Kattegræs

Inspireret af en blog om zen og skvalderkål er jeg gået ud i vores egen have.

Det er bare en helt almindelig rækkehus-have med bøgehæk omkring. Og det er ikke så tit, græsset bliver slået. Tidsler, mælkebøtter og andet ukrudt har qua min dovenskab særdeles gode vækstbetingelser.

Men idag får vi besøg af min kærestes forældre, og jeg skal give haven en overhaling med den gamle Gringe. Men hov! – Er det ikke vores kat der ligger dér? Jo, sørme. Bølle i det grønne.

Jeg tror ikke han ligger der fordi kattegræs er vigtigt og sundt. Bøllefisen har bare lagt sig dér under æbletræet, fordi han er en underlig kat.

Men det er såmænd udmærket, han ligger dér. Så kan jeg jo ikke komme til med græsslåmaskinen. Jeg slipper altså for at slå græsset i Bølles hjørne.

Og hvis der bliver spurgt ind til min indsats som havemand, så vil jeg stolt vise hjørnet frem og fortælle, at her har jeg skam sået kattegræs.

Esthers dag

Foto: free-photos.biz

Igår handlede min blog om dagens navn. Men hvem har egentlig fundet på at give dagene navne? – og hvorfor er det typisk et drengenavn, efter en eller anden religiøs mand som er blevet dræbt og posthumt kåret til martyr? Igår var det Desiderius og imorgen er det Urban.

Men dagen i dag er en kvinde! Dagens navn er Esther. På Saacks hjemmeside får vi historien om hende, helt kort: Hun var den unge jødiske pige, der giftede sig med den persiske konge Ahasverus og på den vis frelste jøderne fra persernes forfølgelse.

Rembrandt har skildret historien i et sit maleri “Ahaverus og Haman til gilde hos Ester”. Her ser man den oplyste, yndige og spinkle jødinde få persernes konge på sin side og forhindre den onde Haman i at udrydde jøderne. Verdenskunst, men også lige efter bogen. Esters Bog, selvfølgelig.

Så er der straks mere kant og fortælling over Artemisia Gentileschis maleri “Esther before Ahasuerus”, som hænger på The Metropolitan Museum of Art.
  
Nu er Esther ikke længere fin og føjelig, og perserkongen må frem i stolen. Sikken kvinde. Og en langt mere feminin og troværdig udlægning af historien fra Det Gamle Testamente.

Kunstneren hedder Artemisia Gentileschi, og på selvportrættet, hvor hun giver den som lutspiller, er det tydeligt at hun har personlighed og ikke stiller op for bollemælk. Hun vil have respekt og anerkendelse, og ikke ligge under for sine mandlige kolleger. Hun vil heller ikke bare male blomster, hun vil også svinge penslen over de storladne historier fra Bibelen.

Mest fantastisk er hendes billede “Judith and Holofernes”. Hun har sandsynligvis malet motivet flere gange end van Gogh har malet solsikker.

Når der i kunsthistorien står, at en Agostino Tasis tilbød hende ægteskab, så virker det mere barokt end tidens italienske kunstform, at man ikke også fortæller hvorfor hun afslog hans tilbud: Rigmanden havde voldtaget hende!! Beretningen om voldtægten og retssagen er i mine øjne helt afgørende for at Artemisia ikke kan slippe motivet af kvinderne der hugger hovedet af Holofernes.

Historien om Judith ligner faktisk Esthers. Begge kvinder redder jøderne. Men hvor Esther gør det på en pæn og stille måde, er Judith udspekuleret, brutal og skånselsløs. Hun lokker den assyriske hærfører med sex og fylder rigeligt med vin på ham. For så, sammen med sin maid Abra, at skære tyranens hals over. (Se billedet og læs mere her).

Forfærdede flygtede fjendens tropper, og jødeudryddelsen var aflyst. Altså, samme gode resultat som i historien om Esther, men med dødelig udgang, og uden den kvindelige sødme og blidhed, som mænd ellers holder så meget af.

Så nu er spørgsmålet: Idag er det Esthers dag. Findes der også en Judiths dag? Jeg checker… Jo, det er der sørme! Den 10. december: Hun frelste byen Bethulis, ved at halshugge Holofernes, som var fjendens anfører, og meget betaget af Judith.

Der er derimod ikke en Lazyclips dag. Det nærmeste er Lazarus dag, som pudsigt nok falder på min fødselsdag.
 

Dagens navn

Foto: Global Anabaptist Mennonite Encyclopedia Online

Zapper ind på TV2 TTV S116: Dagen i dag: 23. maj 2011. Sol op: 4.48. Sol ned: 21.25.

Og så kommer oplysningen: Dagens navn er Desiderius. Fremhævet med negativ tekst på skærmen; gule digitalbogstaver på sort bund.

Samme åbenbart vigtige information ses trykt med sort på lysegråt i kioskens dagblade. Desiderius er i dagens anledning nævnt og noteret pænt fremme i nyhedsmedierne. Og det fører frem til dagens spørgsmål: Og hvorfor nu det?

Og når vi tænker på, at det idag er en helt almindelig mandag – hvorfor hedder den så ikke Børge eller Birgit?

Og når vi googler et foto frem af fyren, så ligner han så langt fra en dagens mand. Jeg vil driste mig til at sige, at han tværtimod ligner en arg modstander af fjernsynets fokus på sex og dating, som det folder sig ud i programmet med netop den titel: Dagens mand.

På Nørskov Saacks hjemmeside har jeg fundet en oversigt over alle dagenes navne, og der er skam også en kort notits om dagens Desiderius: Dronning Brunhilde henrettede biskop Desiderius i Frankrig i år 607, fordi denne havde kritiseret hendes utugtige liv.

Okay, det var en klar overreaktion sådan at cutte biskoppens jordforbindelse, bare fordi damen er mega pigesur på dagen, men omvendt synes jeg ikke manden til tid og evighed skal hædres med en plads i kalenderen for at blande sig i andres sexliv og tilmed forsømme sin tavshedspligt… 

Jamen, hvad skal vi egentlig med sådan en træmand? Det er jo ikke nogen decideret dårlig dag i dag, vel? Solen skinner, og græsset gror. Så sgu da pokker opkalde dagen efter en trist mørkesjæl!

Det er gudhjælpeme ikke bedre med årets andre dage. Stort set alle har gamle latinske herrenavne, efter kejsere og kirkemænd der er blevet dræbt og har lidt martyrdøden. Hvad er meningen? Det er da ikke dødspændende viden at det for eksempel i overmorgen er 1781 år siden pave Urban døde som martyr i Rom.

Dagens navne er ikke andet end kristent lommeuld. Lad os få noget nyt. Latin er velegnet til farmaceutika, men dagenes navne trænger til update, og det behøver bestemt ikke være noget med rødder i gammel statsreligion. Det virker forøvrigt også underligt at tirsdag, onsdag, torsdag og fredag – som jo refererer til de nordiske guder Tyr, Odin, Thor og Freja – skal trækkes rundt med for længst glemte kristne missionærers latinske dødsattester.

Nej, lad os få nogle nye, gerne engelske navne, der udstråler liv og lægger op til en glad dag: Hvad med om vi i morgen siger at dagens navn er… Lazyclip?

Guds mælkebøtte

Foto: Katinka Kober, Tyskland

Hvorfor er denne blomst så udskældt? Det gad jeg gerne vide.

Det er jo ikke fordi den ikke er køn. Tværtimod. Den er blandt alle børn og barnlige sjæle kendt som solblomst, og er man ferm på fingrene, kan man flette de fineste blomsterprydelser af dem. Stilken er som skabt til at lave ringe af. Jo, mælkebøtten er en glimrende legetøjsblomst.

Og så har den inspireret kunstnere, som for eksempel Johannes V. Jensen, der har mælkebøtten med i sidste vers af En sømand går sin enegang. Men fordi digtere har lidt svært ved at rime på mælkebøtte, bruger de oftest blomstens alias; Løvetand.

Bare tag Eddie Skoller, som får blomsten til at rime på skraldespand i denne meget dejlige sang:

Gid jeg var en løvetand.

Men der er mig bekendt ingen, der synes mælkebøtten er så dårligt et bekendtskab, at den trænger til en opsang. Alligevel kalder vi den Fandens mælkebøtte…

Er det fordi den er giftig? Næe, den er ganske ufarlig. Faktisk er den en fin lægeurt.


Er det så ikke forkert at kategorisere den som ukrudt? Og er det egentlig ikke underligt med det ord, som jo på en måde fastslår at det modsatte, krudt, er godt?

Noget af det eneste negative, jeg har hørt om mælkebøtten, er, at saften laver pletter, som det er næsten umuligt at få af tøjet. Mælkebøttesaft er i hvert fald en stor udfordring for moderne vaskemidler.

Ellers er det eneste “problem” med mælkebøtten vel, at den ikke kan styres. Den vokser vildt og lader sig ikke indordne på rad og række. Den kan altså ikke rigtig udnyttes kommercielt.

Men den kan sagtens spises. Vores marsvin guffer bladene i sig med stort velbehag. Og du kan roligt peppe en frisk salat op med de gule kronblade fra Herrens løvetand.

Ups

Foto: Flickr

Forslaget om at genindføre grænsekontrollen lignede nemme point til Dansk Folkeparti. Men det gik helt galt, og Pia Kjærsgaard er tavs. Det er slut med at skåle i champagne.

I teorien var det ellers fint set med DF øjne: Grænsebomme er deres politik i en nøddeskal, især hvis de tilmed er rød-hvide og ser pæne ud.

Fremfor alt ville partiformanden komme i medierne, og hun kunne tyvstjæle den radikale Helveg Petersens berømte sætning fra 1987 og sige: Ja, tja, BOM, BOM, BOM!
Måske ville EU blande sig, men det var der sådan set også taget højde for: DF kunne jo bare gentage at det er imod Den Europæiske Union, og iøvrigt lade Hjorten sørge for at forslaget blev gennemført hu-hej-vilde-dyr og helt i overensstemmelse med EU-reglerne.

Men det er kommet bag på DF at omverdenen har protesteret så prompte og med så store bogstaver. Svenskerne og tyskerne er vrede og har helt utvetydigt kaldt det en skandale. Forslaget strider mod alt, hvad EU og det nordiske samarbejde står for.

EU Kommissionens formand, José Manuel Barroso slår fast med syvtommersøm, at der skal være fri passage uden ventetid ved grænseovergangene til Tyskland og Sverige. Det er der overhovedet ingen tvivl om i Schengen-aftalen.

Jamen, Sverige har da allerede permanent grænsekontrol, siger Løkke så. Men Sverige afviser kategorisk, og enhver der kører over Öresundsbroen vil vide, at det vist ikke er grænsegendarmer, der sidder og indkasserer broafgiften på den svenske side.

Er det iøvrigt på svensk grund, at DF vil have danske toldere til at tjekke alle og enhver – inden de ankommer til Kastrup og bliver tjekket nok engang i lufthavnen?

Kritikken af DF forslaget kommer også fra dem, der bekæmper kriminaliteten. Det er spild af tid og penge at lave anlægsarbejder ved grænserne. DF troede nok, at politiet ville juble, men det er ikke tilfældet.

Uha, uha – har Claus Hjort Frederiksen forhandlet sig frem til et forlig med DF, som slet ikke kan gennemføres? DNM følger sagen.

Foreløbigt prøver både DF og regeringen at snakke om noget andet. Og det skal hellere være familiesammenføring end løftebrud. Integrationsministeren er smidt på banen med et forslag om at sortere udlændinge. Og Pind har fundet det absolut mest negativt ladede ord for, at alle er lige for loven. Lighedsmageri, kalder han det. Er det det, det betyder: Alle mennesker er (desværre?) født frie og lige i værdighed og rettigheder.

Skulle vi forresten ikke snart have det valg?

Kaffe uden kaffe

Foto: “Coffee prospectives” af Riccardo Bruni, Italien

Et dejligt foto. Det er lige præcis de farver, god kaffe smager af. Godt set af fotografen. Havde der været kaffe i koppen, ville billedet ikke have været helt så godt.

Den runde form får mig til at tænke på en dartskive. De fleste vil sigte efter midten og håbe på det bedste. Rammer de det lille røde centrum, hedder det Bull’s Eye og 50 point.

Men professionelle spillere tænker lidt ud af (b)oksen og sigter lidt højere. I dart er triple 20 immervæk tyve procent bedre end et pletskud.

Sådan er det også for fotografer. Et rigtigt pletskud er altid skudt lidt ved siden af. Og det her uden kaffe er mere mocca end et almindeligt knips med en kop kaffe i søgeren.

Marquis de Kjaer

Foto: Riccardo Bruni, Italien

Om jeg fatter at vi skal synes det er synd for Erik Skov Pedersen. Mandag blev han ved Retten i Lyngby idømt tre års fængsel, og vi får på DR Nyheder at vide det er en hård dom.

Jeg synes ikke, det er en hård dom. Det er kun ret og rimeligt at løgn og millionsvindel bliver straffet med et langt ophold bag tremmer.

Medierne fortæller også, at Henrik Qvortrup stadig er ven med Erik Skov, og han stadig er sammen med Henriette Kjær, den tidligere konservative familie- og forbrugerminister. Mellem linjerne skal vi forstå, at det ikke er ok at være glad for at en notorisk bedrager er afsløret og nu skal i fængsel. Skadefryd er ikke på sin plads i denne ulykkelige historie.

Pladder. Jeg synes det er værd at glæde sig over dommen, og det er vel heller ikke taktløst at undre sig over, hvorfor Henriette og Henrik ikke har valgt deres hhv samlever og ven med større omhu.

Jeg undrer mig også over, at den grimme mand bliver omtalt som erhvervsmand. Det kan godt være det står på hans visitkort, men hvad har han lavet som sådan? Han har fabrikeret dokumenter, har han. Så kald ham dog dokumentfabrikant, eller det mere mundrette: svindler.

Lige siden markisesagen har det heddet sig at manden i bund og grund var god nok, at der var tale om misforståelser. Nu ved vi hvor hunden lå begravet. Henriette Kjærs mand er en simpel tyv der lyver hurtigere end en hest kan rende. Ekstra Bladet kunne igår fortælle at den tidligere spindoktor for Det Konservative Folkeparti også løj sig dødssyg af kræft. De få der stadig tror, Erik Skov Pedersen har format, skal vide det er tabloidformat.