Pfffffff

Foto: Scott Leazenby, USA

Det kan visualiseres på mange måder. På Flickr finder man hist og her fotografer som på et glat blåt underlag har skrevet Facebook i lange baner, lige til at sniffe. Så kan afhængigheden af det globale, såkaldt sociale netværk vist ikke udtrykkes tydeligere.

Men man kan også tænke i narkotiske baner, når det handler om prisen på Facebook. I bund og grund er det ikke noget værd. Det er fremstillet syntetisk for små penge, men enhver pusher ved at det kan sælges for en meget høj pris.

Ligesom med kokain udgør produktionsomkostningerne under en promille af udsalgsprisen. Det er årsagen til den afsindigt store avance til bagmændene.

Facebook gået på børsen med så mange aktier, at den samlede værdi svarer til at hvert eneste menneske på jordkloden hostede op med knap hundrede kroner. Så eksorbitant mange penge er firmaet selvfølgelig ikke værd.

Investorerne må jo tro, at Facebook har et produkt, som ingen kan leve uden. Men dér tager de fejl. FB er faktisk uden substans. Man kan sagtens lide ting og have venner, uden at inkludere den 28 årlige mangemilliardær Mark Zuckerberg. Illustratoren bag denne blogs foto har for eksempel ikke en Facebook profil. Hans firma kører fint uden at kunderne bliver bedt om at connect’e og like’e.

Og hvorfor skal det forresten være nødvendigt at logge ind, hver gang man vil på Facebook? Når jeg tænker på, hvad folk kan finde på at poste derinde, svarer det jo til at man var tvunget til at køre sit sygesikringsbevis gennem en kortlæser hver gang man skulle ind på et offentligt toilet.

Miniatyr

Foto: Kungahuset.se

Jeg har tidligere harceleret over de kongeliges ordner og medaljer til mindreårige. Og jeg mener stadig det er noget fis. Det er ganske enkelt tosset at dekorere børn, bare fordi de er med til en fest og har blåt blod i årerne.

Men godt design kan gøre meget. Og svenskerne har fundet en smart løsning, nu hvor Prinsesse Estelle er både døbt og dekoreret.

Den lille svenske tronfølger har ovenpå sin barnedåb fået Sveriges fineste orden af morfar. Velsagtens lige nu en hadegave for sådan en lille størrelse, der hellere vil have bryst og pivedyr.

Men heldigvis følger der som regel en miniature med, når man får overrakt sin orden. Altså en lilleput udgave, for god ordens skyld. Så kan man nøjes med et diskret vedhæng, i stedet for at gå rundt med en stor tung ting i ædelmetal og ligne en stor blærerøv.

Den fine svenske miniatyr er rigtig sød og godt strikket sammen. Dåbsbarnet kan fra nu af føre sig frem med en anderledes ‘hosebåndsorden’: Prinsessan Estelles Serafimerorden, miniatyr.

Sletning

Foto: Edwin Wong, Hong Kong

– Nu gider jeg snart ikke mere! Jeg er træt af det hele. Al det snik-snak giver mig fingerkløe, jeg trykker sgu på knappen og sletter det hele; mine grupper, min blog, billederne, vennerne, og min profil…

Sådan er der jævnligt en bruger der tænker her på vores community site. Og så bliver der slettet med hård hånd, måske ikke det hele, men i hvert fald bliver der luget ud, ryddet op… Tråde, kommentarer, fotos, whatever.

Og hver gang undrer jeg mig. Det er jo digitalt selvmord, og det efterlader uvægerligt nogle tomrum, ligesom når nogen hænger sig ude i den virkelige verden. Heldigvis kan man her på 24.dk altid fortryde og starte på en frisk, og begynde forfra – men jeg fatter ikke, hvorfor man i første omgang ikke bare nøjes med at logge af, i stedet for definitivt at delete.

Forleden blev sitets største debatgruppe slettet. Avisklubben som Daniella havde banket op til langt over tusind medlemmer, var overdraget til Ann, og hun blev træt af det hele. Tænkte som beskrevet i starten af denne blog, og gav sig til at slette.

Men inden da ringede hun til mig for at få Daniellas telefonnummer. Hvad de har snakket om, ved jeg ikke, men i hvert fald var Anns behov for at slette kommet som følge af et krav fra Support om at 24.dk skulle være familievenligt. Der var tilsyneladende nogle annoncører som havde klaget over nøgenfotos og sex i private grupper.

Det var en and, for selvfølgelig er private grupper lukkede for ikke-medlemmer, og usynlige for annoncører. Men for Ann var det dråben…

Hertil kom, at Avisklubben var faldet lidt af på den. Det var ikke som i dens velmagtsdage, hvor gruppen blev fulgt af mange journalister og i Go’Morgen Danmark fremhævet som landets mest interessante debatforum på internettet.

Jeg tilbød at køre Avisklubben videre, men nej. Slettes skulle den, selv om mange bakkede op om mit redningsforsøg. For gruppen var halvdød, alt for meget fortid. Og nu er den så helt væk…

Men hvorfor al det deleteri?! Avisklubben generede jo ikke nogen, og da slet ikke Ann, som kort efter simpelthen slettede hele sin profil. Som I nok fornemmer, er jeg helt generelt imod sletning, både i den digitale og i den virkelige verden. Når man er træt af det hele, synes jeg ikke man skal delete – man skal bare lukke ned og være stand-by.

Okay, jeg har skam selv slettet ting på en computer. Masser af ting endda; Spøgelser, meteorer og fjendtlige rumskibe, i Pacman, Malstroem og Space Invader. Dem har jeg ligefrem destrueret.

Men ellers er jeg generelt imod sletning. Man ved aldrig, hvad man engang vil fortryde, man har smidt ud. Avisklubben kunne have været et arkiv over, hvad vi mente og diskuterede engang, og blogs fortæller noget om, hvad der for knapt tre år siden har fanget interessen og med hvilken slags ord. Alle kan blive klogere på historien.

Hvis altså den ikke er slettet! 

Edderflot

Foto: Frank Ellis Photography: Nicholas Godley og Simon Peers gyldne sjal

Edderkopper er dybt interessante, og jeg kan klart anbefale den ny udstilling om de fascinerende skabninger på Zoologisk Museum.

Der er masser at fortælle om de spindende ottebenede fyre, som ikke bare er små og hedder Peter.

Vidste du for eksempel at edderkopper kan være helt vildt farverige? Se bare de fine billeder i sløjfe på museets hjemmeside.

På udstillingen kan du se en colombiansk krabbeedderkop, der er kommet til Danmark i en klase bananer fra SuperBest i Hørsholm.

Du kan også se verdens største edderkop, som hedder Goliat. Zoologisk Museum udstiller omkring 80 forskellige levende edderkopper, sågar en der lever det meste af sit liv under vand i en dykkerklokke den selv har spundet.

Mest begejstret er jeg dog for udstillingens sjal, som er vævet med silketråde fra madagassiske edderkopper af slægten Genus Nephila.

Hvor silkeormen leverer råmaterialet fint rullet sammen i kukoner, er det anderledes vanskeligt at udvinde edderkoppespindssilke. Til sjalet er der brugt 41.000 edderkopper. De er hver især blevet fixeret en tid, og er så blevet fodret i den ene ende, mens deres tråd langsomt er blevet trukket ud ved spindevorterne i den anden ende.

Der er det fantastiske ved spindelvævstråden, at den er ti gange stærkere end stålwire, hvis man forestiller sig den i samme tykkelse. Det er altså ikke helt skævt, når vi i den klassiske børnesang synger om den ene elefant efter den anden der marcherer hen ad edderkoppens fine spind. Det kan det teoretisk set godt holde til.

Og se hvor smukt det er. Sjalet er rent naturmateriale. Det er ikke indfarvet. Det du ser, er ligeså ægte gyldent som gedigent guld.

Man malker en hulens masse spindelvævsingeniører, som hver især bliver holdt fast en halv times tid inden de atter slippes fri i naturen på Madagaskar. De små søde væsener behøver ikke lade livet.

Du skal ikke være bange, er udgangsbønnen til de besøgende. Overlad du trygt din araknofobi til jordens milliarder af fluer.

Stor succes

I søndags skete det, som jeg og min kæreste havde forberedt over flere måneder. Min søn Jeremy blev konfirmeret i Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro, med efterfølgende fest i Fælleshuset her seks zoner syd for Rådhuspladsen.

Vi går stadig rundt og smiler over, så godt det gik. Eneste lille kiks åbenbarede sig, da alle skulle sætte sig til bords. Jeg havde lavet fine små bordkort, men der var ikke noget med Thomas på til min lillebror. Fnis – det var ikke meningen, men den slags kan jo ske, når man som mig først laver bordplan i sidste øjeblik og skal holde rede på 34 navne, heraf hele to thomasser. Men lynhurtigt blev endnu et sæt tallerkener, glas, bestik og smukt foldet blå stofserviet bragt til veje.

Bordkortene var printet med et lille motiv, som Jeremy selv har fremstillet. Dengang vi var i Rom, havde jeg købt et dyrt sølvkors til ham, som han har gået med lige siden. Og sønnike havde taget et closeup af korset og selv redigeret og farvelagt i Photoshop. Lige til at nappe på Facebook.

Maden var fantastisk. Jeg er ikke selv den store kender udi gastronomien, men når gæsterne igen og igen går op til buffet’en efter mere, så siger det jo alt. Jeg behøver ikke sætte ord på – og meget af det hed også noget, jeg har svært ved at stave til, f.eks. carpaccio og parfait.

Min ven, og Inco-kortindehaver, Henrik havde ledsaget kæresten på de vigtige indkøbsture. Han er selv en haj i et køkken, og min kæreste har helt sikkert nydt at købe ind sammen med én hun kunne diskutere råvarer og madlavning med. Det er en af mine mangler: Jeg er ikke så bevendt til den slags, kan stort set kun koge tevand og bage sandkage.

Min kærestes søster Rie er derimod mere end ferm ved et komfur, og hun havde medbragt sine egne køkkenknive fra Sverige for at bistå ved den store festmiddag. Resultatet var helt i top, meget bedre end hvad professionelle cateringfolk nogensinde ville kunne levere udefra i flamingokasser.

En ung basketballspiller fra Cathrines hold hjalp til med afrydning og opvask, mens lækkerierne kom på bordet i en lind strøm. Forretter, hovedretter, desserter, blandt andet Ries berømte chokoladekage, og hjemmelavet is. Udvalget af øl, vin og spiritus var også rigtig godt og velvalgt, og her havde jeg faktisk haft en finger med i spillet. Lige på dét punkt der hedder drikkevarer er jeg, hvis jeg selv skal sige det, absolut vidende og bevendt.

Og vejret var godt! Lidt køligt, men med god plads mellem skyerne til at solen kunne skinne ned på det udendørs bord, hvor rygerne kunne sidde og nyde en smøg, en kaffe og en avec, med udsigt til det store grønne område, hvor ungerne og min løbegale bror fór rundt og legede med en amerikansk fodbold, som min kusines Aske havde med.

Det var på alle måder en stor succes. Lige fra det øjeblik i kirken, min lille dreng sad i jakkesæt og butterfly og rejste sig 180 cm høj og gik op til alteret, til vi sent på aftenen tog en calvados og gik igang med oprydningen. Jeg smiler stolt og er bare så glad for at det hele er mere end vel overstået.

Om jeg holdt en tale? Jamen, det gjorde jeg da. Den er her:

Tale til Jeremy
6. maj. 2012

I gamle dage kørte livet nogenlunde efter en snor. Man blev født, voksede op, blev konfirmeret og kom ud at tjene. Var man søn af en sømand, blev man sikkert også selv sømand. Eller landmand, hvis det var det, ens far var.

Det kunne næsten ikke være anderledes. Livets vej var sådan set allerede stukket ud ved dåben. Når præsten konfirmerede, at man tilhørte Gud, så var man trådt ind i de voksnes rækker, og så gik man over sø og land i sine forældres fodspor, ligesom de havde gået i deres forældres fodspor. Det var ligetil. Sådan gjorde konfirmander, generation efter generation.

Men idag er meget anderledes og næsten intet som i gamle dage. Idag er der nærmest frit valg på alle hylder. Og naturligvis er vores konfirmand klar på det. Jeg mener faktisk Jeremy er født anderledes:

Det gik i hvert fald ikke helt normalt for sig. To måneder for tidligt trådte du ind i de fødtes rækker. Tidligt om morgenen på Frederiksberg Hospital. Væggene og loftet var malet blåt, med hvide måger. Og du sprøjtede fostervand ud over jordmoderen, så hun måtte skifte tøj. Og så fik far og mor morgenmad, mens lille Jeremy blev gjort klar til at vi skulle ud til neonatal afdeling på Hvidovre.

Det er nemlig ikke helt i orden at komme til verden så tidligt, og vi kunne ikke være sikre på, at du ikke fejlede noget. Så du lå i en kuvøse, og blev tjekket døgnet rundt. Men de erfarne sygeplejersker havde fra start givet dig deres bedste odds: Blandede børn overlever altid, blev der sagt.

Og blandet, dét er du. En rigtig ashanti-viking. Du har det godt, både når det er rigtig koldt og når det er rigtig varmt. Og det er meget sjældent du er syg. 

Vi fik dig hjem længe før terminen, vi købte en blå barnevogn til dig, og du var nem at have med at gøre. En klog baby, der forstod at spise og sove. Du græd ikke, og brugte ikke sut. Det eneste punkt hvor du har skuffet dine forældre en smule, var at dit første ord hverken var FAR elller MOR – men derimod KOFI.

Hvorfor taler jeg egentlig så meget om da du var helt lille? – Jeg tror det skyldes, at ligegyldigt hvor stor og stærk du bliver, og hvor meget mor og far kommer til at se op til dig, så vil vi altid huske den lille dreng, som du var engang. Sådan er det med forældre og deres børn. Bare spørg farmor.

Ja, jeg tror alle dine gæster husker dig som du så ud for en meters tid siden, og de oplevelser de har haft med dig. Selv glemmer jeg aldrig da vi så delfiner ved Sortehavskysten i Bulgarien. Dyr har altid haft din interesse. Naboens akvariefisk, hunde og katte af enhver art, hammen fra en fuldvoksen snog ved Hamneda i Sverige, Zoologisk Have og ditto museum. Og du var ikke ret gammel, før du kunne stave til skolopender og elefantskildpadde. Fordi du havde interessen.

Når noget interesserer dig, så lærer du lynhurtigt. Engang blev jeg kaldt til krisemøde på Oehlenschlægersgade Skole. Du var håbløst bagud, især i matematik, og lærerne vidste ikke hvad de skulle gøre. Jeg sagde de bare skulle tage det roligt. Når interessen kom, ville alt løse sig. Og ganske rigtigt; Året efter var du blandt de bedste i klassen. Du er brainy, men slår først hjernen til når interessen melder sig. Din mor glæder sig til at du begynder at interessere dig for oprydning.

Og interesse begynder med nysgerrighed. Hvad mon der sker, hvis…? Og så kan alt ske.

Vi er vist alle spændte på, hvad du vælger fra tilværelsens mange hylder. Bliver du musiker eller filmmand? Det er ikke til at sige. Slår du din far i skak? Måske. Og skal jeg være nervøs over at du igår fortalte mig, at man for 750 kr. kan købe en fugleedderkop…?

Du får ingen formanende ord til konfirmanden, som i gamle dage. Jeg ønsker dig bare al mulig held og lykke.

Min kære søn. Jeremy længe leve!

Og sørme om ikke Jeremy holdt en takketale. Det er jo ikke alle konfirmander der tør det. Og selv om der naturligt nok var mere (kærlig) kritik end taksigelser, så var der heldigvis cadeau til både far og mor for at vi har været med til at gøre ham til den han er.

Senere rejste han sig nok engang og sagde tak for de mange behagelige overraskelser ved gavebordet. Over 15.000 kr. er så rigeligt til en spritny computer, også efter at en smule af pengene er skudt af til blå mandag i Tivolis rutsjebaner.

Henrik tog en masse fotos, som jeg glæder mig til at se i aften. De bliver nok lagt på nettet, så alle gæsterne også kan kigge med.