torsdag den 28. maj 2015

En tur til Mandø

På sælsafari med hestevogn Kristi himmelfartsdag 2015

Du kan tage bussen til hvorsomhelst - men at tage bussen til Mandø er noget helt specielt! For det første er det ikke nogen rigtig bus, det er en traktor med en toetagers anhænger til passagererne. For det andet er det ikke nogen rigtig vej, det er en såkaldt låningsvej som ikke altid er der.

Kristi himmelfartsdag parkerede vi den lille Picanto på P-pladsen ved Vadehavscentret og steg ombord på Mandøbussen, sammen med min kærestes søster og hendes mand Henning. Lidt over hundrede kroner for en tur-retur, inklusiv en guided turisttur og en luksus madpakke til indtagelse på den lille ø, som har bare 35 indbyggere.

Det er tidevandet som bestemmer, hvornår Mandø kan besøges. Naturen har dog indrettet sig sådan, at bussen normalt kører klokken 10 og returnerer tre timer senere. Men helt sikkert er det ikke, for tidevandet er lunefuldt. Derfor skal du opgive mobilnummer når du bestiller plads - så kan Preben i traktoren sende en sms, hvis der må ændres i køreplanen.

Men denne dag går alt som planlagt. Klokken ti er der afgang og snart bevæger vi os op over diget og ud mod Mandø. Det er overskyet og det blæser, men hvor er her smukt, her midt i Nationalpark Vadehavet, med unik natur lige så langt øjet rækker. Himlen er høj og landskabet ligefrem dynamisk.

Her er fugle en masse. Strandskaden fx. Den går rundt i sine røde gummistøvler og pirker sandorm med sit lange, lige så røde næb. Og så er der alle mågerne, med farver som havet selv. Hættemåge. Stormmåge. Sølvmåge. Og jeg ser en terne, denne særligt strømlinede trækfugl der hele livet pendler fra Nordpol til Sydpol, og hver gang finder præcis den samme bunke sten, der udgør reden fra sidste år. Hvordan gør de det, fuglene, helt uden kort og kompas? Vi mennesker kan faktisk kun orientere os her i Vadehavet, fordi Preben sidder bag rattet og ved hvor vi skal hen…

Det er lidt råkoldt i dag, hvor Mandøbussen standser ved byens brugs, så vi kan checke ind på Klithus. Claire og jeg har bestilt en overnatning. Et nydeligt værelse med bad, to senge, flimmer, bord og stole. Her nyder vi de fine madpakker højtbelagte smørrebrød, naturligvis sammen med godt Mandøl: Smagsgiverne plukkes på Mandø og brygget brygges hos Ørbæk på Fyn. Det er virkelig godt øl, og ikke så dyrt, kvaliteten taget i betragtning.

Preben er selv født og opvokset på Mandø, og han er en god fortæller. Vi kører ud til diget, som blev forstærket efter den store oversvømmelse i 1981. Dengang blev 80 % af øen lagt under vand, og springfloden kom så pludseligt at det var umuligt at redde får og køer i land. Flere hundrede dyr druknede, og man kan mærke på Preben at han aldrig glemmer det, selv om han er en munter mand.

I dag er digerne forstærkede med sand og klæg, den særlige jordart der føles som modellervoks. Man kan sige, at digerne har fået et ekstra lag emalje, så de er klar til næste gang havet viser tænder. Klægen virker som et gummilagen, hvor bølgerne kan løbe kraften af sig. Og fårene holder græsset nede, så dets rodnet styrkes og yderligere bidrager til sikringen af Mandøs fremtid.

Den værste katastrofe er markeret på Stormflodssøjlen. Dengang i 1558 gik det gruelig galt. Den gamle by lå ikke hvor byen ligger nu, og var slet ikke forberedt på den ekstreme vandstand. Øen blev praktisk taget udslettet, alt gik til grunde. Alle folk og fæ led druknedøden, på nær syv mand som tilfældigvis var draget til marked på fastlandet. Katastrofens omfang var kolossalt, og øen kom kun på fode igen, fordi Fanø gav de syv mænd en gave: Syv tjenestepiger fra Ho blev foræret til de syv mænd fra Mandø, en ny by blev anlagt højere oppe, og snart steg befolkningstallet. Det var godt for øen, og det var også godt for kvinderne fra Ho, som avancerede fra at være tyende til at være ægtekoner til selvejere. Det var der alligevel prestige i, selv om mandøboerne var fattigfolk.

Preben fortæller med stolthed om sin ø, om flora og fauna, og inde i bussen hænger der billeder fra hans lange karriere. Et godt råd er, at man aldrig må købe en brugt vogn, hvis der sidder et Mandø-klistermærke på den. Ikke så få gange er Preben og hans venner kørt ud i deres store maskiner for at undsætte strandede billister uden erfaring i tidevandskørsel. Og det siger sig selv, at biler som i de situationer får undervognsbehandling med saltvand fra Vesterhavet snart vil blive ædt op af rust. Billedgalleriet viser mange biler, man i hvert fald ikke skal købe.

Kirken er også et besøg værd. Døbefonden er fra den gamle kirke, og vi kan denne helligdag uforstyrret studere modelskibene, det lille orgel, altertavlen - for i dag prædiker præsten i Vester Vedsted, syd for Ribe.

Vi vinker farvel til Bhety og Henning, som skal retur med bussen og videre hjem til fest i Kolding. Så står vi tilbage på de 7,63 km² land midt i Vadehavet, hvad søren skal vi lave?

Vi hører klapren af hestesko og jeg prajer en prærievogn, der er på vej gennem byen. Kusken siger vi bare skal hoppe op i vognen, for nu skal vi på sælsafari i hestevogn.

Kusken hedder Benny, og ved siden af ham sidder en tysk turist med strikhue og kikkert. I vognen møder vi Bennys datter og hendes kæreste, som bor i Odense. Og nu er vi her også. Et lille sluttet selskab på seks mand, og to flinke trækdyr.


Datteren har selv været taget turen utallige gange, og hun oversætter fluks, hvad Benny fortæller på tysk bag hestene. Som trækker godt til over diget, og snart er ude på vaderne, midt ude i Guds fri natur. Hestene traver uden at kny gennem en lille meter vand og så går det rask ud over stepperne, nordpå hvor sælerne ofte nyder tilværelsen. Det blæser, og Claire får et par solide tæpper om sig. Hun er kuldskær, især herude hvor vinden rigtig kan komme til, og hvor afstanden til Filippinerne føles større end nogensinde.

Vi gør holdt ved Knudedyb, hvor sælerne nysgerrigt stikker hovederne op af havet for at se hvad vi er for nogle. I det fjerne kan vi se en flok ligge og dase. Jeg tror der er en snes stykker, men så sætter Bennys datter en tele på stativ, og jeg får syn for sagn: Der ligger hundredvis. Det er lige før jeg kan tælle til tusind.

Jeg tager et foto og ved med det samme, der er godt. Himlen nærmest fritskraber motivet med prærievognen, kæreste, kusk og tysk turist. Hestene og horisonten sørger for god komposition i billedet, det er klart det skal på nettet. Man kan se, det er koldt, for Benny har smøget sine skjorteærmer ned. Og vi har en pragtfuld dag i universet.

Alting er foranderligt og forunderligt. Havet har trukket sig lidt siden udturen, så på tilbagevejen får hestene kun en lille soppetur, hvor der før var godt med vand. Og tilbage i stalden får vi en spændende hyggesnak og en kop af Bennys kone Elisas termokaffe. Claire køber øllen, der hedder Smagen af Mandø, som nu står og pynter på skabet her i Alsgade. Indtil den bliver drukket, fungerer den som reklame for øen, hvor vi også besøgte det stråtækte museum og den hollandske mølle, hvor vi sad på en bænk og nød lidt solskinsvejr, og Claire med en sten åbnede en af de store, invasive stillehavsøsters, så fuglene kunne mæske sig i det velsmagende og perleproducerende bløddyr.

Mandø er en stor ferieoplevelse, der skal vi sikkert over igen når det bliver sommer. Så skal vi have badetøj med, og måske komme helt tæt på sælerne.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar