Marathon

Min lillebror løbetræner på villavejene i Vejen. Det er sådan en slags hækkeløb, kan man sige.

På lørdag kommer han til Kjøwenhavnstrup og overnatter her, så han er frisk og udhvilet når Copenhagen Marathon bliver skudt igang fra Vester Voldgade.

Og så løber han. Og løber. Og løber. Hans mål er at klare distancen på 3.25. Men tager det tre en halv time, er det også okay…

Sikkert er det, at når målstregen er passeret, vil han tænke "Aldrig mere!", og så fluks tage toget tilbage til Jylland og skyndsomst sætte kroppen op til næste udfordring: 24 timers cykelløb. Læsere af denne blog vil vide, at han sidste gang gik kold med ondt i numsen (og fremefter) efter 503 kilometer.

Jeg fatter ikke, at nogen løber marathon. Det er hårdt, man får sved på panden, og sandsynligvis kommer det til at gøre rigtig avs i fødderne (og opefter).

Jeg kunne til nød se mig selv løbe distancen, hvis jeg var soldat i den græske oldtid og skulle bringe et længe ventet godt budskab fra byen Marathon hjem til Athen, og i øvrigt var i god form. Men det er jo ikke hvad vi taler om nu til dags:

Budskaber kan gives på mobilen, eventuelt som sms, eller lægges på internettet, som en blog. Alligevel stiller over 10.000 løbere op til 42,195 kilometers pinsler i de københavnske gader på søndag.

Bare for at løbe i ring. De løber ikke engang nogen steder hen! Så er det da meget sjovere at stå og kigge og klappe og råbe: Kom så, Thomas!