Det skjulte land

Foto: Roberto Valdés, Bolivia

For mange år siden kærestede jeg med en der hed Kirsten. Det er nok femogtyve år siden jeg sidst har set eller hørt noget til hende, men fordi hun dengang samlede på postkort af papegøjer, får hun en kærlig tanke når jeg ser et foto som dette.

Engang gav hun mig et digt i fødselsdagsgave. Det har altid undgået at blive smidt ud, og har overlevet flytninger og en hel del oprydninger, selv om jeg hverken har indrammet det, eller i det mindste bare hængt det op på en opslagstavle med en tegnestift.

Indtil nu er det vist kun mig, og hende selv, selvfølgelig, der har læst det. Men nu synes jeg det skal slippes fri. Det er jo rigtig mange år siden vi havde vores hemmelige amourøse affære, men Kirstens digt holder endnu:


Der findes en verden bag verden,
som ikke kan ses, men fornemmes;
et sted, hvor i tanken man færdes,
hvor sorgen og smerten kan glemmes.

Det sted er en lysplet, en sol, en erindring,
en glæde, en klang, en forventning,
et uendeligt rum af forhåbning og skønhed


Det land ligger åbent for alle,
det stråler med perlemorsglans;
man tror at enhver sit det kalde,
at det rummer enhver i sin krans.

Men dog er for mange det ukendt og skjult,
måske er dets indgang fordækt,
bag en tåge af flimmer og lethed og lys


Men når sorgens natsorte fugle
drager tæt vor vej forbi;
når man tænker blot på sig at skjule,
at finde for smerten et hi.

Da skimter man perlemorsporten,
da åbner sig herlighedsriget,
en forunderlig verden af trøst og af længsel.