tirsdag den 16. juni 2009

Tracks

Foto: Tobias Baldauf, Tyskland

Det ligner skinner der fører fra a til b, og tilbage igen fra c til d… Smukke linier i fineste metal og træ. Lydspor. Tracks.

Men på nettet handler sagen om dæk af ask, sider og bagside af mahogni, gribebræt og bro af rosentræ.

For den rytmeglade Jeremy, berømt bassist in spe, drejer det sig helt enkelt om en krop, en hals og et hoved. Et musiklegeme. Et firstrenget musikinstrument.

Først lærte han sig Smoke on the Water, og for tiden er det tonerne fra Frækkere end Politiet tillader. Inden da ting som Midt om Natten, Blaffersangen, I kan ikke slå os ihjel, temaerne fra Simpsons, Sponge Bob, Futurama og Family Guy. Happy Birthday, Love me do – og måske det bedste; noget han selv finder på.

Der er en ny akustisk bas på vej med posten. Den er sort og ligner noget fra en god gammel James Bond film, som han sørme også kan spille temaet fra.

Jo, jeg er stolt af min 11-årige søn.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar