Tø

Stille forsvinder store mængder sne. Det går stærkt i syv graders varme. Her på Lolland har alt været snehvidt i mange uger, men pludselig træder sort muld pletvist frem i landskabet.

Asfalt kommer fri af lang tids isdække. Vandpytter af smeltevand ligger i kø for at komme i jorden. Foråret er på vej. Naturen gør plads til vintergækker og erantis. Det er også på tide.

Pffiiiiiiiittt

Foto: Jean Scheijen, Holland

Må se at komme i sving. Ellers går dagen bare fløjten. Så jeg starter med et blæs. Og nu har jeg piftet mig selv igang.

Har du også brug for et signal for at komme ud af starthullerne? – Så bare brug min blogfløjte. Den er der til det samme.

Brand

Foto: Eryk Klucinski, Polen

Det er den engelsk udtale – brand – denne blog handler om.

Markedsføring af et fædreland handler i høj grad om at brande. Og her til lands har vi heldigvis H.C. Andersen. Pyt med at han forlængst er død – det gør ham faktisk kun bedre som turismens frontfigur.

Polen har en lige så god død brander. Og de har også den berømtes fødehjem, faktisk smukkere end H.C. Andersens hus i Odense. På billedet ses det, nær Warszawa. Så det er oplagt at Frederic Chopin skal være Polens ansigt udadtil.

Det er forbløffende så stor tiltrækningskraft gamle mænd har på turister fra nær og fjern. I tilfældet med Chopin tror jeg nu det vil være mest effektivt med engelsk udtale. For er der noget som kan lokke for eksempel min kæreste på en Polenstur, så er det netop dét: Shopping! 

Sexet foto #10

Foto: Bruno Todeschini

Navlen. Alle har én. Sådan en lille velkomstknude fra sin nul års fødselsdag. Den kan ikke rigtig bruges til noget, sidder bare og er en nuller reminder om livets begyndelse. Og sex.

Her er en smuk en af slagsen, placeret midt på maveskindet af en smækkerlækker solbrændt mavedanserinde. Som igen er placeret på scenen i Teatro Bruno Kiefer, i Porto Alegre, i Brasilien.

Så er det vel okay at være navlebeskuende. Det er jo dansekunst, og her tilmed flot fotokunst.

Tænk hvis den ikke var der. Navlen. Selv om den ikke er til noget, så ville den være en alvorlig mangel hvis den manglede. Den sætter prikken over i’et. Eller dutten over dusken. Uden ville kvindekroppen være barbie perfect, men med er den naturlig (og) sexet.

Navlen fortæller historie, lidt på samme måde som en knast i et stykke træ. En udslukt og indtørret næringsvej, gennem hvilken vores mor gav alt hvad hun havde i sig for at vi skulle leve og blive til noget.

Desværre har nogle en kedelig tendens til udelukkende at interessere sig for deres egen lille navle. Men heldigvis findes der sex til at få dem på bedre tanker.



Tidligere blogs i denne serie:
Sexede fotos, #1, #2, #3, #4, #5, #6, #7, #8, #9

The Wilson walkabout before departure

Foto: Rohan Reilly

Et tip fra Carl Jensen har fået os ud at gå. Vi går op ad La Rambla, hvor det vrimler med levende statuer, souvenirboder, blomsterhandlere og kæledyr til salg.

Der sker i det hele taget så meget her midt i Barcelona, at jeg lige må stå stille og nyde det berømte gadenavn, mejslet ind i et gadehjørne med en smuk antikva skrift. Inden knægten trækker mig tilbage til gadens gøgl og kæledyr.

Her kan man købe mus i alle afskygninger, hamstere, marsvin, perlehøns, ællinger, skildpadder og undulater, zebrafinker og kaniner, etc, etc. – som Jeremy lige skal hilse på. Heldigvis kan vi ikke få et dyr med hjem i flyveren.

Men vi kan spise en god frokost inden turen går til lufthavnen. Carl Jensen har anbefalet La Fianna. Et Michelin spisested med absolut fornuftige priser. Vi skal bare lidt den ene vej, så den anden, og så til højre tredie gang.

Men det viser sig ikke at være nogen frokostrestaurant. Stedet åbner først klokken seks i aften, hvor vores fly hjem letter. Men lige på den anden side af den smalle smøge ligger der en café med tapas.

En elskværdig ældre dame hjælper os med bestillingen. Hun er nabo til spisestedet og taler udmærket engelsk. Så skal vi ikke nøjes med mit skraldespansk, og Jeremy kan få sit ønske om fisk opfyldt.

Den gamle dames egen favorit er nogle små friske fisk, fanget på stranden og stegt i olie, så det bestiller vi. Sammen med toastet brød med tomat og hvidløg, omelet, oliven, stærk spansk pølse, en krydret catalansk specialitet, fadøl, fanta og chokolade med flødeskum.

Jeg tilbyder den gamle dame mad og drikke som tak for tolkehjælpen, men det vil hun ikke høre tale om. Hun er hverken sulten eller tørstig, er kun kommet ind for at læse avisen, siger hun og smiler…

Så vi nyder et glimrende måltid, mens Jeremy med glæde konstaterer at der er the Simpsons i fjernsynet. Det lyder sjovt på spansk, eller er det catalansk? Vi ved det ikke, men Homer & Co. ligner sig selv.

The Wilson Tourist Tour for Two

Et tip fra Ulla Quistgaard har fået os ud at køre. Som alternativ til den klassiske storby cabriolet dobbeltdækker turistbus kan man leje en sær hybrid mellem en scooter og en sofacykel med gps. Så det har vi gjort.

Iført hjelme og spændte sikkerhedsseler har vi fulgt den engelske kvindestemmes anvisninger og lyttet til hendes små Barcelona guide fortællinger. Til højre ser I Torre Agbar. Og vi får lidt info om hvad arkitekten hedder og hvormange vinduer den spektakulære bygning har. Den ligner en stor cigar og siges at være meget smukkere efter solnedgang, hvor den lyser i op i nattehimlen med blå, røde, gule og grønne neonfarver

Og så videre med håndtaget i bund, rundt i næste junction, og ligefrem mod Sagrada Familia, som stadig er under opførelse. Gaudis katedral er allerede som byggeplads imponerende. Vi parkerer og tager et foto. Jeremy har fået lidt ondt i rumpen af fars hæsblæsende bykørsel.

Så kører vi videre og kan snart drøne gennem Arc du Triomf. Og så er det vist tid at finde tilbage til gyden hvor vi kommer fra. Jeg er desværre faret lidt vild, så jeg ringer til garagen og får hjælp. – Ned af Carrer de la Princesa, til højre ad den store vej, og til højre igen ved Star Buck. Så er vi ved noget vi kan genkende. Vi er kørt i ring.

Det var jo også meningen, og det har bestemt været sjovere end hvis vi havde brugt samme beløb, cirka 300 kroner, på radiobiler i et tivoli. Det her gik meget stærkere, var langt mere farligt, og så fik vi oveni købet set noget nyt.

Menneskedelfin

Snowflake var i mange år et vartegn i sig selv for Barcelona. En stor hvid gorilla med blå øjne, som smilede venligt til alle der kom og så til ham i byens zoologiske have.

Idag er det stadig muligt at se ham i Barcelona Zoo, men på plakater og plancher hvor hele hans livshistorie er at læse. Der er nu stadig masser af aber: gorillaer, chimpanser, mandriller, bavianer… Store og små arter, med og uden haler.

Men Barcelona Zoo har også delfiner. Jeremy og jeg overværede træningen i går. Det var fantastisk. Det er som om der er en slags familiebånd mellem os mennesker og delfinerne. Det var ligefrem bevægende da træneren selv sprang i vandet og legede med dem. Efter nogle flotte tricks fik de knus og kram, og delfinerne vinkede farvel med halerne til os publikummer.

Jeremy har optaget lidt på sin mobil og lagt det på YouTube (Han bliver glad for en kommentar og en rating). Og jeg tog da også et portræt efter forestillingen, hvor vi gik nedenunder og kiggede ind i vandet til dem. Hende her synes vist hun ser bedst ud sådan lidt fra siden. Så kan man rigtig se det store smukke smil.