Så har jeg prøvet det med; Fodbehandling udført af små fisk med en besynderlig hang til død hud på menneskefødder.
Det var kærestens ældste datter der over- og betalte. Og så måtte vi alle fem af med sko og strømper, i den sjove gadebutik Aquan Fish-Foot Spa på Carrer de Venecia i Lloret de Mar, de unges bade- og balladeby her i Catalonien.
De små fisk kigger forventningsfulde til fra deres akvarier, mens jeg får vasket fødder af ung kvinde. Hun ligner en brasilianer, så jeg spørger hende forsigtigt: Piranha?
Men hun smiler og ryster på hovedet. Jeg kan være helt rolig. Fiskene er både tand- og harmløse. Jeg skal bare sætte mig tilrette og være klar til stille og roligt at nedsænke mine fusser i akvariet, så vil de små fisk nurse til den helt store wellness-medalje. Det har de også bare at gøre, til 1 € i minuttet!
Synkront dyppes vores fødder ned til de sultne småfisk, og de ti minutters pedicure kan begynde. Det kildrer, og tilskuere stimler sammen. Det er vældig interessant at se på, og det føles også sådan. Jeg fornemmer at fiskene hos mig er mest til venstre fod, men den højre kan også bruges. De nipper lystigt, og jeg tænker på om fiskene vil spise mig et halvt nummer ned i skostørrelse…
En spansk dame overfor har pænere fødder end mig, så det bliver hendes fisk, fod, neglelak og smart tatovering, der ryger på blogfotoet.
Hjemme i huset googler jeg info frem om de små fisk. De er sandsynligvis af arten Garra Rufa, men der bruges også andre arter, alle hjemmehørende i varmt ferskvand i Iran, Irak, Tyrkiet, Jordan, Israel og Syrien.
Især psoriasispatienter har glæde ved mødet med de livlige doktorfisk, som de kaldes på dansk. Og behandlingsmetoden synes at have sit udspring i en tyrkisk spa i byen Kangal, 450 km fra hovedstaden Ankara.
Den naturlige forklaring på fiskenes adfærd er, at der kun er ganske lidt plankton at hente i det varme vand, og derfor tyr de til de badendes døde hudskæl, som et kærkomment kosttilskud til de alger der ellers er hovedingrediens i det fiskene lever af.
Statens Serum Institut har set nærmere på det trendy fænomen og kan ikke udelukke en potentiel smitterisiko ved behandlingen, som forresten er forbudt i flere stater i USA og dele af Canada, af vistnok både etiske og hygiejniske årsager.
Well, da en af tilskuerne fra gaden bagefter spørger mig: How was it?
– kan jeg kun svare: A bit fishy…
Se, dét her er ferie.
Her er ingen forlystelser. Men det passer mig fint. Jeg er alligevel ikke så lystig. Jeg vil faktisk hellere nøjes med noget. Så en god ferie for mig er fornøjelser.
Det er for eksempel en fornøjelse at gå på en støvet spansk bjergvej. Det ser måske ikke ud af noget særligt, men solen bager, alting dufter og stilheden læner sig op af cikadelyd og en summende spansk flue der har fattet interessere for min stråhat. Det er ren idyl.
Der er kik til Middelhavet en halv snes kilometer væk. Jeg går opad med bare fødder i mine amerikanske mokkasiner. Sommerfugle flakser rundt i varmen, og små firben har fart på. Jeg vil gå op i himlen, så langt vejen rækker.
Napper nogle af de få sorte på brombærbuskene i vejkanten. Smager og snuser mig frem mod toppen af bjerget. Det er virkelig dejligt. Faktisk langt bedre end tivoli, diskotek og vandland. En halvgammel ræv som mig skal såmænd bare have tør varme og lidt ukendt til sanserne.
Jeg samler et kridhvidt sneglehus op. Tænker på om alle sneglehuse snor med uret, eller om der også findes huse, som snegler sig venstre om? Gider jeg lede efter et? Eller skulle jeg måske se om jeg kunne finde en skorpion eller et tusindben under en sten?
Jo, der er mange ideer til, hvad man kan lave på en ferie under den spanske sol. Jeg (for)nøjes med en skøn vandretur. Nu er jeg kommet op på toppen. Her er der et vandtårn og en virkelig fed udsigt.
Turen ned igen bliver også en feriefornøjelse. Vi har lejet et stort hus, og når jeg når ned igen, ligger der en iskold Estrella og venter på mig i køleskabet. Og en brandvarm kæreste på solsengen ved siden af poolen.
Det er skønt at være på ferie.
I min næste blog skriver jeg nok noget om den store skovbrand her i området. Og hvad vi ellers oplever her på bjerget i Catalonien.
 |
| Foto: Cris Watk, USA |
Hvorfor egentlig oversætte gamle rim og remser til nudansk? Langt de fleste fungerer jo klart bedre på gammeldansk. Nok især dem med religiøst indhold.
Jeg synes man ligefrem beder om problemer, når for eksempel Fadervor partout skal have et moderne udtryk. Det høres tydeligt i kirken, når unge og gamle med præsten samles i bøn. Ordene falder forskelligt lige fra start af.
Nogle siger Fadervor, andre siger Vor Far. Nogle vorde, andre være eller blive. Små og store nuanceforskelle hele vejen igennem. Teksten fra Bjergprædiken er ikke hvad den har været. Der er fanden til forskel, om man slår op i Mattæus-evangeliets kapitel 6, vers 9-13, i en ældre eller ny udgave af Bibelen.
Det er noget hø, når skriftlig fornyelse således ikke giver bedre mening, men tværtimod ender op med en rodet buket sprogblomster.
Gud er sikkert fuldstændig græsk-katolsk ligeglad med hvilken version han modtager i det høje, men som mennesker i forsamling vil vi jo gerne finde fælles fodslaw når vi folder hænderne og fremsiger den ældste og mest brugte bøn i kristendommen.
Derfor har jeg netop samskrevet hele balladen; Selvom rim og rytme nu hænger noget forneden, så er det her en version som favner langt de fleste Fadervorer:
Vor Fader eller omvendt ordstilling,
du som er i Himlen eller himlene!
Helliget blive eller vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
med fri os fra det onde.
For eller Thi dit er Riget med stort eller lille bogstav
og magten og æren i evighed!
Amen.
Jamen… Sådan er man vel nødt til at gøre, når nu folk ikke kunne blive enige om at holde fast i den gamle autoriserede bøn, som Jesus himself formulerede til brug for sine disciple.
Så står vi her. Lige ved en rød prik på kortet over Odense Zoo.
Kongepingvinen kejser med nakken. Stoltserer rundt i det kunstige antarktis, smukt klædt på, som den jo er fra naturens hånd, i kjole og hvidt.
Jo, som pingvin af første minusgrad har man noget at have sin kongelige attitude i. Hofsnogen kendes på sine to gule nakkepletter.
Nu skal det gøre godt med en sild. En kold buffet fra Royal Greenland står klar i baggrunden. Den er helt pingeling.
Så går vi videre.
Efter sigende er vi med opdagelsen af Higgs’ partikel i et 27 kilometer langt og cirkelrundt forsøgsanlæg 100 meter under jorden på grænsen mellem Frankrig og Schweiz blevet meget klogere på Big Bang, hele universet og tilværelsen i al almindelighed…
Men sådan føles det altså ikke! Selv om verdens fremmeste forskere i teoretisk fysik betegner det som helt enestående og en gigantisk milepæl i videnskabshistorien, så sidder jeg og er stadig forundret over, hvad der er for en epokegørende nyhed, vi taler om.
Hvad jeg indtil nu har læst om Higgs’ partikel, er det virkelig godt at den er der. Unden den kunne solen ikke holde sammen på sig selv. Journalister beskriver Higgs’ partikel som en nødvendighed for at andre partikler kan have masse. Substans.
Jeg vil så gerne efterlyse flere Higgs’ partikler i medierne. Der mangler simpelthen sammenhængskraft i det meste af det der skrives om opdagelsen.
Hvis opdagelsen vitterlig er så epokegørende for os allesammen, så kan det vigtigste ikke være, at der vanker en Nobelpris.
