mandag den 18. maj 2009
Minglerrøg
Minglere med hang til lam og whisky har haft en god dag i fortiden, da der igår søndag var stimlet sammen til hygge i Sagnlandet ved Lejre.
Fund fra vikingetiden viser, at vi allerede dengang havde tjek på det med at grille. En rekonstrueret justérbar trefod danner ophæng til en stor jern(alder)rist, og en smilende medarbejder kommer med brænde og en portion gløder i en trillebør, der dog ikke er så meget Trelleborg over.
Men ellers er alt som i de rigtig gamle dage. Solskin er der også sørget for. Og så er det bare at smække bøffer og hvad har vi over ilden.
Mens pølser, kylling, kalv, rejer m.m. på spid, gør sig spiseklare, byder Ann på hjemmebagt foccaciebrød med oliventapenade. Perfekt til rødvinen i vores medbragte plastikglas med stilk.
Ungerne finder hurtigt ud af at de udhulede træstammer i søen er til at sejle i, og de kan også grutte korn til kiks som bliver bagt i bålets sidste gløder. Jo, der er skønt i Sagnlandet, hvor entréen inkluderer årskort, så vi kan komme gratis ind resten af sæsonen.
Røgen hænger endnu i tøjet, men det er faktisk lidt hyggeligt sådan at blive mindet om timerne tusind år tilbage i tiden, som også bød på kaffe hjemme hos Dutter inden Garntrisse, Naja, Jeremy og jeg ad omveje fandt tilbage til Greve.
Tak for en dejlig dag til Dutter + hendes tre børn, Susanne + Mikkel hund, Olsen + Daniel og Sarah, Ann, Marianne + Louise, Lars – og os selv :-)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar