Pistacie pastiche

Foto: John Kasey, Letland

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, lyder et gammelt ordsprog.

Det minder mig om engang jeg med nød fik en mand til det.

Jeg har altid holdt meget af pistacienødder, og købt hele sække af dem hos en iransk grønthandler på Istedgade. På min tegnestue stod der altid en skål fremme.

Jeg arbejdede som art director på MRW Business & Marketing, og ofte kom der illustratorer, trykkere, reprofolk og fotografer forbi den fine adresse i Hovedvagtsgade for at byde sig til.

En dag kom der en høj og meget langhåret fotograf. Han præsenterede sig selv og viste mig sin fotomappe. Mens jeg bladrede, spurgte han om det var ok han tog en håndfuld af mine pistacienødder. – Ja, selvfølgelig.
Billederne var meget specielle, og stilen kunne sagtens bruges i reklame øjemed. Lidt hen ad en pastiche over hippietiden. Så jeg fik hans visitkort. Og fordi han så sulten ud, gav jeg ham en pose pistacienødder med sig.

Efter han var gået, tænkte jeg at det egentlig var en skam han så så underlig lurvet og utjekket ud, når hans arbejde iøvrigt var absolut godkendt. Så jeg skrev et lille brev til ham, sikkert ikke særlig velskrevet, og sagde at han en anden gang godt måtte tage et bad og få noget smart tøj på. En klipning ville heller ikke skade.

Der gik noget tid, og en dag stak han pludselig hovedet indenfor midt i et møde på bureauet. Jeg kunne ikke straks genkende ham, og han sagde ikke andet end tak og gav mig et foto af sig selv; kortklippet, cool og rank, knipset i et spejl i herskabelige omgivelser. Og så gik han igen.

Jeg var målløs. Faktisk havde jeg så småt fortrudt mit brev til ham, for jeg syntes jeg havde overtrådt en grænse. Det rager jo i princippet ikke mig, hvordan andre mennesker tager sig ud. Men heldigvis tog manden godt imod mit råd.

Det er mange år siden jeg var en af landets yngste AD’ere. Men jeg har vist stadig hans foto et eller andet sted.

Moralen må være, at det som regel er godt at skrive sin mening, og spise pistacienødder.