søndag den 29. marts 2009

Hovedet på bloggen


Pressefoto: Konservative.dk

Igen må den konservative motorcykelbetjent på sin vej til Brussels køre ind til siden og lade sig irritere over al den ballade om gratis jagt- og golfture, brud på våbenloven, skatteunddragelser og bestikkelse i form af gratis lånebiler til sommerferie rundt om i Europa.

Den åh så ærekære Bendt Bendtsen er rystet over anklagerne, som BT har smurt på avispapiret. Og så er han tilmed politianmeldt bagfra af en tidligere partifælle. Bendt har jo igen og igen forklaret, at golf og jagt nærmest er et nødvendigt onde, når der står dialog med erhvervslivet i kalenderen – som han iøvrigt kun havde rettet i for at retouchere uvedkommende private detaljer væk.

Særlig indigneret har den tidligere minister været over, at nogen skulle tro hans lån af VW feriebiler skulle have noget med valget af ministerbilen af samme mærke at gøre. Det havde jo ingen som helst indflydelse på. Men nu har Jyllands-Posten fundet et brev fra Erhvervs- og Økonomiministeriet til Finansministeriet, hvor Bendt har givet udtryk for at der skulle stå VW på dytten.

Altså må kandidaten til Europaparlamentet igen have sit kontrafej på min blog. Det er sådan set den samme historie som sidst, men for variationens skyld vender jeg ham lige 180 grader. Manden skal naturligvis ristes på begge sider.

fredag den 27. marts 2009

Kys


Foto: Julia Freeman-Woolpert, USA

Der er fem varianter, udover det dejlige, velkendte i overskriften: ksy, yks, ysk, sky og syk. Disse noget oversete kys er stort set ubeskrevne, derfor denne blog:

Ksy er det kejtede, uøvede kys. Et lidt nervøst, jomfrunalsk et, men bestemt ikke uinteressant eller uinteresseret. Ksy er det umodne men ægte amatørkys.

Yks er det håbefulde, opsøgende kys. Det er lidt bittert i smagen, og typisk temmelig uerfarent, for ikke at sige dumt. Det har en del frøer måttet lide for.

Ysk er det forsigtige kys. Et begynderkys med usikker bismag af kyskhed. Et der helst vil trækkes tilbage hvis det bliver opdaget.

Sky er det nemme og luftige kys. Et rutineret kys, der med lethed serveres som fingerkys. Et populært kys, som regel betyder farvel og på genkys.

Syk er det intense, sexede kys. Vådt og villigt får det pulsen og safterne til at stige. Et noget smasket men afgjort frækt og erotisk kys, med tungen som ivrig forstærker.

Kys-kysset er det smukke og naturlige kys. Fås og gives overalt når du er kysseklar og kysten klar. Skønt på en dejlig forårsdag i det fri, i kåd- og kærlighed.

torsdag den 26. marts 2009

Ægte guld



Jeg har arvet min fars manchetknapper. De er i rent guld, for det er to tikronestykker fra 1913 med Kong Christian X og våbenskjold på.

Så vidt huskes købte min mor dem til min far i julegave for lidt over guldprisen. Blandt numismatikere er det ikke velset at lodde mønter til smykker, for det er en slem forringelse af mønternes samlerværdi.

Min far var meget glad for manchetknapperne – men brugte hellere nogle andre, almindelige i sølv. Han var simpelthen bange for at tabe de fine guldmønter.

Bare i guldværdi er der for langt over tusind kroner. Vi taler 22 karat.

Hos mig ligger de faktisk bare og flyder på bordet. Hvorfor dog gemme dem bort i et skrin? De er jo vildt smukke, og emmer af historie. 20 kroner var mange penge for hundrede år siden.

Og jeg har modsat min far ingen betænkeligheder ved at bruge dem ved festlige lejligheder. Min nervøsitet går mere på, om jeg måske er blevet lidt for tyk til manchetskjorten…

onsdag den 25. marts 2009

Hadebrevet



Hvorfor helvede blev du og dit sorte kvindemenneske ikke nede i det dejlige afrikanske solskinsvejr. Vi danskere har nemlig hverken brug for dig, din sorte kone eller den nougatfarvede som vi danskere skal føde på resten af den nougatfarvedes liv. Den farve hører absolut ikke til i DANMARK.

Hvorfor har jeg ikke smidt det brev ud? Den netop overståede megaoprydning var jo en oplagt anledning til at lade det 10 år gamle hadebrev forsvinde ned i en sort sæk sammen med al mulig andet skrammel.

Men jeg beholder det. Det minder mig om, hvad det er jeg er oppe imod i kampen for en anstændig udlændingelov og respekt for Opholdsdirektivet.

Jeg ved ikke hvem der har skrevet hadebrevet, men ud fra teksten og dobbelt-a’erne resonerer jeg at det er en ældre mand som stemmer på Pia Kjærsgaard.

Hvis nogen genkender håndskriften vil jeg gerne vide det. Brevet er poststemplet i København.

Dansk Folkeparti synes ikke de kommer nok til orde. Så her er lidt mere fra partiets øffende bagland:

Vi mænd undrer os tit over hvorfor sådanne mænd som dig ikke kan finde en dansk pige, men ødelægger vores rare land med alt det sorte krapyl. Vi har fået forskellig hudfarve fordi vi hører til i forskellige verdensdele. Vi er blevet enige om at det jo nok er fordi der er noget aparte i jeres sexliv.

Kommentarer udbedes…

tirsdag den 24. marts 2009

Himmel og hav



Jeg har uden at tænke over det to gange lavet en blog med samme overskrift. Nemlig Hop i havet for elleve dage siden, og Hop i havet tilbage i 2007 hvor Danmarks Akvarium den 16. juni inviterede til studier af smådyr i bølgen blå.

Nu var jeg så lige ved at gøre det igen: genbruge en overskrift. Men denne blog handler om noget helt andet end den skarpe Blå blog i forlængelse af Minglers oktobermøde sidste år.

Denne blog er anderledes rund, og handler om dagens skyfri himmel. Den starter med at jeg gerne vil fotografere den. Og sende tankerne til tops…

Fotoet skal præcis være af den skyfri himmel. Der skal ikke være noget andet i søgefeltet, som der ellers oftest er: – en bjerg- eller trætop, – en fugl eller et fly, –en sky eller noget af en skyskraber – eller en drage eller bold eller noget helt niende.

For det behøves jo ikke. Man kan alligevel godt se, at det er himlen, og ikke bare en kedelig blå flade. Jeg ved egentlig ikke hvorfor: måske er der en særlig opacitet over himlen, som kun kan føles ude i det blå?

Eller måske er der i atmosfæren en særlig luftighed, som ikke kan gengives med hverken olie-, akryl eller vandfarver? Det må jeg huske at spørge min ven Svanholm om, næste gang vi ses.

Det er da et interessant spørgsmål…

mandag den 23. marts 2009

Åh nej, ikke igen



Allerede efter få dage skal jeg atter foretage et tøjindkøb, noget jeg er lige så lidt vild med som tandlægebesøg.

Læsere af denne blog vil vide, at jeg i sidste uge måtte se min trofaste livrem gennem mere end tyve år – gå i to.

Nu er den nye sorte livrem så også bukket under. Og det er sgu da for dårligt. Men jeg må åbenbart have betalt for lidt?

Synes ellers jeg havde tjekket kvaliteten: Made in Italy, og der stod også at det var læder. Bonded leather, sågar. Jeg var ikke helt klar over hvad "bonded" betød, men gættede at det her var kvalivare, som selv mr. Bond ville goutere.

Det hjælper ikke rigtig at slå op i ordbogen: bonded goods betyder varer på frilager. Måske en engelsk-italiensk ordbog istedet vil vise, at bonded leather nærmere betyder snyde-læder?

Nå, men på’en igen; En ny livrem skal findes og købes. Pokkers også…

søndag den 22. marts 2009

Portvinssmagning


Foto: Carla Pais, Portugal

Engang var portvin noget man bød uventede gæster, gerne på en lille sølvbakke, sammen med lidt småkager.

Nu er det en mere alvorlig sag, hvor kendere går op i årgang, farve, duft, smag og helhed. Det fandt vi hurtigt ud af, da vi torsdag aften ankom til Alfred & Kamilla på Rugårdsvej i Odense.

Garntrisse og jeg havde tilsluttet os en overdådig Graham’s Winemakers Dinner, syv retter med forskellige portvine som følgeskab. Middagen skulle ligge i forlængelse af Den Fynske Portvinsklubs smagning af alle de klassiske årgange fra 1955 til 2000 – i alt 13 flasker.

Smagningen trak ud, så vi stillede os til at vente ved en sort disk med små skåle med diverse oliven og salte snacks og solsikkefrø. Og snart fik vi smagningen med fra sidelinjen:

Min ven Gert Jessen kom ud til os og bød velkommen med et par slatflasker af årgang 1983 og 1985. Så kunne vi se om vores ganer fandt mest behag i den ene eller den anden. Som Gert sagde, så havde vi adskillige gange delt mundvand og ville naturligvis gerne drikke af samme glas.

Vi viste straks evner udi portvinssmagning, da vi udpegede 1985eren som den bedste. 1983 var nemlig kun en lille klassiker.

Portvin smager godt, og længe… Snart var vi en halv snes middagsgæster der stod og ventede på at komme ind i selve restauranten. Men smagningen trak endnu længere ud, og vi fik endnu flere årgange smuglet ud fra portvinsklubbens smagning, der var akkompagneret af Graham’s direktør Dominic Symingtons velsmurte oxfordengelsk.

Det er en speciel oplevelse at drikke en vin der er lavet før man selv fik personnummer. 1955 – en stor oplevelse. Og den egentlige aperitif, The Tawny, var bestemt heller ikke noget skrammel.

Der var dækket op med et stort arsenal af glas og bestik til det hele. Første ret var rødtunge - høns - jordskok, sammen med et stort glas afkølet Graham White Port. Jo, portvin kan godt gå an til fisk.

Slethvar - løg - rosenkål - mandel, kom sammen med en Redoma 2007: hvidvin lavet på en drue der ellers normalt indgår i portvinsproduktion.

En indlagt lille suprice var et eksperiment fra kokkens side, men han behøver ikke gentage det for min skyld. En mørkerød kold sorbet-agtig substans, med revet foie gras drys over. Hmm.

Kalv - kalv - kalv - karamel - grønt var straks sjovere at sætte tænderne i, og dertil Graham’s kultvin Chryseia Rød 2003, samt en Altona tinto reserva 2006. Snakken gik livligt omkring bordene, en selvfølge med så meget godt til både hals og mave.

Blå oste - ahorn sirup - peber. Med mere portvin, nu en 1999 Graham’s Malvedos Vintage port.

Kirsebær - chokolade - tempranillo. Bærene var syltet i sommers, kagen rigtig god og dekorativ, anrettet på tallerkenen efter alle madkunstens regler. Og intet måltid uden et godt glas portvin til sidst: Graham’s 30 years Tawny port.

Jo, det var en dejlig aften skråstreg nat, og turen hjem med taxa og DSB forløb småslumrende og problemfrit.