Jeg husker det ikke, og dog. Far har jo taget billedet, så sekundet eksisterer den dag i dag. Det er bare at åbne øjnene. Mor smiler, og jeg er vild med livet bag mormor og morfars hus i den sønderjyske by Gram.
Haven skråner ned mod buskene med ribs og solbær. Der er også jordbær, og et lille hjørne med sten man godt må lege med.
Morfar er arkæolog, og flintestenene nede i kælderen, i rummet bag gruekedelen, må man ikke lege med. Men så er der den store dekorerede blikspand med alle sytråds-trisserne af træ, som jeg må lege med, lige så tosset jeg vil.
Der er også en legeplads på den anden side haven. Men mor skal gå forrest, for der er brændenælder langs den smalle sti mellem træerne ud til klatrestativet og de små røde cykler, svejset sammen i en ring, på en skinne, som en karrusel.
Det dufter af nyslået græs, for jeg kan høre den gamle græsslåmaskine bliver skubbet frem og tilbage.
Men er det noget jeg husker, eller noget jeg tror jeg husker? Er det fakta, det som fotos og fornemmelser for dufte og lyde der tonede ud for fyrre år siden trækker frem af min hjernebark?
Noget af det er. Men hukommelsen krakelerer ustandselig, og revnerne spartles ud med poesiens polyfylla. Og så kan jeg se det hele igen, lige så tydeligt!
Endda med farver på!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar