tirsdag den 14. maj 2013
Dejlig mærkværdighed i det ydre rum
Det nærmest klassiske David Bowie hit Space Oddity er blevet genindspillet af den canadiske astronaut Chris Hadfield.
Cover versioner af gamle ørehængere bliver sjældent tilnærmelsesvist lige så gode som de originale. Men i dette tilfælde er resultatet virkelig smukt.
Smut ud på YouTube og se, hvad der vistnok er verdens første musikvideo indspillet i vægtløs tilstand.
Her er et link til optagelsen fra International Space Station:
http://youtu.be/KaOC9danxNo
Planet Earth is blue, and there’s nothing left to do…
mandag den 1. april 2013
Festen er forbi
Festen er forbi, siger ejerne. Man købte sig ind i det største community site i Danmark i 2006 for et millionbeløb, men skrotter det nu, som om det ikke er noget værd.
I 2008 fusionerede 24timer helt med Mingler, som herefter blev omdøbt til 24.dk. Det var et led i avisernes onlinekrig, og trækket gjorde at man akkumulerede en masse hits, hvor der før ikke havde været nævneværdig aktivitet.
Medievirksomheden kunne dog ikke få en rentabel forretning ud af foretagendet. Så nu er festen forbi, og de folk der sagde god for investeringen, må sidde med nogle gevaldige tømmermænd.
I den anledning vil jeg gerne synge en sang. Jeg hørte den i radioen for nogle dage siden, og teksten, som Leif Fabricius har skrevet, bærer overskriften Underdrejet. Det er simpelthen så fed en tekst, at den burde stå i Højskolesangbogen.
Men okay: nu står den på vores kuldsejlede community site – om et døgns tid er den væk igen:
1.
Nu skinner solen over Himmelbjerget
men det kan jeg desværre ikke se,
jeg ligger i min seng forpint og hærget,
for nattens tunge træk har redt mig te’.
I Julsø bader bare badegæster
jeg ligger bare her og svømmer hen,
men som’ren summer sødt og landet fester,
så trækkes jeg med slemme tømmermænd.
2.
Og længere mod syd på Skamlingsbanken,
der samles glade folk i sommerdress,
jeg døjer svært med bar’ at samle tanken
thi tømmermænd har sat mig under pres.
Mens sommerheden hærger hovedlandet
er jeg på hedetur med hoved på,
jeg ligger lammet hen - kan ikke andet,
og tænker på, hvor galt det dog kan gå.
3.
Og Jylland ligger mellem tvende have
jeg ligger underdrejet - stormens rov
og dønningerne duver i min mave
og banker mod mit skrøbelige skrog.
Jeg mumler: Mayday, mayday - jeg forliser
er ud’ af kurs og gået under dæk,
skønt kun der blæser stille sommerbriser
konstant i fare for at springe læk.
4.
Men pluds’lig åbnes sluserne mod livet,
min kone sejler ind: Godmorgen skat!
Hun kravler under dynen - ned i skivet
og gør en ende på min uvejrsnat.
Jeg glemmer, at en hård orkan har hærget
og falder blidt til ro i hendes favn,
jeg lægger ømt min hånd på Himmelbjerget
så ved jeg, at jeg er i sikker havn.
fredag den 22. marts 2013
PH PS
![]() |
| Foto: Politiken.dk |
For nogle aftener siden så jeg et program om Poul Henningsen. Arkitekten, provokatøren, samfundsrevseren, lampemanden, drageflyveren m.m.m. Tak til DR2.
Idag er vi danskere meget stolte af PH. Han var jo fantastisk. Men det hører med til historien, at han bestemt ikke altid var lige populær i sin samtid.
Vi har i Historien vendt hans Danmarksfilm, som Udenrigsministeriet havde bedt ham om at lave. Den blev trukket tilbage kort efter den havde haft premiere. Kritikken var meget voldsom. Filmen var ‘skandaløst slet’.
Problemet var, at den slet ikke var spor højstemt. PH var rejst rundt og havde filmet det helt almindelige Danmark: landbruget, naturen, og livet som det blev levet dengang i 1930erne. Set i bakspejlet var Danmarksfilmen ‘ikke så ringe endda’, som man vil sige på jysk – men da den havde premiere i 1935 blev den sablet ned af stort set hele anmelderkorpset.
PHs største faux pas var nok på lydsiden. Tænk – filmen blev akkompagneret af ‘negermusik’! Det var simpelthen for groft for borgerskabet, som også havde hidset sig voldsomt op dengang i 1928, da PH på forsiden af Politiken havde skrevet en begejstret anmeldelse af Josephine Bakers optræden i bananskørt.
Men bedøm selv: Her er en bid fra filmen, hvor billederne rytmisk følger Cykelsangen. Jeg synes det er virkelig flot, og det er svært idag at forstå, hvorfor filmen ikke bare gik rent ind hos publikum.
www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=7wlomBYa8v0
PH blev ramt af parkinson og døde i 1967, men få uger før kom hans kone hjem og fandt et papir i hans skrivemaskine. Det var et digt. Et meget smukt et, sluttende med et ord som kun PH kunne finde på det. Ulykkeligvis var hans demens så fremskreden, at han ikke selv kunne huske han havde skrevet det pragtfulde digt til sin kone. Men her er det:
Mod nul
Jeg har aldrig kunnet være alene
men elsket tosomheden
Drømmen om samværet falmer.
Vist kommer du når jeg kalder
og formilder de næste sekunder.
Men bag dig ser jeg det store mørke:
Ingensomheden.
PS: Her er nogle gode links til mere info om manden og hans film:
Den Store Danske.dk
Danmarkshistorien.dk
Tråd om filmen i Historien på 24.dk
søndag den 17. marts 2013
Tsk tsk
![]() |
| Foto: Tibor Fazakas, Rumænien |
Vores community site lukker og slukker den 30. april.
1051 blogs blev det til, for mit vedkommende. Plus en om Krampens kagedåse, som blev slettet af 24support. Samt en Blå blog, der blev bandlyst og ikke fremgår af oversigten. Man kan ikke søge efter den – man skal have et direkte link. Men den findes altså stadig, selv om den indeholder skarp kritik af Netredaktionen.
Så alt i alt er det blevet til 1053 blogs (1054 hvis denne tælles med), alle med et fint foto – altså bortset fra bloggen om min farfar uden en trævl på kroppen. Det gamle sort-hvide foto var desværre for stærk kost for 24support. Jeg har efterfølgende lagt det op igen, men med et æble på for at skåne ledelsens sarte øjne. For mig at se var der tale om Apple-inspireret billedcensur .
Jeg har samtlige blogs liggende på min harddisk. Men jeg havde da hellere set at de lå på verdensvævet, hvor de hver eneste dag har hundredevis af læsere. Siden jeg sprang ud som blogger i år 2007’s spæde start er det blevet til 1.335.609 hits.
– 1.335.610, siger du?
torsdag den 14. marts 2013
Bestemmefrans
![]() |
| Foto: Rodrigo Comisarenco, Argentina |
Hvid røg har vist sig i Vatikanet. Og de argentinske skyer på dagens blogfoto har tegnet et himmelsk verdenskort.
Ærkebiskoppen fra Buenos Aires, Jorge Mario Bergoglio har skiftet navn til Pave Frans I.
Det var enten Tudefrans eller Bestemmefrans – og heldigvis for den gamle mand blev det det sidste. Bergoglio er selvfølgelig pavestolt ved situationen. Det er stort, sådan at vinde konklavets stoleleg – for så at blive iklædt guldbroderet dametøj. Trans den første.
Ifølge kendere er han en stor overraskelse! Men for en almindelig folkekirkedansker som mig er der ikke meget surprise over nyheden. Hvor uventet er det lige, at paven blev en mand? At han har italienske rødder? At han forlængst har passeret de halvfjerds? – i mine øjne var han kvalificeret til jobbet i en sådan grad, at han burde have været en af bookmakernes absolutte favoritter.
De første meldinger om den nye paves holdninger er skam heller ikke overraskende. Gammel altervin på nye flasker: Nej til abort. Nej til homoseksuelle ægteskaber. Nej til aktiv dødshjælp.
Frans vil gå i forbøn for de fattige – men naturligvis uden at komme til lommerne. Vatikanets enorme formuer bliver hvor de er.
Det kan godt være jeg er for negativt indstillet. At den ny pave lige skal have en chance til at vise, hvad han dur til. Men jeg er sgu ikke den eneste som sukker højlydt.
Alt er ved det gamle. Det er kun navnet der er nyt.
søndag den 10. marts 2013
Kun en kvinde
![]() |
| Foto: Belovodchenko Anton, Rusland |
Kvindernes internationale kampdag er stadig en vigtig mærkedag. Om knapt et år vil der igen være øget opmærksomhed omkring kvindekampen – men det er som om det mere og mere handler om at lægge den død. Og det undrer mig.
Meldingerne fra især yngre kvinder er, at der ikke rigtig er mere at kæmpe for. Vi har jo ligeløn, og mandschauvinister finder man efterhånden kun blandt vrisne, gamle mænd, der alligevel ikke længere har noget at skulle have sagt. De fleste kan kun altmodisch mimre deres synspunkter om Kinder, Küche, Kirche fra en gyngestol på plejehjemmet.
Kvinderne har ikke mere at gå på barrikaderne for, synes mange. Det er helt normalt at mene, at mærkedagen den 8. marts burde gå i sin mor igen, nu hvor der kun er småting som krympefri bomuld at kæmpe for.
Mange mener endda, at yderligere kvindekamp bare vil afføde en masse tabermænd! Synspunktet er, at vi lider under den ny uorden, hvor det typisk er kvinder der får de bedste uddannelser og gafler de fedeste jobs. Bare kig på Folketinget: Kvindelig statsminister, og i det hele taget lutter kvinder i front for samtlige regerings- og støttepartier.
Men jeg vil nu aliwl ønske et forsinket tillykke til kvinderne med den internationale kampdag. Når man ser filmatiseringen af Lise Nørgaards erindringer Kun en pige, så kan man(d) jo kun glæde sig over udviklingen fra dengang til nu. Og jeg synes ikke, kampdagen skal droppes, bare fordi nogle mænd føler sig overhalet af det andet køn.
Med de mange tåbeligheder der har floreret på Facebook i kampdagens anledning, synes jeg bestemt kvinderne skal blive ved med at kæmpe for frigørelse og ligestilling. Kald mig bare et mandfjols, men det mener jeg altså.
tirsdag den 26. februar 2013
Fars ungdomskæreste
Sådan så hun altså ud, hende Vivian. Fotoet er lille, knapt seks gange seks centimeter. Jeg tror min far har fået det med sig, da kom ud at sejle med Ø.K’s motorskib “Erria”.
Til min egen Wilson, har Vivian skrevet i hjørnet. Noget i den retning, i hvert fald…
På bagsiden han hun med fin og sirlig skrift skrevet noget mere:
Til min bedste ven
good luck, good health, God bless you
it’s all my heart can say
good luck, good health, God bless you
and guide you all your way
no matter where you wander, wherever you may go
good luck, good health, God bless you
and keep you and bring you safe me back home
Vivian
Jeg har googlet første linje, og fundet frem til at ordene stammer fra en drivende sentimental popmelodi fra 1950. Steve Conway synger, og så er der pludselig sprød lyd til det gamle kærlighedsfoto. Hør selv:
https://www.youtube.com/watch?v=9fUjJtSqCt4
Pigen på fotoet er smuk. Hende kunne jeg som ung selv være blevet forelsket i. Navnet er mig heller ikke fremmed. Jeg har selv kysset en Vivian engang. Og så kan man jo få den finurlige tanke, om jeg også på dén måde er arveligt belastet.
Min far havde bare alt for mange kærester. Ingen kender det præcise antal, men han må have haft hundredvis af damebekendtskaber. Det var som om han samlede på dem – og han lagde bestemt ikke damejagten på hylden bare fordi han fik kone og børn.
Men Vivian var hans første kæreste. Hun har altså en særlig plads i samlingen.
Hun er omtalt flere gange i de skriv jeg har fra hans hånd, eksempelvis i de nye gamle papirer, jeg fandt i en papkasse sidste år.
Store dejlige dådyrøjne og fløjlsblød overalt…
– Jo, han har været meget glad for hende. Og han fortæller at hun er Sjøgrens datter, boede ude i Kigkurren og arbejdede på et rejsebureau. Nogle gange optrådte hun. Han skriver at hun havde en datter der hed Linda. Og så fortæller han hvorfor han slog op med Vivian:
Det gik istykker da hun blev så dygtig at jeg en dag hentede hende ude hos en halvfætter som ikke ligefrem var kendt for sin dydighed…
Men dén forklaring på bruddet er skrevet i 1975. Dengang det skete, var årsagen skam en anden. Det kan jeg læse i hans dagbog – En sømands dagbog. Her fortæller han i 1951, at han var uvidende og uerfaren. Han var 16, hun var 19. Og hun var hans et og alt.
En dag skete noget alvorligt. Hun fortalte mig at vi blev nødt til at skilles, for hun havde et barn udenfor ægteskab. – Mit første bekendtskab med det kvindelige køn blev en alvorlig skuffelse. Jeg var dybt ulykkelig…
Hvilken version er mon den mest rigtige? Var det Vivian som slog op, eller var det min far? – Jeg er ikke i tvivl; Det er altid større sandhedsværdi i dagbøger end i efterrationaliserede erindringer. Det var Vivian, som slog op, og problemet var det uægte barn. Vivian var nået frem til, at min far ikke ville kunne forholde sig til hendes lille datter – og det har hun sgu nok haft ret i.
Blandt nogle gamle fotos jeg fik af min bror Thomas i vinterferien, lå der underligt nok en kuvert fra Islands Brygges Apotek med blandt andet receptblanketter, udklip, et par ubrugte pasfotos og et brugt rationeringskort for sukker og kaffe, oktober 1951 - maj 1952.
Nogle af papirerne er Vivians. Derfor ved jeg, at hendes fulde navn er/var Vivian Lillelund. Hun boede Kigkurren 10 og hendes læge hed Halvor Bach (som også var min fars læge).
Der ligger også et visitkort fra Mødrehjælpens sociale og lægelige konsultation, Kroghsgade 1, 1. sal tv, værelse 15, med oplysninger om træffetid, som aftales personligt i den daglige åbningstid kl. 12:30 - 13:00 (lørdag dog undtaget).
Måske lever Vivian endnu. Måske kan hendes datter, der engang hed Linda Lillelund genkende sin mor. I så fald vil jeg meget gerne kontaktes.
Jeg vil gerne blive endnu klogere på min slægts historie. Det er planen at samle op i en slags slægtsbog, som jeg tror kommer til at hedde “Typisk Wilson”.
Abonner på:
Opslag (Atom)






