg med at åbne den ene kasse først. Og straks føler jeg mig på hjemmebane: umbraco-nøgler! Plus lidt småting i plastik, en manual og et stykke metal, udstanset så det har funktion som en slags cykelsmedens schweitzerkniv, med huller, ind- og udhak til diverse størrelser skruer og møtrikker.

Cyklerne er “new generation” og er nærmest kommet af sig selv – i disse efterlønshævningstider. Jeg starter med forhjul, og så pedaler. Her skal tungen holdes lige i munden, så højrepedalen ikke fejlmonteres til venstre fod. Styret drejes en kvart omgang og spændes fast med fed umbraco-nøgle. Og så på med sadel og tilkøbt forsikringsgodkendt cykellås. Sådan.

Kærestens cykel tager længere tid, for forbremsen driller lidt, og der skal også monteres cykelkurv i hvidt flet. Så lidt finjustering – og nu kører de begge fint og lyder smukt når de hårdtpumpede dæk triller rundt på cykelstierne. Det skal nok være rigtigt at Kyllingen himself Michael Rasmussen har sagt god for Bilkas cykelsortiment.

I weekenden tager vi cyklerne til Roskilde. Kæresten har fundet ud af, at vi kan få dem med i bus 600S.

mandag den 9. april 2012

Abdulhadi Al-Khawaja


Det er navnet på den mest omtalte dansker i verdenspressen lige nu. Og hans kontrafej ses på Gulf Airs Facebook side – næppe med det bahrainske luftfartselskabs velsignelse.

Abdulhadi Al-Khawaja sultestrejker mod det feudale system i det stenrige Bahrain, som han idømt ham fængsel på livstid for at demonstrere for frihed og demokrati.

Hans situation er kritisk og Udenrigsministeriet har naturligvis krævet ham sat fri. Den stærkt afkræftede danske statsborger skal hjem til Danmark. Det kan der ikke herske tvivl om.

Men på Mingler er historien en helt anden. Her raser øffede og bøvede profiler mod diplomatiets bestræbelser. Her er frihedskæmperen bestemt ikke velkommen. Her holder man åbenbart med regimet i Bahrain og synes Al-Khawaja skal blive og dø hvor han er.

Ifølge de sædvanlige gabehoveder taler vor landsmand ikke dansk, og det gør hans datter heller ikke.

Jeg tror nu nok han efter tolv år her i landet kan begå sig på gebrokkent dansk. Men lige nu vil de fleste helst høre ham tale engelsk og arabisk. Verdenssamfundet har stort fokus på sagen, og Bahrain skal lære, at undertrykkelsens tid er forbi.

Danmark har tilfældigvis en hovedrolle og vi skal naturligvis fastholde presset mod styret. Intet er afgjort.

Jeg håber inderligt at Abdulhadi Al-Khawaja slipper med livet i behold og at den opstand der begyndte i oliestaten den 14. februar 2011 vil føre til frihed og demokrati for det bahrainske folk.

søndag den 8. april 2012

Flag for frihed og vice versa

Foto: Vivi Rindom, Brønshøj

Dannebrog er, sammen med de øvrige skandinaviske flag, plus EU fællesflaget, eneste nationalflag der lovligt kan vaje fra flagstænger på dansk territorium. Hvorfor må andre landeflag ikke?

The answer my friend, is blowing in the wind – men Dansk Folkeparti er inderligt imod at lempe endsige afskaffe flagloven. Hvis man flager med andet end Dannebrog er det udtryk for historieløshed og mangel på kultur, siger de. (Danmark har forresten ingen decideret flaglov, der er tale om gamle forordninger og cirkulærer).

Jeg holder meget af Dannebrog, men vil skam gerne have flagfrihed. Hvis en tysk familie har bygget et sandslot på Vestkysten, må den for min skyld gerne plante et lille blafrende sort, rødt og gult papirflag på det, uden at strandfogeden kommer farende og vifter med politivedtægten.

Desuden skal vi danskere vide, at der bag historien om vort flag som faldt ned fra himlen, gemmer sig en grum historie om dansk angreb og tortur på uskyldige mennesker i Estland i det herrens år 1219. Det er af denne grund, jeg går ind for at man ikke hejser flaget på Valdemarsdag.

Håndhævelsen af “den danske flaglov” har egentlig altid været farceagtig. Onkel Danny fortæller fra sin hippietid om hvordan politiet med møje og besvær nedtog og konfiskerede kammerat Tommys østtyske flag med socialistiske symboler, som han i mangel af flagline havde sømmet fast til flagstangen. I byretten på Østerbro blev Tommy idømt en bøde på 600 kr. – som dog i landsretten blev sænket til 150 kr. idet hans forsvarer påpegede at Danmark jo ikke anerkendte DDR, og derfor var flaget at sidestille med et legetøjs-, skibs- eller firmaflag.

Hele sagsforløbet er smukt beskrevet i Dan Turèlls “Historien om Galargården”, som absolut hører til forfatterens greatest hits.
Jeg synes man skal have lov til at flage som man har lyst, og hvis det bare handler om at se hvad vej vinden blæser, så er det jo flintrende ligegyldigt hvordan flaget ser ud.

onsdag den 4. april 2012

Kundevogn 5782


Sverige har masser at byde på, og sørme om ikke det lykkedes min kæreste at lokke mig med til en helt særlig seværdighed: Gekås Ullared.

For mig at se er det mere sært end særligt, men for kæresten og hendes søster Rie er det super! Vi taler om et gigantisk indkøbscenter, med tilhørende campingplads. Jo, sgu! En slags ferieparadis for hr og fru Sverige, hvor farmand kan sidde ved et fyrretræ og tylle starköl mens lillemor shopper igennem dagen lang til besnærende lavpriser.

Det er tydeligvis en kæmpesucces. Der er ikke andet i Ullared end indkøbsmuligheder. Gekås er flagskibet, men “byen” rummer også en snes andre outlet butikker med fx sko og pynteting. Et eldorado for kvinder.

Vi var tre voksne og to børn i konfirmandstørrelsen, der inde i flagskibet parkerede de store indkøbsvogne i kundevognsparkeringen på første sal og tog elevatoren op til restauranten. Her fik vi smagfuld svensk husmandskost med drikkelse og dessert til kun 304 svenske kroner, der som bekendt kun er 87 øre værd stykket. Og sådan er det hele vejen igennem: Det er billigt.

Og megastort. Vi aftalte at mødes ved kasse 30 klokken 19. Der er 60 bemandede kasser, med ekstra brede bånd og høje kanter, og der bliver virkelig råshoppet. Tøserne trissede flere kilometer rundt og fandt de underligste ting. Det var lige før en støvsuger med fire slanger røg i vognen – men har man egentlig brug for en specialdesignet affugter til to par sko, når krøllet avispapir natten over hidtil har klaret de små problemer med vådt fodtøj?

Nå, nu skal jeg ikke sidde og blogge mere om Ullared. Vi mangler bulgur, lige dét fik vi ikke købt med os hjem fra Sverige. Så nu må jeg lige cykle ned i den fra nu af undseelige Føtex. Når man som mig har besøgt shoppernes mekka Gekås, synes enhvert andet supermarked småt.


onsdag den 28. marts 2012

Slank med chokolade

Foto: Neza Èerin, Slovenien

Nap et stykke chokolade i ny og næ, og hold dig slank. Det er dagens fede nyhed i Politiken, som refererer til en netop offentliggjort undersøgelse i det videnskabelige tidsskrift Archives of Internal Medicine.

Man har studeret 1018 mænd og kvinder mellem 20 og 85 år i San Diego i Californien, og konklusionen synes klar: Personer der jævnligt spiser chokolade har et lavere BMI (Body Mass Index).

Jo, den er god nok: Frequent chokoladespisere har tendens til at være slankere end andre, der spiser det sjældnere. For selv om chokolade er fyldt med kalorier, indeholder det også andre ingredienser, som tilsyneladende kan frembringe vægttab frem for ophobning af fedt.

Det kan man så smile af, og kikke indenfor i min Chokolade gruppe :-)


Denne blog er skrevet under et moderat indtag af Toms EKSTRA dansk produceret chokolade med brombær.

mandag den 26. marts 2012

Tøse-tv

Foto: Fanpop.com

Jeg får snart spat af amerikanske tøsefilm. De drejer sig om kærlighed, men handler mest om utroskab. Tag bare “The Good Wife”, som er af legal typen og kører på Gud ved hvilken sæson, om den pletfri hustru, der afsnit efter afsnit bider i det sure æble og tappert tåler sin mands eskapader.

Det er simpelthen for meget med de evindelige historier om konen, der bakker sin mand op – stands by her man – selvom han i bund og grund er en utro slubbert. Og tv-billedet går igen i adskillige andre serier fra USA.

Hvorfor er der aldrig en historie på skærmen om en ægtemand, der bakker sin kvinde op, selvom hun har andre interesserer end ham? Det kunne ellers være lige så (lidt) underholdende, og i hvert fald mere i tråd med den moderne (kvindes) virkelighed.

Men sådan spiller klaveret ikke! Fjernsynet holder stædigt fast i, at det er manden der er utro, selv om han er nok så godt gift. Søndag aften kunne tøserne se en sådan sjuft rode rundt med en blondine – for så pludselig at blive afbrudt af lyden fra sin kones nøgler i hoveddøren.

Ind i klædeskabet med blondinen og så få ordnet tøjet og strammet slipset i en fart. Det var i mine øjne temmelig komisk. Enhver ved da, at det altid er en tyr, aldrig en ko, der skal gemmes af vejen i et klædeskab eller hoppe halvnøgen ud af et vindue når ægtefælden klapper.

Lur mig om ikke det i virkeligheden er kvinder der er mest utro…