Sex og otte

Foto: Adriana Di, Brasilien

Folk ringer forkert. Næsten dagligt er der en eller anden i røret, som tror at jeg er et boligselskab.

Det sjove er, at jeg ikke alene kan fortælle, at han eller hun har fået forkert nummer – jeg kan også fortælle præcist, hvor fejlen er opstået.

Vores nummer er 3378 0100 – og alle dem der ringer forkert, skulle have haft fat i AAB, som har nummer 3376 0100. Der er aldrig nogen der trykker anderledes forkert. Det er altid på fjerde ciffer, det går galt.

Hvorfor mon? Der er jo hundrede millioner kombinationsmuligheder – men her på bureauet bunder alle fejlopkaldene i, at der er trykket 8 istedet for 6 på fjerdepladsen.

Er det fordi folk tænker på sex lige i dét sekund, og så ubevidst vælger istedet at give tallet med lutter dejlige runde former, som et par bryster, et lille gnub?

Eller er det bare fordi 6 og 8 er de to tal, der ligner hinanden mest?

Familiefoto

Der er altid mere og andet i et familiefoto end de obligatoriske smil til fotografen. Noget du måske ikke lægger mærke til ved første øjekast. Noget, som kan få historien til at pible frem på en ny måde, og få noget frem, som egentlig ikke er på billedet.

Farfar er i chauffør outfit, og ser for en gangs skyld glad og tilfreds ud. Og så smiler hele familien Wilson igennem.

Billedet er fra 40erne. Faster Dora fortæller, at Reden lå i Kgs. Enghave haveforening, på Stubmøllevej i Sydvest. Her boede familien, inden den flyttede til Tingvej på Amager, og derfra til Orø i 1948 – hvor familien oparbejdede en for stor købmandsregning, som den stak af fra året efter. For så at bo på Nokken ved Islands Brygge fra august 1949.

Min far er i uniform, og faster Aase siger, det er hans skoleuniform. Han gik på Det Kongelige Opfostringshus. Det var egentlig forbeholdt drenge af enlige mødre i trange kår, men Gilbert fik altså også proppet viden i hovedet der. Og Aase var så stolt af sin storebror, med kasket og det hele.

Huset hed Reden, og det får mig til at tænke på de mange gange, faster Vera har taget mig med i Utterslev Mose og set på fugle. Solsort. Gravand. Blishøne. Lappedykker, både stor og lille. I fasters kikkert kom vi helt tæt på.

Han skulle bare aldrig nogen sinde have slået os, sagde hun engang om farfar.

Vandet vits

Foto: "Oziris", Holland

– Hvordan får man en guldfisk til at grine?

– Man kommer den i kildevand!



– Hvad siger du? Har den i flere år været fast repertoire i børnehaveklasserne?

– Den er nu meget sjov alligevel…

Blog borte

Foto: Penny Mathews, USA

Jeg har skrevet den for tre uger siden, og pludselig er den væk! 



Er den blog-busted? Forsvundet i cyberspace? Jeg mailer til Gert og spørger, hvor den er blevet af. Han svarer at det lyder som noget teknisk, og foreslår at jeg kontakter mingler-supporten.



Om det er det, der har hjulpet, ved jeg ikke. Men nu er bloggen på plads igen. Fem ngwee.



Mange nok vil mene, at det forholder sig med blogge som med gamle aviser – at ingen gider læse fortidens nyheder.



Bloggen om de fem ngwee er bare ikke nyhedsstof. Den handler om en afrikansk mønt fra 1968, som en pige der hedder Naja har fået.



Mine blogge er vist forresten allesammen alt andet end nyheder. Det er mere små etuder på tastaturet, trukket frem af et foto. En slags billedtekster, faktisk. 



Jeg bliver bedre til at skrive, og samtidig lærer jeg mig selv bedre at kende. Da jeg f.eks. havde blogget om månen, solen og det store intet, blev jeg meget mere bevidst om min egen interesse for universet. 



Og så er det jo frem for alt dejligt, at mange læser mine blogge med stor fornøjelse. Også dage, måneder og år efter jeg har uploaded dem.



Derfor er det vigtigt at de aldrig bliver borte, men altid titter frem når man klikker. Naja syntes i hvert fald det var underligt, at ‘hendes’ blog om den lille mønt pludselig var væk. 



Hvad med dem her?

Scleroseforeningen har i dag lagt små indsamlingsposer i Nyhedsavisen. Og Apollo Rejser sponsorerer et gavekort på 25.000 kr til udlodning blandt dem, der kommer de små røde mønter i posen og skriver navn og adresse på.



Derfor har knægtens fire sparebøsser netop været på slankekur. Blå gris, grøn gris, jungledyret Hugo og Rasmus Klump ville gerne være med til at hjælpe landets 8000 scleroseramte. Og nu kan far og søn tilmed drømme om en fed tur til de varme lande…



Klumpens maveindhold afslørede et par af de gamle 25-ører med hul og dronningens monogram. Nydelige mønter, som også gerne vil gå til scleroseforskning – hvis de da er gangbare?

Farfars håndskrift

 
Han bliver ved med at dukke op, ham Farfar. Han er hot stuff, og når dagens gratisavis har en forside der forkynder at Håndskriften er på vej væk… – ja, så skal han frem i lyset igen, også selv om hans mørke sider var i klart overtal.

Farfar havde, synes jeg, en flot håndskrift. Den har næsten kalligrafiske træk, men er uden sirlig finesse. Den har karakter ad helvede til. Sammenhæng og hurtighed, selv her hvor han er næsten 70. Opstreger som pigge, og tværstreger i mere end fuld længde. Se, hvordan han skriver Far!!! – Det er guf for enhver grafolog.

Det er en maskulin, kraftfuld klo, med masser af kapow. Synd at det oftest er noget værre bawl han skriver med den.


Eksemplet er fra en tilfældig postnummeroversigt fra 1972, der lægger papir til en bandbulle mod min onkel Freddy og hans Bente. Farfar mener hans egne børn stjæler fra ham: Jeg melder jer, skriver han truende. Han tror at de kommer – ulovligt – til hans sommerhuse i Karrebæksminde og Liseleje. Han skriver, at detektiver holder øje med begge huse og haver.
 
Og fanme jo, min far og onkel Freddy bliver politianmeldt. Det er fuldstændigt ude i hampen. Hans sønner har sguda hverken lyst eller tid til at ribbe hans små haveskure for, ja, for hvad?! Der er ingenting dér. Nada. Nix.

Men Farfar er vred. Han synes bestemt ikke hans børn er velopdragne. Det er som om han ærgrer sig over at han ikke har tæsket dem endnu mere i deres unge år, selv om han afgjort slog sine børn tit og ofte.

Nu er det for sent. Farfar er pensionist, og hans sønner er granvoksne mænd, bomstærke, og mere eller mindre bedøvende ligeglade med den gamle.
Han kan dog stadig stikke en smule. Spanke dem lidt med sin kraftfulde håndskrift…


Her er mine tidligere blogs om Farfar: Farfars fotoalbum · Farfars mørke side · Farfars lyse side · Farfars plejebørn · Farfars skibbrud · Farfars krig

– og jeg er ikke færdig med ham endnu…

24timer på engelsk

Foto: Allison Choppick, Toronto, Canada

Premierevisningen i aftes i Politikens foredragssal trak omkring tyve profiler, de fleste fra det gamle 24timer. Jeg har samlet mine indtryk under nogle af de headlines, værterne Gert og Marianne fyrede af under arrangement. Gratisavisens redaktion kan nemlig godt lide engelske ord.



Community
Ansvarshavende redaktør Marianne Gram er glad for Mingler. Ja, hun bruger sågar ordet LOVE, også fordi sitet er blevet implementeret i 24timer på kun ni uger. Det er faktisk Marianne der har insisteret på at Mingler logoet stadig er med på forsiden, omend i ret lille størrelse. Ordet Community popper op, når pilen rammer det. Og det er måske også svært at finde et dansk ord der dækker community site.



Basicly

Mingler er grundlæggende som det var før. 24timer har basicly ingen planer om at ændre på tingene for os minglere. Det er vist mere de gamle artikel-kommentatører der oplever omvæltninger. Hvis de vil mere end skrive små sløjfer til JP/Politikens 36 net-journalisters nyheder, må de oprette sig som Mingler-profiler. 



Latest news

Nyheder, Sport og Familie har top-priority hos 24timer. Det ses, når man klikker sig ind på Seneste nyt med de nyeste links fra Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Der kommer forøvrigt flere links at klikke på dér, om erhverv, forbrugerstof og ferie.



Entertainment

Har 24timer en kulturredaktion? – Ja, men den kalder sig entertainment. Gad vide, hvad min ven Swain vil sige til dén? Måske smelter tingene lige lovlig meget sammen med dén oversættelse…



Get publised

24timer vil gerne have læsernes meninger frem i lyset på 24.dk. Og det skal ikke gå stille for sig. Der er et telefonnummer, hvor reaktioner på 30 seconds kan indtales. Og en ny idé – 24øjne – går ud på, at vi som fotografer skal kunne oploade egne fotos til et galleri, og hvis et eller flere af dem trykkes i papiravisen, honoreres det med …



Sec

Vi taler om en slags penge. 24timer synes det er oplagt at kalde dem sec. 86400 af dem, og der er gået et døgn. Men betegnelsen går ikke ligefrem klokkerent ind. Måske bliver de en dag omdøbt til point.



MinglerPro

Annoncer og bannerreklamer er helt klart 24timers hovedindtægtskilde. Derfor vil vi stadig se en del til den slags. Når der er en annonce for MinglerPro, kan det forstås sådan at pladsen ikke er solgt til en rigtig annoncør. Eneste kunde til dato, som bruger MinglerPro, er Arkitektforeningen, som dermed har købt et fikst og færdigt lukket community site til sine 5-6000 medlemmer. 



Crossover

To kulturer skal bringes sammen i det ny 24.dk. Avisen kan allerede her efter et par dage mærke, at der med Mingler.dk er kommet flere læsere til. Der har været 60.000 log-ins på Mingler, og 4 millioner sidevisninger om måneden. Nu stiger det i en slags symbiose mellem 24timer og Mingler.dk



By-line

Alle journalister på 24timers redaktion skal oprette en Mingler-profil. Hvis de ikke gør det, får de ingen by-line på deres artikler i avisen! Det er nok til at få de skrivende folk til at rykke. Lidt ekshibitionistisk er man vel altid…



Forresten var der en overraskelse til en af profilerne på 24timer: Pia Cramer fik en sec (læs: champagne) og et familie guldkort til Tivoli for sin fine måde at være på. Se hende snart i 24timer, eller/og nyd en kanon mingler-blog om f.eks. Bryster og Brixtofte 





Tangtækt idyl ved Lyngby

Storm P’s charmerende vagabond Alkibiades spørger: – Du, Perikles, ka’ du sige mig – hvornår smager en Tuborg bedst? Der går et lyst smil over Perikles skæggede ansigt og kommer stråleglans om svaret: – Hver gang!



Godt så. Men hvorhenne smager den bedst? Det er skam også vigtigt hvor vi drikker vores øl. Vi bør finde den indre vagabond frem og tage ud i det fri. Sidde helt fremme i forårssolen og humle den i optimale omgivelser.



Et virkelig godt sted er Frilandsmuseet hvor der er gratis adgang til Dannevang som det så ud for to-tre-fire hundrede år siden, med stråtækte tage på bindingsværk og husdyr som i Jeg en gård mig bygge vil.



Gården her er fra Læsø, med tag af tang, som vores forfædre og formødre syntes det skulle være i 1700-tallet. 

Hvor Storm P har fået inspirationen til sin figur Pings faste motto – Højt Skum! – ved jeg ikke. Men det kunne godt være her, siddende op ad muren, med sin Tuborg, at han har set lyset.

Mand / kvinde

En gul mand på en rist får mig til at stoppe op og studse. Hvem er han – eller hun? Queer Power…



Aftenen efter deler jeg en flaske italiensk rødvin og et fad jordbær med min ven, Peer. Ham er der mange der kender her fra Mingler, hvor han som Peerplus havde op mod en halv million hits – inden han pludseligt forsvandt ud af det blå… Men han lever og har det godt, og har i går skrevet en kærlig hilsen til alle minglere herinde. 



Vi snakker om alt mellem himmel og jord, også om den gule filur på risten. Peer fortæller, at logoet dækker over en gruppe mennesker som både kunstnerisk og politisk sætter finurlige aftryk i det offentlige rum.



Vi taler om nogle kreative mænd, og kvinder, der gerne giver deres sexuelle lyster fuld knald. Det er dem, der har sprayet deres logo på fortorvet i Godsbanegade på Vesterbro.



De har også på et tidspunkt skrevet et åbent brev til Borgerrepræsentationen på Rådhuset, og forlangt ordnede forhold i H.C. Ørstedsparken. Det skulle være slut med al det brokkeri over bøssernes efterladte brugte kondomer og glidecremetuber! Den heteroseksuelle adfærd med at snerpe, vigte sig, dominere, eksotisere, mysse, undertrykke, patronisere måtte høre op, og det der med at medbringe hetero-børn uden snor eller i vogn hørte altså heller ingen steder hjemme.



De heteroseksuel mand / heteroseksuel kvinde konstellationers hang til at grille, promenere, lufte hund, nusse, fri til hinanden og diskutere politik (sågar venstrefløjs-!) havde taget så meget overhånd, at det var blevet næsten umuligt for almindelige transpersoner, biseksuelle, lesbiske og bøsser at lave bål, cruise, slippe køteren løs, kneppe og på anden vis trippe i anlægget.



Queer Power har formuleret en alternativ tekst til skiltningen om at anlægget stilles til publikums benyttelse, og her fremhæver man H.C. Ørstedsparken som et yderst velegnet sted til kopulering på plæner, bænke, stier, i legehuse og i busketter mellem personer af samme (eller udefinerbart) køn. At anlægget også er et oplagt valg til etablering vildtvoksende budskadser af hamp, cocaplanter, khat, opium, svampe, ecstasy-blomster og poppersbassiner, siger sig selv.



Jo, folkene bag den gule mand / kvinde har tit vendt en sag 180 grader rundt, og sat spørgsmålstegn ved det normale. Der er mange gode eksempler i en bog fra Høst & Søn, som Peer har været så venlig at låne mig.



Et særligt godt eksempel er, at nogle rødder med indvandrerbaggrund har kastet sten mod en homoparade på Nørrebro, og pludselig bliver et angreb på homoseksuelle til et angreb på danskheden! Som forfatterne skriver, så får en bøsse let ondt i røven over at blive spillet ud mod andre minoriteter i et forsøg på at forherlige hr. og fru Danmarks kultur.



Ondt i røven, hedder bogen forresten. Sort tryk på lyserødt papir. Interessant og underfundig – også for en hardcore hetero som mig.

Tak for lån, Peerplus :-)

Dimmer

– Hov, hvor blev den nu af? Den var der lige før, er den røget på gulvet? Jeremy bliver hidkaldt og en eftersøgning bliver sat igang. Men vi kan ikke finde den lille dimmer.



Ned til brillemanden og få en ny. Eller købe? Små specialfremstillede bløde plastikdippedutter koster sikkert penge. 

Men brilleforretningen på Istedgade har ikke engang en der passser på lager. Sådan nogle dimmere findes nemlig i et hav af former og faconer. 



– Det er som om designerne hver gang opfinder den dybe tallerken på ny, siger indehaveren Knud. Jeg har desværre ikke lige din type hjemme – men prøv oppe hos Synoptik på Vesterbrogade. De handler i hvert fald med Copenhagen Eyewear, som har produceret din titanium-brille.



Ned ad Gasværksvej og lidt til venstre. Synoptik finder straks en ny … – ja, hvad hedder sådan en, spørger jeg. – Tja, vi fagfolk kalder den en side-steg, svarer ekspedienten. Men kald du den bare en dimmer. 



– Hvad koster den? 

– Ingenting. Det er service, siger ekspedienten smilende og giver samtidig mine briller en proff pudsning. 



– Jeg har nok fedtet dem til igen om lidt.

– Sikkert, men når du går ud af forretningen her, må du gerne se godt ud.

Envejsventil

– Hvad er det?, spørger jeg Jan. Det er smart at gøre, hvis man gerne vil have noget at vide. Jan Winkler er et ocean af viden om hvad ting er, og hvordan de fungerer. Vis ham et eller andet, og straks går Jan i Piet van Deurs-mode og forsyner genstanden med klart svar på tid, sted og anvendelse.

Det siger sig selv, at Jan med sin nysgerrighed og dybt logiske tankegang også er god til computere, og hvad de fejler. Men nu til dagens spørgsmål: Hvad laver den dér dimmer midt på kaffeposen?

– Det er en envejsventil. Der kan kun komme luft ud, ikke ind. Fikst, når kaffeposerne fra just Coffee skal pakkes tæt.

Engang arbejdede vi på Flügger i Rødovre, og indkøbschefen havde sparet på udgiften til emballage, så virksomheden fik leveret kaffe til kantinen i poser uden envejsventiler.

Desværre var der så ikke plads til al kaffen i Anitas skab. Men et lyst hoved var på pletten med en gaffel: Alle poserne fik et tryk fire… – Så kunne der presses luft ud af poserne. Og så blev der plads!

Men fire små gaffeltrykshuller tror jeg nok hedder engangsventiler.

Det er ikke Kinas tag

Foto: Leo Zahradnik, Bratislava, Slovakiet

Potala Paladset i Lhasa går helt tilbage til det 7. århundrede. Det har 13 etager og over 1000 rum. En imponerende fredsbygning og centrum for det smukke bjergland Tibet, som vi også kalder Verdens Tag.

I halvtreds år har Tibet været besat af Den kinesiske Folkerepublik, som undertrykker demokrati, menneskerettigheder og tibetansk kultur og religion. Den åndelige leder Dalai Lama opfordrer igen og igen til fred og dialog, men lige meget hjælper det.

Kina vil bruge De Olympiske Lege til at fremhæve Riget i Midtens position som verdens nye supermagt.

Jeg håber så inderligt, at det olympiske flag i den forbindelse vil virke som et tibetansk bedeflag og at vinden vil føre dets guddommelige mantra om fred og fordragelighed på alle fem kontinenter op til een fælles sportslig og menneskelig erkendelse.

Og lad så Legene begynde. Vi skal jo huske, at det ikke kun er Kinas, men hele Verdens Himalayiske Lege.

Erindringsskrivning

Jeg husker det ikke, og dog. Far har jo taget billedet, så sekundet eksisterer den dag i dag. Det er bare at åbne øjnene. Mor smiler, og jeg er vild med livet bag mormor og morfars hus i den sønderjyske by Gram.

Haven skråner ned mod buskene med ribs og solbær. Der er også jordbær, og et lille hjørne med sten man godt må lege med.

Morfar er arkæolog, og flintestenene nede i kælderen, i rummet bag gruekedelen, må man ikke lege med. Men så er der den store dekorerede blikspand med alle sytråds-trisserne af træ, som jeg må lege med, lige så tosset jeg vil.

Der er også en legeplads på den anden side haven. Men mor skal gå forrest, for der er brændenælder langs den smalle sti mellem træerne ud til klatrestativet og de små røde cykler, svejset sammen i en ring, på en skinne, som en karrusel.

Det dufter af nyslået græs, for jeg kan høre den gamle græsslåmaskine bliver skubbet frem og tilbage.

Men er det noget jeg husker, eller noget jeg tror jeg husker? Er det fakta, det som fotos og fornemmelser for dufte og lyde der tonede ud for fyrre år siden trækker frem af min hjernebark?

Noget af det er. Men hukommelsen krakelerer ustandselig, og revnerne spartles ud med poesiens polyfylla. Og så kan jeg se det hele igen, lige så tydeligt!

Endda med farver på!

Naboer på plakaten

Foto: Lise Baltzer, Danmark

Jeremys skolekammerat er med på en fotoudstilling, som for tiden pryder væggene i DGI-byen. Så vi er gået indenfor for at sige hej til plakaten med Matthias og hans mor.

DGI-byen er sådan en slags forsamlingshus på toogtyvetusind kvadratmeter, med svømmebassiner, bowling-, bold- og skydebaner, udendørs klatrevæg, konferencerum, hotel, restaurant og parkeringspladser, skråt overfor Hovedbanegården. Meget praktisk at have som nabo, hvis man skulle få lyst til f.eks. en svømmetur.

Men hvem er egentlig naboer til DGI-byen? Tja, fotograf Lise Baltzer er en af dem, og hendes udstilling viser atten andre med bopæl på matrikel 42 i Tietgensgade.

Der er Solveig og Martin, der er Thomas med et glas rødvin, der er Christianna og Lise, og lige her som sagt Marianna og Matthias i sofaen. Der er René og Dorte med deres tre børn, der er Henning, der er Allan og Ivan med hund og katte, der er Elizabeth, Nicolai og Linnea, og der er også en som hedder Lars.

De er sådan set også vores naboer. Vi har sikkert set dem allesammen før, for vi handler jo de samme steder, bruger samme bibliotek, apotek, kiosk, politistation, samme caféer, samme fortorve – samme DGI-by. Alligevel er det kun Marianna fra Grækenland og hendes søn vi kender. De andre er, for os, bare fantomprofiler.

Eller rettere: Nu har vi set dem, nu er de konkrete. De findes i deres lejligheder i vores kvarter, dør om dør med familien Marinakis.

Jeg tænker på billederne i relation til Mingler. Herinde er der over 100.000 profiler, men til daglig synes jeg kun det er de samme hundrede, der rører på sig. Som om alle de andre aldrig logger på…

Mon ikke det er fotografens sigte: At fortælle, at dem vi ikke ser, bare er nogen vi overser? At fantomnaboer i virkeligheden lever lige så meget som os selv og dem vi kender?

Hashryger

Foto: Mateusz Atroszko, Polen

Dan Rachlin er sprunget ud som fed ryger. Efter at have skjult sin rygen for offentligheden i 13 år, har han nu fortalt BT at han dagligt ryger en joint, sådan stille og roligt.

Det har givet en masse ballade i medierne, og det rabler den intelligente og velformulerede (af en radiovært at være) Dan løs om i sin blog.

Og når nu en kändis har rullet jointen ind i den offentlige debat, så er det vel passende at kigge lidt nærmere på den.

Det har nemlig tit undret mig, hvorfor hashen er så forbudt. Det er jo en kulturplante. Når man endeligt skulle lovgive imod en almindeligt forekommende nytteplante, hvorfor så ikke brændenælden? Den er bare så irriterende!

Hash synes jeg derimod dufter godt, og når jeg en sjælden gang får fingre i en joint, ryger jeg den med velbehag. Jeg føler ikke nogen rus eller eufori ved at ryge hash – det er bare hyggeligt… – giver ro i sjælen… – kan ligefrem virke smertestillende…

Mange mener hash er roden til alt ondt. At narkomaner starter som hashrygere. Og at hashen derfor fører til narko afhængighed, kriminalitet og tidlig død.

Jeg tvivler. Hvis man godt kan lide en oliven i ny og næ, er man så i en særlig risiko for at havne i et overforbrug af dry martinier, og derfra videre til et endnu dybere fald ned i alkoholisme? Fører vand til øl, øl til snaps, og snaps til køkkensprit?

Jeg går ind for fri hash. Jeg har sågar engang haft en rebelsk plante stående og pynte i min vindueskarm. Men min eks smed den ud, sammen med en pose hjemmedyrket hash fra min fødselsdag. Hun var simpelthen for nervøs over at have illegalt naturmateriale i lejligheden. Fair nok.

Men at hash er ulovligt, skyldes vist mest at amerikanerne har forbudt den. Og så er de fleste andre lande fulgt trop. Botanisk krigsførelse, kan vi kalde det.

Igår var der voldsomme optøjer på Christianshavn. Det startede med en hashjagt, og så skete der etellerandet. Ordensmagten skød en stor hvalp med tre skud. Og så var hundeslagsmålet igang, med masser bål i gaden og store materielle skader til følge.

Hvis hash var fri som staden, så var det nok ikke gået så galt.

E579

Foto: "Incomode", Italien

DR Nyheder har bragt en historie om sorte oliven, som jeg (i parentes bemærket) holder meget af:

Grønne oliven bliver farvet sorte med E579. For sådan vil kunderne helst have dem, siger supermarkederne. Men der står ikke noget på etiketten om at de sorte oliven er unaturligt sorte.

– Vildledning, siger en bromatolog og fødevareekspert. – Snyd, er meldingen fra Forbrugerrådet. Og Jyllands-Postens prøvekøb af sorte oliven i ni supermarkeder indeholder alle farvestoffet E579.

Informationschefen hos Dansk Supermarked lover, at deklarationerne nu bliver lavet om, så det tydeligt fremgår at der er tale om grønne oliven, der er blevet farvet sorte.

Som olivenspiser synes jeg historien i dén grad mangler nuancer. Hvis producenterne ikke behandlede de små frugter og udsatte dem for en række processer, ville de være direkte ulækre.

Engang på en bjergvej ikke langt fra Alicante plukkede jeg en oliven fra et træ, og satte tænderne i den. Det var en sær oplevelse. Den smagte ikke af oliven. Det var nærmere som at bide i en olietablet! Den ligefrem sprøjtede af fedtstof, lige til at spytte ud.

Iøvrigt er oliven ikke olivengrønne, når de hænger på deres træer. De er som regel lysegrønne, og forresten en lille bitte smule lodne i det.

Hvis folk vil have naturlige oliven, så gerne for min skyld. Men selv har jeg det okay med et spansk "Bon Appetit" industriprodukt til 20 kroner for et stort glas. Hvis mine oliven skal gøres sorte gennem lagring, uden brug af E579, bliver de vist en tand for skarpe i smagen. Mine oliven skal helst være biokemisk forarbejdede, saltede, maskin-udstenede, og, hvis grønne, forsynede med et skud rød pasta, der gør det ud for et stykke rød peberfrugt.