fredag den 1. maj 2009

Gurkha




Er man lidt interesseret i krig og historie, så har man nok hørt om gurkhaerne. Udholdende, loyale, toptrænede og intelligente lejesoldater, der gennem masser af år har gjort tjeneste under Union Jack.

Med de særlige kukri knive som fast del af udrustningen var de eliten i den britisk-indiske hær fra 1815-1947. Navnet fik de fra provinsen nordvest for Kathmandu i Nepal, hvor de blev rekrutteret fra.

Gurkhaerne har også sikret de britiske interesser i Hong Kong frem til 1997, hvor regimentet rykkede fra Fjernøsten "hjem" til England.

Forleden fremsatte den engelske premierminister Gordon Brown et lovforslag som skulle hindre gurkhaer i at opnå britisk statsborgerskab – men han har lidt et forsmædeligt politisk nederlag. Englænderne vil ikke glemme deres soldater, og mange af hans egne partifæller stemte i stedet for oppositionens forslag.

Gurkhaerne har en særlig plads i briternes hjerter, og Avisen.dk skriver at Højesteret i London netop har fastslået at disse nepalesiske soldater har ret til britisk pas hvis de søger om et, også selv om de blev pensioneret fra hæren før 1997.

Og så er disse elitesoldater altså stadig i aktiv tjeneste, altid parate til at blive sat ind i risikable operationer.

Fotoet er et typisk soldaterbillede, taget i Afghanistan. Her er det sergent Kajiman Limbo, der poserer med sin paradekniv. Gurkhaens ‘rigtige’ kukri kniv er, som det ses, stadig i sin skede, og bliver kun taget frem når det er alvor.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar