onsdag den 27. maj 2009

Tronfølgerske



Der kommer snart valgkort ind gennem vores brevsprækker. Det vigtigste gælder valget til Europa-Parlamentet søndag den 7. juni. Men så er der også det andet, samme dag – det om der skal være ligestilling når tronen går i arv. Altså om prinsesser og prinser uanset køn som førstefødte får kronen på hovedet hvis dronningen eller kongen stiller de forgyldte træsko eller frasiger sig tronen inden da.

Det er sætningen søn går forud for datter, Folketinget gerne vil af med. Og det kræver altså en folkeafstemning. Og ikke nok med det: mindst 40 % af de stemmeberettigede skal stemme for ændringen.

Jeg har dog længe undret mig over hvorfor det haster så meget med at få ændret Tronfølgeloven. Den næste royale til tronen er jo alligevel en herre. Når HKH dronning Margrethe II falder fra på et eller andet tidspunkt, så står Frederik klar som den ældste – og da han besvangrede den smukke Mary fra Tasmanien, Australien stod den (!) som bekendt på xy-kromosomer.

Det er kongekronen der skal være i brug i hvert fald de næste to generationer. Hverken du eller jeg kan meget langt ud i fremtiden få øje på den situation, at en yngre prins vil kunne snuppe tronen for næsen af sin storesøster.

Jeg fører eftertænksomt venstre hånd op til min hage – jeg tror sgu jeg undlader at stemme om den tronfølgelovsændring! Hvorfor stå i kø for det? Det haster jo ikke.

Men bortset fra det, så er jeg da enig i budskabet i den lille film fra Statsministeriet; Selvfølgelig er det bedøvende om de fremtidige kongelige regenter bliver konger eller dronninger.

Forresten er det en rigtig sød og sjov hjemmeside i 1953-stil, der er stikket sammen i anledning af folkeafstemningen – selv om den helt og aldeles er farvet af sund fornuft, og går ind for en ændring.

Man må unægtelig give professor Christian Kock fra Københavns Universitet ret, når han siger, at det ikke er Statsministeriets opgave at fortælle os, hvad vi skal stemme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar