mandag den 22. juni 2009
Stand-by
Da forsikringsselskabet Skandia ved årsskiftet 1976-77 skiftede navn, blev det markeret med en plakatfuld citater typograferet i alle afskygninger af skrifttypen Times.
Plakaten hænger i min læges venteværelse, og når jeg nu alligevel skal vente, er den klart bedre læsestof end stakken af dameblade med slankekure og billeder af kongelige babyer.
Tænksomme koryfæer blandt videnskabsfolk, forfattere, filosoffer m.fl. fra hele verden har bidraget. Mest markant står sætningen At forstå alt er at tilgive alt. Anne Louise Germaine de Staël (1766-1817)
Det synes jeg er kloge ord.
Men jeg dvæler også ved et citat om selvmord: Albert Camus (1913-1960) har sagt, at der kun findes et virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.
Det ved jeg så ikke. Om jeg forstår. Jeg har kendt flere, som har begået selvmord, men jeg har aldrig hørt nogen sige, at de dermed kom med et eksistentielt svar. Tværtimod forlod de denne verden i en sort sky af knugende spørgsmål.
Hvorfor hængte blikkenslageren i Kolding sig? Vi havde jo dagen i forvejen spillet dart og drukket øl i solskinnet, og han havde sgu kone og to børn. Jeg fik at vide det var økonomiske problemer.
Hvorfor tog den anerkendte kunstner i Frankfurt sit liv? Vi havde jo fejret nytår sammen, festet, spist, skålet og danset hele natten. Jeg fik at vide det var af skam over at have gjort en kvinde gravid – og det var ikke hans kone. Som polsk katolik gør man ikke sådan noget – men derfor behøver man jo ikke tage sit eget liv; 1000 ave maria ville have skadet langt mindre.
Hvorfor tog min svigerinde i London sit? Vi havde jo hygget i hendes afrikanske køkken og glædet os over hvor godt det gik med børnene. Jeg fik kun at vide hun ikke ville leve mere.
Hvis nogen herinde vil begå selvmord, så tøv en kende. Glem det filosofiske lommeuld om meningen med livet. Træk dit vejr, drik vand og spis brød til.
Stil i stedet livet lidt på stand-by. Så ligger det klart til at genoptage når du igen får lyst til at leve livet.
Du risikerer kun at vente på at det går over af sig selv. Eller hvad det nu er livet gør.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar