Noget om Iran

Foto: Ehsan Namavar, Iran

Racismekortet er trukket i en blog og debat omkring den aktuelle sabelraslen mellem Israel og Iran, med USA, Rusland og Kina heppende på sidelinjen.

Jeg bliver lidt ærgerlig når jeg læser tråden, der har afsæt i en artikel fra Information. I artiklen med den underlige Snehvideagtige overskrift, Hvem er farligst i verden her? driller denne sætning: Vi behøver ikke tal og rapporter for at vide, at det iranske præstestyre er undertrykkende og tyrannisk og leder landet så elendigt, at befolkningen bliver fattigere, og landet er stagneret.
For, jo! Vi har naturligvis brug for fakta, når vi diskuterer hvad der er op og ned i Persien. For eksempel er det grundlæggende vigtig information, at Iran er den næststørste i OPEC. Med de stigende oliepriser er der altså basis for at landet vækster og befolkningen bliver rigere.

Jeg bruger gerne Wikipedia, når jeg vil have noget info om andre lande. Nu hvor en krig mellem Israel og Iran bliver fremstillet som en fight mellem jøder og muslimer, er det jo godt at vide, at nogle af perserne er jøder og at nogle af israelerne er muslimer. Det er aldrig sort-hvidt.

Jeg har været i Iran. Besøgt både Teheran og Isfahan. Det er flinker folk. Og i alle hjem bliver gæster budt på frisk frugt. Gæstfriheden er så stor, at der endda blev fremskaffet illegal spiritus. Jeg var jo fra Danmark!

Hvis nogen har lyst til at kalde andre debattører for racister, så for mig gerne. Jeg er nærmest ortodoks tilhænger af ytringsfriheden. Jeg synes bare, det er på sin plads lige at dykke ned i substansen inden.

I den aktuelle debat er der stort fokus på, hvad der bliver sagt om og af den slemmer fyr Mahmoud Ahmadinejad. Men den dybeste udtalelse synes jeg kommer fra Hans Blix:
En krig mod Iran er vejen til helvede.

Kuvert

Foto: Billy Alexander, USA

Invitationerne til sønnens konfirmation er printet, og så er det jeg spørger: Har vi nogen kuverter?

Det hedder det altså ikke, siger min kæreste. Hun er nok lidt længere fremme i skoene end mig, når det gælder moderne sprogbrug, og fortæller, at det altså ikke hedder kuvert. Det er gammeldags dansk, i dag hedder en sådan origamisk tilrettet papirvare en konvolut.

Hvabehar? Det har da alle dage heddet en kuvert! Jeg er vokset op i baglokalet til mine forældres mønt- og frimærkeforretning Philamax, og der blev solgt masser af førstedagskuverter til filatelisterne. Ikke førstedagskonvolutter…
Min kæreste ryster overbærende på hovedet. Jeg konstaterer bare, at dit sprogbrug er forældet. Jeg vil endda påstå, at mange unge i dag overhovedet ikke aner, hvad en kuvert er.

Det er ikke rigtigt! De unge siger også kuverter! Og for at understrege min indsigt i gangbart nudansk, fyrer jeg lige et skarpladt argument af: Hedder det måske ikke også en kuverttaske?

Kæresten kikker opgivende på mig. Nej, i dag hedder det en clutch.
Av, den sad. Men jeg vil ikke give efter for kærestens utvetydige budskab om at den sproglige udvikling er begyndt at løbe fra mig. Jeg spørger Cathrines ven, og min værste Wordfeud fjende Jakob: – Kender du ordet kuvert?

Ork ja, svarer Jakob. Således opløftet føler jeg igen at jeg er up front med mit modersmål. Indtil Jakob tilføjer at det staves med c-o-u… Jeg taber mælet, mens Jakob kloger sig om hvor mange point det mindst giver i det populære scrabblespil til smartphones, og at han vist aldrig har set det stavet med k i restauranternes menukort.

Nej – sgu da ikke dén betydning, dit kuvertbrød! Jeg sukker, og må erkende at kæresten har ret. Jeg taler snart som en på TV Charlie. De unge og jeg er allerede begyndt at tale forbi hinanden.

Men jeg ændrer mig ikke en tøddel. For mig hedder det altså stadig kuverter. Det er dem, jeg kommer invitationerne i, skriver navne og adresser på og frankerer, inden jeg går ned til posthuset. I mine flade konvolutter.

Bitterfisse

Bettina Heltberg har skrevet en underlig boganmeldelse i Politiken idag: Det er fifty-fifty om hun giver “En Bitterfisses Bekendelser” 0 eller 5 stjerner.

Jeg kan da også være i tvivl, men ikke så meget. Hvis jeg skulle skrive en anmeldelse, lå dommen noget tættere på nul end på fem. Det er ikke fordi jeg er sart, når det danske sprog bruges på en uhøvisk måde. Tværtimod synes jeg, det kan være helt forfriskende med grov og ramsaltet sprogbrug, som fx. når Sarkastikum trækker sin fuckfinger og skriver hvad hun og Stodderen mener og gør.

Men til forskel for Sarkastikum, så går Bitterfissen efter at hænge andre ud. Helt anonymt sviner hun forskellige kändisser ud, men skåner sig selv og Kongehuset. Og så er jeg iøvrigt sikker på, at Bitterfissen er en hel del ældre end Sarkasdikussen.

For en øvet skribent kan godt konstruere sig frem til et ungt sprog. Men når man er kommet godt op i årene, så vil det uvægerligt afspejle sig i ens måde at skrive på, også selv om man prøver at ligne en farlig furie på fyrre.

Tag bare det seneste skriv på Bitterfissens blog. Jeg har understreget nogle steder, hvor formuleringerne er “gammeldags”. Sådan skriver unge mennesker ikke. Det er mere ovre i noget Vikingmama:

Bethany havde altså forventet mere modstand. Én har vel efterhånden krav på kvalificeret modspil, men ak og ve. Man må endnu engang imødegå weekenden uden kamp til fugen. Troede ellers, at Bogen ville sætte sindene i kog, men nej. Bare endnu et indspark til de Gudsjammerlige medier. For fanden da altså! 2 gear ned og speederen i bund, idiodos. I er jo ikke til at arbejde med!
Bitterfissen er muggen over at hun ikke får nok modstand. Men sagen er, at den måde hun skriver på, får mange til ikke at ville læse blogs, herunder også Bettina Heltberg. Og det synes jeg er synd.

Bloguniverset er faktisk spændende, bare man styrer udenom sådan nogen som Bitterfissen og holder sig på sikker afstand af injurielovgivningen.

Den sorte ø

Foto: Snabelsen

Man kan godt føle sig lidt afsides på Ærø. Stå dér en stjerneklar nat og ha’ det som om man er sat ud og af på et sidespor. Være lidt ked og helt alene i verden. Men så må man tænke positive tanker og sige: Det kunne være værre…
Man kunne for eksempel nok føle sig endnu mere som manden i månen på Orø. På Ærø kan man dog fornemme byens lys, men på Orø i Isefjorden er der nok for alvor slukket. Undtaget om dagen selvfølgelig, når solen og naturen nænsomt trækker øen ud af enhver skyggetilværelse.

De kan skam også smile på Orø. For igen – Det kunne jo være værre: Selv på Orø er det muligt at tænke sig endnu mere afsides. Der findes nemlig en lille ø i Lillebælt med et navn, der helt bogstaveligt fortæller, at her er man virkelig endt på Sammenslutningen af Danske Småøers sidsteplads:

Årø. Så kommer man bare ikke længere væk. Årø er simpelthen en sort plet på kreditforeningens Danmarkskort. Her er der så sort, at BRF Kredit nægter at yde lån til huskøbere. Fast ejendom så langt ude er “selvsagt” ikke værd at beskæftige sig med.

Æh? Oh? Åh!… Sikke noget vås. Dem der maler sorte pletter på vores landkort, burde sejles en halv times tid væk fra Svendborg, Holbæk eller Haderslev. Så kan de lære det. Det føles faktisk dejligt at stå på en ø og mærke ensomheden. Vi er jo trods alt i Danmark. Det er umuligt at blive fuldstændig væk, selv på den sorteste ø.

Betalingsringen

Foto: Joakim Buchwald, Danmark

Vor statsminister har været på officielt besøg i Det Hvide Hus, men TV2 Fox kan ikke fortælle om det uden at få det til at handle om betalingsringen.

Den bliver nævnt, når Thorning kører i kortege, og statsbesøget bliver endda betragtet som en flugt fra balladen om, ja – betalingsringen. Og i bakspejlet kan vi fra en diplomat få at vide at Obama har hørt om betalingsringen.

Jeg synes betalingsringen har fyldt alt for meget i medierne. Nu hvor den er blevet skrottet, fylder den bare endnu mere. Men hvorfor synes folk egentlig den er så interessant?

Selv min egen mor som bor i Jylland, cykler ned i Brugsen og aldrig har haft kørekort, ved alt om betalingsringen og vil meget gerne diskutere den.

Jeg synes ellers diskussionen er lukket med Roald Als’ tegning af en tresporet bilkø med taleboble til en Taunus der siger HURRA!. Jeg kan desværre ikke linke til den, men den illustrerer Camilla Stockmanns artikel på bagsiden af Politiken Søndags PS sektion, Hvad der indadtil tabes …

Betalingsringen skal altså ikke overskygge det faktum, at statsministeren klarede mødet med verdens mægtigste mand til topkarakter!

1.000.000 hits

Foto: Robert Linder, USA

Vil da lige nævne, at jeg for et par dage siden rundede millionen. Det er selvfølgelig bare et tal – men rimelig stort, synes jeg.

Tyrkerhår

Foto: Garntrisse

Normalt er det Daniella der klipper mit hår. Men nu er vi i Istanbul, og det er Daniella ikke. Det lange hår skal onduleres af en fremmed.

I en lille gade langs jernbanen finder vi en frisørsalon. En mand sidder i stolen og har barberskum over hele hagepartiet. Frisøren er klar med kniven. De vinker begge til os, at vi skal komme indenfor. Det er åbenbart meget tydeligt, at jeg trænger til at blive klippet.

De taler tyrkisk, vi taler dansk. I baggrunden hænger et tv tunet ind på tyrkisktoppen, hvis der er noget der hedder sådan. Damer der danser og synger, og mænd spiller på trommer og fremmedartede strygeinstrumenter. Det handler vist om kærlighed.

Så er det min tur. Værs’go’ at sidde ned, skjortekraven vendes indad og jeg får hvidt klæde på. Jeg siger klippes på dansk, og frisøren åbner en skuffe og finder en saks. Så er vi igang.

Det er ligesom hos Daniella, bortset fra at vi ikke snakker. Det er jo lidt ligemeget uden fællessprog. Men der kommer også andre forskelle:

Frisøren klipper de små hår i næsen. Og så tager han en lighter frem og bortbrænder mine små ørehår. Det er lidt specielt. Resultatet er fint. Frisøren spørger, om jeg også vil barberes. Jeg siger på dansk, at det vist ikke er nødvendigt. Frisøren henter varmt vand og barberkost.

Han barberer to gange. Det er ellers ikke lige mig med sådan en skarp kniv lige omkring snydeskaftet. Men frisøren er en erfaren mand, der ved hvad han gør, og han ryster ikke det mindste på hænderne. Og så spritter han den nybarberede hud ind i en sviende grøn aftershave, og efterbehandler med lidt hvid lotion af en art.

Frisøren spørger om jeg også vil have vasket hår. Jeg siger på dansk, nej det er fint nu. Han henter håndklæder, åbner for det varme vand og viser, at jeg skal bukke mig frem og lægge hovedet i håndvasken. Og så bliver håret vasket. Ja, faktisk hele hovedet, to gange. Så masseres håret tørt med håndklæder og hårtørrer. Han bruger kun sine fingre som kam så frisuren lægger sig helt naturligt.

Ørerne bliver tørret med pegefingeren i et viskestykke, og så er jeg færdig. En times professionelt arbejde betales med 30 lira, cirka 100 kroner. Jeg siger tak og siger på gensyn. Udenfor skinner solen og vi slentrer videre mod den egyptiske bazar.