Fars ungdomskæreste

Sådan så hun altså ud, hende Vivian. Fotoet er lille, knapt seks gange seks centimeter. Jeg tror min far har fået det med sig, da kom ud at sejle med Ø.K’s motorskib “Erria”.

Til min egen Wilson, har Vivian skrevet i hjørnet. Noget i den retning, i hvert fald…

På bagsiden han hun med fin og sirlig skrift skrevet noget mere:

Til min bedste ven

good luck, good health, God bless you
it’s all my heart can say

good luck, good health, God bless you
and guide you all your way

no matter where you wander, wherever you may go
good luck, good health, God bless you

and keep you and bring you safe me back home

Vivian

Jeg har googlet første linje, og fundet frem til at ordene stammer fra en drivende sentimental popmelodi fra 1950. Steve Conway synger, og så er der pludselig sprød lyd til det gamle kærlighedsfoto. Hør selv:

https://www.youtube.com/watch?v=9fUjJtSqCt4

Pigen på fotoet er smuk. Hende kunne jeg som ung selv være blevet forelsket i. Navnet er mig heller ikke fremmed. Jeg har selv kysset en Vivian engang. Og så kan man jo få den finurlige tanke, om jeg også på dén måde er arveligt belastet.

Min far havde bare alt for mange kærester. Ingen kender det præcise antal, men han må have haft hundredvis af damebekendtskaber. Det var som om han samlede på dem – og han lagde bestemt ikke damejagten på hylden bare fordi han fik kone og børn.

Men Vivian var hans første kæreste. Hun har altså en særlig plads i samlingen.

Hun er omtalt flere gange i de skriv jeg har fra hans hånd, eksempelvis i de nye gamle papirer, jeg fandt i en papkasse sidste år.

Store dejlige dådyrøjne og fløjlsblød overalt…
– Jo, han har været meget glad for hende. Og han fortæller at hun er Sjøgrens datter, boede ude i Kigkurren og arbejdede på et rejsebureau. Nogle gange optrådte hun. Han skriver at hun havde en datter der hed Linda. Og så fortæller han hvorfor han slog op med Vivian:

Det gik istykker da hun blev så dygtig at jeg en dag hentede hende ude hos en halvfætter som ikke ligefrem var kendt for sin dydighed…

Men dén forklaring på bruddet er skrevet i 1975. Dengang det skete, var årsagen skam en anden. Det kan jeg læse i hans dagbog – En sømands dagbog. Her fortæller han i 1951, at han var uvidende og uerfaren. Han var 16, hun var 19. Og hun var hans et og alt.

En dag skete noget alvorligt. Hun fortalte mig at vi blev nødt til at skilles, for hun havde et barn udenfor ægteskab. – Mit første bekendtskab med det kvindelige køn blev en alvorlig skuffelse. Jeg var dybt ulykkelig…

Hvilken version er mon den mest rigtige? Var det Vivian som slog op, eller var det min far? – Jeg er ikke i tvivl; Det er altid større sandhedsværdi i dagbøger end i efterrationaliserede erindringer. Det var Vivian, som slog op, og problemet var det uægte barn. Vivian var nået frem til, at min far ikke ville kunne forholde sig til hendes lille datter – og det har hun sgu nok haft ret i.

Blandt nogle gamle fotos jeg fik af min bror Thomas i vinterferien, lå der underligt nok en kuvert fra Islands Brygges Apotek med blandt andet receptblanketter, udklip, et par ubrugte pasfotos og et brugt rationeringskort for sukker og kaffe, oktober 1951 - maj 1952.

Nogle af papirerne er Vivians. Derfor ved jeg, at hendes fulde navn er/var Vivian Lillelund. Hun boede Kigkurren 10 og hendes læge hed Halvor Bach (som også var min fars læge).

Der ligger også et visitkort fra Mødrehjælpens sociale og lægelige konsultation, Kroghsgade 1, 1. sal tv, værelse 15, med oplysninger om træffetid, som aftales personligt i den daglige åbningstid kl. 12:30 - 13:00 (lørdag dog undtaget).

Måske lever Vivian endnu. Måske kan hendes datter, der engang hed Linda Lillelund genkende sin mor. I så fald vil jeg meget gerne kontaktes.

Jeg vil gerne blive endnu klogere på min slægts historie. Det er planen at samle op i en slags slægtsbog, som jeg tror kommer til at hedde “Typisk Wilson”.
 

Berømt foto

Foto: Frihedsmuseet

Hvad var det egentlig for et foto min far fik nævnt i sit skriv dengang i Bavnehøj Skoles jubilæumsskrift? Det har jeg spekuleret på, lige siden Mørke minder.

Men nu tror jeg billedet er fundet, med hjælp fra Henrik Lundbak på Frihedsmuseet.

Han mener der må være tale om et billede fra den ene af de to dokumentarfilm, der blev lavet om Danmark under besættelsen, Danmark i Lænker og Det gælder din Frihed.
To film, som i 1955 blev klippet sammen og suppleret med udenlandske klip, og fik titlen De fem år.

Som så igen blev cuttet ned til en skoleudgave i 1960. Hvor de første i høj grad blev båret frem af den mytiske fortælling om de tapre frihedskæmpere, som gav de tyske fnatmider (citat fra Gunnar Nu Hansens speak) nogen på frakken, så kom der efterfølgende noget mere konsensus over historien. Til at begynde med blev samarbejdspolitikken faktisk ikke nævnt.

Episoden, hvor to frihedskæmpere afvæbner to tyske officerer, fandt sted til ære for fotografen. Det skulle på celluloid, at sådan en aktion kunne ske på åben gade.

De to tyske toldembedsmænd (officerer) fik hver stukket en pistol i mavsen og hurtigt og effektivt frastjålet deres tjenestevåben. Det var frækt gjort, meget ydmygende for besættelsesmagten, og så ved højlys dag!

PS: Der er dansk-svensk digtaften i Frihedsmuseet onsdag den 13. marts kl. 19, med oplæsning af stærke tekster af Otto Gelsted, Hjalmar Gullberg, Poul Henningsen, Pär Lagerkvist, Johannes Jørgensen, Kjeld Abell, Harry Martinson, Erik Lindegren, Halfdan Rasmussen, Jørgen Nash, Anders Österling og Morgen Nielsen.

Allah jemini

Foto: Constantin Deaconescu, Belgien

Belal Cheikh bor i Kolding, fordi den danske ambassade i Syrien i 2011 indtrængende opfordrede ham til at komme hjem til Danmark, og naturligvis tage sin kone og parrets to piger med. Der var – og er – simpelthen for farligt at være i det krigshærgede Syrien.

Hvor livsfarligt, det er at tage til Syrien lige nu, understreges af Udenrigsministeriets rejsevejledning. De danske myndigheder fraråder alle rejser til landet:

Der består en stor risiko for kamphandlinger, attentater og eksplosioner over hele Syrien. Der har siden december 2011 været en række bilbomber samt et stort antal større og mindre attentater og eksplosioner i flere syriske byer, herunder ikke mindst i Aleppo og Damaskus.  Siden juli 2012 har der været hårde kampe i alle de større byer, men særligt i Damaskus, Aleppo og Homs, med udbredt anvendelse af bl.a. artilleri og luftvåben.
Ikke desto mindre fortæller TV2 Syd, at Belals kone har fået afslag på familiesammenføring, og at Udlændingestyrelsen derfor har meddelt at hun skal udrejse til Syrien senest på tirsdag den 19. februar.

Parret blev viet for fem år siden af en imam. Siden har de fået to smukke piger, som naturligvis også er danske statsborgere, ligesom deres far, der arbejder og er så velintegreret, at han taler dansk uden nogen som helst accent.

Alligevel møder familien en mur af uretfærdighed. Mor skal udvises. Sagen blev nøgternt vendt og drejet i de regionale nyheder i går.

Det er sådan set ikke problemet, at deres ægteskab er et såkaldt sharia-ægteskab. For uanset hvad, bliver parret ramt af både 24-års-regel og tilknytningskrav.

Folketingets formand for Retsudvalget, SFeren Karina Lorentzen Dehnhardt har kigget sagen igennem og opfordrer Belals kone til straks at søge asyl!

Årsagen er, at selv om myndighederne altså ikke har de store betænkeligheder ved at sende Romayla Abed retur til Syrien, så forholder det sig anderledes fornuftigt med asylansøgere: Dem vil vi ikke tvangsudsende til Syrien, som situationen er nu.

Det er jo fint nok, at man på den måde finder en løsning – men det virker forrykt at Belals kone skal søge asyl. Hun virker jo ikke som en der er personligt forfulgt i Syrien. Hun er bare en ung, smuk, muslimsk mor til to nydelige pigebørn og hustru til en dansk mand med syriske rødder. Det burde ikke være et problem at give hende en arbejds- og opholdstilladelse.

Mon ikke man på Christiansborg snart kan finde ud af at lempe vores familiesammenføringsregler, så de bringes i overensstemmelse med EU Opholdsdirektivet? – Så ville vi undgå sager som denne, hvor gode og velfungerende dansk-udenlandske familier får problemer med Udlændingestyrelsen.

Fundet på mikrofilm

Alle og enhver kan gå ind i Den Sorte Diamant og kigge i et hav af gamle danske aviser, arkiveret på mikrofilm. For god ordens skyld kan man samtidig oprette sig som låner i Det Kongelige Bibliotek.

Jeg gjorde det selv igår – og fandt det jeg ledte efter: Den artikel, der fulgte med, da pressefotoet med Wilson familien på Nokken første gang blev publiceret.

Det skete i den hedengangne avis “Nationaltidende”, den 23. december 1949.

Billedet er gengivet meget mørkt, og ledsaget af en billedtekst:
De syv Børns Hjem paa det yderste Islands Brygge – “Nokken”. Foran Huset de fem af dem, der var hjemme om Eftermiddagen.

Jul med 7 Børn i Skur paa yderste “Bryggen”

Kan ikke faa Lejlighed – Moderen ligger paa Hospitalet

PAA det yderste Islands Brygge, paa en aaben Plads, “Nokken”, ligger to primitive Skure – det ene 2½ · 2½ m og det andet 5 · 2½ m. Her bor en Chauffør med sine syv Børn i alderen 5 til 17 Aar. Det har ikke været Familien muligt at faa en Lejlighed, der kunde rumme alle. Chaufførens Kone har i de sidste 7 uger ligget syg paa Hospitalet, men fik i Gaar Lov til at være i Skuret hos sine Børn i Juledagene.
– I August gik jeg i Stykker med en Rutebilforretning, jeg havde startet ved Holbæk, fortæller Chaufføren, Robert Wilson selv. – Jeg tog med min familie til København, hvor vi tidligere har boet, men Boligudvalget kunde ikke give mig noget Haab, fordi jeg har for mange Børn. Saa henvendte jeg mig til Husvildeforsorgen, men de kunde kunne skaffe eet Værelse og Køkken fælles med en anden Familie – saa skulde vor Familie splittes, og det vilde jeg ikke.

To Piger paa 10 og 12 Aar passer Hjemmet
Derpaa gik Wilson til Havnevæsenet og fik Tilladelse til at bygge det mindre Skur og leje det andet, som stod på “Nokken”. I hvert Skur blev opstillet en Kakkelovn, og Familien flyttede ind. Men næppe havde de boet der mere end 2 Maaneder, før Fru Wilson blev syg og maatte paa Hospital.
Hjemmet har siden maattet passes af den 12-aarige Aase og hendes 10-aarige Søster Dora, der begge gaar i Skole. De to ældre Søskende, en 17-aarig, der er Kontormand, og en 14-aarig Søster, som arbejder paa Fabrik, hjælper naturligvis til, naar de kommer hjem. Endelig er der tre mindre Børn, den 5-aarige Herbert, den 7-aarige Freddy og den 9-aarige John.

Hverken Vand, Lys eller Gas i de utætte Skure
Der er ingen Vand i Skurene. Det maa hentes 250 Meter borte fra. Der er heller ikke Lys og Gas. Skurene er utætte. Der er ikke engang Plads til et rigtigt Juletræ, som Børnene kan danse om, i de snævre Barakker. Man vil dog forsøge at faa et lille et, der kan staa paa en Stol.
Familiefaderen er bitter paa Myndighederne og føler sig uretfærdigt behandlet af Boligudvalget. – For 2 Måneder siden var Boligkommissionen er, siger han. – De lovede at lade høre fra sig, men endnu har vi intet hørt.
Børnene – de mindre af dem i hvert Fald – ser mere lyst paa Tingene. De er lykkelige over, at deres Mor skal være hjemme i Juledagene – og saa glemmer de det meget onde i Tiden.
Der er foruden det mørke foto et andet, taget inde i skuret, hvor “Der ventes paa Kaffen, som Dora (til venstre) og Aase tilbereder. I Øverste Køje er John, nedenunder Freddy og Herbert”.

Der bliver aldrig kedeligt at grave i min families fortid. Og nu vil et lille triumvirat, bestående af mig selv og mine kusiner Randi og Karin, samle sammen til en slags slægtsbog. Det ville være kanon, hvis børnene fra familien Wilson på Nokken 1949 og alle deres efterkommere kunne få sådan en bog at bladre i.

Kong Henrik

Foto: Drew Pendleton, USA

Stakkels mand. Nu er han igen, igen sat i skyggen og nedvurderet. Her & Nu fører an og basker ham med overskrifter som:
Prins Henrik puster til ilden igen
Sætter Margrethe i forlegenhed

- JEG VIL VÆRE KONGE

Han får bestemt ingen opbakning i ugebladene, selvom de tjener fedt på Kongehuset, især når det netop er manden fra Det Monpezatske Hus som har åbnet munden.

Men jeg synes godt om ham. Han skal sgu have noget street credit. Han er utvivlsomt den bedst uddannede i kongehuset. Han er formentlig også et af de bedst begavede medlemmer den danske kongefamilie nogensinde har haft. Han finder hele tiden på noget nyt, og kan stadig puste liv i alt og alle omkring sig. Sågar også sladderpressen, hvis oplag ville styrtdykke uden det royale stof.

I bogen Nullerne trækker Søren Mørch en fin pointe frem (som ægtefællen til vores dronning – (gemalen) – selv i spøg har leveret): Han sammenligner sig med grevinde Danner:

Louise Christine Rasmussen blev gift med Kong Frederik 7. i 1850, men hun blev ikke dronning af den grund. Hun reddede kongen fra at gå til i druk, så han blev i stand til at optræde som Grundlovens giver og Frederik Folkekær, men dronning blev hun ikke. Hun blev grevinde, lensgrevinde endda, men ikke dronning.
…
Prins Henrik oplever sig som grevinde Danner – den, ‘som steg fra dybet, belæsset med et folks foragt’.

Jeg synes som sagt godt om Prinsgemalen. På trods af at han ifølge folket ikke taler ordentlig dansk – har han faktisk skrevet nogle af de bedste digte, jeg har læst. Han er forfatter til en lang række udgivelser og oversættelser, som det også fremgår af hans side på kongehuset.dk. Og på trods af at han ifølge folket har kælderen fuld af Château Rævepis – så er det såmænd udmærket kongevin der produceres med hans druer fra Cayx i Cahore.

I spørgsmålet om hvad der burde stå foran Henrik, kommer folket til kort. Hvad bør han kaldes: Konge eller knægt?

Jeg er ikke i tvivl. Manden er konge.