Spejlægsblomster

Lene & Arthurs dejlige hus, Basecamp One ligger 90 meter over havet, nedenfor toppen af Skamlingsbanken. Det udmærker sig blandt andet ved rundt om sig at have en have som klart er oplagt til en omgang Søren Ryge fjernsyn.

– Min dag starter med arbejde indendørs, fortæller Lene. Og når jeg så op ad formiddagen bliver ukoncentreret, går jeg ud i haven. Går en runde. Fjerner lidt skvalderkål, og hvad vi ellers har af ukrudt. Men jeg fjerner ikke al ukrudt. Kun det jeg synes ikke er pænt. De gule dér langs muren må f.eks. godt være her.
Lene snakker lidt med blomsterne, eller måske er det bare til ære for mig. – Hej, spejlægsblomster. Dem har hun fået af gode venner, som så meget andet i denne smukke bakkede have.

Al botanik har sandsynligvis et latinsk navn, men Lene bruger de danske. Hov, dér er en præstelus. Væk med den. Men de nøgne jomfruer må gerne blive i det store blomsterbed.

Vi går ned til køkkenhaven. Her er asparges, som det bliver særlig lækkert at sætte tænderne i. Da de blev plantet, var det nemlig langt fra sikkert at familien kunne klare terminerne i mere end de to år, der går fra frøene plantes, til der kan høstes. Og nu går det så godt med økonomien, at Lene endda har plantet et fint kastanjetræ. Hun tør godt tro på, at familien stadig bor her, når der om seks-syv år kan ristes ægte kastanjer.

Her er flere rækker med jordbær. Der er endda et par friske røde bær, et til os hver. Umm. De smager vidunderligt.

Rucolasalat, hvidløg, rabarber, purløg, – der er masser af gode sager til madlavningen i det hyggelige samtalekøkken.

Og så er der træerne. Morbærtræet, kirsebærtræet, og valnøddetræet, som desværre ikke har det så godt. Det ser sølle ud, og må hellere give plads for et par nye, måske hassel og pære.

Åh, er de ikke skønne? Orange valmuer, sammen med lavendel. Man kan godt få den tanke, at blomsterne har en indbyrdes sans for skønhed, og nogle gange selv finder sammen i matchende farvekombinationer.

Stikkelsbær, masser af roser, radiser, persille… Og tomater i plastik-kuvøse op ad muren på den gamle svinestald, som nu fungerer som atelier, vaskerum og værksted.

Solen skinner, og Lene starter græsslåmaskinen. Hun tog halvdelen af den store plæne igår, og nu får jeg lov til klare resten. Samt gårdspladsen, hvor græsset også har gjort sin entré langs kanterne. Det må det godt, det skal bare studses.

Jeg kører systematisk klipperen rundt i bare fødder og stråhat. Jeg har ikke ligesom Lene grønne fingre, men får hurtigt grønne tæer. Bagefter kan jeg sidde med dem i blød i sæbevand, på en smuk gammel havestol og nyde fuglenes kvidder.

Fodsålerne er stadig græsseligt farvede af havearbejdet. Kæresten har foreslået at jeg går en tur i vandkanten ved Greve strand, så skal sand og saltvand nok få has på det synlige minde om et par dejlige dage i haven midt i et af Danmarks smukkeste landskaber.