tirsdag den 12. maj 2009

Blåbær

Foto: Lisa Norwood, USA

Havecentrene sælger efter sigende vildt mange blåbærbuske for tiden. Og det kan meget vel være finanskrisens skyld.

Foruden at smage godt, er blåbær nemlig kendt som god gammel folkemedicin. Vi har i hundredvis af år brugt blåbær til at få et bedre syn, og blevet bøvl med mave- og tarmsystem kvit. Vi har i gammel tid også drukket henkogt blåbærsaft for at få has på den kolde tids influenza. Og noget tyder på at de blå bær også forebygger kræft og hjerteproblemer.

Så nu vil vi altså have blåbær i køkkenhaven. De små bær har ellers vokset vildt, men for omkring hundrede år siden begyndte Elizabeth Coleman White at dyrke dem kommercielt.

Der findes et hav af blåbærarter, og jeg har ladet mig fortælle, at hvis man vil have sine buske til at bære frugt, så skal man købe mindst to forskellige slags.

At blåbær er så sunde, skyldes blandt andet det store indhold af antioxidanter. Øl er også sundt, og derfor kan man vist roligt kyle en Blueberry Hill Ale fra Ørbæk i halsen, og således skylle den beske smag af faldende boligpriser og aktiefald ned på en god måde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar