Mabuhay

I nat har vi sovet i Paranaque, i soveværelset ovenover den røde garage

Mabuhay betyder velkommen i Filippinerne. Og sikke en rejse man skal ud på, når man kommer fra Sønderborg.

Toget kører til Nørreport og Østerport, men vi skal til Airreport - hopper af på Hovedbanegården og skifter til et Øresundstog. Sådan kommer man hurtigt og billigt til Københavns Lufthavn - hvis DSB har en kampagne kørende med billetter til 99,- kr. stykket.

Vi flyver med Finnair. Det virker umiddelbart mærkeligt, at vi har første mellemlanding så højt mod nord som Finland - men på en globus ligger byerne København, Helsinki, Hong Kong og Manila næsten på linje. Da jeg for mange år siden lavede reklame for Finnair, var sloganet da også noget i retning af "Your Gateway to the Far East".

Og nu er jeg så kommet til Filippinerne med et af verdens sikreste flyselskaber - faktisk er det turen fra lufthavnen ind til byen, der er det sidste farlige stykke. Færdselsloven gælder kun i begrænset omfang, og trafikken glider mere efter en tommelfingerregel om at den mest insisterende har forkørselsret.

Alskens transportmidler bevæger sig gennem byens labyrint her i myldretiden, og alle har bling-bling belysning i disse aftentimer. Der er ham på den specialbyggede trehjulede cykel, som dagen igennem har fungeret som butik med streetfood, der er motorcyklerne med sidevogn, hvor der snildt kan være 5 passagerer, der er mountainbikes, og der er biler som vi kender dem derhjemme - der står Toyota på de fleste. Vi bliver overhalet indenom af en motorcykel, der kører mindst halvtres på fortorvet.

Vi kører i min kærestes yngste brors dieselhakker, der har god plads til al vores bagage. I forruden hænger et krucifiks, som han hurtigt lader fingrede glide ned over. Hurtigt gør han korsets tegn - og så træder han på sømmet, så vi kan komme ud i de smalle gader.

Der er ingen sikkerhedsseler på bagsædet, og det er garanteret farligere her end at sidde i et flysæde i 10 kilometers højde. Men måsen befinder sig nu behageligt tæt på den jord, vi jo alle en dag skal begraves i.

Filippinernes har ligesom os oplevet et behageligt prisfald på benzin. Vi tanker op. 30 liter diesel for cirka 750 pesos.

Vel ankommet til huset, hvor vi skal sove i nat, er der pizza, pansit og pulutan i form af stykker af lynstegt kylling og svinekød. Grillgris og grillkylling so to speak - og dertil koldt øl. Red Horse hedder det lokale bryg. Der er lagt en ordentlig statsafgift - sin tax - på alkohol, så en liter stærkøl koster 70 pesos. Øllet er altså noget dyrere end brændstof her, men jeg går langt på literen. Og knapt ti kroner for en megastor øl er ikke noget der tynger voldsomt i en dansk tegnebog.

Bryggeriet hedder San Miguel, og det producerer også en San Mig Light, som jeg lige skal smage. Der er nu ikke meget letøl over den: 5 % alc. - ikke meget lavere end min foretrukne røde hest på 7,8 %. Som jeg nøjes med en enkelt af.

Nu skal jeg lige have rystet det værste jetlag af mig - og finde et netværk, så bloggen kan uploades.