søndag den 27. januar 2013

Kunstfoto

Foto: Leigh Ledare: Mom and Me in Mirror, 2002

Det har fået masser af omtale, at Charlottenborg udstiller mere end 100 værker af amerikanske Leigh Ledare. Især hans fotos af moren har vakt opsigt. For hvad ligner det at tage nøgenbilleder af sin mor, og så kalde det kunst?!

Politiken har lagt en stribe af de kontroversielle fotos på nettet, og jeg ser altså noget, som andre åbenbart ikke ser. For mig er der ingen tvivl om, at det er moren der vil det her.

Ikke at hun vil i seng med sin søn, slet ikke. Jeg tror heller ikke det handler så meget om ekshibitionisme, selv om det godt kan se sådan ud. Leigh siger faktisk selv, hvad det handler om: Mor er jo en performer. Men det er som om han ikke rigtig har fattet hendes motiv, hendes bevæggrund for at smide tøjet.

Leigh tror tilsyneladende på en tynd historie om, at moren vil have han skal tage erotiske fotos af hende, fordi hun skal bruge dem i sin søgen efter en rig mand at slå sig sammen med. Dén historie er efter min mening lige så tynd som historien i en pornofilm. Det er ikke dét det handler om.

Næe, jeg tror såmænd moren er som vi forældre er flest. Vi vil gerne hjælpe vores børn på vej. Det er en lykke at se sit barn blive voksen og få sig en karriere, gerne en à la den man selv har haft.

Den tidligere balletdanser Tina Peterson vil have sin søn til at blive kunstner. Simpelthen.

Leigh har næppe sin mors talent for at danse og optræde, men hun vil alligevel gerne se, at han vælger sig en kunstnerisk karriere. Hun har sandsynligvis under hans opvækst luret, at han holder meget af billeder og kan lide at fotografere. Det er en verden, hun kun kender fra den anden side af kameraet - men hun ved at fotografiet også er en kunstform.

Jeg tror det er derfor, det starter. At han ringer på hendes dør, og hun åbner den, helt nøgen. Så begynder det kunstneriske projekt, der kører over otte år, og udvikler sig til Leighs første kunstværk, som er kontroversielt og får mange stærke reaktioner i de lande, hvor hans fotos udstilles. Og reaktionerne bliver så også en del af kunstværket.

Billederne af moren, også hvor hun har sex med en mand på fotografens egen alder, skal man nok lige forberede sig lidt på. Her kan jeg anbefale en nydelig kunstfaglig udtalelse i Politiken fra Rune Gade, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet:

»Billederne insinuerer et incestuøst forhold. Det er et globalt tabu. Men går man ind under det chokerende, så er det interessant, fordi man er nødt til at tænke over tabuet. Desuden er hans projekt i tråd med en ny tendens inden for samtidsfotografiet, hvor man bevæger sig ud over det personligt dokumentariske. Man kunne kalde det performativt fotografi, for han iscenesætter billeder og skildrer situationer, som måske aldrig ville være opstået, hvis kameraet ikke var til stede«.
De seksuelle fotos af moren er altså ok. Men jeg ville hellere se den serie, som også er beskrevet i Politiken: Hvor Leigh har lavet en fotoserie af sin ekskone, som også er fotograf, og så fået ekskonens nye mand, som også er fotograf, til at lave en tilsvarende fotoserie.

Ekskonen blotter sig altså både for sin eksmand og for sin nye mand - men er der ikke forskel at spore? Kan man ikke se, at kvinden lader den nye mand komme tættere på?
Det gad jeg godt ved selvsyn at få af- eller bekræftet. Så der er gode chancer for at jeg kigger forbi Kunsthal Charlottenborg en dag – udstillingen kører helt frem til den 12. maj.

Det lyder jo som en oplagt kunstoplevelse, hvis man interesserer sig for Sex og Samliv.

onsdag den 23. januar 2013

For mig er det kunst

Foto: Hentet fra udstillingskataloget, som ligger på kunstnerens egen hjemmeside birgitteskallgaard.dk

Kunst er det, man ikke kan - hvis man kunne, var det jo ingen kunst.

Sætningen afspejler en meget udbredt kunstforståelse; At kunst i virkeligheden er et paradoks.

Sådan tænker jeg ikke. Jeg mener kunst i høj grad lader sig gøre, og i en annoncetekst fornylig læste jeg denne sætning, som udtrykker det så smukt:

Kunst kommer af at kunne – ellers ville det hedde vilst.

En af tidens mest kontroversielle kunstudstillinger kan for tiden ses på Politimuseet. Kritikken er hård. Information leverer nærmest en politi-anmeldelse under overskriften: Den enes død

Kun en enkelt stjerne får kunstneren Birgitte Skallgård for de tolv kvindeportrætter i hendes projekt Kvindedrab in memoriam.

Oveni er mange blevet stærkt fortørnede over, at kunstneren har malet de myrdede uden tilladelse fra deres familier. Og Rigspolitiet meddeler i en pressemeddelelse, at de pårørende også efter politiets opfattelse burde have været inddraget i forbindelse med udstillingen.

Jeg har dog svært ved at se, hvad det er, Skallgård har gjort galt. Hun behøver da ikke have de efterladtes tilladelse til at beskæftige sig med fx Marcela Guerrero Mieres (1972-1989), der var 17 år gammel og netop begyndt på gymnasiet, da hun brutalt blev voldtaget og kvalt den 9. december, og fundet død med blottet underliv den næste formiddag af et par som var ude og lufte hund i Mågeparken på Avedøre Holme. Trods omfattende efterforskning er mordet stadig uopklaret.

Jeg synes afgjort at billedkunstneren både kan og vil noget – så hvorfor ikke besøge Politimuseet og ved selvsyn opleve hendes kvindeportrætter?

lørdag den 19. januar 2013

Livet og døden

Foto: Andreas Krappweis, Tyskland

Skriverhuset har i en morgendrøm mødt sit ufødte oldebarn og skrevet en sørgmodig blog. For med 86 leveår bag sig er det jo ikke sikkert han vil se den lille ufødte pige i live. Ja, den gamle mand har endda titlet sin blog Uopnåelig drøm…

Hugo Tomra er dog glad for sin drøm, hvor den lille pige pludrer og de går tur sammen hånd i hånd. Men livet og døden følges jo ad. Hun er på vej til sin nul års fødselsdag, og han skal snart død. Sådan er det jo.

Vi kan kun håbe på at blive rigtig gamle – der er sågar en lille lotterichance for at man som menneske kan gå lidt rundt i haven med et lille tip-oldebarn ved sin side – men så er man faktisk nødt til at blive hundrede år, og modtage et lykønskningstelegram fra dronningen på dagen. Hvis HKH Margrethe II da lever så længe…

Min morfar havde den samme drøm som Hugo. Han ville så inderligt gerne se sine børnebørns børn inden han døde. Hvor kunne det være dejligt at opleve dét også. Jeg tror sgu den drøm lagde adskillige år til hans levealder. Jeg husker vi engang besøgte ham på hospitalet, og mor bagefter fortalte os, at det nok var sidste gang vi havde set ham. Men han kom sig, ansporet af endnu et oldebarns fødsel.

Peder Filtenborg bad hver dag for sit og sines liv. Under normale omstændigheder var han nok død flere år tidligere, men måske kom hans mange år som præst i Fole kirke ham tilgode. Og han var glad for hver eneste begivenhed der viste sig i horisonten. Hele tiden var der noget nyt han så gerne liiige ville have med inden han døde. Jeg husker også at han blev mere og mere mild jo ældre han blev. Måske kan taknemmelighed over livet udsætte døden i årevis. Måske kan man godt blive hundrede år hvis man virkelig gerne vil og nærmest strutter af mildhed. Morfar blev 85, selvom hans helbred slet ikke var til det.

Dybest set dør vi vel allesammen en lille bitte smule hver eneste dag. 

Min mormor kom fra Kaukasus, hvor folk generelt bliver temmelig gamle. Og Ruth Linda von Sicard var ingen undtagelse. Selv om hun fødte en stor børneflok og led frygteligt af hungersnød under flugten fra bolsjevikkerne, så gik der ret lang tid inden Skaberen kaldte hende til sig. Man skulle ellers tro, at et på mange måder hårdt liv ville forkorte tilværelsen og pensionsalderen, men mormors russergener ville det anderledes.

Mange år efter morfars død hun fik sig en ti år yngre kæreste og begyndte at læse fransk, som hun stort set ikke havde talt siden sin ungdom. Men kæresten blev affældig og faldt fra, og mormor måtte også sande, at hendes sprogkundskaber og hukommelse ikke helt var, hvad de havde været. Men selv var hun frisk som en havørn.

Jeg tror næsten det irriterede hende at blive så gammel, som hun blev. Hun var ikke bange for at dø – men hun var bange for at ligge til last, gå i vejen og forstyrre. På sine gamle dage boede hun gerne hos min mor eller moster Ebba. Hun kunne godt lide at sidde i køkkenet, mens hendes døtre rumsterede, men var som sagt meget bekymret for at være til ulejlighed. Hun insisterede på at betale for sine ophold hos sine børn. Der var simpelthen en dagstakst for at gide have hende boende.

Engang sad hun i min mors stue da jeg kom forbi. Det var jo spændende at snakke med sin mormor, som var født i 1896, havde rejst med hestevogn og som lille pige set Rasputin. Pludselig så hun indtrængende på mig og sagde med sin karakteristiske russiske accent:

– Kenneth… – Det er svært at blive gammel.

Så skålede vi med vores kaffekopper. Jeg tænker vi skålede for både livet og døden. Mormor blev knapt 97 år.

onsdag den 9. januar 2013

Josefbarnet

Foto: Pynt på kirkens juletræ, lavet af nulte klasse

Når pastor Haldrup står for julegudstjenesten i Skanderup kirke, sker forkyndelsen ikke helt efter Bogen. Vi kirkegængere bliver altid udsat for et kreativt tvist. Det slår aldrig fejl.
(Måske nogen husker min blog om juleshowet for tre år siden?)

Denne jul var ingen undtagelse. Kirkevæggen er jo kridhvid, og nærmest perfekt til en projektor. Så kan salmeteksterne jo vises som lysbilleder. Og hvorfor ikke også vise et lille krybbespil? Det kan godt være, nogen synes det er for pjattet, men ungerne elsker det.

Anne – en af de frivillige unge i sognets kristne klub for børn – sender live via webcam historien op på kirkevæggen. Små legetøjsfigurer gør det ud for kejser Augustus, jomfru Maria og hendes (træ)mand Josef, vise mænd, engle og hyrder. Det er ret sjovt, for der er indlagt små fælder undervejs.

Da Josef og Maria skal afsted mod Betlehem, protesterer børnene højlydt da en sej sportsvogn viser sig på murværket. Vi skal have fat i et æsel, som Anne heldigvis også har liggende parat blandt sine remedier.

Næste fælde udvikler sig en rigtig skæg dobbelt fejl: Børnene får at vide, at jomfru Maria føder det lille Jakobsbarn – og råber NEEEJ! – JOSEFBARNET! – Som jo så efter en hurtig konsultation med far og mor må korrigeres yderligere til: JESUSBARNET. – Nemlig…

Desværre blev showet ikke lagret på en fil, så det kunne streames på YouTube. Men her har Folkekirkendk til gengæld uploaded juleevangeliet i en moderne udgave, udsat for Google og Facebook. Det kan varmt anbefales. Videoen er virkeligt morsom, og sluttes af med en dejlig hilsen og folkekirkens nye logo:


Tags: kirke, engel, kors, fil, jul, gud

mandag den 7. januar 2013

Vinterlæserens nytårshilsen

Foto: Piotr Bizior, USA

Det er hyggeligt med alle de hilsner omkring årsskiftet, hvor familie, venner og bekendte ønsker godt nytår, og fortæller lidt om hvad der er sket i det forgangne.

Min gamle ven Per gør det på en ikke helt almindelig måde. Han sender en mail om de bøger han har læst siden sidst. Hvor andre vinterbader, hygger han sig indendørs med en ordentlig stak bøger. Og så laver han liste, krydret med stikord, til familie, venner og bekendte (og ikke mindst sin egen hukommelse).

De allerbedste bøger giver han tre asterisker (***), som en klar anbefaling. Og så er det jo oplagt at give Per lidt positiv feedback, f.eks. “Dén bog syntes jeg også var skidegod”.

Jeg håber andre vil tage idéen op og rundsende en personlig nytårshilsen efter samme læst.

Blogfotoet passer fint til Pers nytårsmail, som jeg har fået lov til at dele med alle andre litterært interesserede:


Læst i vinteren 2012-13:
*** Heda Margolius Kovály: ”Under en ond stjerne” (Tjekkisk, jødisk piges/kvindes utrolige og hjertegribende liv, overlevelse og kamp i KZ-lejr og under kommunismen–perioden 1941-68).

*** Ayad Akhtar: ”Tavshedens smerte” (En pakistansk drengs opvækst og familieliv i USA og hans splittelse mellem islam og ”verden”. Giver fin indsigt i islam, teoretisk og på hverdagsplanet).

*** Anna Reid: ”Leningrad. Tragedien om en by under belejring 1941-44”.
Bl.a. beskrevet ved uddrag af dagbøger. Hjerteskærende gennemgang af denne, noget glemte belejring og folks kamp for at overleve, mens familie og naboer døde af sult som fluer. 

Bjarne Wagner Augustenborg: ”Gode Gud, send mig hjem. Tyske soldater og flygtninge i Nordjylland 1940-49”. Hjerteskærende gennemgang af denne del af danmarks- og verdenskrigshistorien. Igen et stykke historie, der mere eller mindre bevidst blev nedtonet og glemt.

*** Frode Z. Olsen: ”Når dragen løfter hovedet”. Det er meget sjældent, jeg læser krimi. Men denne forfatter kender jeg fra socialdemokratiet i Rødovre. Den spændende handling udspiller sig i både Kbh. og Kina, som Frode er stor kender af, idet han er udstationeret dér af dansk/nordisk politi. Ligeledes får man et grundigt - måske lidt karikeret - billede af et dansk politi i en omstillingsfase. 

Amanda Lind: ”Francys evangelium”. En meget anderledes bog: om en svensk, kvindelig mafiaboss (Godmother?), hendes særdeles blodige og kyniske arbejdsmetoder; men også om hendes skrøbelighed og indre mangel på sjælefred, specielt i forhold til hendes familie, der i dén grad bliver forsømt. Sproget og indholdet (måske delvist pga. oversættelsen) er langtfra stor litteratur; men det er letforståeligt, og der sker noget i hver linie.  Chick lit og femikrimi på samme tid.
 
*** Alen Meskovic: ”Ukulele-jam”. (det flg. er ”planket” fra anmeldelse i Gaffa) Dansk-bosnieren AMs debutroman er en velskrevet og gribende – delvis selvbiografisk – fortælling om den svære teenagetid med alt, hvad den indebærer af lykkelige og ulykkelige forelskelser, spirende seksualitet, problemer med forældre, usikkerhed om uddannelse og fremtid og ikke mindst opdagelsen af den store og fascinerende rockmusik – sat ind i en kontekst af uvished på et ganske andet plan, nemlig et land i opløsning. Og Meskovic formår at balancere alvor og løssluppenhed, tragik og komik fint over for hinanden. Ofte er der ikke langt fra tragedie til farce i det borgerkrigshærgede romanunivers.

*** Herta Müller: ”I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv” (Den rumænskfødte, tysksprogede nobelprismodtagers kulsorte roman om et sølle og undertrykt liv i Ceaucescus Rumænien er svær/langsom at læse; men når man først har vænnet sig til stilen, er der dømt stor, fængslende litteratur, der ind imellem sågar kan være lunt morsom/satirisk).

Christos Tsiolkas: ”Lussingen” (En stor (550 s.) roman om moderne mennesker i Australien, deres liv og deres konflikter. Personerne og miljøerne, bl.a. de mange forskellige etniciteter i Australien, belyses på mange ledder og kanter, idet hver person har sit lange kapitel, hvori deres relationer til de andre beskrives. Grundlæggende en interessant bog; men sproget er et godt stykke fra verdensklasse, og der er lidt for mange gentagelser af synspunkter og personbeskrivelser.

Jennifer Egan: ”Tæskeholdet banker på”. En Pulitzer-prisbelønnet, ny amerikansk roman og en række menneskers liv og fortid. Hæsblæsende og noget specielt fortalt. Trods mange gode sproglige indslag og lejlighedsvis new-yorker humor fængede personerne og dermed romanen mig ikke rigtigt. Dertil var/er deres liv for specielt.

*** Morten Møller: ”Hvem er Nielsen?”. En fortælling om kommunisten og modstandsmanden Børge Houmann. En historisk, videnskabelig, men også næsten roman-agtig skildring af et usædvanligt og enestående menneskes liv og kamp gennem det meste af det 20. århundredes Danmark.

*** Børge Houmann: ”Kommunist under besættelsen”. Ovennævnte BH’s egen fortælling/uddybning af tiden under besættelsen. Selv om BH er farvet af sit livslange, kommunistiske tilhørsforhold, er bogen særdeles klog og (uddrag fra bagsideteksten) ”en alsidig, personlig erindringsbog (der er)… underholdende, tankevækkende og skrevet i et usædvanligt rigt dansk sprog”. Jeg er helt enig.

Morten Thing: ”Sabotøren – min fars historie”. Den kendte venstrefløjshistoriker fortæller indgående om sin far, Børge Thing, der var en af lederne af BOPA. Både om hans opvækst, familie og især hans glorværdige virke under og efter besættelsen. Den kan sine steder være lidt ”tung” at læse, bl.a. også fordi sproget er meget dårligt, i modsætning til den foregående (Børge Houmanns).  

*** Blaine Harden: ”Flugten fra Camp 14”. Den gribende historie om Shin, der er den første, som er flygtet fra en af de lukkede arbejdslejre (læs: koncentrationslejre) i Nordkorea. Historien er fortalt til en journalist, der i videst muligt omfang har dobbeltchecket rigtigheden i Shins fortælling.  

*** Eugen Ruge: ”In Zeiten des abnehmenden Lichts”.  En strålende, klog, varm, lun (i sin ofte forekommende humor) og sprogligt fremragende familiesaga fra DDR/Østtyskland.
Gennem fire generationer i en familie opleves (daglig)livet i familien og både de nære og fjerne samfund, herunder også tiden efter ”Die Wende”.
Bogen er en Riesen-bestseller i Tyskland og har fået adskillige priser. Det forstår jeg godt. Læs den, - om ikke før, så når den kommer på dansk.
P.S.: Opdager nu, at den ER udkommet på dansk.

*** Peter Øvig Knudsen ”Hippie”. Beretningen om Thy-lejren og ”tre år og 74 dage, der forandrede Danmark” er spændende læsning og historieskrivning for os, der var unge dengang og fulgte med på sidelinien. Men, kors, hvor de dog ryger meget hash og bruger stærke stoffer!

*** Jesper Clemmensen: ”Flugtrute Østersøen”.  Åndeløst spændende og menneskeligt medrivende at følge de – trods alt – mange DDR-borgere, der ad søvejen og over 70 km forsøgte at slippe ud til Vesten. For nogle lykkedes det, for andre ikke. Der blev anvendt robåde, kanoer, hjemmebyggede ”undervandsaggregater” og sågar surfbræt. Hver enkel case beskrives i detaljer, herunder også disse menneskers hårde og overvågede dagligliv i DDR.
P.S.: Jeg læste denne bog lige efter, at jeg havde set filmen ”Barbara”, der handler om det samme. Den kan også varmt anbefales.

Volker Kutscher: ”Den stumme død”.  En halsbrækkende (sic) 600-siders krimi fra 30’ernes Berlin, herunder en del om byens geografi. Der sker noget nyt og overraskende på hver side. Man hører en masse om Berlin i 1930 og får de sædvanlige historier om indbyrdes konkurrence mellem politifolkene, der ikke alle er helt ”rene” i kanten. Hertil kommer interessante beskrivelser af filmmiljøet og kampen mellem det gamle, stumfilmen, og det nye, tonefilmen. Slutningen er lidt søgt og ødelægger lidt af den gode stemning. 

Elisabeth Åsbrink: ”Og træerne står stadig i Wienerwald”.  Et jødisk ægtepar (i hhv. Wien og Theresienstadt) skriver over 500 længselsfulde breve til deres 13-årige søn, der er kommet til Sverige. Et menneskeligt drama, fordi forældrene ender deres liv i en KZ-lejr.
Den svenske forfatter er journalist og kobler IKEA-grundlæggeren, Ingmar Kamprads nazi-sympatier ind i historien. Desværre skriver hun ikke særligt godt, når hun - ind imellem det dokumentariske stof - prøver at lege ”forfatter”. Det bliver ofte for floromvundet og kunstigt.       

*** Kaare R. Skou: ”Politik der forandrede Danmark”.  Den garvede TV-journalist fortæller en spændende og helt anderledes danmarkshistorie i 65 beretninger (à ca. 8 sider) om landets vigtigste lovgivning fra 1848 til i dag. Vi får et særdeles godt indblik i de politiske og saglige overvejelser … og intriger, der ligger forud for selve lovgivningen.
Emnerne er vidtspændende, lige fra ”det små” (fx navneloven og prygleloven) til ”det store” (fx folkepensionsloven og Helhedsløsningen). Trods det til tider lidt tørre sprog er der også humor og særdeles megen indsigt at hente i de mange afsnit.


Læst i vinteren 2011-12:
*** Edith Beer Hahn: Naziofficerens Hustru (jødisk pige under jorden giftes med nazist)

Daniel Mendelsohn: De mistede (en amr. søger 6 holocaust-slægtninge over hele verden)

*** Roger Moorhouse: Berlin i krig  (om dagliglivet i Berlin under 2. Verdenskrig)

Virginie Despentes: Blodsøstre (fransk lebbe-roadmovie med sæd, blod og kugler en masse)

*** Lianke Yan: Landsbyens blod (om det barske liv i en kinesisk landsby, samfundskritik)

*** Isabel Allende: Øen under havet (om slaver på Haiti slut 1700-/beg. 1800-tallet)

*** Muriel Barbery: Pindsvinets elegance (en concierges fortællinger fra herskabsejd. i Paris)

Albert Cossery: Mennesker glemt af Gud (noveller fra Kairo, Egypten)

*** Robert Andersen: Guldgraveren (om en dansk eventyrers fantastiske liv)

Erika Fatland: Englebyen (dokumentarisk om dramaet på skolen i Beslan i 2004)

Hanne Bistrup: Fru Terkelsens testamente (tilfældige msk., hvis skæbner krydser hinanden)

Hanne Højgaard Viemose: Hannah (om en ung piges backpackerliv i Australien m.v.)

*** Steve Sem-Sandberg: De fattige i Lodtz (om livet i ghettoen i Lodtz)

*** Henrik Skov Kristensen: Straffelejren (Fårhus- og Padborglejren, spec. hjemmetyskerne)

Hanan al-Shayk: Græshoppen og fuglen (en ung piges liv i Beirut)

Zoë Ferraris: Slørets by (”krimi” fra den saudiarabiske ørken)

*** Sonja Vesterholt: Hunden er rask (om livet i Stalins Sovjetunion)

Feri Lainscek: De urørlige (letbenet fortælling om romaer i Slovenien og omegn)

*** Yasmina Khadra: Som dag følger nat (en skæbne i Algeriet fra 1930-60’erne)

Stephan Mendel-Enk: Tre aber (en jødisk, svensk drengs erindringer)

*** Jenny Wiliams: More Lives than One (biografi om den tyske 30’erforfatter Hans Fallada)

*** Michel Dobbs: Nazisabotørerne (en gruppe nollere nazister sendes med u-båd til USA)

Jeannette Walls: Glasslottet (fortælling om forsømt hippiedatters sociale opstigning, USA)

Orhan Pamuk: Uskyldens Museum (OP’s erindringer mmm fra Istanbul)

*** Paul Teyssier: Maisons closes parisiennes (smuk cooffeetablebog om bordeller i Paris)

*** Kjartan Flagstad: Den yderste grænse (fiction+fakta+skæbner om nazister og Nordmænd)

*** Mathias P. Høeg: Jeg har ikke flere patroner (sønderjysk krigsfanges historie fra Sibirien)


Som det vist tydeligt fremgår, er Per ikke ligefrem typen, der går i en bue udenom biblioteket. Og man kan roligt plukke i hans nytårshilsen. Per har virkelig god smag. God fornøjelse…