Gå

Foto: Heather Crawford, USA

Vi har trasket seks kilometer fra Kastellet og tilbage igen. Sydbank havde inviteret til ECCO Walkathon, og det regnede næsten ikke.

Det handler om reklame, men det handler også om at gøre noget godt. Det er sundt at gå, og når firmaerne bag arrangementet ligefrem donerer kolde kontanter til hjælpeorganisationerne, så er det da bare at komme afsted. Også selv om vi går i ring. Og kø en gang imellem.

Der har været 17.150 deltagere i København i søndags. Og alle har fået rygsæk, æble, vand og armbånd med logoer på.

I mål skulle man udfylde sit gå-kort og beslutte om ECCO skulle donere de indgåede penge til SOS Børnebyerne, Børnehjertefonden eller WWF. Jeg vælger det sidste, for Verdensnaturfonden har måske verdens smukkeste logo. Og så synes jeg det er vigtigt at redde isbjørnen.

Ikke ved at komme den i Zoologisk Have, selvfølgelig – men ved at gøre noget for klimaet, så havisen ikke helt forsvinder og tager det flotte hvide rovdyr med sig.

Elefantoverhaling

Foto: Owen Elias, Thailand

Det kan da godt være det ser spøjst ud, men omvendt kan jeg ikke forstå at det skal forbydes.

Iøvrigt byder jeg kampagnen Holder DK kørende velkommen.

Etruskertal

Foto: Kristin Smith, USA

Det hedder de så ikke. Men faktisk var det etruskerne som opfandt romertallene. Hvorefter romerne tog dem til sig, og dermed til resten af verden.

Romertallene lever videre idag i bedste velgående. De er jo så smukke. Det kan godt være at de er forment adgang til vores lommeregnere, fordi de ikke er baseret på det muslimske titalssystem, men vi skriver stadig Margrethe II, Christian IV, osv.

Smukke ure er heller ikke fulgt med tiden. Der er noget tidløst over romertal, som er hinsides ethvert modelune. Men bemærk at urmageren har snydt med firetallet. IIII er pænere end det korrekte IV.

Romertallene har ikke noget tegn for nul. Men det behøver vi jo heller ikke på en urskive. Hvis den lille viser pludselig kunne pege på 0, så ville tiden gå i stykker. Og pendulet i stueuret stå stille.

Men som sagt; romertallene lever videre. De er også på dit klippekort til bussen. Hvilken måned har du sidst stukket kortet i maskinen? VIII, gætter jeg på.

Håndlavet kaffe

Kniirk, kniirk. Vi har lånt en kaffemølle ovre i kolonihavehuset med den sorte kat og det gasdrevne køleskab. Og nu sidder jeg langsomt og pulveriserer de italienske caffè Mokaflor bønner fra Firence. Mens de andre kværner løs inde i hulen.

Møllen sidder som et aggregat ovenpå en cylinderformet krukke, som vi har afmystificeret med sulfo og en opvaskebørste. Krukken er placeret mellem mine lår og hviler på havestolen, mens jeg roterer håndsvinget.

Tænker på det egentlig er sjovt at jeg, som ikke bruger sukker, må røre så meget rundt i kaffen. Og at det føles ekstra luksuriøst med ypperlig stempelkaffe når den indtages i havehus nr. 4 i bygevejr.

Så skinner solen lidt igen. De sidste bønner bliver hørt knirke og smuldre sig ned i krukken, og snart er der igen mokka til den lystige knævren løs os minglere imellem.

Vi snakker om alt muligt, og DMO er stærkt underholdende med et hav af historier fra sin lange karriere i dans med ovne og deres ejere.

Pia Kjærsgaard bliver også nævnt i den forbindelse, og som bonus info får vi at vide at damen har skrevet en artikel i Havebladet om den uspolerede danskhed bag kolonihavernes ligusterhække.

Dét – og den gode kaffe – får mg til at vågne op og fyre en lille aforisme af:

Pia Kjærsgaard hypper sine kartofler blandt folk med jord i hovedet.

Den fyrende hollænder

DMOs plæneklipper får en opsats monteret – og vupti har man pludselig en mobilovn der kan stå på græsset og bringe vand i kog.

Ja, det kan godt ligne en dampdrevet maskine til havebrug, men støbejernkassen med ringe og rust er alene opstillet med det klare formål at koge kaffevand.

Vi har ellers flere andre ting vi kan drikke til vores fine Mingler weekend her i det sydfynske: dåsebajere, paprødvin, whisky og sodavand.

Men nogen har købt kringlekage med chokoladeglasur. Det er næsten synd at spise sådan noget sødt stads uden at der følger en god kop kaffe til.

Nu er vandet ved at være køreklart. Så langt, så godt.

Fortsættes i næste blog…

Trøst tørst

Foto: Andy Naylor, Singapore

Øl er til tørst, ikke til trøst, lyder et  gammelt "mundhæld" fra bryggeriernes reklamer.

– Men hvad skal man så drikke, hvis man er ked af det? Spiritus? Varm cacao? Vin?

Well, selv foretrækker jeg vand. Jeg holder ellers meget af at beruse mig, men når det kommer til trøst, ved jeg ikke noget bedre end det kolde vand fra hanen.

Det er egentlig lidt mærkeligt, for når vandet som i dag konstant regner over det meste af landet, virker det temmelig trøstesløst. Men når det engang er blevet brøndvand, så er det forvandlet til en rigtig god trøster.

Jeg mener det bedste af slagsen kommer fra Københavns Vandforsyning. Andre foretrækker til en hver tid neutral Perrier eller andet kildevand på flasker. Men jeg synes ikke det smager af noget.

I princippet skal vand jo heller ikke smage af nogetsomhelst, hvis det ellers er 100 % rent. Men mit trøstevand må godt smage en lille smule af jern, sådan som jeg husker det fra min barndom på stenbroen.

Pistacie pastiche

Foto: John Kasey, Letland

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, lyder et gammelt ordsprog.

Det minder mig om engang jeg med nød fik en mand til det.

Jeg har altid holdt meget af pistacienødder, og købt hele sække af dem hos en iransk grønthandler på Istedgade. På min tegnestue stod der altid en skål fremme.

Jeg arbejdede som art director på MRW Business & Marketing, og ofte kom der illustratorer, trykkere, reprofolk og fotografer forbi den fine adresse i Hovedvagtsgade for at byde sig til.

En dag kom der en høj og meget langhåret fotograf. Han præsenterede sig selv og viste mig sin fotomappe. Mens jeg bladrede, spurgte han om det var ok han tog en håndfuld af mine pistacienødder. – Ja, selvfølgelig.
Billederne var meget specielle, og stilen kunne sagtens bruges i reklame øjemed. Lidt hen ad en pastiche over hippietiden. Så jeg fik hans visitkort. Og fordi han så sulten ud, gav jeg ham en pose pistacienødder med sig.

Efter han var gået, tænkte jeg at det egentlig var en skam han så så underlig lurvet og utjekket ud, når hans arbejde iøvrigt var absolut godkendt. Så jeg skrev et lille brev til ham, sikkert ikke særlig velskrevet, og sagde at han en anden gang godt måtte tage et bad og få noget smart tøj på. En klipning ville heller ikke skade.

Der gik noget tid, og en dag stak han pludselig hovedet indenfor midt i et møde på bureauet. Jeg kunne ikke straks genkende ham, og han sagde ikke andet end tak og gav mig et foto af sig selv; kortklippet, cool og rank, knipset i et spejl i herskabelige omgivelser. Og så gik han igen.

Jeg var målløs. Faktisk havde jeg så småt fortrudt mit brev til ham, for jeg syntes jeg havde overtrådt en grænse. Det rager jo i princippet ikke mig, hvordan andre mennesker tager sig ud. Men heldigvis tog manden godt imod mit råd.

Det er mange år siden jeg var en af landets yngste AD’ere. Men jeg har vist stadig hans foto et eller andet sted.

Moralen må være, at det som regel er godt at skrive sin mening, og spise pistacienødder.

Mandetips

Foto: Richard Styles, Storbritannien

Min søns storebror og jeg har et ritual når der kommer engelske kampe på tipskuponen. Så tipper vi hver tre halvgarderinger og ser hvem der får flest rigtige – og dermed vinder håneretten i en hel uge.

Det burde være Kofi der vinder, for knægten véd faktisk noget om engelsk fodbold: hvilke spillere der er på de forskellige hold, om de er skadede, hvem der er træner, og hvilke systemer der stilles op efter.

Jeg derimod, kan knapt nok forklare offside reglen. Så jeg bruger en særlig maskulin variant af sypigetipset. Det beror ikke på ren tilfældighed, men er baseret på det faktum at bolden er rund og alt kan ske.

Aston Villa - West Ham.
Der er en overraskelse hvis West Ham vinder. Og overraskelser er der altid. Altså 2

Blackburn - Everton
Den er svær. Blackburn ligger godt i munden, men omvendt har jeg engang haft en Everton cykel. Så jeg halvgarderer 1 2

Bolton - Fulham
Jeg er ikke sikker på om Michael Bolton spiller fodbold, men synge kan han. 1

Sunderland - Birmingham
Jeg aner ikke hvor Sunderland ligger på verdenskortet, men landshold er som regel stærkere end byhold, 1

Wigan - Blackpool
Igen, to velklingende navne. Halvgardering, 1 2

Wolverhampton - Stoke
Lyder lidt hen ad ulve på hjemmebane. 1

AIK - GAIS
Aner det ikke, men nu har vi haft så mange 1-taller at 2 må være det rigtige kryds

Malmö FF - Gefle
Jeg kan godt lide gifler, så 2

Leicester - Middlesbrough
Nogen gange ender en kamp uafgjort. Eller også vinder dem i det røde tøj. X 2

Millwall - Hull
Jeg fornemmer skriften på møllevæggen. 1

Portsmouth - Reading
De er vist lige gode til at finde vej til målet, så det bliver et gadekryds

Sheffield United - Queens Park Rangers
Det bliver musikken der afgør den kamp. 2 til ære for Freddie Mercury

Watford - Coventry
Coventry spiller vist også i rødt. Det er en vinderfarve. 2

Kofis tipskupon er håbløs. Han er sat et-taller over hele linien, samt et par 2-taller ved kamp 2 og 12, og et ekstra kryds ved nieren. 

Så er det alligevel mere seriøst med mit system, der dog ikke er meget bedre end det klassiske sypigetips. Det er stadig ligeså svært at ramme rigtigt som at finde en nål i en høstak.

Klumpen

Foto: Jacob Ehrbahn

En syndflod af Klumper i plastik og alskens merchandise skal henvise Coca-Cola til mærkevarernes andenplads i ethvert barns bevidsthed.

Rasmus med efternavnet Klump er et brand med tonsvis af uudnyttede afsætningsmuligheder, mener Egmont som ejer det. Så nu sker der noget. Vi får blandt andet Rasmus Klump pandekage-restauranter, og bamsebjørnen relanceres som hovedperson i et nyt Rasmus Klump blad, til unger i alle lande, med helt nye historier, tegnet i trendy streg.

Jamen, er jeg slet ikke glad for at min barndoms tegneseriehelt nu bliver eksponeret worldwide? – Næe, egentlig ikke. Bamsebjørnen er jo projiceret helt ud af sig selv.

Da jeg var dreng, kunne Rasmus Klump være i en pixi-bog, og så var der endda også plads til Pelle, Pingo og Skæg, hans gyngestol, skuden Mary, plus alt det løse i pelikannæbbet.

Kræmmermarked

Du kan prutte om prisen på plakaten med Ruth Orkins berømte foto i glas og ramme. Eller Barndommens gade af Tove Ditlevsen. Eller noget af Najas legetøj som hun ikke leger med mere. Eller tusinder af andre ting hos Shannie & Co på K 7, 9 og 11 i dag og weekenden med, på det store Dragør Marked.

Vejret holder tørt og teltet bugner af ægte loppemarkedsager, som skal sælges. Alle pigerne er taget afsted her til morgen, ivrige efter at handle. De har taget madkurv med og der er kaffe på termokanden.

Selv har jeg fået lov til at blive hjemme, for jeg var med ude i går aftes og sætte telt op. Men alle andre skal selvfølgelig tage til kræmmermarked i Dragør. Bamses Venner kommer også.

Nyt om navne

Daniella folder sig rigtig ud i denne uges Søndag. Temaet er navneskift, for mange vil sikkert gerne vide hvad der får nogle mennesker til at gå væk fra det navn der står på deres dåbsattest, til fordel for noget helt andet.

Daniella er en oplagt case i den forbindelse. Interviewet med den gamle pige er virkelig godt, og journalisten kommer godt rundt om hele processen. Silje og Hanne har også gode historier og pointer, men vores Daniella er alligevel den bedste.

Ugebladet Søndag kunne vist også trænge til et nyt navn. Det udkommer nemlig mandag, men læserne, som langt overvejende er voksne kvinder, er vist ligeglade med den manglende logik.

I hvert fald kan de glæde sig over det gode interview og de flotte billeder af Daniella. Og så er der 16 sider tillæg med Danmarks bedste krydsord og et portræt af Alberte Winding som sørme er oldebarn af Paul Gauguin.

Raps

Foto: Piotr Bizior, USA

Sådan en fejende flot gul mark – og så afspejler navnet på planten slet ikke skønheden. Hvorfor mon vi på dansk kalder den smukke gule nytteplante for raps? Det lyder jo som et hårdt slag over fingrene.

Niels Hausgaard har også undret sig. Raps lyder jo som noget grimt og smerteligt. Hvorimod klamydia jo lyder smukt og yndefuldt. Så han har foreslået at vi bytter om på ordene og kalder sygdommen for raps, og den pragtfulde mark klamydia.

God idé, som næppe nogensinde bliver god latin i Dansk Sprognævn. Men vi kan trøste os med, at planten har fået et endnu værre navn på engelsk. Dér hedder den rape – som også betyder voldtægt.

Skibet er ladet med

Både børn og voksne synes det er sjovt at læne sig mod blæsten når hurtigfærgen pisker over Østersøen mellem Ystad og Rønne. Og blæst er der også om navnet på den kommende færges navn.

Den nuværende hedder Villum Clausen, og vi taler om en rigtig hurtig fætter. En katamaran i aluminium, som let høvler afsted med over 40 knob, en hastighed som bilister kender bedre som 70 kilometer i timen.

Næste år kommer der en ny katamaranfærge, en halv gang større end Villum Clausen. Den får hele tre vogndæk og bliver mere manøvredygtig, står der blandt meget andet i en artikel i Ingeniøren.

Men så er der jo det med navnet. Debatten ruller stadig blandt bornholmerne, selv om det har ligget fast siden den 24. marts. Den nye monster speedbåd får navnet Leonora Christina, og det er faldet nogle af øens beboere for brystet.

Kongedatteren Leonora Christina sad jo fængslet i 1600-tallet, og derfor mener præsten i Allinge, at man ligeså godt kunne kalde færgen Landsforræderen Leonora Christina. Andre kritiserer præsten for den udmelding, for hun var jo fængslet på grund af Corfitz Ulfeldt, der var beskyldt for landsforræderi og plyndring af den danske statskasse. Så kan man vel sige, at hun blot gjorde som præsten (også) dengang prædikede – fulgte sin ægtemand i både medgang og (især) modgang.

Anyway – diskussionen giver anledning til at dykke ned i historien og fiske efter facts om den kvinde som fra 2011 lægger navn til en af verdens ti største hurtigfærger.

Pigen på billledet hedder forresten Naja. Hende er der ingen fartøjer som har taget navn efter, endnu da.

Bimmer

Hidtil har jeg ikke fattet at en BMW kan ha’ sådan et åndsvagt kælenavn. Vi taler jo om en virkelig kraftfuld vogn, der sparker røv – og den tyske bilkoncerns bomærke ligner da også mest af alt et piktogram af en ringmuskel.

Men nu ser jeg at Bimmer alligevel er et godt navn til en BMW – når den ser ud som her. Denne lille nuttede sag kom kørende og fandt en P-plads tæt på hvor jeg og Naja havde sat os for at spise en krøllebølle is.

Ejeren er norsk og fortæller at den trehjulede bil kørte ud fra fabrikken i 1959. Men da han købte den for et par år siden, havde den bestemt set bedre dage. Der ligger mange, mange timers arbejde bag det smukke syn denne solskinsdag på Bornholm.

Om han og hans kone også kalder deres BMW for en Bimmer, ved jeg ikke. Men jeg tvivler. Hjemmesiden for Klassiker klubb Norge virker 100 % fri for slang.

Normalt er jeg ikke en dyt interesseret i biler, men denne nuttede sag med sin store og eneste fordør kan godt fascinere en smule. Det er nu dejligt at der findes folk som holder liv i gamle transportmidler. Uden disse mennesker var veteranbiler og damplokomotiver måske forlængst glemt historie.