A blog in English

Photo: Caje Design, Faro, Portugal

All my blogs are in Danish, but a reader yesterday asked for one in English.

To me a blog is not just a log about where I am and my next destination. It’s more like an open diary. Here it consist of a shared photo and a caption to go with it. In the beginning, I wrote something everyday, but since then I have become more lazy, only uploading from time to time.

Today I am in Faro, in south of Portugal. I arrived yesterday, as a kind of climate refugee from Denmark, where the winter seems to go on forever. I prefer 2-digit temperatures - this morning it was freezing in Copenhagen. Faro is certainly much better, nice weather, 17 °C.

Faro is a fine, old city, with nice parks and an easy pulse, only disturbed by planes flying in and out of the airport nearby.

Most interesting site of Faro is the seaside. I expected a sunny beach and a clear view to the Atlantic ocean, but as seen on the photo, there is a national protected area important to a lot of birds, quite similar to the mudflat on front of the North sea in south of Jutland, Denmark.

A few Portuguese with special permission walks at the mud banks collecting clamps. Birds need no accept to do so. Faro is a beautiful town, and at the roundabout just behind the marina, a couple of storks have a free nest on top of the street lights.

Tomorrow I will go for a boat trip, and the day after, I am head for Loulé.

Veterancykel

Cykel købt 23. august 2017

Min ”nye” cykel blev fremstillet i Holland for cirka 25 år siden. Jeg har givet mere for den, end mange splinternye cykler på tilbud koster i landets storcentre.

Min ”gamle” cykel var købt i Bilka. Den blev leveret i en papkasse, og jeg skulle bare skrue hjul og pedaler på, så kørte den. Kyllingen fra Tølløse havde ifølge reklamerne sagt god for den.

Men efter bare fem år gik det ned ad bakke for den fine SCO Comfort. Op ad bakke takkede gearet over, der var noget galt.

Den lokale cykelsmed i Skanderup fik den ind, til hvad jeg troede var en ny kæde og justering af gearet, et 7-gears Shimano, som enhver erfaren cyklist, ikke kun Michael Rasmussen, ville give en tommel-op.

Men snart fik jeg et foto på min mobil fra cykelsmeden, som viste det blotlagte gearnav. Det lignede en chokoladekage, hårdt angrebet af rust og bvadr. Det kunne ikke betale sig at gøre noget ved sagen. Cyklen, som ellers stadig fremstod pæn og nydelig med sit gode alu-stel, var sådan set lige til at kassere.

Vi snakkede om det i carporten. Hvordan kan en cykel med Shimano og alu-stel ruste op på bare fem år? Et gæt, baseret på cykelsmedens mange års erfaring, og det faktum at der næsten ingen fedt var i baghjulets brune indmad, lød på, at Bilka havde fået deres Shimano gear meget billigt, og derfor kunne lave billige cykler af tilsyneladende høj kvalitet.

Måske havde fabrikken ved en fejl været alt for fedtede med fedtet i det indvendige gear - men det ville nok først vise sig, når garantien var udløbet… Det var jo immervæk Shimano gear, omend 2. sortering.

Under alle omstændigheder skulle jeg bruge en brugbar cykel, som naturligvis gerne skulle kunne bruges i mere end fem år. Og så var det, jeg købte denne vintage cykel, som med 25 år på bagen jo for længst havde bevidst sin holdbarhed.

Cykelsmeden havde selv købt den hjem til sin storebror , dengang cyklen var funklende ny. Men broren havde stort set ikke brugt den, den havde stået lunt og godt i hans kælder det meste af tiden. Nu var han så kommet på plejehjem. Jeg kunne få cyklen, en gedigen SKANDSEN Royal Dutchman for 2000,- kr.

Hvis du en dag ser en magen til med stelnummer WOE 316247 E - så er det sikkert stadig min.

Nytårshilsen

 Foto: Jeremy Wilson, nyklippet hos United by Hair

2016 har været sådan lidt la-la - men Jeremy gør mig glad og stolt.

For nogle måneder siden fortalte han, at der var kommet en invitation til Forsvarets dag.

I gamle dage - dengang jeg var 18 år - fik man besked på at møde op til session. Og det gjorde jeg så, sammen med de andre drenge i klassen, på Staldgården i Kolding. En hærdebred, karseklippet militærmand bød os indenfor med ordene: I skal ikke være bange.

Jeremy skulle give møde i Slagelse. Nogle af klassekammeraterne havde overvejet at fingere en sygdom, der ville gøre dem ukampdygtige - eller gøre sig dumme, så de på dén måde kunne slippe for militærtjeneste.

Men der er kun én sikker vej udenom Forsvaret: Vær pige - eller træk frinummer. Militæret ved i forvejen alt om dig, så der er ikke mulighed for at snyde. Dengang jeg var til session, vidste det endda besked om en speciel latinsk børnesygdom, jeg ikke selv var klar over.

Der er ikke meget, der har ændret sig siden dengang. Dog bliver piger også inviteret til Forsvarets dag - men uden mødepligt. Og en anden ting: man bliver ikke længere befamlet på løgene.

Ellers er der stadig IQ-testen, hvor jeg dengang scorede overraskende højt. Jeremy har helt sikkert også klaret de små hovedbrud til UG med kryds og slange, men nu får man ikke resultatet at vide. Militæret tjekker blot at scoren harmonerer med seneste eksamenskarakter, og så bliver den vistnok hemmeligstemplet.

Jeg kan sagtens forestille mig, at Forsvaret har kigget langt efter min søn. Han er stærk, ud- og vedholdende, klog - og så har han garderhøjde. Afrohåret kunne endda formes til en bjørnehue, tror jeg.

Men knægten gjorde præcis som sin far: Han tak frinummer! Hvor er det dejligt, at også den slags kan gå i arv.

Jeremy slap altså og kunne med sindsro få sig en ny frisure. Jeg ønsker ham al mulig held og lykke i det ny år - og ser frem til at se ham med studenterhue til sommer.

Godt nytår til alle!

En historie om de to fjer, der blev til fem høns..

Foto: Julia R., Freeimages.com

Plaster anklages for racisme i Sverige!, lød adskillige avisoverskrifter, og folk korsede sig og tænkte, at nu var de da gået fuldstændig gak-gak på den anden side af Øresund. Vores udenrigsminister var hurtig på aftrækkeren og smed et billede af et beige plaster på sin Facebook med billedteksten "Er endnu en gang glad for at jeg ikke bor i Sverige".

Den sviner har han undskyldt, og til svenske medier udtalte Kristian Jensen her til aften: "Jag älskar Sverige". Set i bakspejlet var det sgu heller ikke for kvikt sådan at nedgøre vores broderfolk og det blå/gule flag på de sociale medier.

Jeg har uden held forsøgt at finde belæg for bl.a. Jyllands-Postens overskrift. Men racisme-anklagen er ligesom H.C. Andersens to fjer, der blev til fem døde høns. Historien er kørt op til ukendelighed. Den holder simpelthen ikke vand.

Den er startet med et debatprogram i Sveriges Radio, hvor en ung svensk blogger Paula Dahlberg deltog. Hun sagde, at hun der er mange eksempler på hverdagsracisme, og nævnte i den forbindelse, at hun køber transparent plaster - for ingen har tilsyneladende tænkt på, at det ikke er alle, som har hudfarvet hud (sic!)

Paula er adopteret fra Colombia, derfor ser det ikke så pænt ud med lyst plaster. I studiet var også Eva Fernvall, der er kommunikationschef for Apoteket i Sverige. Hun havde ikke tænkt på, at man jo godt kunne udvide sortimentet med plaster i andre varianter end kaukasisk hvid, så det vil man nu gå videre med. Man havde dog allerede for år tilbage indset, at "hudfarvet" plaster var noget vrøvl, hvorfor det i dag markedsføres som "beige".

Paula Dahlberg er i øvrigt ikke udelukkende "racismeblogger", hun interesserer sig bredt for politik, stemmer til venstre og er feminist. Hendes blog kan læses på vardagsrasismen.nu

Jeg synes, plaster-historien - og lignende opskruede historier fra Sverige om fuglenavne, børnebøger - har fået alt for meget plads. Folk får jo det indtryk, at der faktisk ikke for alvor er racisme her i Skandinavien. Men det er der!

Vi taler hate-crimes, dødstrusler, ildspåsættelser etc. Man skal ikke lede længe for at finde DF-baserede fora, hvor mere eller mindre anonyme profiler vælter sig i rædselsfulde ytringer om vores minoriteter.

Det interesserer aviserne sig ikke så meget for. De vil hellere puste små pudsige historier op til store balloner, som læserne kan muntre sig med.

En tur til Mandø

På sælsafari med hestevogn Kristi himmelfartsdag 2015

Du kan tage bussen til hvorsomhelst - men at tage bussen til Mandø er noget helt specielt! For det første er det ikke nogen rigtig bus, det er en traktor med en toetagers anhænger til passagererne. For det andet er det ikke nogen rigtig vej, det er en såkaldt låningsvej som ikke altid er der.

Kristi himmelfartsdag parkerede vi den lille Picanto på P-pladsen ved Vadehavscentret og steg ombord på Mandøbussen, sammen med min kærestes søster og hendes mand Henning. Lidt over hundrede kroner for en tur-retur, inklusiv en guided turisttur og en luksus madpakke til indtagelse på den lille ø, som har bare 35 indbyggere.

Det er tidevandet som bestemmer, hvornår Mandø kan besøges. Naturen har dog indrettet sig sådan, at bussen normalt kører klokken 10 og returnerer tre timer senere. Men helt sikkert er det ikke, for tidevandet er lunefuldt. Derfor skal du opgive mobilnummer når du bestiller plads - så kan Preben i traktoren sende en sms, hvis der må ændres i køreplanen.

Men denne dag går alt som planlagt. Klokken ti er der afgang og snart bevæger vi os op over diget og ud mod Mandø. Det er overskyet og det blæser, men hvor er her smukt, her midt i Nationalpark Vadehavet, med unik natur lige så langt øjet rækker. Himlen er høj og landskabet ligefrem dynamisk.

Her er fugle en masse. Strandskaden fx. Den går rundt i sine røde gummistøvler og pirker sandorm med sit lange, lige så røde næb. Og så er der alle mågerne, med farver som havet selv. Hættemåge. Stormmåge. Sølvmåge. Og jeg ser en terne, denne særligt strømlinede trækfugl der hele livet pendler fra Nordpol til Sydpol, og hver gang finder præcis den samme bunke sten, der udgør reden fra sidste år. Hvordan gør de det, fuglene, helt uden kort og kompas? Vi mennesker kan faktisk kun orientere os her i Vadehavet, fordi Preben sidder bag rattet og ved hvor vi skal hen…

Det er lidt råkoldt i dag, hvor Mandøbussen standser ved byens brugs, så vi kan checke ind på Klithus. Claire og jeg har bestilt en overnatning. Et nydeligt værelse med bad, to senge, flimmer, bord og stole. Her nyder vi de fine madpakker højtbelagte smørrebrød, naturligvis sammen med godt Mandøl: Smagsgiverne plukkes på Mandø og brygget brygges hos Ørbæk på Fyn. Det er virkelig godt øl, og ikke så dyrt, kvaliteten taget i betragtning.

Preben er selv født og opvokset på Mandø, og han er en god fortæller. Vi kører ud til diget, som blev forstærket efter den store oversvømmelse i 1981. Dengang blev 80 % af øen lagt under vand, og springfloden kom så pludseligt at det var umuligt at redde får og køer i land. Flere hundrede dyr druknede, og man kan mærke på Preben at han aldrig glemmer det, selv om han er en munter mand.

I dag er digerne forstærkede med sand og klæg, den særlige jordart der føles som modellervoks. Man kan sige, at digerne har fået et ekstra lag emalje, så de er klar til næste gang havet viser tænder. Klægen virker som et gummilagen, hvor bølgerne kan løbe kraften af sig. Og fårene holder græsset nede, så dets rodnet styrkes og yderligere bidrager til sikringen af Mandøs fremtid.

Den værste katastrofe er markeret på Stormflodssøjlen. Dengang i 1558 gik det gruelig galt. Den gamle by lå ikke hvor byen ligger nu, og var slet ikke forberedt på den ekstreme vandstand. Øen blev praktisk taget udslettet, alt gik til grunde. Alle folk og fæ led druknedøden, på nær syv mand som tilfældigvis var draget til marked på fastlandet. Katastrofens omfang var kolossalt, og øen kom kun på fode igen, fordi Fanø gav de syv mænd en gave: Syv tjenestepiger fra Ho blev foræret til de syv mænd fra Mandø, en ny by blev anlagt højere oppe, og snart steg befolkningstallet. Det var godt for øen, og det var også godt for kvinderne fra Ho, som avancerede fra at være tyende til at være ægtekoner til selvejere. Det var der alligevel prestige i, selv om mandøboerne var fattigfolk.

Preben fortæller med stolthed om sin ø, om flora og fauna, og inde i bussen hænger der billeder fra hans lange karriere. Et godt råd er, at man aldrig må købe en brugt vogn, hvis der sidder et Mandø-klistermærke på den. Ikke så få gange er Preben og hans venner kørt ud i deres store maskiner for at undsætte strandede billister uden erfaring i tidevandskørsel. Og det siger sig selv, at biler som i de situationer får undervognsbehandling med saltvand fra Vesterhavet snart vil blive ædt op af rust. Billedgalleriet viser mange biler, man i hvert fald ikke skal købe.

Kirken er også et besøg værd. Døbefonden er fra den gamle kirke, og vi kan denne helligdag uforstyrret studere modelskibene, det lille orgel, altertavlen - for i dag prædiker præsten i Vester Vedsted, syd for Ribe.

Vi vinker farvel til Bhety og Henning, som skal retur med bussen og videre hjem til fest i Kolding. Så står vi tilbage på de 7,63 km² land midt i Vadehavet, hvad søren skal vi lave?

Vi hører klapren af hestesko og jeg prajer en prærievogn, der er på vej gennem byen. Kusken siger vi bare skal hoppe op i vognen, for nu skal vi på sælsafari i hestevogn.

Kusken hedder Benny, og ved siden af ham sidder en tysk turist med strikhue og kikkert. I vognen møder vi Bennys datter og hendes kæreste, som bor i Odense. Og nu er vi her også. Et lille sluttet selskab på seks mand, og to flinke trækdyr.

Datteren har selv været taget turen utallige gange, og hun oversætter fluks, hvad Benny fortæller på tysk bag hestene. Som trækker godt til over diget, og snart er ude på vaderne, midt ude i Guds fri natur. Hestene traver uden at kny gennem en lille meter vand og så går det rask ud over stepperne, nordpå hvor sælerne ofte nyder tilværelsen. Det blæser, og Claire får et par solide tæpper om sig. Hun er kuldskær, især herude hvor vinden rigtig kan komme til, og hvor afstanden til Filippinerne føles større end nogensinde.

Vi gør holdt ved Knudedyb, hvor sælerne nysgerrigt stikker hovederne op af havet for at se hvad vi er for nogle. I det fjerne kan vi se en flok ligge og dase. Jeg tror der er en snes stykker, men så sætter Bennys datter en tele på stativ, og jeg får syn for sagn: Der ligger hundredvis. Det er lige før jeg kan tælle til tusind.

Jeg tager et foto og ved med det samme, der er godt. Himlen nærmest fritskraber motivet med prærievognen, kæreste, kusk og tysk turist. Hestene og horisonten sørger for god komposition i billedet, det er klart det skal på nettet. Man kan se, det er koldt, for Benny har smøget sine skjorteærmer ned. Og vi har en pragtfuld dag i universet.

Alting er foranderligt og forunderligt. Havet har trukket sig lidt siden udturen, så på tilbagevejen får hestene kun en lille soppetur, hvor der før var godt med vand. Og tilbage i stalden får vi en spændende hyggesnak og en kop af Bennys kone Elisas termokaffe. Claire køber øllen, der hedder Smagen af Mandø, som nu står og pynter på skabet her i Alsgade. Indtil den bliver drukket, fungerer den som reklame for øen, hvor vi også besøgte det stråtækte museum og den hollandske mølle, hvor vi sad på en bænk og nød lidt solskinsvejr, og Claire med en sten åbnede en af de store, invasive stillehavsøsters, så fuglene kunne mæske sig i det velsmagende og perleproducerende bløddyr.

Mandø er en stor ferieoplevelse, der skal vi sikkert over igen når det bliver sommer. Så skal vi have badetøj med, og måske komme helt tæt på sælerne.

Den gamle redningsstation

Foto: VisitMandø

På Mandø er der en fin gammel redningsstation, smukt dekoreret med to dannebrogsflag på den grønne port. Den husede i gamle dage en robust redningsbåd, som kom i aktion, hvis der var mennesker i havsnød. Og der var mange af den slags redningsstationer, især langs den danske vestkyst.
I dag fungerer den her som souvenirbutik. Men danskerne har tilsyneladende glemt, hvad det oprindelige formål med huset var.

Flagene symboliserede at her i Danmark stod vi sammen. Som den stolte søfartsnation vi var, ville danske mænd risikere livet for at redde fremmede. I selv den værste storm stod brave danske sømænd ud på havet for at redde stakler fra druknedøden.

Men i dag vil 6 ud af 10 danskere ifølge Jyllands-Posten skubbe synkefærdige både fyldt med bådflygtninge ud på oprørt hav igen. Har vi da fuldstændig glemt vores danskhed?!

Hvor svært kan det være?: Hvis vi danskere observerer folk i havsnød, så skal vi prøve at redde dem i land. Så kan vi bagefter, når de har fået varmen og stillet sult og tørst, spørge hvorfra de kommer, og finde ud af om deres opholdsgrundlag er i orden. Og hvis det ikke er tilfældet, så sende dem sikkert tilbage, i live.

Det har vi en moralsk forpligtelse til: Vi har jo for pokker selv en aktiv rolle i de krige, staklerne på Middelhavet flygter fra…

En overmoden alder

Foto: Miguel Saavedra, Spanien

I gamle dage, da jeg var ung, var man en moden mand, når man engang om mange år blev tredive. Man kunne også blive fyrre, med tilføjelsen fed og færdig. Teoretisk kunne man godt blive endnu ældre, men så langt rakte tidshorisonten ikke i farten dengang.

Nu er situationen med tiden blevet anderledes. Jeg har fået et mere nuanceret syn på alder. Jeg kan stadig løbe op på tredje sal uden at blive forpustet, gider bare ikke. Vil helst nøjes med at gå, og hellere ned ad trapperne.

Forresten har forfatteren Klaus Rifbjerg left the building. Han blev 83 år, og hans død er breaking news. Det er som om hans bortgang kommer helt uventet, selv om han døde efter længere tids sygdom. Tiden vil vise, hvormange af hans bøger der egentlig er kronisk langtidsholdbare.

I radioen har en anden gammel dansker, skuespilleren Ghita Nørby siddet i radioen og spillet jazz. Hun blev firs for en måneds tid siden. På et tidspunkt blev der spillet en tussegammel live-optagelse med Josefine Baker, fra da Ghita var bare to år gammel.

Det blev til en længere snak om alder. Ghita nævnte en film som hed Balladen om Carl-Henning. Den var hun ikke med i. Det var som om hun dengang (i 1969) nærmest blev udelukket fra dansk film. Man havde ligesom fået nok af hendes baronesse-rolle og smilehuller i Morten Korch-film. Nu skulle der ske noget nyt, og ud røg de gamle.

Ghita blev dog ved med at holde sig igang, med tv-programmer og arbejde på teatret. Og som bekendt blev der sidenhen alligevel brug for hende igen i filmbranchen. Senest i Stille Hjerte.

Men man bliver jo ikke yngre med tiden. Ghita Nørby sagde det på en finurlig måde: Jeg lider af alder…

Hvad med mig, nu hvor jeg er på vej mod de 54? Kan det tænkes at min ungdoms tæft for tekst, grafik og reklame stadig er gangbar? Jeg vil i hvert fald gerne have et arbejde. Alt har interesse, i hele verden, og nu skipper jeg sørme en ansøgning afsted til et job som Danish copywriter i Barcelona…

Tiden vil vise, om der er udsigt i at jagte nye udfordringer, eller om jeg er løbet tør for stepstones og bare skal trappe yderligere ned.

Terror i Filippinerne

Talsmand for filippinsk politi viser foto af den dræbte terrorist frem

Når jeg på nettet i Manila ser de mange nyheder om IS drab, blandt andet på uskyldige japanske gidsler, undrer det mig at nedskydningen af 44 mænd fra Filippinernes Special Police Force ikke er nævnt på hverken DR eller TV2. Herude har man stort set ikke talt om andet de seneste dage:

Filippinerne er arealmæssigt syv gange større end Danmark, og befolkningstallet nærmer sig 100 millioner. Langt de fleste er katolikker, men der er også mange muslimer. De bor primært i den sydlige del af øriget, og der er ofte konflikter.

Forleden skulle man så mødes og forsøge at løse nogle af konflikterne. Men inden mødet rigtigt kom igang, blev 44 politifolk dræbt af muslimske guerillaer. Politiets elitekorps var på jagt efter to formodede top-terrorister i den rebelske Tukanalipao provins, da den faldt i et baghold.

Den muslimske delegation meldte straks ud, at det var en fejl. Men det er der ingen, som tror på - heller ikke selvom to af de faldne politisoldater var muslimer. Der var slet og ret tale om en massakre, ingen tvivl om det. Det er også, hvad 12 overlevende fra styrken beretter.

Det er klart at man jagter morderne, og at fredsforhandlingerne er gået i stå. Men ellers får massakren ingen følger, som fx hævnakter. Selvfølgelig bliver man aldrig enige om, hvad der er den rette lære - katolicismen eller islam? - men alle er filippinere, og der er ikke så meget andet at gøre end at begræde det smertelige tab.

Aviser og fjernsyn har vist billeder af de mange kister ankomme til Manila, og min kæreste fortæller at en af familiens slægtninge er blandt de faldne: Jim fra Virac. Jeg har drukket Red Horse med en, der kendte ham godt.

I dag fredag er national sørgedag, og i radioen er der fortsat lange udsendelser om sagen. Noget af det seneste nye er, at regeringen vil give de efterladte til hver af de faldne fra den højtrespekterede eliteenhed ekstra 1 million pesos. Oveni livsforsikringen og de seks måneders løn…

Jeg har haft lidt svært ved at forstå, hvad der præcist er sket, da det meste refereres på tagalog. Men her er hvad jeg har kunnet sammenstykke:

Terrorbekæmpelsen havde fået nys om, at to af verdens værste terrorister skjulte sig i den sydlige del af Filippinerne, og en stor styrke var sat ind på at finde dem. Et dusin fik omringet en hytte i nogle rismarker, og det kom til en kraftig skudveksling. En af politiets soldater omkom, det samme gjorde den formodede terrorist. På billedet fra et af politiets pressemøder ses han på et foto, efter at man i USA har fundet sikre DNA-beviser for, at det var den malaysiske top-terrorist og bombe-ekspert Zulkifli bin Hir, også kendt som Marwan. Politiet trak sig sejrrigt ud af denne episode, 11 overlevede, men sådan gik det langtfra i den anden episode:

Den resterende del af styrken var på patrulje ikke så langt derfra, og de blev lokket i et baghold og mejet ned af islamistiske separatister. Mange af politifolkene nåede end ikke at besvare ilden, inden de lå døde. En enkelt skarpskytte overlevede dog, og står idag som et lysende eksempel på, hvad de toptrænede soldater fra Special Police Force er i stand til.

Han fik ordre til at overgive sig, og lagde så sit gevær. Hvorfor terroristerne ikke bare skød ham også, ved jeg ikke - mit gæt er at han måske var tiltænkt hovedrollen i en af IS videoerne, hvor man ser et gidsel få læst nogle ord fra Koranen op, hvorefter personen får skåret hovedet af.

Men manden her var ikke blot skarpskytte, han var også ekspert i asiatisk knivkamp. Og da islamisterne var tæt nok på, trak han sine to hunting knives og knivdræbte ene mand otte af sine fjender.

Han er selvsagt en stor helt, og hans dødsforagt og kampvilje trøster mange af hans millioner af landsmænd, midt i sorgen over de mange faldne. Special Police Force nyder lige så stor anseelse som fx Livgarden og Frømandskorpset hjemme i Danmark.

Gwapo

Jay bliver klippet foran det store spejl

Jay følger mig rundt i Manila. Han ved, hvor der er en god frisør, og han kan finde vej. Han er 27 år gammel og nevø til min kæreste.

Klipningen foretages med maskine, og en lille smule saks. Og til slut et barberblad, som frisøren behændigt bruger til at fuldende sit værk, så hvert eneste hår sidder perfekt.

Der spilles høj musik i salonen. Det er som om filippinerne ikke rigtig kan lave noget i stilhed. Der skal lyd på, altid. Og nu er jeg gwapo: jeg ser godt ud. Det gør Jay også.

Frisøren får 100 pesos. Det koster det. Altså, for os begge to, tilsammen.

Mabuhay

I nat har vi sovet i Paranaque, i soveværelset ovenover den røde garage

Mabuhay betyder velkommen i Filippinerne. Og sikke en rejse man skal ud på, når man kommer fra Sønderborg.

Toget kører til Nørreport og Østerport, men vi skal til Airreport - hopper af på Hovedbanegården og skifter til et Øresundstog. Sådan kommer man hurtigt og billigt til Københavns Lufthavn - hvis DSB har en kampagne kørende med billetter til 99,- kr. stykket.

Vi flyver med Finnair. Det virker umiddelbart mærkeligt, at vi har første mellemlanding så højt mod nord som Finland - men på en globus ligger byerne København, Helsinki, Hong Kong og Manila næsten på linje. Da jeg for mange år siden lavede reklame for Finnair, var sloganet da også noget i retning af "Your Gateway to the Far East".

Og nu er jeg så kommet til Filippinerne med et af verdens sikreste flyselskaber - faktisk er det turen fra lufthavnen ind til byen, der er det sidste farlige stykke. Færdselsloven gælder kun i begrænset omfang, og trafikken glider mere efter en tommelfingerregel om at den mest insisterende har forkørselsret.

Alskens transportmidler bevæger sig gennem byens labyrint her i myldretiden, og alle har bling-bling belysning i disse aftentimer. Der er ham på den specialbyggede trehjulede cykel, som dagen igennem har fungeret som butik med streetfood, der er motorcyklerne med sidevogn, hvor der snildt kan være 5 passagerer, der er mountainbikes, og der er biler som vi kender dem derhjemme - der står Toyota på de fleste. Vi bliver overhalet indenom af en motorcykel, der kører mindst halvtres på fortorvet.

Vi kører i min kærestes yngste brors dieselhakker, der har god plads til al vores bagage. I forruden hænger et krucifiks, som han hurtigt lader fingrede glide ned over. Hurtigt gør han korsets tegn - og så træder han på sømmet, så vi kan komme ud i de smalle gader.

Der er ingen sikkerhedsseler på bagsædet, og det er garanteret farligere her end at sidde i et flysæde i 10 kilometers højde. Men måsen befinder sig nu behageligt tæt på den jord, vi jo alle en dag skal begraves i.

Filippinernes har ligesom os oplevet et behageligt prisfald på benzin. Vi tanker op. 30 liter diesel for cirka 750 pesos.

Vel ankommet til huset, hvor vi skal sove i nat, er der pizza, pansit og pulutan i form af stykker af lynstegt kylling og svinekød. Grillgris og grillkylling so to speak - og dertil koldt øl. Red Horse hedder det lokale bryg. Der er lagt en ordentlig statsafgift - sin tax - på alkohol, så en liter stærkøl koster 70 pesos. Øllet er altså noget dyrere end brændstof her, men jeg går langt på literen. Og knapt ti kroner for en megastor øl er ikke noget der tynger voldsomt i en dansk tegnebog.

Bryggeriet hedder San Miguel, og det producerer også en San Mig Light, som jeg lige skal smage. Der er nu ikke meget letøl over den: 5 % alc. - ikke meget lavere end min foretrukne røde hest på 7,8 %. Som jeg nøjes med en enkelt af.

Nu skal jeg lige have rystet det værste jetlag af mig - og finde et netværk, så bloggen kan uploades.

Det bliver sikkert spændende

Foto: Michael Lorenzo, Filippinerne

Forberedelserne er igang, jeg skal sammen med min pinay kæreste og hendes søster til Filippinerne. Det er længere væk end jeg nogensinde har været, og jeg er spændt.

Hvad venter der af oplevelser derude? Jeg bliver nok mærket af at rejse til en så fremmed destination. Og da vi det meste af tiden skal være i hovedstaden, bliver jeg naturligvis manilamærket…

I fredags var jeg forbi Victoria Lægerne. Det er fornuftigt i min alder at konsultere en læge i ny og næ - vi mænd har ry for ikke at gøre den slags, før det er for sent - men man(d) kan også være fornuftig.

Min krop ældes, og man får lidt flere naturligt forekommende knopper, pletter, mærker, etc. - jeg opfatter det selv som en slags rust, og lægen kunne i hvert fald sige at de alle så godartede ud. Og så fik jeg en ny tid til vaccinationer.

For der er jo flere ting, man skal tage sig i agt for i Filippinerne. Man kan hurtigt rage noget ubehageligt til sig, som fx difteri og tetanus. Så for en sikkerheds skyld får jeg lige en stivkrampevaccination. Smitsom leverbetændelse er også en mulighed, så jeg napper også en kanyle mod Hep A.

Og så er der jo malaria… Ikke fordi risikoen er så stor i hverken Manila eller på Catanduanes, men jeg skal fra det ene sted til det andet, og myg elsker min lidt specielle AB+ blodtype. Så selvfølgelig vil jeg også gerne have noget forebyggende mod malaria.

Der er flere muligheder, blandt andet Malarone, siger lægen. Jeg prøver på at være morsom og svarer, at det nok er ligeså godt med et glas Amarone. Det lykkes, sådan da. Men vi ender på Doxycyklin som ikke koster så meget.

Jeg skal forresten også huske at købe mig en privat rejsesygeforsikring - vi kommer jo langt udenfor både gult og blåt sygesikringskorts dækningsområde. 

Men billetterne er forlængst købt. Vi flyver Finnair fra København over Helsinki til Hong Kong, og derfra videre med Cathay Pacific til Manila, hvor Evets henter os i lufthavnen.

I det omfang, der er netforbindelse og noget sjovt at fotografere og fortælle om, vil jeg blogge ude fra Filippinerne. Håber nogen får lyst til at læse med…

Housekeeper

Foto: Chris Chidsey, Storbritannien

Jeg passer huse.

Når du og din familie tager på ferie, så passer jeg jeres hus imens, samt alt hvad der hører til: hund, kat, potteplanter, akvarie, postkasse, dyt, græsplæne m.m.

Så kan I roligt rejse ud og opleve verden, og vide at der er tjek på alt det derhjemme. Jeg sender en mail hver dag, med et par linjer om hvordan det står til.

Jeg er et levende overvågnngskamera, der holder øje med dit hus, mens du og din familie er på ferie. Sådan en slags vagtmand, der giver dyr og blomster mad og vand, og ellers tuller rundt og ser lidt til det hele. Hvis strømmen går, kan jeg skifte sikringer, og jeg kan også tage telefonen, hvis den ringer.

Det er en win-win situation. Jeg bor lidt ekstra godt i en periode, måske endda med Netflix og karbad. Og du ved, at der ikke kommer ubudne gæster. Der sker ikke noget uforudset, når en cool fyr som mig vogter over værdierne.

Vovsen kan blive i sine vante omgivelser og komme ud og gå hver dag, som den plejer. Det er bedre end en hundepension - som jo heller ikke er gratis. Er der en bil, så har jeg kørekort og kan hente dig og din familie i lufthavnen - så sparer du også penge til langtidsparkering.

Husk det, hvis du skal på ferie og synes du kender mig godt nok til at ville overlade dit hjem, kæledyr og planter til undertegnede. Send mig en mail på kenneth@clips, så finder vi ud af noget.

Min første blog

 

Foto: Yonius Saritoh, USA

Jeg skrev min første blog sent om aftenen nytårsdag 2007. Det var på Mingler. Den handlede om hvordan jeg blev forfatter ved et tilfælde. Og jeg uploadede et snapshot af min fars gamle dagbøger, sammen med min første bogudgivelse, En sømands dagbog.

Snart skrev jeg en blog om noget helt andet, og hurtigt efter endnu en om noget helt tredje. Og så begyndte jeg at skrive hver dag. Opskriften var enkel: Jeg uploadede et royalty-frit foto og skrev en kort tekst. Det kunne være om hvad som helst.

Stifteren af sitet solgte på et tidspunkt til JP/Politikens Hus for et millionbeløb, og så skiftede det navn til 24.dk. Men det var stadig det samme, nu bare uden svenskere, og med flere reklamer.

Med tiden overgik 24.dk til MetroXpress, og så, for et års tid siden besluttede avisen så at nedlægge sitet. Måske som en slags kvittering for mediestøtten?

Jeg fortsatte med et blogge på Mandala.dk. Men det findes heller ikke længere. Domænet er solgt og sitet nedlagt.

Nu vil jeg så blogge her på Blogger. Det virker ikke som om det skal sælges og siden nedlægges de næste mange år frem. Så her vil jeg skrive om alt mellem himmel og jord, og jeg vil også gen-uploade alle mine tidligere blogs, som jeg har været så fornuftig at gemme på min harddisk.

Det drejer som om over tusind, og de kan godt tåle at blive klikket på endnu en million gange.



Velkommen til nye og gamle læsere.

Lunderskov

Det er mærkeligt med den her by. På den ene side er her smukt, ligefrem idyllisk, og Lunderskovs  indbyggertal har i lang tid været svagt stigende. På den anden side er her meget stille, og byen gør ikke meget væsen af sig. Jeg synes næsten den er gået i coma.



Bare tag stationsbygningen. En flot bygning, som engang husede et DSB billetsalg og en velassorteret kiosk. Lunderskov er geografisk set et knudepunkt, hvor der går spor sydpå mod Sønderborg, vestpå mod Esbjerg og østpå mod Kolding og videre mod Århus, Odense og København. Alligevel slumrer stationen hen. Billetsalget er forlængst nedlagt til fordel for en automat udenfor bygningen, som er aflåst og helt tom. Der er tre spor, men togene er ofte gennemkørende, de sagtner ikke engang farten, men passerer perronerne for fuld hammer.



Engang var der liv og glade dage på jernbanehotellet, med knive og gafler til store selskaber. Igen en smuk bygning, der er lukket og slukket. Og hovedgaden hedder kun Storegade, fordi de andre gader er endnu mindre. Engang var her tøjbutikker, bagere, værtshuse - idag er apoteket en af de få butikker, der stadig har kunder. Ja, og så forretningen i nummer 26, hvor man køber lottokuponer, fordi jackpotten flere gange har været forbi lige netop her. 



Men det er egentlig ikke fordi folk i Lunderskov mangler penge. Her i byen klipper man hæk og slår græs omkring rigtig pæne huse. Og alle har havegrill og massevis af øl. Det er bare som om, at hvergang der er tilløb til en fest, så taber man pulsen inden der rigtig sker noget.



Øllerne skal nok blive drukket alligevel. Men ikke her i byen. Der lå engang to værtshuse i Storegade, og det er såmænd ikke så længe siden. Skomageren og Vognmanden. Den første er gået ned og indgangen muret til, og den anden er tilsyneladende også ved at opgive ævred. Øllet er billigere i Brugsen, som lige har fået lagt ny asfalt på P-pladsen. Det hjælper dog ikke så meget. Man kører med millionunderskud, har jeg hørt. Der ligger en Kiwi op ad Reinholdts Bakke og til højre, og en ABC i Vamdrup. Og ellers er der jo Kolding Storcenter…



Jeg går lange ture i og omkring Lunderskov. Og jeg undrer mig. Byen kan synes spøgelsesagtig og blodfattig, men vokser sig - så vidt jeg kan se - alligevel støt og roligt større. Det er mærkeligt.



Øllet bliver tydeligvis drukket i bilerne. Det er dybt godnat. Når jeg går langs vejene, ligger de tomme dåser og oxiderer uendelig langsomt i grøfterne. Og det er næsten udelukkende dem uden pant, købt med eksporterklæring syd for grænsen. Slots og Carlsberg er de foretrukne mærker.



Biblioteket er godt, og man kan altid komme ind ved hjælp af magnetstriben på sit sygesikringskort. Så åbner dørene automatisk, og der er adgang til computere, bøger og dagens aviser. For tiden er der også nogle lokale kunstnere som udstiller farverige malerier. Men det er ikke fordi biblioteket er overrendt. Måske læser og ser folk det hele hjemmefra over nettet? 



Mandag og torsdag er bibliotekaren Lisbeth på arbejde, og hun gør meget for at der skal ske noget mere. Forleden havde hun slået rigtig meget på tromme for nye læsekredse. Der blev lokket med kaffe og chokolader, og jeg dukkede op - som den eneste… 



Der sker ikke en hujende fis i Lunderskov, eller også skal jeg bare lige vente og se tiden lidt an? De folk jeg trods alt møder, smiler jo, og de kan også godt finde på at side "daw". Egentlig ikke fordi de gerne vil snakke, men mere for lige at signalere, jeg godt må være her. 



Her er sådan set også rart at være. Se bare min yndlingsbænk. Jeg plukker et æble og sætter mig, gnasker og ser ud over det smukke landskab. En dag kommer der måske en forbi, jeg kan dele udsigten med…

Blåhvalen

Foto: Nadya Smolskaya, Cypern

Det forholder sig sådan, at jeg, sammen med nogle andre, ejer en ikke helt lille båd. Jeg er ikke just sømand, endsige indehaver af en søfartsbog - så hvad vil jeg egentlig med den? - Det spørger jeg tit mig selv om.



De andre tænker måske ligesom mig. Så vidt jeg ved, er de heller ikke sømænd. Mange af os kan vel knapt nok kende forskel på styrbord og bagbord. Alligevel ejer vi altså den her båd i fællesskab.



Jo mere jeg tænker over det, des mærkeligere bliver det. Når jeg skal nogen steder hen, vil jeg langt hellere cykle, køre, futte eller flyve. Det er virkelig sjældent at jeg sejler. 



Men som sagt: Jeg har papir på at noget af båden er min. Min andel er en såkaldt B-aktie. Jeg tænker B’et er en forkortelse for Båden. Som er opkaldt efter afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller.



Hvert år får jeg et aktieudbytte på cirka tusind kroner. Det dækker mine udgifter til sejlads, og lidt til. I år har pengene rakt til transport for mig og min søn fra den græske by Kavala til den smukke ø Thassos tur-retur, og til jul skal vi med Fanøfærgen.



B’et på min aktie kan være en forkortelse for bådens kælenavn. Den er jo stor. Og den er blå. Så hvorfor ikke kalde den Blåhvalen…



Måske skulle jeg interessere mig lidt mere for Blåhvalen, nu hvor den får så god presse i medierne. Eller sælge min aktie. En dag. Det er pænt mange penge. 50 kilo, faktisk.



For bare en tyver kan jeg på tirsdag få en sejltur i Århus havn og komme tæt på monsterskibet, inden det igen letter anker og fragter sine 18.000 teu rundt i verden, på en meget miljøvenlig måde.




Min App

Dansk Forfatterforening har med glæde meddelt mig, at jeg har fået plads på kurset på Hald Hovedgård den 23. - 25. august. Bare jeg selv sørger for transporten og betaler kontant for mine drikkervarer på den historiske højborg, så vanker der gratis indkvartering, lækker mad, naturoplevelser og udsøgt workshop om apps. Foredragsholderne lover næsten, at jeg i løbet af weekenden bliver i stand til at producere min egen app demo.



Jeg skal bare formulere en idé hjemmefra, på en halv til en hel A4 side - så godt at både jeg selv og de andre kursusdeltagere forstår hvad den går ud på. Derfor har jeg over en velvoksen whisky tænkt tanker - og nu kommer den: Min idé til en app…



Alle bruger apps efterhånden. Selv har jeg ofte brugt Maps app’en: når jeg er kørt, cyklet eller faret vild, og faktisk kun ved hvad der er op og ned – så fisker jeg min smartphone op af lommen og finder mig selv. App’en viser min placering på et kort og i hvilken retning min mobil peger.



Sådan en app er virkelig god at have ved hånden - og som forberedelse til dette kursus har jeg tænkt på en ting, vi snart IKKE længere har i lommen. Derfor vil jeg gerne udvikle en plat eller krone app.



Snart bliver alle håndkøb betalt med mobilen eller dankortet. Eller et chiparmbånd, som på Skanderborgfestivalen i år, hvor et forsøg med CA$HLESS forløb over al forventning. Snart er vores punge og tegnebøger udskiftet med en eWallet. 



Men hvordan skal man så kunne slå plat eller krone? 



Løsningen er min app, som for eksempel betyder, at et flip-flap digitalt kronestykke på dommerens iPhone afgør, hvilket fodboldhold der førstevælger banehalvdel og giver bolden op.



Er det amerikansk fodbold, vil en 25 cent vise sig som enten front- eller Quarterback.



En skillingsmønt fra 1700-tallet kan afgøre, hvem der giver den næste Gammel Dansk.



En gammel D-mark vil give mulighed for enten Krone eller Plattysk.



Børn kan afgøre tvister med selveste Onkel Joakims lykkemønt.



Da jeg nævnte idéen for min ven Tom, udbrød han spontant, at det sgu da er en borderline genial idé!



Om alt går som planlagt, var jeg en alfa-beta version klar om godt og vel ti dage…

Dejlig mærkværdighed i det ydre rum

Det nærmest klassiske David Bowie hit Space Oddity er blevet genindspillet af den canadiske astronaut Chris Hadfield. 



Cover versioner af gamle ørehængere bliver sjældent tilnærmelsesvist lige så gode som de originale. Men i dette tilfælde er resultatet virkelig smukt.



Smut ud på YouTube og se, hvad der vistnok er verdens første musikvideo indspillet i vægtløs tilstand.



Her er et link til optagelsen fra International Space Station:


http://youtu.be/KaOC9danxNo



Planet Earth is blue, and there’s nothing left to do…

Festen er forbi

Festen er forbi, siger ejerne. Man købte sig ind i det største community site i Danmark i 2006 for et millionbeløb, men skrotter det nu, som om det ikke er noget værd.

I 2008 fusionerede 24timer helt med Mingler, som herefter blev omdøbt til 24.dk. Det var et led i avisernes onlinekrig, og trækket gjorde at man akkumulerede en masse hits, hvor der før ikke havde været nævneværdig aktivitet.

Medievirksomheden kunne dog ikke få en rentabel forretning ud af foretagendet. Så nu er festen forbi, og de folk der sagde god for investeringen, må sidde med nogle gevaldige tømmermænd.

I den anledning vil jeg gerne synge en sang. Jeg hørte den i radioen for nogle dage siden, og teksten, som Leif Fabricius har skrevet, bærer overskriften Underdrejet. Det er simpelthen så fed en tekst, at den burde stå i Højskolesangbogen.

Men okay: nu står den på vores kuldsejlede community site – om et døgns tid er den væk igen:

1.
Nu skinner solen over Himmelbjerget
men det kan jeg desværre ikke se,
jeg ligger i min seng forpint og hærget,
for nattens tunge træk har redt mig te’.
I Julsø bader bare badegæster
jeg ligger bare her og svømmer hen,
men som’ren summer sødt og landet fester,
så trækkes jeg med slemme tømmermænd.

2.
Og længere mod syd på Skamlingsbanken,
der samles glade folk i sommerdress,
jeg døjer svært med bar’ at samle tanken
thi tømmermænd har sat mig under pres.
Mens sommerheden hærger hovedlandet
er jeg på hedetur med hoved på,
jeg ligger lammet hen - kan ikke andet,
og tænker på, hvor galt det dog kan gå.

3.
Og Jylland ligger mellem tvende have
jeg ligger underdrejet - stormens rov
og dønningerne duver i min mave
og banker mod mit skrøbelige skrog.
Jeg mumler: Mayday, mayday - jeg forliser
er ud’ af kurs og gået under dæk,
skønt kun der blæser stille sommerbriser
konstant i fare for at springe læk.

4.
Men pluds’lig åbnes sluserne mod livet,
min kone sejler ind: Godmorgen skat!
Hun kravler under dynen - ned i skivet
og gør en ende på min uvejrsnat.
Jeg glemmer, at en hård orkan har hærget
og falder blidt til ro i hendes favn,
jeg lægger ømt min hånd på Himmelbjerget
så ved jeg, at jeg er i sikker havn.

PH PS

Foto: Politiken.dk

For nogle aftener siden så jeg et program om Poul Henningsen. Arkitekten, provokatøren, samfundsrevseren, lampemanden, drageflyveren m.m.m. Tak til DR2.

Idag er vi danskere meget stolte af PH. Han var jo fantastisk. Men det hører med til historien, at han bestemt ikke altid var lige populær i sin samtid.

Vi har i Historien vendt hans Danmarksfilm, som Udenrigsministeriet havde bedt ham om at lave. Den blev trukket tilbage kort efter den havde haft premiere. Kritikken var meget voldsom. Filmen var ‘skandaløst slet’.

Problemet var, at den slet ikke var spor højstemt. PH var rejst rundt og havde filmet det helt almindelige Danmark: landbruget, naturen, og livet som det blev levet dengang i 1930erne. Set i bakspejlet var Danmarksfilmen ‘ikke så ringe endda’, som man vil sige på jysk – men da den havde premiere i 1935 blev den sablet ned af stort set hele anmelderkorpset.

PHs største faux pas var nok på lydsiden. Tænk – filmen blev akkompagneret af ‘negermusik’! Det var simpelthen for groft for borgerskabet, som også havde hidset sig voldsomt op dengang i 1928, da PH på forsiden af Politiken havde skrevet en begejstret anmeldelse af Josephine Bakers optræden i bananskørt.

Men bedøm selv: Her er en bid fra filmen, hvor billederne rytmisk følger Cykelsangen. Jeg synes det er virkelig flot, og det er svært idag at forstå, hvorfor filmen ikke bare gik rent ind hos publikum.

www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=7wlomBYa8v0

PH blev ramt af parkinson og døde i 1967, men få uger før kom hans kone hjem og fandt et papir i hans skrivemaskine. Det var et digt. Et meget smukt et, sluttende med et ord som kun PH kunne finde på det. Ulykkeligvis var hans demens så fremskreden, at han ikke selv kunne huske han havde skrevet det pragtfulde digt til sin kone. Men her er det:

Mod nul
Jeg har aldrig kunnet være alene
men elsket tosomheden
Drømmen om samværet falmer.
Vist kommer du når jeg kalder
og formilder de næste sekunder.
Men bag dig ser jeg det store mørke:
Ingensomheden.


PS: Her er nogle gode links til mere info om manden og hans film:

Den Store Danske.dk

Danmarkshistorien.dk

Tråd om filmen i Historien på 24.dk

Tsk tsk

Foto: Tibor Fazakas, Rumænien

Vores community site lukker og slukker den 30. april.

1051 blogs blev det til, for mit vedkommende. Plus en om Krampens kagedåse, som blev slettet af 24support. Samt en Blå blog, der blev bandlyst og ikke fremgår af oversigten. Man kan ikke søge efter den – man skal have et direkte link. Men den findes altså stadig, selv om den indeholder skarp kritik af Netredaktionen.

Så alt i alt er det blevet til 1053 blogs (1054 hvis denne tælles med), alle med et fint foto – altså bortset fra bloggen om min farfar uden en trævl på kroppen. Det gamle sort-hvide foto var desværre for stærk kost for 24support. Jeg har efterfølgende lagt det op igen, men med et æble på for at skåne ledelsens sarte øjne. For mig at se var der tale om Apple-inspireret billedcensur .

Jeg har samtlige blogs liggende på min harddisk. Men jeg havde da hellere set at de lå på verdensvævet, hvor de hver eneste dag har hundredevis af læsere. Siden jeg sprang ud som blogger i år 2007’s spæde start er det blevet til 1.335.609 hits.

– 1.335.610, siger du?