tirsdag den 28. april 2009

24timers nyhedsbrev


Illustration: "Ilco", Tyrkiet

Mange har tilsyneladende aldrig hørt om det ugentlige nyhedsbrev fra 24.dk.

Så efter flere opfordringer er her opskriften på, hvordan man modtager det venligtsindede nyhedsbrev (eller framelder sig denne service).

Det bedste i nyhedsmailen er en liste med håndplukkede blogge fra den forløbne uge. Som regel er der en Lazyclip blog med.

Men du får også en profil status, og links til ti gruppedebatter fra aftenen før. Så det er næsten synd ikke at sige ja tak til nyhedsbrevet.

Du får det udmærkede nyhedsbrev således: Log ind og vælg menupunktet Mail i det orange felt til venstre på Min side. Klik herefter på fanebladet Servicemails, og sæt dit flueben ud for 6. linie:

Ja tak, send mig ”Nyhedsbrev fra 24.dk” hver 7. dag med min personlige statistik og nyt om, hvad der sker på 24.dk

Forbudt


Foto: Steve Knight, Storbritannien

En annonce for øl, flæskesvær og grillpølser på bagsiden af Danmarks mindste avis har afstedkommet voldsomme reaktioner fra Venstres Landsforening.

Merko-købmanden i Lundby, som holder åbent alle dage fra 9-18, har brugt et billede af statsministeren! Og det ser organisationen ikke med milde øjne på. Løkke er Gud, og det er mega blasfemisk at afbilde ham sammen med tilbud til fadbamse-folket.

Det på trods af at statsministeren selv tit og ofte har velsignet den gyldne humle og de grillede svineskind og -kødsprodukter.

Er her ikke en pendant til Muhammed-sagen, hvor en lille snes sølle tegninger af den sande Gud udløste massive protester fra de troende? På trods af ytringsfriheden…

Nu truer en sag ved Højesteret. For hverken Merko eller 4750Avisen har kunnet komme svineriet til livs. Beviserne flyder allevegne, også på DR Nyheder, hvor der er link til den famøse brug af statsminister Lars Løkke Rasmussen i reklameøjemed.

For god ordens skyld vil jeg lige understrege, at herren på fotoet hverken er muslimernes eller Venstreforeningens gud, men selveste fotografen.

mandag den 27. april 2009

Kiks


Foto: Stefanie Leuker, Tyskland


Hvorfor er der ikke en Lazyclip blog med i ugebrevet fra 24.dk? Jeg har ellers haft en produktiv uge, med hele syv blogge:

Hånden på maven – om udavl

Tænk naturligt – om biodesign

Solskind – om D-vitaminer til brysterne

Tre timer og atten – om tv-kiggeri

Portræt af galleristen – om Allan Knoblauch

Edderbandebankeme – om Morten Jersild

og den igår, om Jeremy Wilson


Det er altså mærkeligt ikke at være med på listen, når man er blevet vant til et link. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst ikke har været med. :-)

Det er iøvrigt nogle gode udvalgte blogge denne mandag. Med Bismag i galla, Skoopidoos kontakthund og det smukke digt fra Lady Writer, som dem der efter min mening er flest krummer i.

søndag den 26. april 2009

Jeremy 11 år



Min søn er blevet endnu et år ældre, og i dag tager hans far ham og hans skolekammerater Julius, Matthias, Eddie, Max, Konrad, Kristian og Oskar med i DGI-Byen og får noget vandkultur.

Bagefter er der kage og sodavand i gårdens fælleshus her på Halmtorvet. Garntrisse og Naja har bagt boller og chokoladekage. Det skal nok blive sjovt.

Invitationen var illustreret med de sidste seks års skolefotos. Og jeg har lagt mærke til noget pudsigt:

Jo større min dreng bliver, des mindre bliver det lille billede fra skolefotografen.

fredag den 24. april 2009

Edderbandebankeme


Morten Jersild er død. Det skriver TV2 Nyhederne.

Det har sat mig i en stemning af, ja jeg ved satme ikke hvad. Men måske hjælper det at skrive en slags nekrolog:

Billedet har jeg fået af ham på mail for tre år siden. Jeg skulle bruge det til foromtale af et par foredrag, vi fik på plads i Foreningen for Intern Kommunikation. Morten kunne godt lide min titel; Morten Jersild er centrum i en debat om hvad kommunikation drejer sig om.

Han har muligvis selv taget fotoet. Han skrev i hvert fald: Jeg kan ikke gøre det bedre, for det ligner faktisk…

Det var typisk for ham at sige sådan nogle lidt spidsfindige ting. Det kunne både betyde at han var godt tilfreds med sin egen indsats, og at han affærdigede den som ikke noget særligt.

Da han skrev bogen På kanten af reklame var arbejdstitlen "Noget af en reklamemand". Så kunne læseren selv om hvor trykket skulle ligge.

Første møde foregik i Politikens Hus. Vi fik ham billigt, og avisen stillede gratis foredragssalen til rådighed, samt øl, vand og sandwich til foreningens medlemmer, for takket være Morten er ingen i tvivl om hvilken avis der er den levende…

Andet møde foregik hos Isover i Jylland. Og nu til normal foredragstakst. Det var som om det første møde havde givet den gamle nestor fornyet lyst til at turnere landet rundt med sin charme og enorme viden om kommunikation. Heldigvis.

Overskriften er et af Mortens hjemmestrikkede bandeord. Jeg brugte det tidligere i dag, i min blog om Allan Knoblauch. Det var inden jeg fik at vide at Morten ikke var mere. Allan var også på Mortens reklamebureau Jersild i Kompagnistræde, mens jeg var ansat som AD-assistent.

Jeg er sgu ked af at han ikke er mere, men 72 år må nødvendigvis siges at være en flot livslængde for en mand med dét forbrug af cigaretter og spiritus. Men Morten havde masser af livsglæde og kreativitet. Engang ville Jersild sponsorere et af dyrene i Zoologisk Have, og valget faldt på søløven. På det lille sponsorskilt blev de fire sidste bogstaver fremhævet i sølv.

Mortens meritter vil sikkert fremgå af avisernes nekrologer de kommende dage. Jeg håber de husker at få kampagnen for 35 timers arbejdsuge med, og de skønne busreklamer for Sundhedsstyrelsen med kondomer imod AIDS. Og kampagnen for Grønlands Hjemmestyre. Første sætning på en smuk plakat jeg desværre ikke har mere, var: Inuit betyder menneske, og det er hvad det handler om.


Portræt af galleristen


Foto: Steve Brackenrich, USA

Allan Knoblauch driver et ikke helt almindeligt galleri i Valby. Jeg kigger altid forbi, når min ven Lars Svanholm er blandt de udstillede. Og så modtager jeg hver uge nyhedsbrevet med de små røde hjerter fra Copenhart Gallery.

Det er vi 1341 frivillige abonnenter der gør. Det er altid værd at læse, og er man interesseret i hvad der rykker på kunstscenen, så synes jeg da man skal klikke sig ind på hjemmesiden og give sin mailadresse til galleristen.

Denne gang har han eftertænkt lidt på sin egen karriere, og leveret et par "portrætter", som ikke har meget med kunst at gøre. Men de er edderbandebankemig godt skrevet:


PSYKOPAT PÅ HJEMMEBANE
HAR VÆRET: Forfatteren Sanne Udsen, mor til "Drømmefabrikken", der udkom for nogle uger siden, siger det ligeud, endda i TV-avisen: "Psykopater findes alle vegne", fastslog hun, da hun fortalte, hvordan store drømme kan løbe af med næsten alle og enhver. Et godt eksempel er "IT Factory", og det er netop denne biks, som lægger historie til "Drømmefabrikken".
Men selvom der er psykopater overalt, er der visse brancher, de trives bedre i. – Hvilke? ville intervieweren vide. Og svaret faldt prompte: "Psykopater har gode betingelser i politik, i reklame og medier samt i kunstverdenen", vidste forfatteren.
Hvilket nok kan få en gammel gallerist til at eftertænke lidt på egen karriere: Først 15 år i politik og journalistik, derpå 19 år i reklame. Så på ny et par år i journalistik, tilmed i den tynde ende, før den sidste konvertering til billedkunstbranchen – med etableringen af Copenhart Gallery i 2006. Hvis man her ikke er løbet på nok skæve hoveder gennem fyrre år, er man vel selv blevet et af slagsen.


KAREN I KÆRET
POLLETIK: Karens Jespersens fratræden som "velfærdsminister" er knap så lovende, som den først kunne lyde. Klagekonen fra Dragør erklærer, at hun slet ikke er færdig med politik, skønt hun med årene har bevæget sig bredere i spektret, end de fleste: Fra strammer i yderste udkant af de hedengangne venstresocialister til livstræt skarpretter på modsatte fløj i højrepartiet Venstre. Selvom det umiddelbart er svært at forestille sig, hvad hun herefter kan finde på, bør man næppe undervurdere fruens evne til at 'time' sin politiske overbevisning med de karrieremuligheder, der byder sig. Hendes oplevelse af egen nytteværdi i fællesskabets tjeneste er uantastet. Spørgsmålet er derfor alene, om Pia og hendes tre tro væbnere har blik for Karens resterende talenter.


LØKKELIGE LARS
POLLETIK: Han var et politisk talent allerede for 20 år siden. Lille og firskåren gik han omkring i udkanten af den store begivenhed i sit bagland og tyggede på den tale, han skulle holde, som vikar for Gillelejes borgmester. Anledningen var god nok: Optimister i pædagogernes forbund og pensionskasse havde investeret et betydeligt millionbeløb i at anlægge en familieforlystelsespark i kommunens udkant, hvor der savnedes fristelser for turister.
Skønt ukendt ude i samfundet var Lille Lars et lovende navn i nordsjællandsk lokalpolitik, om end ikke berømmet for diplomati. Og dog fik han med munter høflighed budt de glade pædagoger og deres røde pensions-millioner velkommen til den bare mark ved Rågeleje. Lars var løkkelig for, at klassefjenden ville investere sin opsparing i den borgerlige sommerhus-kommunes erhvervsliv. En fredelig fadbamse i festteltet takkede han heller ikke nej til, da velkomsten var leveret. Og Lars nåede trygt hjem til Græsted, længe før den halvhjertede Nordsjællands Sommerpark var kuldsejlet. Det gik der trods alt flere måneder med.




torsdag den 23. april 2009

3 timer og atten


Foto: Oliver Gruener, Tyskland

Hov, hende kender jeg da! Nyhederne på TV2 bringer et indslag om at vi ser mere og mere fjernsyn, og på skærmen toner min "onsdagskæreste" fra gamle dage frem. Jo, det er hende: Karin Toftild sidder i sin hvide sofa efter en lang dag på atelieret og ser fjernsyn – og sammenligner det lidt med et akvarium.

Gosh – er det virkelig så lang tid siden? Vi mødtes hver onsdag aften for snart tredive år siden i Kolding. Værtshuset hed vist Falderebet, og dér fik vi en pils og en Fernet-Branca; Skål og hyggesnak, og knus til godnat sent onsdage aftener efter job på ungdomsskolen.

Jeg har sendt hende en lille hilsen. Tænk at vi gennemsnitligt ser fjernsyn i mere end tre timer hver dag, selv om alle har travlt og for lidt tid til at være sammen. Karin havde flere fine pointer, og fik vist også nævnt afbryderknappen.

Men hvorfor trykke på den? Den løber jo ingen steder… Hov, der er mail: Karin hilser tilbage. Hun er ved at rydde atelieret til fest for den store som fylder atten! (Aha, hun har fået børn) Tiden går hurtigt. Så længe er det da heller ikke siden vi sad i Kolding.

Måske skulle jeg tage en Fernet og et par øl med til Amager. Næ, vent… Der kommer vist noget i fjernsynet.