Foto: Nick Lobeck, Schweiz |
Er det seriøst Zulus bud på ungt tv? Jeg har med et halvt øre og øje fulgt lidt med i programmet, som kalder sig Ups! Det er live, med tilhørende Facebook profil.
Klokken var 0.30, location var et in-sted i København, og i dagens anledning havde man fået en covergirl, Celina fra M!, til at stå bag baren.
Lidt research hos Se&Hør havde afsløret hvordan man kan blive ugens brandert. Man skal være kendt, drikke meget, og i øvrigt skeje ud.
Rapperen med kunstnernavnet Jøden havde så taget opstilling ved baren. Og spørgsmålet var så – hvor fuld kunne han blive på den tid det ville tage at afvikle programmet.
Drak han en genstand i minuttet, ville resultatet blive 24 og en halv. Så der var linet op med en ordentlig flok sorte shots, nogle øller, og tre caipirinhaer i martiniglas.
Det er åbenbart sådan man laver ungt fjernsyn. Få nogle kendte med, og sørg for godt med sprut.
Jeg kendte ikke alle de kendte, men ham Claus Elming har jeg da set før – men hvad pokker laver sådan en moden mand i et live kæveri? Der var også en Jacob Wilson, men ham er jeg vist heldigvis ikke i familie med.
Jøden blev som forventeligt plørefuld. Kameraet fulgte tre gange med ud på toilettet, hvor han pludrede lystigt i den store porcelænstelefon.
Han vendte tilbage til baren hver gang, og henad slut, blev der opfordret til at den sidste drink skulle være en body tequila, som hende Celina ville lægge bryst til. Men han ville hellere have en skede vodka. Tsk-tsk…
Det er ikke sundt at drikke sig fuld, og Sundhedsstyrelsens vejledning om max 24 genstande om ugen blev da også nævnt en passant. Men aftenens druk stod jo på en halv genstand over – og Jøden fik tydeligvis også drukket hjernen ud.
Jeg synes det er tåbeligt med fjernsyn der opfordrer de unge til at drikke alt for meget sammen med de kendte. Og så skal en caipirinha altså nydes stille og roligt, og bestemt ikke være del af et forsøg på at blive ugens brandert.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar