Munken, som ligner en reinkarnation af Brother Tuck fra Robin Hood legenden, giver hånd og byder hjertelig velkommen, så man straks føler sig i gode hænder.
Vi er i Olimje, Sloveniens landsby nummer ét. Byens vartegn er slottet, som fungerer som både kloster, kirke og apotek, og her er smukt som ind i … himlen.
Først skal vi se apoteket i kælderen, som daterer sig helt tilbage til 1200-tallet. Lige så længe nogen kan huske er der dyrket lægeurter her, og sådan er det den dag i dag.
Her er skønne fresker fra 1700-tallet, som viser scener fra Bibelen, med fine referencer til Guds skaberværk udi urter, frugt og blomster.
Adam står ved siden af Eva, der har et æble i hånden. Og munken ihukommer det gamle mundheld: An apple a day, keeps the doctor away.
Munken er virkelig en rar mand, og vi har alle en god dag i universet: Diana fra Slovenien, Henrik, mig selv og Poul Erik fra Danmark, plus Antonio og Paula fra Portugal.
Så skal vi da lige se kirken. Et orgie i gotisk stil. Jeg undrer mig over en detalje:
Det ser ud som om forkynderen er gået under bordet oppe på prædikestolen, omend han stadig har nærvær nok til at holde sit krusefiks ud over kanten, op mod det imposante alter i guld og ibenholt.
Måske er det forkynderens alter ego, der har fået en bimmelim på. Jeg ved det ikke, og vi finder aldrig ud af hvad symbolikken er i hånden med den korsfæstede pegende opad.
For nu knæler munken, gør korsets tegn og henter en nøgle bag alteret, – og så bliver vi lukket ind i klosterets ‘hyggerum’, hvor vi bænker os ved et bord. Vi skal have lidt medicin. Munken har selv lavet den.
Medicinen er flydende, alkoholisk, og god mod enhver tænkelig sygdom. Et enkelt glas vil holde os sunde og raske dagen ud, og hvis vi drikker endnu et glas, er vi garanteret godt helbred en hel måned.
Munken skænker rundhåndet op i snapseglassene, og som gode troende langer vi indenbords. Det er stærke sager. Hvis vi drikker tre glas hver, kan det være ligemeget om man er syg eller rask – det vigtigste er jo at være glad, får vi at vide.
Munken anbefaler tre glas. Jeg springer dog et over. Og bemærker at Brother Tuck også selv er tilbageholdende.
Der kommer jo flere turister senere på dagen.
Det betyder ikke så meget, hvor mange stjerner der er på hotellet, bare mit navn står på fjernsynet. Det er på en eller anden måde rart at blive budt velkommen af noget elektronik. Sært nok.
Jeg er i byen uden i. Hvis man ikke lige ved hvordan den staves, har man en voldsom lyst til at trykke på i-tasten. Men navnet er Ljubljana. Nul i i.
Tv’et står her på kommoden på 8. sal på Hotel Lev. Og jeg skal op klokken halv seks og haste til lufthavnen for at fange den direkte forbindelse til Kastrup Lufthavn. Henriks Charlotte henter os i bil, så jeg kommer hurtigst muligt hjem til min Garntrisse.
Selv om det er fint med 4 og 5 stjerner med wellness en masse – så er det alligevel dejligt at komme hjem igen.
Der er dømt wellness de næste par dage. Jeg er indlogeret på Hotel Sotelia i Slovenien. Et 4-stjernet hotel tæt på grænsen til Kroatien, smukt beliggende i et dybt betagende efterårslandskab.
Terme Olimia. Jo, jeg kan lige klare det. Her til morgen lå morgenaviserne VEČER og Dnevnik udenfor døren. Jeg læser desværre ikke slovensk, men kan dog forstå at det er den 22. oktober, og at vejrudsigten lover skyer og 15 graders varme. Hvis jeg vil have flere nyheder, kan jeg tænde det slovenske Gorenje fjernsyn og fange CNN, samt en ordentlig sjat andre kanaler på slovensk, kroatisk, italiensk og tysk. Herunder hele fire kanaler om hvad man kan få tiden til at gå med her på stedet: Golf, for eksempel. Eller chokolade massage…
Nå, jeg må hellere komme i den lækre housecoat med Wellness Orhidelia logoet, som giver fri adgang til al den wellness man kan ønske sig. Jeg tror det vil være fornuftigt at nedsænke mit mødige legeme i varmt vand, og så svømme lidt rundt, indtil det er tid til at gøre sin entré i saunaen. Der er også mulighed for at løfte jern, men det har efter min mening ikke noget med velvære og afslappelse at gøre.
Morgenmaden var forresten et orgie i lækkerier. Jeg har aldrig oplevet så suveræn en buffet før, og min omelet som kokken tilberedte var himmelsk. Jeg har det ellers meget godt til hverdag, men det her er i særklasse. Det er lige i underkanten at give det fire stjerner. Jeg mener fem er det korrekte.
Ahhh…
 |
| Foto: Asif Akbar, Indien |
Hver gang nogen udbryder muslim! bon’er de fleste danskeres indre hjernebark ud med synet af en burkaklædt araber. Men det viser sig faktisk at være et forkert billede.
Islams tyngdepunkt ligger i Asien. 60 % af verdens muslimer er asiater. Det er tre gange flere end de muslimer der bor i Mellemøsten og Nordafrika.
Måske kan den slags faktuelle oplysninger få muslimforskrækkede danskere til at slappe lidt af og slå koldt vand i blodet?
Det er da værd at prøve: Se på fotoet. Det viser et par såre almindelige muslimske hænder…
– Nej, det er selvfølgelig ikke blod hun har på hænderne! Altså – hvordan kunne du dog tro det? Tsk-tsk…
Det er henna. Smukke ornamenteringer på fingrene og op ad brudens arme er del af et bryllup i Indien. De bringer lykke i ægteskabet.
 |
| Foto: ‘Rawkus’, Tyskland |
Det er lige til at blive glad i låget af: Ghana er blevet verdensmestre i fodbold. Sørme så – FIFA summerer op på sin hjemmeside.
De unge ghanesiske spillere under tyve år var undertippede mod de brasilianske favoritter. Og da Ghana tilmed fik en spiller udvist, burde kampens resultat have ligget for Brasiliens fødder. Men efter forlænget spilletid stod det stadig nul - nul.
Straffesparkskonkurrence. Brasilien har dommerens mønt med sig og får fordelen af at skyde først. Igen er Ghana på hælene, især da Mensah brænder. Men pludselig virker træværket for lille for favoritterne, og de skyder over mål.
Adiyiah scorer og sender kampen i sudden death. Ghanas målvogter Agyei tager en bold, og Agyemang-Badu sikrer det første afrikanske verdensmesterskab med en kold kugle i kassen.
Det vil ske igen. Denne gang var det U20. Næste gang er det det rigtige VM. Ghana er klar. Og bedre end Danmark.
Ghaneserne jubler nu og hylder deres sorte satelitter. Og jeg er med på sidelinjen. Vel er Danmark mit fædreland, men min eks er fra Ghana, som ergo er min søns mødreland – og en af Afrikas allerstærkeste fodboldnationer.
Jeg er bestemt fan af den brasilianske samba bold, men tro mig: Den ghanesiske highlife ditto er lige så inciterende.
Tillykke med sejren, Ghana.
Nyhederne på TV2 fortæller, at madblogs er det hotteste på nettet lige nu. Derfor er her fluks en. En rigtig lækker en, endda.
Vanilleis på en bund af friske mango skiver og lækre blå- og hindbær. Der er ingen grund til at give opskriften – for man kan jo selv se hvad desserten består af.
Serveret på en helt enkel hvid tallerken, som smuk afslutning på en dejlig middag på Holiday Inn en lille taxatur fra lufthavnen i Bruxelles.
Alt er hulter til bulter, og vi har for lidt plads. Derfor bliver der nu ryddet op i pulterkammeret, for at se om det kan give plads til noget af alt vores habengut.
Konstant løber vi ind i spørgsmålet, om dit og dat skal beholdes, eller til storskrald. Tag for eksempel det her oliemaleri.
Vi har i sjov snakket om en brølende kronhjort ved skovsø. Desværre mangler både dyret og skoven her. Ikke engang en lille pipfugl har fundet vej til kanvassen.
Trisse har vist engang fået det fra et dødsbo. Det er malet af MS i 1948. Rammen er en tarvelig en af træ, som skal fixes. Hvis altså skilderiet skal beholdes…
Hvad siger I – skal det op og hænge, eller i containeren med brændbart?
