Krigsmissen

Istedløven står på sin sokkel og glor på folk der kommer forbi pladsen mellem Tøjhusmuseet og Den Sorte Diamant.

En gang imellem er der stor debat om hvor katten løven egentlig bør stå. Nogle vil have den tilbage til Flensborg, andre vil have den til Enghave Plads, så den kan kigge ned ad Istedgade – men den irgrønne krigsmis flytter nok ikke foreløbigt fra sin solplet her ved havnen. Selvom placeringen her i København faktisk er lidt pudsig.

Jeg undrer mig nu mere over løvens udseende. Det er som om kunstneren ikke rigtig har lagt de store nationalistiske følelser i sit (bestillings)arbejde. Hvor er brølet, hvor er den patos, som f.eks. dens artsfæller på Trafalgar Square har så rigeligt af?

Der er altså noget der ikke stemmer… Istedløven ser lidt karikeret ud. Som om manken er behandlet med Carmen curler, så den ligner en dommerparyk. Og de løvelabber ligner da mere kattepoter. Men det er især løvens ansigtsudtryk, der er noget "forkert" ved.


Istedløven er et monument over danskernes sejr i Slaget på Isted Hede i 1850. Det største slag i danmarkshistorien. 40.000 danske soldater i kamp mod 34.000 slesvig-holstenere. En blodig affære, hvor vi på een nat mistede 845 mand. Men vi vandt! Ved middagstid den 25. juli 1850 trak den preussiske general von Willisen sine tropper tilbage. 534 faldne fattigere.

Billedhuggeren Herman Wilhelm Bissen er en af de helt store indenfor sit fag. Ham og selveste Bertel Thorvaldsen arbejdede sammen i en ti års periode. Jo, Bissen kunne sagtens have lavet en stoisk, heroisk, maskulin, militaristisk krigsløve. Hvis det var det han ville…

Istedet har han lavet en lidt feminin, filosofisk, egenrådig løve, der hverken kan eller vil leve op til forestillingen om heltedåd, uovervindelighed og sejrsrus. Når jeg kigger på Istedløven, synes jeg den sagte mjaver: "Kors, hvor er krigsgeneraler dumme…"


Herman Wilhelm Bissens far var holstener, og hans mor var dansktalende sønderjyde. Han har selvfølgelig følt sig splittet. Hvem skulle han egentlig holde med. Hvis nogen… Han må i det hele taget have været en stor modstander af krig.

Når man ser på en af hans andre meget kendte statuer, Den tapre Landsoldat i Fredericia, så er den jo heller ikke videre monumental. Landsoldaten har med sin fod væltet en lille haubits, og hvad holder han i sin hånd? Et sværd? – nej, en nyudsprungen bøgegren! Der er masser af pacifistiske signaler i Bissens kunsthåndværk.

Bronzebryster

Smukke venezianske attributter. Hvad laver de her, mellem en masse gammelt artilleri i Tøjhushallen?

Det er den slags, der gør ting på et museum spændende. Noget uventet og smukt, som samtidig virker malplaceret. Og så måske alligevel ikke…

Den velstøbte barmfagre engel med vinger er del af de mange krummelurer på et par 36 punds kanoner, som kong Frederik den IV har fået som gave i 1709. 

Hvad har våbenmageren tænkt, da han fostrede tanken om en yppig kvinde på kongens kanoner? Tidens måske mest slagkraftige våben, dekoreret med en yndig fredsengel…

Det er en bizar kontrast. Bryster af bronze der dirrer fornøjeligt, når krudt eksploderer med et brag og sender en kugle ud i en verden af krig og terror…

Van Gogh og geværer

Jeg er kommet her meget som dreng. Tegnet brynjer og sværd, og tænkt på mine helte Conan, Prins Valiant og Zorro imens.

De endeløse rækker af våben er her den dag i dag. Geværer, armbrøster, pistoler, hellebarder, granater… Tøjhusmuseet ligner sig selv, men nye navne er kommet i spil: Skrevet med fede versaler i pang-farver, klæbet på montrene finder jeg: Vincent van Gogh, Jean Helène, Andy Warhol, Ahmed Bouchiki, Olof Palme, Janan Jabero, Anwar Sadat, Rene Trollesø, 50cent, Anna Politkovskaya…

Navne på kendte og ukendte mennesker, som alle viser sig at relatere til våben. Kortfattede historier kan læses sort på hvidt på små skilte mellem de tusindvis af militære genstande.

Men hvad har f.eks. Vincent van Gogh at gøre med krudthorn, smukt dekorerede tyske forladere fra 1600-tallet, og maskingeværer fra Anden Verdenskrig?

Jo, den psykisk syge kunstner malede mesterværker som Starry Night i 1889, og de fleste ved at han skar sit øre af. Men geniet skød også sig selv 37 år gammel.

En kustode fortæller, at de mange navne poppede op i forbindelse med en udstilling af den herboende hollænder Hilarius Hofstede sidste år.

Det er blevet en anden oplevelse at gå rundt på Tøjhusmuseets førstesal.

Blog Sbjerg

Heksen er fløjet afsted, med heksehyl, til Bloksbjerg – og det er næsten som om flammerne danner hendes skikkelse denne aften på vandet i Frederiksberg Have.

Det er fint nok…

Men det er mandag aften, og ungerne skal op og i skole i morgen. Dér er de lidt kvikkere i Sverige, hvor midsommerfesten altid falder på en fredag.

Morfar på Mingler

Pastoren får stadig ord med på vejen, selv om han strøg til himmels for mange år siden. Peter Filtenborg har nemlig skrevet en kommentar, og jeg har fluks ringet til mor, for at få styr på hvem han er, når han nu ikke kan være farbror Haralds næstældste søn i Sønderjylland.

Peter er søn af Arnt, morfars bror. Og mor fortæller, at morfar også havde en bror der hed Helmer, og en der hed Alfred. Og en søster der hed Fernanda – som hun dog aldrig har mødt.

Og nu kan jeg faktisk godt huske en historie fra krigens tid, hvor Arnt sad i koncentrationslejr i Frøstrup, og morfar cyklede hele vejen fra Fole – for blot at erfare tyskerne ikke ville lade ham, en kirkens mand, besøge sin elskede bror.

Det blev en lang tur hjem.

Nu er den så nævnt på nettet, og der er sikkert flere historier om min morfar på vej. Og jeg har fået kontakt med mors fætter. Jeg synes vi ligner hinanden lidt af udseende. Måske har vi også fælles karaktertræk?

Har vi begge lidt af politiker-genet, som borgmester Helmer, eller af bilforhandler-genet som Alfred i Aalborg? Og hvad med Peters far Arnt – er der en læge tilstede?

Det er vel dybest set derfor, det er spændende at dykke ned i slægtshistorien: At man måske finder aner, der engang gjorde noget, man selv kunne have fundet på i dag…

At det ikke bare er noget der kommer ud af den blå luft…

Instant blogging

Vand over til en kop. For et brev er dukket op under en let oprydning i køkkenet. Det må være min eks der i sin tid har haft det med hjem. Det er til en kop instant honeyed ginger drink.

Øjeblikkelig ingefær drik, fra det hurtige, fjerne Østen. Ingredients: Ginger, cane sugar, pure honey. Boisson intantane de gingembre avec meil.
Klipper posen op, og hælder et gulligt granulat i et krus. Kogende vand på, i alt 237 ml, svarende til de anbefalede 8 ounces. Nu er jeg klar til indholdet i det farverige brev med de kinesiske tegn.

Mmm… Sødt, og spicy. Brænder lidt på tungen, og har en kraftig aroma. Måske skal jeg spæde op med et eller andet? – Gin? 

Nihaw, kapow, Zhejiang

Tekstur

Foto: Jari Lehtikangas, Finland

Tidsmåler uden tal… Både når vi leger med sproget (tekst-ur), og når vores øjne får lov til at interessere sig for detaljerigdommen og går på opdagelse (teks-tur).

Der kan være et helt landskab i en fodbolds overflade, dens stoflighed og struktur. Når vi kommer tæt på læderet.

En officiel, spritny og blank EM fodbold er der ikke meget ved. Men den her har vist en hel del historier den godt ville have kunnet fortælle.

Nanok

Foto: Thomas Picard, USA

Endnu en polar bamse er svømmet hjemmefra. Måske er Grønland ved at blive for grønt og lunt for de store dyr?

I hvert fald er en ny nanok nu efter en flere hundrede kilometer lang svømmetur i det snart halvlunkne havvand i Danmarkstrædet gået i land på Island – nok lokket dertil af navnet.

Forrige bjørn blev hurtigt høvlet ned, men denne gang har man ikke så travlt. Eksperter fra Zoologisk Have er hidkaldt for at redde den hvide bjørn.

Nanok er dens grønlandske navn. Den har ingen naturlige fjender, bortset fra mennesker – hvis man ellers kan kalde os naturlige…

Tøsesnak

S-toget, på vej til Greve. To sild sludrer om weekendens natteliv. Om hvor svært det kan blive at gå lige på sine fødder. Om enspænderfyre til speeddating. Om nærigrøve, der tror ligestilling betyder at det hveranden gang er pigernes tur til at betale for drinksene.

Egentlig skulle tøserne bare sidde og holde mund. For vi er i stillezonen. Det fremgår klart af piktogrammerne… tror jeg.

Kom i tvivl forleden, da nogle teenagere fandt frem til, hvad de grafiske symboler faktisk betyder:

Du må godt pille næse – men ikke med mobiltelefon.

Jeg vil være punker

siger Erik Skovgards tolvårige datter Franella. – Men jeg må ikke for far!
Franella er en hardcore teenager. Hun kan sagtens finde på at gøre alvor af sit ønske om tre piercinger og en tatovering.

Hvad er der i vejen med at være en sød kartoffelpige fra Samsø?, spø’r vi enlige fædre, og tilføjer: – Punker!

– I skal ikke kalde mig punker!, siger Franella.
– Jamen, er det ikke det du vil være?
– Men jeg er det ikke. Det er noget jeg gerne vil være!
– Så er du jo en wannabe! Det er faktisk endnu værre!
Det nærmer sig et skænderi, så jeg foreslår at vi istedet laver en blog og spørger befolkningen på Mingler.

– Men så skal jeg bruge et foto, siger jeg til tøsen.
– Okay, siger Franella, – men så skal jeg lige have make-up på!

Her er hun så: Mac-troldmandens datter, Franella.

Skal hun være punker?

Natursten

Foto: Rachel Gilmore, Storbritannien

Her kunne jeg godt tænke mig at træde lidt rundt. I Nordirland. Ved Giant’s Causeway…

Seværdigheden var altid nævnt i et årligt "rejsepas" jeg som AD’er var med til at producere i 1980erne for British Tourist Authority. En turistbrochure på svensk, norsk, dansk, finsk og islandsk.

Man forstår godt dem der tvivler på, om denne "kæmpes dæmningsvej" vitterlig er et naturfænomen, og ikke noget "nogen" har lavet.

Men det er simpelthen titusindvis af mørke, sekskantede søjler af den vulkanske stenart basalt. Dannet ved at lava er kølet meget langsomt ned, efter et udbrud for 60 millioner år siden.

Naturen er forunderlig…

Prr

Hele nationens arbejdshest er kommet i fokus. Nu får vi den for alvor at se. Helt tæt på, så solen den altid har stået i skyggen af for en gangs skyld holdes udenfor.

Solvognen er det vigtigste klenodie på Nationalmuseet, og selvfølgelig får den alt hvad den kan trække nu, hvor den nye permanente udstilling om Danmarks oldtid i Prinsens Palæ er åbnet.

Plakaterne er flotte, og hestens kontrafej pryder også et stort reklamebanner på hjørnet Stormgade / Vester Voldgade. Kom ind og se giraffen, det er gratis!, synes jeg den pruster. Så ind med mig.

Men udstillingen er en skuffelse. Der er for varmt i lokalerne, og det gamle parketgulv knirker højlydt. Og så er der for mørkt. Et anerkendt arkitektfirma har nemlig stået for belysningen, og "skabt stemninger så sanserne udfordres". Lidt dagslys hist og pist, og enkelte spots på udvalgte detaljer i de sorte montre.

Man kan faktisk ikke se egetræskisterne, hvor kun kranierne er oplyst. Langt de fleste genstande henstår i mørke. Også Solvognen, som har sin egen sorte montre og lidt spotlys.

Jeg kan nok regne ud, at man vil give fornemmelsen af den dunkle fortid. Men Gud havde altså forlængst skabt lys, da vi havde oldtid. Og det står helt klart, at danskerne dengang tilbad solen, som man mente blev trukket over himlen af en hestevogn, og med skib blev sejlet gennem natten, så den igen kunne sprede lys og glæde næste morgenstund.

Oldtiden var ikke en mørk tid, og Solvognen var ingen dark horse. Så hvorfor ikke lave noget ordentlig oplysning? Det er lige før man skal have lommelygte med.

Udstillingens sovekammerstemning giver en lyst til at tage en lur – men det er selvfølgelig forbudt på Nationalmuseet.

Frago

Foto: Rodolfo Clix, Brasilien

Hvad blogger vi om? – Hvis man tror sex er det mest populære emne, så kan man faktisk godt tro om igen. Det er… esperanto!

Det er især Crabapple der trækker emnet op i stor skriftstørrelse. Betty, som er en optimistisk og sprogglad kvinde på 66 år, skriver dagligt om dette kunstsprog, som vi forstår tales af en masse mennesker over hele verden – og forstås af endnu flere.

Esperanto er opfundet af den polske læge L.L. Zamenhof i 1887. Hans vision var at lave et verdenssprog, der kunne fremme kommunikationen mellem folk fra forskellige lande.

Det mener jeg i høj grad også, sex kan. Altså, fremme forståelsen mellem mennesker. Hvis esperanto skal have Nobels Fredspris, så skal sex også!

Hvorfor jeg har fundet et foto af jordbær? – Jo, jeg synes det er bemærkelsesværdigt at netop en polak er ophavsmand:

Jeg gik for mange år siden til polsk på aftenskole, og nøj, hvor var det kompliceret. Hele syv kasus, en vrimmel af undtagelser, svære lyde, alt for mange konsonanter, underlige L’er med streg og Z’er med prik over, han-, hun- og intetkøn – plus op til fire flertalsformer.

Hvis man f.eks. taler om jordbær – der på dansk jo hedder jordbær ligegyldigt hvormange – så hedder det på polsk truskawka, hvis der er ét bær, noget andet hvis to, noget tredie hvis der er en håndfuld, noget fjerde hvis der er en bakke… Og, så vidt jeg husker, truskawkowy, når der er en hel mark fuld.

Så er det meget nemmere at huske, hvad det hedder på esperanto.

Morfars rødder og vildskud

Her er Otto Bache’s maleri fra 1882, "Marsk Stig og de sammensvorne rider fra Finderup Lade efter mordet på Erik Klipping" – Morfar havde anskaffet sig en reproduktion og hængt den op på væggen i den gamle Fole Præstegård.

For morfar var slægtsforsker, og meget tydede på at han nedstammede fra selveste Marsk Stig – den fornemste af de ni af landets mægtigste mænd der blev dømt fredløse for mordet på kong Klipping, som i 1286 blev fundet død i Finderup Lade med 56 dybe sår i brystet.

Tænk om familien Filtenborg kunne føres direkte tilbage til danmarkshistoriens kutte- og brynjeklædte rødder? Det ville være et scoop at få den berømte rytterhærsfører på stamtavlen!

Morfar tog jævnligt til arkiverne i Viborg og Aabenraa, og ofte kom hans ven, lærer Ejerslev fra Mors på besøg, så de sammen kunne fordybe sig i slægtsforskningen. Men en dag stod det klart, at Marsk Stigs blod ikke rigtigt rullede i præstefamilien – det var et vildskud, desværre. Tsk-tsk…

Ganske vist var der 15 generationer tilbage en Anna Bjørnsdatter fra Stenalt (gift med Niels Kaas til Taarupgaard og Staarupgaard), som nedstammede fra en anden bror til Niels Ebbesen; Strange Ebbesen, samt fra Marsk Stig (†1293) gennem Margrethe Andersdatter Hvide (†1449), gift med Joakim Bjørnsen til Gram (†1467) – men det er sgu mere en indviklet note end genealogi i lige linje.

Morfar gav mig resultaterne af sin livslange hobby til min 14 års fødselsdag: To håndskrevne stamtavler, der dokumenterer at jeg nedstammer fra både kong Harald Hårfager af Norge (37 generationer) og Gorm den Gamle (35 generationer).

Nu jeg tænker over det, så blev Gorm vel egentlig først den Gamle da lille Harald Blåtand blev lagt til Thyras bryst…

Papyrus

Foto: Kriss Szkurlatowski, Polen

Denne blog er måske ikke noget særligt – men den er ny! Og så bliver den fluks fremhævet som nummer ét blandt de udvalgte nye, indtil næste blog lægger sig ovenpå, og fortrænger min, som dermed bliver knap så interessant.

Efter nogle dage er den glemt, oversvømmet af nyere nyheder. Uanset hvormange der klikker på den, så vil den hurtigt ryge ud af listen med Mest læste, for tiden dikterer at en blog kun har cirka samme holdbarhedstid som kødpølse.

Alt hvad der bliver skrevet her på 24timer, er tilsyneladende kun interessant mens det er nyt. Efter bare et døgn er skriveriet unyt og godt på vej til at blive glemt.

Det kan gå så galt, at selve det sprog der er skrevet på, bliver glemt. Hieroglyfferne mistede deres betydning, fordi der kom nye skrifter. Efter et par sekler var der ikke en levende sjæl, der kunne læse hvad de hedengangne egyptere skrev.

Hvis det ikke var for franskmanden Jean-Francois Champollion og Rosettastenen, havde det nok været umuligt at læse de gamle hieroglyffer.

Jeg ved ikke, hvad der er blevet skrevet på netop den her papyrus for flere tusind år siden. Men se hvor levende og poetisk skriften er!

Måske er det en glad epistel fra dagen hvor Nilen, farao ske lov, igen er gået over sine breder og har gjort jorden frugtbar.

En god gammel blog. Helt fri for nyhedens interesse.

De blå sten

Foto: John Evans, Storbritannien

Mystikken, som ellers altid breder sig, er for nylig gået lidt i sig selv. Engelske arkæologer har med de nyeste kulstof14 målinger fastslået, at Stonehenge er en begravelsesplads. Her er oldtidens ping’er blevet kremeret og lagt i jorden.

Mange har grublet over dette fabelagtige sted nord for Salisbury. Hvordan pokker har vore forfædre for tusinder af år siden hentet de megatunge blokke af en smuk walisisk vulkansk bjergart hertil? Og hvordan har de brugt dem? Anlægget er orienteret efter Solens stilling, og har sandsynligvis haft både en religiøs og en astronomisk funktion, står der i Nudansk Leksikon fra Politiken. Andre har sjusset sig frem til, at det her sikkert er en flyveplads for UFO’er!

Nej, siger jeg. Sprogligt minder Stonehenge lidt om Store Heddinge. Det betyder vel bare "Stedet med stenene på den langhårede græsplæne". Og der er jo ikke noget udspekuleret over cirklen. Det hele er egentlig dybt enkelt. Soleklart.

Jeg har været der engang. Det er et meget smukt sted, også når det regner. Der er meget højt til himlen, så man kan rigtig tænke over livet og døden, og vi menneskers formidable formåen mens vi er her.

Til hver, en tid…