Sidney Lee

Foto: Davide Guglielmo, Italien

Aldrig hørt om manden, før det går op for mig at han, målt på Google hits, er den største kändis i Danmark. Anni & Erik, gå hjem og vug. En af mine favorit-bloggere har dog en plausibel forklaring på dén side af sagen.

Alligevel vækker historien interesse, og en sympatisk og velskrevet artikel om Sidney Lee, der går på grillbar, er da også en af Politikens mest læste på nettet.

Det er lidt som med Paris Hilton. Største forskel er måske, at hvor hendes baggrund er luksushoteller, er hans spillemaskiner. Sidney Lee har hængt ved dem lige siden han kunne gå, og har en stor samling af dem. Han kan reparere dem, når de går i stykker, og er selvsagt en master gamer.

Og så kan han, ligesom Paris, se lidt godt ud og gå i byen. Han kan køre drinks ind i nattelivet, uden at drikke sig direkte i hegnet. Han har været med i stort set alt indenfor dansk reality-tv, og så er han fan af amerikansk wrestling. Og så har han en kat der hedder Pussy. Det er sådan set dét.

Som kändis opfylder han helt klart et behov. Tusinder vil være venner med ham på Facebook. Han får penge for at gå i det rigtige kluns, og bliver også godt betalt for at stille sig om bag baren og lade sig fotografere sammen med sådan nogle som dig og mig.

Pengene vælter ind, og snart flytter han fra Vanløse ind til byen hvor han voksede op i Professor Olsens Spilleland. Sidney får en fin adresse på Vesterbro, 300 kvm, så der bliver plads til alle arkade spillene fra de gode gamle dage.

Han er en af de nye kendte. En kändis light. De kongelige er blevet for tunge og avancerede, med alle deres mange rejser, aliens, børn og familieproblemer. Kongehuset repræsenterer ikke længere Folket, som det gjorde engang.

En kendt skal skille sig ud, og alligevel ikke. Sidney Lee er nem at have med at gøre. Insert coin, og han tér sig som forventet, og er alligevel en smule uforudsigelig. Så medierne klistrer sig til ham. Han er en space invader i det offentlige rum.

Alle snakker om ham. For eksempel om hvordan han blev slået ud af Tøffe i en boksekamp, næsten inden den var begyndt. Alle synes at have hørt om ham, jeg tror sørme han er mere kendt end bissen Stig Tøfting. Præsten Flemming Pless i Christians Kirken har også haft ham med i en prædiken. Jeg ved ikke i hvilken forbindelse, men sikkert som noget Fanden har skabt.

Sidney Lee har faktisk ikke noget indhold. Men han kan godt lide at være på, og vil gerne provokere lidt for hyggens skyld.

Og det si’r blip, blop. Og game over.

Manglebræt

Foto: Nationalmuseet i Brede

Har du hørt om sådan et?

Det hører fortidens vask og strygning til: Når en kvinde skulle glatte et større stykke klæde, viklede hun det omkring sin manglestok, og så rullede hun det glat med sit manglebræt, 10-20 gange, frem og tilbage. Sådan her

Heldigvis er tiden løbet fra den metode. Tænk hvis tøjvask stadig var et hårdt slid, uden vaskemaskine, tørretumbler og designer dampstrygejern…

Men manglebrættet havde også en anden, vigtig funktion som kærestegave:

Traditionen var, at en forelsket ungersvend skulle gjorde sig virkelig umage med at lave et manglebræt til sin udkårne. Brættet skulle være cirka 65 cm langt, og have et smukt håndtag, gerne i form af en hest. Jo smukkere, des bedre. Og gerne med fine udskæringer og bemalinger. Det færdige almue kunstværk skulle han så forære til sin kæreste.

Hvis hun fandt, at manglebrættet var godt, ville hun så lave en manglestok, også cirka 65 cm lang. Den skulle være glat og cirkelrund, lige til at rulle. Hvis ungersvenden fik en sådan tingest, ja så var de så godt som mand og kone.

Prøv at se hvor romantisk den ukendte kunstner her har været: Vi·kan·paa·roser·gaa. Sikken tid det må ha’ taget. Alle de detaljer, og det håndtag. Det har været et hestearbejde.

Og se, hvor smukt det er lavet. Manden har gjort alt for at udtrykke sin kærlighed og lyst til at være sammen, nøgne, side om side. Hun kan ikke ha’ været i tvivl om, at han inderligt har ønsket at være hende tro og huld, livet ud.

Sådan har jeg det også med Garntrisse :-)

Knold & Tot testen

Foto: Timi Az En Vaok, Irland

DR Nyheder har kikket i finanslovsforslaget og bemærket indtægter og udgifter i forbindelse med den danskprøve, som materialiserer sig i et tæt samarbejde mellem UdlændingeService og Dansk Folkeparti.

Ægteskab uden Grænser, som ellers roser UdlændingeService, ser nu rødt og protesterer højlydt mod, at det skal koste 3000 kr. for en danskgift udlænding at gå op til prøven, som reelt er en slags Knold & Tot test.

Jeg vil nu ikke kalde det en nyhed. Allerede for et år siden skrev jeg her om den tåbelige prøve og de uforskammede 3000 kr.

Men det er da behageligt at se noget kritik fra landsforeningen, som jeg engang var formand for. Service Magasinet fra UdlændingeService har i de seneste numre kunnet bringe stort opsatte artikler om de dansk-udenlandske ægtepars store tilfredshed med styrelsen – godt hvis der også på længere sigt vil komme modstand fra Ægteskab uden Grænser.

I Dansk-Nordisk Modstandsbevægelse undrer vi os stadig over, hvordan regeringen har tænkt sig at gennemføre Knold & Tot testen. Den karambolerer klokkeklart med EU Direktivet. Som jeg forresten også har skrevet om før, blandt andet her og her.

Miss Universe

Foto: Hector Landaeta, Venezuela

TV2 Nyhederne hæfter sig ved at Venezuela igen, igen har vundet titlen som universets smukkeste frøken.

Det sydamerikanske land hele seks gange fostret universets smukkeste, og er iøvrigt også største leverandør af vinderkvinder til Miss World konkurrencen.

Det ligger i luften, at hvis man vil være en rigtig smuk dame, så skal man sørge for at få venezuelanske forældre. Det er dér man får de lækreste gener.

Jeg har læst mig til at årets vinder har polske og ukrainske aner, og at befolkningens genetik i Venezuela iøvrigt er en stærk blanding, med vigtige spanske og vestafrikanske ingredienser. Er det så ikke mere korrekt at de kønneste er de mest globaliserede?

Venezuelanske kvinder er bestemt smukke, men de ultimativt skønne har gener fra hele verden. Det er vel også derfor det hedder Miss Universe…

Burka

Foto: Et snapshot fra tegneserien Smil lidt mere, Københavns Bogforlag, 1983

Kan det siges mere præcist? Tegneren Hjalmar Sandøy var allerede i begyndelsen af 1980erne helt klar i blækket, da han sagde at det danske kvindesyn er uforeneligt med det islamiske.

Med det in mente er det måske meget naturligt at der er så meget ballade omkring burkaen. Det var bemærkelsesværdigt nok en konservativ justitsminister der for 40 år siden stillede lovforslag om at frigive pornoen.

Det blev vedtaget med stort flertal, og ifølge Danmarkshistorien.dk blev vi således det første land i verden hvor man helt lovligt kunne glo på porno… Og nu vil Konservative så omvendt gøre det ulovligt at glo på burkaer.

Men ligesom dengang er der splittelse i partiet om sagen. Men mit gæt er, at de konservative fejlvurderer virkningen af et burkaforbud, ligesom de også fejlvurderede følgerne af den fri billedpornografi.

Peanuts

Foto: Patryk Specjal, Polen

Jeg har blogget om både stort og småt. Men nu får I en blog om nærmest ingenting. Mest for det fine foto.

Men måske er emnet ikke så bagatelagtigt som titlen antyder. For hvor ville vi være uden de saltede jordnødder? – De er jo nærmest livets salt!

En lille pose på bare 50 gram, som Garntrisse har købt til mig i et kroatisk supermarked, siger det ganske klart: Peanuts er GUD

Kikiriki er kroatisk og betyder jordnødder. Først troede jeg at GUD kikiriki så var en slags Split-engelsk og betød gode peanuts. Men Google oversætter det konsekvent til gud(dommelige) jordnødder.

Der er for mig ingen tvivl: Peanuts er stærkt undervurderede, og det er på tide at de små snacks kommer til ære og værdighed, gerne i selskab med koldt øl og fodbold i fjernsynet.

Værs’go’ og spis :-)

Lazytrisse

Her er et foto af os, billedligt talt. Vi holder begge af øl, men hver sin slags.

Garntrisse er til de milde, lyse. Jeg er til de stærke, mørke.

Sådan en lys og lækker hvedeøl er lige hende, mens en dunkel, lakridsagtig tung porter ligger lige til mit højreben.

Gode venner kom i dag og begavede mig med tre flasker virkelig sort polsk kvalivare – Żywiec porter, brygget efter en tussegammel opskrift. Det er lige mig. Og det er ikke Garntrisse.

Sådan er det med os. Vi griber til hver vores yderlighed indenfor øl. Weißbier til min elskede, stout til heldige mig.

Det er vistnok humlen ved et godt forhold. Man må have hver sin lyst til øl. Og vi har et både mildt og stærkt forhold. Ying og Yang. Lyst og mørkt.

Nu er det mørkt, og vi har lyst til hinanden.

Køb ikke en Bilka-cykel

Min søn har i over et år plaget om en ny cykel, så det er gået op for hans far her, at der er tale om et reelt og stort ønske. Eneste krav fra sønnike er at cyklen skal være sort.

Sådan en finder jeg til en billig penge igår, hvor jeg er med Garntrisse på powershopping i Bilka Hundige. Den er sort, som den skal være, og har Shimano 3-gear, bagagebærer, håndbremser, kædeskærm, støtteben m.m. – hele baduljen nedsat 700 kr. til 999,- kr.

Jeg tjekker kvaliteten iøvrigt på den udstillede model. Den er ok, og så tager jeg en Active Fantazie 26" cykel-seddel og lægger i indkøbsvognen. Spadenemt.

Oppe ved kassen aflæser kassedamen stregkoden og lader en bemærkning falde om at varen udleveres i Ishøj. Hva’ba!

Ork, sådan har det da været i snart et år. Udleveringen i Hundige er sløjfet og flyttet til Ishøj. – Jamen, der står jo Bilka Hundige på sedlen?… – Nåe, det er bare fordi det er en gammel cykel-seddel…
Måske skulle jeg straks have annulleret mit køb, men på den anden side ligger Bilka Ishøj jo lige op af næste S-togstation. Jeg stikker til Ishøj.

I Bilka Ishøj går jeg hen til kundeinformationen og trækker et nummer. Da det et kvarter senere bliver min tur, tror jeg naivt at nu får jeg snart min cykel til Jeremy. Men nej…

I stedet får jeg en fotokopi af et kort, der viser vej til Bilka Vareudlevering – på Industribuen 2-4, tre kilometer væk! Buslinie 400S går direkte fra Ishøj station til Industribuen hvert 10. minut, står der på papiret.

Da jeg når derud, gør jeg lagerchefen opmærksom på, at det er lidt problematisk at skulle hente en cykel i en stor papkasse i et industrikvarter. For som bekendt er de offentlige buslinjer ikke beregnet til godsbefordring…

Jeg har dog heldet med mig. Buschaufføren kigger lidt på mig og min store papkasse, og lukker så næstekærligt midterdørene op så jeg kan komme med.

Hjemme hos Garntrisse skal jeg så lige selv montere sadel og pedaler, som de oplyste hos Bilka. Jeg synes det er fornuftigt samtidig at montere forskærm, forhjul, ringeklokke og hvid refleks. Plus for 127 kr. forsikringsgodkendt CSI Clicklås. Den medfølgende pose med umbraco-nøgle og udstanset metaldimmer rækker ikke – uden Garntrisses værktøjskasse med umbraco i korrekt størrelse og stjerne- samt almindelig skruetrækker var det ikke gået.

Så skal jeg lige pumpe dækkene og opdager at den er med bil-ventiler! Heldigvis har Garntrisse en venlig nabo med en kompressor.

Således gik det meste af dén lørdag, før Jeremy kunne tage sin sorte cykel i brug.

Selv om det ville have været dyrere, så ville det have været meget lettere og rart at købe en cykel hos den lokale cykelhandler. Dér får man den færdigsamlet, indstillet, tip-top, med det samme – og der følger som regel smil, prøvetur, service-tjek og gratis småreparationer med i den første tid.

Jeg faldt for et billigt tilbud. Men hos Bilka får du kun hvad du betaler for – og det er en selvhenter, på et lager udenfor byen, langt fra hvor du har købt cyklen.

Hvid skjorte

Foto: Ginny Warner, Holland

Jeg går stort set ikke i andet. Cowboybukser og hvid skjorte. Så føler jeg mig godt tilpas.

Det skal jeg af og til høre for. Kan jeg ikke gå i andet? – Har jeg ikke andet?

Jo, min ven Jeferson gav mig sidste år en blå med striber. Den er stadig i sin cellofan, aldrig brugt.

Faktisk har jeg dårlige erfaringer med at gå i andet end hvid skjorte. Da Clips.dk hjemmesiden skulle laves, sagde de andre drenge, at jeg ville være vanskelig at fritlægge i Photoshop. Min hvide skjorte ville falde i ét med baggrunden, så hvis jeg lige gad købe en ikke-hvid…

Altså købte jeg en sandfarvet skjorte. Det gav kun problemer.

Da hjemmesiden blev lavet, lysnede Erik og Jan min skjorte i hvert eneste filmbillede – jeg så simpelthen forkert ud i andet end hvid skjorte.

Og da jeg og Jeremy besøgte farmor (læs: mor), lagde hun den sandfarvede skjorte i klorin, og forsikrede sejrsikkert, at den skjorte skulle hun nok få gjort hvid igen…

Nej, det går ikke at jeg går i andet end hvid skjorte. Og i farmors genbrugsbutik i Lunderskov er der som regel en eller to til ingen penge, måske indleveret af en stor jysk konfirmand der har brugt den for første og sidste gang.

Bosweel, størrelse 41, med lange ærmer. Det’ lige mig. Med skjortelomme til min Caran d’Ache kuglepen og Sony Ericsson mobiltelefon.

Hvid skjorte harmonerer også så fint med mit englevæsen :-)

Tilsyneladende holder insekter også af hvid skjorte. Det konstaterede vi, da vi drak kaffe i haven. Gnavpander, som bittesmå sorte wannabe-fluer hedder, satte sig på det hvide stof, og ofte var min hvide skjorte også rasteplads for en sommerfugl eller to.

Og så var der blomsterfluerne, som ved første øjekast ligner hvepse – men som hverken har forbilledets bzzz, størrelse eller hurtighed. De er så dovne at man ligefrem kan ae dem.

Jeg tog forsigtigt en i vingen og placerede den på en pelargonie – hvid, selvfølgelig. Den gjorde næsten ingen modstand.

Pas på hunden

Foto: John Marcotte, USA

Jeremy blev uheldigvis bidt en aften da han var på sommerkoloni i Boserup med Vesterbros Ungdomsgård. Selvom det ikke var alvorligt, tog en medarbejder ham med på skadestuen, for en sikkerheds skyld. Jeremy kunne jo med biddet have fået overført rabies, eller hvad ved jeg.

Det var mens der var Roskildefestival, så ventetiden blev nattelang og blev fordrevet med en Steen & Stoffer, som min søn havde fået med i sin kuffert. En tegneserie er også en god trøster.

Naturligvis var jeg blevet ringet op og orienteret om uheldet. Og jeg kunne også hjælpe lidt herhjemmefra, ved at undersøge om hans stivkrampevaccination stadig var aktiv. Det fik jeg bekræftet hos vores læge næste morgen.

Så vidt, så godt. Dreng bliver bidt i hånden af en hund, det er sket masser af gange og vil også ske igen. Alligevel tænkte jeg over episoden. En eller anden køter havde bidt min søn da han ville klappe den.

En dag fandt jeg ud af, at hunden hedder Duff og tilhører en klubmedarbejder der hedder Christina, og så kunne jeg godt huske den fra den første dag da jeg sammen med nogle af de andre forældre var kørt til Boserup for at aflevere vores børn. Det var en mellemstor sort vovse.

Medarbejderen sagde, at den aldrig før havde bidt et barn – men hvorfor kunne jeg så svagt huske at den havde haft mundkurv på? Og hvis jeg huskede rigtigt, hvad skulle den så på en sommerkoloni for børn?

Jeremy syntes ikke jeg skulle gøre en sag ud af det, men i går tog jeg mig alligevel sammen og fik en snak med Mette, som er en meget vellidt dame med stor erfaring og anciennitet på Vesterbros Ungdomsgård.

Hun var boss på kolonien, og fortalte at hun inden de tog afsted, havde spurgt ind til hunden. Christina havde sagt, at den ikke ville bide, men den måske godt kunne finde på at nappe lidt i kådhed. Det var Mette ikke helt tryg ved, så hun ville kun tillade at den kom med, hvis den fik en mundkurv.

Mette kendte godt hunden lidt i forvejen, for den havde tidligere været med Christina i klubben, helt uden problemer. Men hun ville ikke løbe nogen risiko, derfor skulle Duff udstyres med mundkurv.

Men en hund skal jo af og til have noget at spise, og så må man jo have mundkurven af. Og så var det altså at Jeremy var blevet bidt da han ville ae den på ryggen.

Bagefter havde der været snak om at Duff skulle lukkes inde på et aflåst værelse i den norske bjælkehytte resten af ugen. Men for Mette var der ingen tvivl: Christina skulle straks returnere til København med sin hund, og den måtte aldrig mere sætte sine poter i hverken klub eller koloni.

Jeg er faktisk godt tilfreds med Mettes forklaring, og min blog skal ikke læses som en kritik af Vesterbros Ungdomsgård, tværtimod. Jeremy er glad for at gå der, og en ung musikalsk medarbejder der hedder Ø lærer ham tit nye basgreb i klubben. Der er også et klaver, hvor Jeremy kan spille lidt for sig selv og sine venner.

Christina gider jeg ikke tale med. Hun har valgt at beholde sin hund, selvom det vil være bedst for alle parter at den bliver aflivet. Det kan der for mig at se ikke være nogen forklarmigrøv om.

I det hele taget forstår jeg ikke dem der har et kæledyr, man skal være på vagt overfor. Når folk er nødt til at have et skilt som på billedet, så må årsagen være som fotografen selv har formuleret det: I guess they don't want company.

Fridas fingerfisk

Copencabana er populært blandt børnene her på Vesterbro. Bassinet er forbløffende rent, og ikke koldt. Og er man heldig, kan man få en lille fisk på fingeren.

Fotograferet i fredags, hvor jeg med Christianiacyklen transporterede Jeremy, Rebecca og Frida om bag Fisketorvet så de kunne hoppe i havnebadet.

Spam

Foto: Paula Patrocínio, Portugal

Så vil jeg da også blogge mig over de endeløse rækker af engelske tekster uden mål og med. Cevel har foreslået at vi ordentlige bloggere holder op med at skrive noget indtil administrationen kommer ud af sin passivitet og gør noget ved problemet.

Så langt vil jeg nu ikke gå. Jeg er heller ikke holdt op med at skrive et brev eller postkort i ny og næ, selv om mere og mere af det postbudene putter i vores brevsprækker er ligegyldige reklamer for dåsekød og andre ulækkerier.

Men kan Mingler.dk ikke gøre noget så spammernes blablabla automatisk fjernes fra listen over de 100 seneste blogs? Vi er rigtig mange der ikke gider at se det skrammel ligge og fylde op i vores community.

Bropenge

Så er den nye halvtredser i trykken, og gangbar fra og med i morgen.

Jeg synes den ser lidt gammeldags ud, trods skjult tråd, vandmærke, vinduestråd, mikrotekst, hologram, flourscerende farve, UV-lys, og hvad der ellers er gjort for at give eventuelle falskmøntnere de størst tænkelige problemer.

Men jeg kan godt lide konceptet med en bro til hver pengeseddelforside. Og så et arkæologisk fund til bagsiden.

Halvtredseren har Sallingsundbroen og Skarpsalling-karret på sig. Mere info på Nationalbankens hjemmeside.

Morbær

Der står et morbærtræ i Lene & Arthurs have nedenfor Skamlingsbanken. Og der er billedet til denne blog taget. Jeg har åbenbart en stor lyst til at blogge om bær:
Hjortron. Blåbær. Jordbær. Brombær…

Morbær smager surt og bittert, siger Arthur. Jeg synes egentlig de er dejligt friske i smagen, som stikkelsbær og ribs tilsammen. Men ifølge Danmarks førende havemand skal vi bare være tålmodige og vente til de røde morbær bliver nærmest sorte – så lukker smagen sig for alvor op for alle, som Lene giver lov til at plukke fra træet.

Istedløvens kattelem

Istedløven skal tilbage hvor den kom fra. Det har byrådet i Flensborg bestemt. Men tidligere direktør for Grænseforeningen Niels Henriksen har opdaget en lille, men vigtig detalje i resolutionen:

Frem for at stemme for løvens tilbagevenden til alten Standort in Flensborg, har man ændret i teksten, så den store missekat nu blot skal til Standort Flensborg. I praksis betyder det i følge Niels Henriksen, at dyret lukkes inde i byens Museumsberg, hvor den får selskab af en samling andre mindesmærker som tiden, med tiden, er løbet fra.

Ved at fjerne det lille ord in, vil man undgå at komme i en uønsket politisk situation. Der er nemlig mange, som synes Istedløven er yt, og den kan meget vel være hærværkstruet. Hvilket igen, igen, ville bringe de nationale følelser op i det røde felt. Så tanken er at låse den inde i en gård til den er glemt.

Men med al den blæst der er og har været omkring krigsmissen, kan jeg godt se den placeret på Enghave Plads, med udsigt op ad Istedgade, der som bekendt aldrig overgiver sig.

Man kunne også, som Niels Henriksen beder om i Weekendavisen – lade den stå hvor den er. Den er i kraft af sin omtumlede tilværelse en fin markering af samhørigheden mellem Sydslesvig, den danske mindretal i Flensborg, og gode gamle Danmark.