Kniirk, kniirk. Vi har lånt en kaffemølle ovre i kolonihavehuset med den sorte kat og det gasdrevne køleskab. Og nu sidder jeg langsomt og pulveriserer de italienske caffè Mokaflor bønner fra Firence. Mens de andre kværner løs inde i hulen.
Møllen sidder som et aggregat ovenpå en cylinderformet krukke, som vi har afmystificeret med sulfo og en opvaskebørste. Krukken er placeret mellem mine lår og hviler på havestolen, mens jeg roterer håndsvinget.
Tænker på det egentlig er sjovt at jeg, som ikke bruger sukker, må røre så meget rundt i kaffen. Og at det føles ekstra luksuriøst med ypperlig stempelkaffe når den indtages i havehus nr. 4 i bygevejr.
Så skinner solen lidt igen. De sidste bønner bliver hørt knirke og smuldre sig ned i krukken, og snart er der igen mokka til den lystige knævren løs os minglere imellem.
Vi snakker om alt muligt, og DMO er stærkt underholdende med et hav af historier fra sin lange karriere i dans med ovne og deres ejere.
Pia Kjærsgaard bliver også nævnt i den forbindelse, og som bonus info får vi at vide at damen har skrevet en artikel i Havebladet om den uspolerede danskhed bag kolonihavernes ligusterhække.
Dét – og den gode kaffe – får mg til at vågne op og fyre en lille aforisme af:
Pia Kjærsgaard hypper sine kartofler blandt folk med jord i hovedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar