Naboer på plakaten

Foto: Lise Baltzer, Danmark

Jeremys skolekammerat er med på en fotoudstilling, som for tiden pryder væggene i DGI-byen. Så vi er gået indenfor for at sige hej til plakaten med Matthias og hans mor.

DGI-byen er sådan en slags forsamlingshus på toogtyvetusind kvadratmeter, med svømmebassiner, bowling-, bold- og skydebaner, udendørs klatrevæg, konferencerum, hotel, restaurant og parkeringspladser, skråt overfor Hovedbanegården. Meget praktisk at have som nabo, hvis man skulle få lyst til f.eks. en svømmetur.

Men hvem er egentlig naboer til DGI-byen? Tja, fotograf Lise Baltzer er en af dem, og hendes udstilling viser atten andre med bopæl på matrikel 42 i Tietgensgade.

Der er Solveig og Martin, der er Thomas med et glas rødvin, der er Christianna og Lise, og lige her som sagt Marianna og Matthias i sofaen. Der er René og Dorte med deres tre børn, der er Henning, der er Allan og Ivan med hund og katte, der er Elizabeth, Nicolai og Linnea, og der er også en som hedder Lars.

De er sådan set også vores naboer. Vi har sikkert set dem allesammen før, for vi handler jo de samme steder, bruger samme bibliotek, apotek, kiosk, politistation, samme caféer, samme fortorve – samme DGI-by. Alligevel er det kun Marianna fra Grækenland og hendes søn vi kender. De andre er, for os, bare fantomprofiler.

Eller rettere: Nu har vi set dem, nu er de konkrete. De findes i deres lejligheder i vores kvarter, dør om dør med familien Marinakis.

Jeg tænker på billederne i relation til Mingler. Herinde er der over 100.000 profiler, men til daglig synes jeg kun det er de samme hundrede, der rører på sig. Som om alle de andre aldrig logger på…

Mon ikke det er fotografens sigte: At fortælle, at dem vi ikke ser, bare er nogen vi overser? At fantomnaboer i virkeligheden lever lige så meget som os selv og dem vi kender?