fredag den 18. juli 2008
Svenske sten
Nedefra ser den meget højere ud end den egentlig er. Skamlingsbanken. Selvom jeg fornemmer at flagstangen ved siden af faktisk er endnu højere.
Det mest højtragende er nok tankerne bag: en trekant af begreber – jeg kan lige så godt photoshoppe tankegodset ind i billedet. For det er grundlæggende, hvis man vil forstå hvorfor den hér stabel sten er så vigtig.
Sproget. Folkeligheden. Nationalbevidstheden.
Efter en gang pølsemix i Skamlingsbankens grill kan man gå indenfor og se udstillingen om dette for vort land så betydningsfulde monument. Jeg synes nu ikke der er grund til at svime hen over al den oldnordiske patos der her lægges for dagen. Så hellere bare holde sig til fakta:
25 store sten er blevet sejlet fra Sverige til Kolding havn, hvorefter 104 heste har trukket dem de cirka tolv kilometer ud til Sønderjyllands højeste punkt. Og her er det 16 meter høje monument så rejst i oktober 1863.
Men bare et halvt år senere sprænger preussiske soldater den fra hinanden, og sælger stenene på en auktion. Lokale bønder køber dem og lægger dem på en nabomark, indtil stenene igen stables ovenpå hinanden i maj 1866.
Nu er granitstøtten selvfølgelig – med skrammer og manglende hjørner hist og pist – blevet et endnu større nationalt stykke samlingskunst, helt på linje med f.eks. Frederik den syvende til hest og Istedløven. En tonstung markering af både den civile kamp for Sønderjylland og den væbnede modstand under besættelsen.
Jeg tænker dog mere på en helt anden historie, når jeg ser de 25 stykker svensk granit. En historie, som min ven Arthur der bor lige på den anden side Skamlingsvejen har fortalt mig. Den fortæller jeg videre i min næste blog.
torsdag den 17. juli 2008
Kaffekanden
Folk på Binderup Strand kalder dette gamle sommerhus Kaffekanden. Det skiller sig kraftigt ud fra de typiske sommerhuse, som er af mursten og har tegltage.
For bare fem år siden hed området her rabarberkvarteret. Her var mosebund og skæve fiskerskure. Nu er her piloteret, og en hær af arkitekter, håndværkere og finansieringsfolk har huseret.
Et sommerhus koster en bondegård her ved Lillebælt. Et lille gråt ét på 50 kvadratmeter klemt ind på en minigrund i tredie husrække, er for nylig gået for mere end trekvart million.
Kaffekanden er fra en tid der ikke er mere. Damen der ejer det, er vist røget på plejehjem, og kommer nok ikke mere herud. Her er ellers så hyggeligt.
Men det er snart historie. Huset skal rives ned. Det ligger ved t-krydset Anemonevej og Nyvej – og skal give plads til… ja, ny vej.
For bilerne er blevet større, og har svært ved at komme om hjørnerne. Også fordi tilfældigt græs, hybenbuske og små hække er skiftet ud med sten, cement, fliser og sirlige små havebede. Som det folk har derhjemme.
Der er snart ingen rigtige sommerhuse tilbage.
onsdag den 16. juli 2008
Bogstavkunst
Vi har lige snakket om Lars Svanholms morsomme blog om hvor pokkers svært det kan være at få et maleri til at hænge ordentlig sammen. Og så ser jeg pludselig, at Arthur også har et kunstværk med bogstaver stående.
Det bliver støvet lidt af og fotograferet. Arthur er stadig godt tilfreds med sit værk. Kompositionen holder, og der sker noget interessant med komplimentærfarverne. Arthur har det bedst, når der ikke er noget der peger ud af billedet. Og hvis der gør, må der være noget der peger ind igen.
Hvad forestiller det egentlig? En pensel, ja, og bogstaver. Men ellers er der ikke noget der ligger fast. Det ligner noget, men hvad? – Jeg synes der er noget maritimt over det. Det blå ligner lidt hav, ikk’ – og er det mon et gyldent anker dér?
Jeg starter ofte maleriet som en abstrakt komposition; i løbet af maleprocessen ændrer de nonfigurative virkninger sig og jeg ender med et genkendeligt udtryk som jeg kalder "Figurativ Motivation".
Sådan formulerer Arthur selv processen på hans og Lenes fine hjemmeside.
Det er i orden, hvis jeg synes det er noget med søfart.
søndag den 6. juli 2008
Mysterium opklaret!
![]() |
| Foto: Natural England |
Sådan en sommerdag er perfekt til at sidde og kloge den i en parcelhushave. Så på Grusbakken 11 i Dragør tog Mark, Nan, Randi og jeg i fællesskab fat på en gåde: Hvorfor er Hadrian’s Wall så lav, sammenlignet med Den Kinesiske Mur?
De to forsvarsværker har jo haft nogenlunde samme funktion: Kineserne byggede deres mur for at holde pøbelen nordfra ude. Og skotterne byggede deres mur for at holde pøbelen sydfra ude.
Den Store Mur er så gigantisk, at den kan ses fra verdensrummet. Mens Hadrian’s Wall er, tja… ikke meget højere end disken på værtshuset. I forhold til kinesermuren er den nærmest kun en markering fra kyst til kyst, cirka 120 kilometer.
Vi klarede hjernerne med nogle Newcastle Brown Ale.
Hvad havde skotterne som var noget værd? Nåe ja – livets vand, på gælisk uisge beatha. Nemlig, scotch whisky.
– Jamen, Hadrian’s Wall har simpelthen været verdens længste bardisk! Det er da klart:
Når britterne sydfra nåede muren, kom de ikke længere. De var nødt til at gøre holdt, få en whisky og nyde den smukke natur. Kejser Hadrian og hans folk var bartendere – og deres vidunderlige spiritus blev serveret på disse sten. Det er derfor det hedder Whisky on the Rocks…
Mystery solved. Det med isklumperne kom først til mange år senere. Skål!
tirsdag den 1. juli 2008
Ham på plakaten

Årets Copenhagen Jazz Festival plakat forestiller… ja, hvem?
Kunstneren bag plakaten, Kasper Eistrup har været i morgentv og peget på det indvendige af brillestellet. WHO IS THIS GUY ?, står der. Og inden han selv giver svaret, tænker jeg: – Det ligner sgu da ham den lidt nørdede pædagogmedhjælper, der gjorde tjeneste i Hestestalden og Galoppen, dengang min søn Jeremy var i børnehavealderen.
Christian hedder han. Han kvittede jobbet i børnehaven og lejede et lille erhvervslokale i Skydebanegade. En port ind til ejendommens gårdareal var efter byfornyelsen blevet til et langt, smalt rum. Og her ville han lave en café hvor folk kunne få kaffe, kage og musik fra riller af vinylplader.
Det er aldrig til at sige, hvilke idéer der holder vand, og hvilke der falder til jorden med et brag. Og da Christian fortalte om sit projekt, Sort Kaffe & Vinyl, regnede jeg ærlig talt med at Christian snart ville være tilbage hos børnehavebørnene.
Men idéen slog sgu an! Christian kunne faktisk fra dag 1 leve af at spille vinylplader og lave kaffe og kager til kunderne. Og nu er han det ukendte ikon på plakaten for jazzfestivalen, som starter nu på fredag. Selvom Christian vist egentlig mest er til den lidt ældre rock…
lørdag den 28. juni 2008
Krigsmissen
Istedløven står på sin sokkel og glor på folk der kommer forbi pladsen mellem Tøjhusmuseet og Den Sorte Diamant.
En gang imellem er der stor debat om hvor katten løven egentlig bør stå. Nogle vil have den tilbage til Flensborg, andre vil have den til Enghave Plads, så den kan kigge ned ad Istedgade – men den irgrønne krigsmis flytter nok ikke foreløbigt fra sin solplet her ved havnen. Selvom placeringen her i København faktisk er lidt pudsig.
Jeg undrer mig nu mere over løvens udseende. Det er som om kunstneren ikke rigtig har lagt de store nationalistiske følelser i sit (bestillings)arbejde. Hvor er brølet, hvor er den patos, som f.eks. dens artsfæller på Trafalgar Square har så rigeligt af?
Der er altså noget der ikke stemmer… Istedløven ser lidt karikeret ud. Som om manken er behandlet med Carmen curler, så den ligner en dommerparyk. Og de løvelabber ligner da mere kattepoter. Men det er især løvens ansigtsudtryk, der er noget "forkert" ved.
Istedløven er et monument over danskernes sejr i Slaget på Isted Hede i 1850. Det største slag i danmarkshistorien. 40.000 danske soldater i kamp mod 34.000 slesvig-holstenere. En blodig affære, hvor vi på een nat mistede 845 mand. Men vi vandt! Ved middagstid den 25. juli 1850 trak den preussiske general von Willisen sine tropper tilbage. 534 faldne fattigere.
Billedhuggeren Herman Wilhelm Bissen er en af de helt store indenfor sit fag. Ham og selveste Bertel Thorvaldsen arbejdede sammen i en ti års periode. Jo, Bissen kunne sagtens have lavet en stoisk, heroisk, maskulin, militaristisk krigsløve. Hvis det var det han ville…
Istedet har han lavet en lidt feminin, filosofisk, egenrådig løve, der hverken kan eller vil leve op til forestillingen om heltedåd, uovervindelighed og sejrsrus. Når jeg kigger på Istedløven, synes jeg den sagte mjaver: "Kors, hvor er krigsgeneraler dumme…"
Herman Wilhelm Bissens far var holstener, og hans mor var dansktalende sønderjyde. Han har selvfølgelig følt sig splittet. Hvem skulle han egentlig holde med. Hvis nogen… Han må i det hele taget have været en stor modstander af krig.
Når man ser på en af hans andre meget kendte statuer, Den tapre Landsoldat i Fredericia, så er den jo heller ikke videre monumental. Landsoldaten har med sin fod væltet en lille haubits, og hvad holder han i sin hånd? Et sværd? – nej, en nyudsprungen bøgegren! Der er masser af pacifistiske signaler i Bissens kunsthåndværk.
torsdag den 26. juni 2008
Bronzebryster
Smukke venezianske attributter. Hvad laver de her, mellem en masse gammelt artilleri i Tøjhushallen?
Det er den slags, der gør ting på et museum spændende. Noget uventet og smukt, som samtidig virker malplaceret. Og så måske alligevel ikke…
Den velstøbte barmfagre engel med vinger er del af de mange krummelurer på et par 36 punds kanoner, som kong Frederik den IV har fået som gave i 1709.
Hvad har våbenmageren tænkt, da han fostrede tanken om en yppig kvinde på kongens kanoner? Tidens måske mest slagkraftige våben, dekoreret med en yndig fredsengel…
Det er en bizar kontrast. Bryster af bronze der dirrer fornøjeligt, når krudt eksploderer med et brag og sender en kugle ud i en verden af krig og terror…
Abonner på:
Opslag (Atom)





