lørdag den 31. december 2016

Nytårshilsen

 Foto: Jeremy Wilson, nyklippet hos United by Hair


2016 har været sådan lidt la-la - men Jeremy gør mig glad og stolt.

For nogle måneder siden fortalte han, at der var kommet en invitation til Forsvarets dag.

I gamle dage - dengang jeg var 18 år - fik man besked på at møde op til session. Og det gjorde jeg så, sammen med de andre drenge i klassen, på Staldgården i Kolding. En hærdebred, karseklippet militærmand bød os indenfor med ordene: I skal ikke være bange.

Jeremy skulle give møde i Slagelse. Nogle af klassekammeraterne havde overvejet at fingere en sygdom, der ville gøre dem ukampdygtige - eller gøre sig dumme, så de på dén måde kunne slippe for militærtjeneste.

Men der er kun én sikker vej udenom Forsvaret: Vær pige - eller træk frinummer. Militæret ved i forvejen alt om dig, så der er ikke mulighed for at snyde. Dengang jeg var til session, vidste det endda besked om en speciel latinsk børnesygdom, jeg ikke selv var klar over.

Der er ikke meget, der har ændret sig siden dengang. Dog bliver piger også inviteret til Forsvarets dag - men uden mødepligt. Og en anden ting: man bliver ikke længere befamlet på løgene.

Ellers er der stadig IQ-testen, hvor jeg dengang scorede overraskende højt. Jeremy har helt sikkert også klaret de små hovedbrud til UG med kryds og slange, men nu får man ikke resultatet at vide. Militæret tjekker blot at scoren harmonerer med seneste eksamenskarakter, og så bliver den vistnok hemmeligstemplet.

Jeg kan sagtens forestille mig, at Forsvaret har kigget langt efter min søn. Han er stærk, ud- og vedholdende, klog - og så har han garderhøjde. Afrohåret kunne endda formes til en bjørnehue, tror jeg.

Men knægten gjorde præcis som sin far: Han tak frinummer! Hvor er det dejligt, at også den slags kan gå i arv.

Jeremy slap altså og kunne med sindsro få sig en ny frisure. Jeg ønsker ham al mulig held og lykke i det ny år - og ser frem til at se ham med studenterhue til sommer.

Godt nytår til alle!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar